266

Nær ved det Sted, hvor Farumsøens Vande,med Krat og Skovhegn om den høie Bred,med større Nabosø sig kjærligt blande,en venlig Landsby ligger smukt i Fred.Rundt om den Vaar og Sommer blomstervirkede agergrønne Marker; over demsig hæver fredeligt den røde Kirkeimellem Piil og Hyld om Bondens Hjem;paa Høien der, med nære Sø fortrolig,staaer Sjelehyrdens straabedækte Bolig.

Der sad ærværdig Præst i Natten sildeengang — det var en stormfuld Efterhøst.Paa Himmelen fløi mørke Skyer vilde,og sparsomt kun nedsmilte Maanen Trøst.Ved Lampens Blus han veied Skriftens Taleom Synd og Død og Naadens store Ord;ved aarle Morgen skulde han husvaleen Syg med Lædskedrik fra Herrens Bord.Da hørte han — et Gys han maa betvinge —den store Kirkeklokke sælsomt klinge.

Ei var det stærke Hammerslag, han hørte,ei Stormens Haand, som Klokkerebet drog;267det var som om et varsomt Jern berørteklangfulde Malm. Da lukte han sin Bog.For Nattens Aander var han ikke bange,og aldrig Djævlens Magt han agted stort;thi han var viis; ad Kirkegaardens Gangehan rolig gik og aabned hellig Port.Snart stod han mellem Kirkens hvide Buer,oplyste svagt af Maanens matte Luer.

Han lytted skarpt; men Klangen var forstummet.Da løfted han med Kraft sin dybe Røst;tidt havde blege Synder den fornummet,som hykled Fromheds Skjul for Hjertets Brøst.“Hvo”, raabte han, “har her i Natten hjemme?Hvo vover at forstyrre Kirkens Fred?” —Hver Hvælving klang. Da syntes han fornemmeet Suk, der lød fra Kirketaarnet ned.“Stig ned!” han bød. “Jeg, Herrens Tjener, byder!” —Og snart fra Stigen sagte Fodtrin lyder.

Ved Choret kommer ham et Barn imøde,en Dreng, vel otte Somre har han talt;ei var’ de trinde Barnekinder røde;det var, som havde blegen Sorg dem malt.Den venstre, spæde Haand han varsomt lukked,som gjemte han i den en kostbar Skat.“O! vær ei vred, saa bad han blidt og sukked,fordi jeg var i Kirken denne Nat!Da Aftenklokken ringet blev, herindejeg skjulte mig; ei var mig ondt isinde!”

— “Og hvorfor, spurgte Præsten ham forundret,i denne vilde Nat Du dvæled her?268Mod Tag og Muur Uveiret jo har dundret. —Hvad er det, Du i Haanden gjemmer der?”— “Ak, Fader! svared Drengen, nær ved Dødenmin Moder er” — og Graad hans Stemme brød —— “Jeg veed det, Søn! fortvivl kun ei i Nøden!Du veed: i Herrens Haand er Liv og Død” —— “Ja! Ham jeg har befalet mine Veie!” —“Og hvi forlod Du da Din Moders Leie?” —

“Jo, svared han, den Rust, som man kan gnideaf Kirkeklokken just ved Midnatstid,helbreder ganske vist. Det fik jeg videigaar, og derfor skyndte jeg mig hid” —“Og ene gik Du?” — “Ja! for Nattens Farede frygted Alle: Ingen vilde gaae.” —“Du frygted ei?” — “Ak jo! den hvide Skarepaa Kirkegulvet fra min Krog jeg saae.Min Aftenbøn jeg bad; da bort de vege,dog snart paany de frem af Graven stege.

“Og Mange blandt dem troede jeg at kjende;jeg vilde bedet, men i Skrækkens Nødjeg sang: Hvo veed, hvor nær mig er min Ende?Da tænkte jeg kun paa min Moders Død,og dristig steg jeg op; jeg hørte Uhretslaae Tolv; men ingen Død kom meer igjen.Jeg sad saa trygt som liden Fugl i Buretog skrabed Rusten af — her har jeg den.Ved Morgengryet hjem jeg vilde vende,og vist jeg troer, at det kan frelse hende.”

