270

Kjøbenhavn.

I Morgenrødens Land, paa Jordens Østerkant,man har den Skik, ved visse Leilighederat sende til den Skjønne, man tilbeder,en Selam. Næsten alt Fornuftigt, Smukt og Sandt,skjøndt med lidt Daarlighed iblandt,er kommet os fra Østen, min Veninde;men Tiden har det med saa meget gothisk blandt,at man har Møie med det ægte Præg at finde.Saaledes har man paa barbarisk ViisAf hine Selams her gjort fastelavnske Riis.

Jeg Dem et saadant ogsaa sender,da det i Dag er Fastelavn,og jeg er just i Kjøbenhavn,hvor Østens Skikke man kun lidet kjender.Modtag det med et kjærligt Smiil!og lyt med venligagtsomt Øretil Hilsnen, som i Blomsterstiiltolv hvide Hyacinter her fremføre.

271“Fra Deres Søster Flora komme vimed Frygt, undseeligen, skjøndt uden Harme,for mellem Klokken ni og tiat falme reent ved Deres Arme;hvert Blomster hylder Dem, men ingen meer end vi.

Vi blomstred, trods Naturen, midt i Vinter,af Lyst til den Forretning, vi nu har.De andre Gratier, vor Jord frembar,man pidsker op med tørre Birkesplinter;men Himlens egen Datter derimod,vor Dronning, yndig, munter, mild og godbør ene pidskes op af Hyacinter.Ak! und os blid til Løn, at døe paa Deres Bryst,naar vi har vækket Dem, og Deres Hænder kyst!”

(J. Baggesen. “Skjemtsomme Riimbreve”. Kbhvn. 1807.)

270

Kjøbenhavn.

I Morgenrødens land, på Jordens Østerkant,man har den skikk, ved visse leiligheterå sende til den Skjønne, man tilbeder,en Selam. Nesten alt Fornuftigt, Smukt og Sandt,skjønt med litt Daarlighed iblant,er kommet oss fra Østen, min venninne;men tiden har det med så meget gotisk blant,at man har møye med det ekte preg å finne.Således har man på barbarisk visAv hine Selams her gjort fastelavnske Riis.

Jeg Dem et sådant også sender,da det i dag er fastelavn,og jeg er just i Kjøbenhavn,hvor Østens Skikke man kun lite kjenner.Motta det med et kjærlig smil!og lyt med venligagtsomt øretil Hilsnen, som i blomsterstiltolv hvite hyasinter her fremføre.

271“Fra Deres søster Flora kommer vimed frykt, undseeligen, skjønt uten harme,for mellom klokken ni og tiå falme rent ved Deres Arme;hvert blomster hyller Dem, men ingen mer enn vi.

Vi blomstret, trass naturen, midt i vinter,av lyst til den forretning, vi nå har.De andre gratier, vår jord frembar,man pisker opp med tørre Birkesplinter;men Himlens egen datter derimot,vår dronning, yndig, munter, mild og godbør ene pidskes opp av hyasinter.Ak! und oss blid til Løn, å dø på Deres bryst,når vi har vekket Dem, og Deres hender kyst!”

(J. Baggesen. “Skjemtsomme rimbrev”. Kbhvn. 1807.)