— “Du fromme Barn! Gud Kjærligheden lønner;for ham er Natten Dag. At Du er god,269det har Han seet; Han hører vore Bønner!“ —Da sank de begge ned ved Altrets Fod.Og medens Taaren rulled over Kinden,som Hvift af Englevinger Stormen sang;igjennem Orglets Piber sused Vinden,og Psalmetoner gjennem Choret klang.Klart straaled Maanen ind fra skyfri Bue,og Altrets Sølverstager stod i Lue.

„Nu kom, mit Barn! Nu gaae vi til din Moder.Ei meer de Døde hindre vil din Vei.Hvad hisset over Nattens lyse Kloderbesluttet er, det veed ei Du, ei jeg;men fast paa Herren haabe vi, du gode,du kjære Søn!“ — — „Ja, Fader! lad os gaae!Jeg er saa let, jeg er saa glad tilmode;thi, mens jeg bad, et deiligt Syn jeg saae:Forbi mig svæved der en himmelsk Skare -o! vist til Hytten Lædskedrik de bare.“

Nu begge skyndsomt gik. Men Støvets Tankeer seen mod Englens Flugt som Ormens Gang;ei trende Slag vel Hjertet kunde banke,mens hiin fra Himlen sig mod Jorden svang.For Leiet stod han med sin Sølvervinge;ved Nat han havde svævet Barnet nær;thi hvergang Jordens Kirkeklokker klingemed hellig Tone, glædes Himlens Hær.Til Sundhedssøvn han lukked syge Øie,og svang sig atter mod det Høie.

Og da de To treen ind i stille Kammer,hun aanded sundt og slumrede saa trygt;270klart blussed Lampens før saa matte Flammer,og Vaagekonen blunded uden Frygt.I Drøm de saae den blege Læbe smile,og Hjertets tause Hymne steg i Løn.Da vaagned styrket Moder af sin Hvile,og modersalig favned hun sin Søn.Men hvo kan Glædestaarens Himmel male?om himmelsk Lyst kun Himlens Harper tale.

(C. J. Boye. ”Aandelige Digte og Sange.” Kbhvn. 1833).

266

Nær ved det sted, hvor Farumsøens Vande,med Krat og skoghegn om den høye bred,med større Nabosø seg kjærlig blande,en vennlig landsby ligger smukt i Fred.Rundt om den vår og sommer blomstervirkede agergrønne Marker; over demsig hever fredelig den røde kirkeimellom pil og hyll om Bondens hjem;på Høien der, med nære Sø fortrolig,står Sjelehyrdens stråbedekte bolig.

Der satt ærverdig prest i natten sildeengang — det var en stormfull etterhøst.På himmelen fløy mørke skyer ville,og sparsomt kun nedsmilte månen trøst.Ved Lampens bluss han veide Skriftens Taleom synd og død og nådens store ord;ved årle morgen skulle han husvaleen Syg med leskedrikk fra Herrens bord.Da hørte han — et gys han må betvinge —den store kirkeklokke selsomt klinge.

Ei var det sterke hammerslag, han hørte,ei Stormens hånd, som Klokkerebet drog;267det var som om et varsomt jern berørteklangfulle Malm. Da lukte han sin bok.For Nattens ånder var han ikke bange,og aldri djevelens makt han aktet stort;thi han var vis; ad kirkegårdens gangerhan rolig gikk og åpnet hellig port.Snart stod han mellom Kirkens hvite buer,opplyste svakt av månens matte luer.

Han lyttet skarpt; men klangen var forstummet.Da løftet han med kraft sin dype røst;titt hadde bleke synder den fornemmet,som hyklet fromhets skjul for Hjertets Brøst.“Hvo”, ropte han, “har her i natten hjemme?Hvo vover å forstyrre Kirkens Fred?” —Hver hvelving klang. Da syntes han fornemmeet sukk, der lød fra kirketårnet ned.“Stig ned!” han bød. “Jeg, Herrens tjener, byr!” —Og snart fra stigen sakte fottrinn lyder.

Ved koret kommer ham et barn imøte,en dreng, vel åtte somre har han talt;ei var’ de trinne Barnekinder røde;det var, som hadde blegen sorg dem malt.Den venstre, spede hånd han varsomt lukket,som gjemte han i den en kostbar skatt.“O! vær ei vred, så bad han blidt og sukket,fordi jeg var i kirken denne natt!Da Aftenklokken ringet ble, herindejeg skjulte meg; ei var meg ondt i sinne!”

— “Og hvorfor, spurte presten ham forundret,i denne ville natt Du dvelte her?268Mot tak og mur uværet jo har dundret. —Hva er det, Du i hånden gjemmer der?”— “Ak, far! svarte drengen, nær ved dødenmin mor er” — og gråt hans stemme brød —— “Jeg vet det, sønn! fortvivl kun ei i nøden!Du vet: i Herrens Haand er Liv og død” —— “Ja! Ham jeg har befalt mine Veie!” —“Og hvi forlot Du da Din Moders leie?” —

“Jo, svarte han, den rust, som man kan gniav kirkeklokken just ved midnattstid,helbreder ganske vist. Det fikk jeg videi går, og derfor skyndte jeg meg hit” —“Og ene gikk Du?” — “Ja! for Nattens farede fryktet alle: Ingen ville gå.” —“Du fryktet ei?” — “Ak jo! den hvite Skarepå kirkegulvet fra min krok jeg så.Min aftenbønn jeg bad; da bort de vek,dog snart paany de frem av graven stege.

“Og Mange blant dem trodde jeg å kjenne;jeg ville bedt, men i skrekkens nødjeg sang: Hvo vet, hvor nær meg er min ende?Da tenkte jeg kun på min Moders død,og dristig steg jeg opp; jeg hørte uretslå Tolv; men ingen død kom mer igjen.Jeg satt så trygt som liten fugl i buretog skrapet rusten av — her har jeg den.Ved morgengryet hjem jeg ville vende,og vist jeg tror, at det kan frelse henne.”

— “Du fromme barn! Gud Kjærligheden lønner;for ham er natten Dag. At Du er god,269det har Han sett; Han hører våre bønner!“ —Da sank de begge ned ved Altrets fot.Og mens tåren rullet over kinnen,som Hvift av Englevinger stormen sang;igjennom Orglets piper suste vinden,og Psalmetoner gjennom koret klang.Klart strålte månen inn fra skyfri bue,og Altrets Sølverstager stod i lue.

„Nå kom, mitt barn! Nå går vi til din mor.Ei mer de Døde hindre vil din vei.Hva hisset over Nattens lyse kloderbesluttet er, det vet ei Du, ei jeg;men fast på Herren håper vi, du gode,du kjære sønn!“ — — „Ja, far! la oss gå!Jeg er så lett, jeg er så glad tilmode;thi, mens jeg bad, et deilig syn jeg så:Forbi meg svevet der en himmelsk Skare -o! vist til hytten leskedrikk de bare.“

Nå begge skyndsomt gikk. Men Støvets tankeer seen mot Englens flukt som Ormens gang;ei trende slag vel hjertet kunne banke,mens hin fra Himlen seg mot jorden svang.For Leiet stod han med sin Sølvervinge;ved natt han hadde svevet barnet nær;thi hvergang Jordens kirkeklokker klingemed hellig Tone, gledes Himlens hær.Til sunnhetssøvn han lukket syke Øye,og svang seg atter mot det Høye.

Og da de to treen inn i stille kammer,hun åndet sundt og slumret så trygt;270klart blusset Lampens før så matte flammer,og Vaagekonen blundet uten frykt.I drøm de så den bleke leppe smile,og Hjertets tause hymne steg i Løn.Da våknet styrket mor av sin hvile,og modersalig favnet hun sin sønn.Men hvo kan gledestårens himmel male?om himmelsk lyst kun Himlens Harper tale.

(C. J. Boye. ”Åndelige Digte og sanger.” Kbhvn. 1833).