262

Hver Dansk og Norsk, som ei er lenspaa Sands for Poesier,maa kjende salig Baggesensden høist gesvindte Frier;og posito at han det gjør,som her jeg vil formode,veed han deraf, om ikke før,at paa vor hele Klodeer Engelskmanden — være sigi hvilken Stand og Alder,dog meest, jeg troer, i Ungdoms Aarog Lorders komfortable Kaar —blandt Alle meest paa Indfald rig,jeg troer, man Whims dem kalder.

Med slig en erkeengelsk Whim,ja ret med en aparte,jeg vil fortællingsviis paa Riimmin Læser her opvarte.

Der altsaa var to Engelskmænd,to Lords vil jeg formode,som ved et Træf af Hændelseni eet Auberge boede.Den Ene Navn af Fisher bar,den Anden hedte Hunter;263den Første noget stille var,den Sidste meget munter;hiin ovenpaa sin Bolig har,mens denne boer darunter.

En engelsk Lord, som før er sagt,heel ofte snurrigt handler;og Hunter snart til Plads for Jagtsit hele Huus forvandler,la’er rundt omkring opreise Træeri samtlige Gemakker,saa at ihast han har sig deren Lystskov ganske vakker.For blanke Sølv — i Engellandman ei paa Penge sparer —indkjøber sig vor gode Manden Mængde raske Harer;og eftersom han har Behov,og anden Jagttour glipper,han i sin hjemmegjorte Skoven efter anden slipper,og slipper Hunde løs paa dem,faaer moxen Loos, og jagerog skyder — det er ligefrem —saa hele Huset knager.

Men medens Hunter nu ansaaeden Spas som grumme herlig,fandt han som boede ovenpaa,Allarmen heel besværlig.Maaskee han plagedes af Spleen,som Lorder ofte plager,maaskee studeerte han Latinog andre lærde Sager.264Nok sagt, det svære Hurlumhei,det græsselige Dunderaf Glam og Skud fordrog han ei,som raste nedenunder.Forbittret fa’er han ned, at seehvad der i Huset hænder,og seer — hvad De, Høistærede,af min Fortælling kjender.Forundret knap han troer sit Syn,saa kunde Flere gjøre.Thi hvo har hørt paa Land, i Byenforinden lukte Døreom Jagt, paa Harer, som er sagt?— Her tales ei om anden Jagt —I vred Forundring nu han spør’:“Sir, hvis det Dem behagersaa siig, hvad er det dog, De gjør,siig, hvad De foretager!”Men Hunter svarer ganske tør:“Jeg jager.”Nu vel — saa tænker Fisher taus —det er en egen Maade;men Hver for Sit faaer raade.Han bukker, gaaer heraus.

Den næste Dag Hr. Fisher la’erhvor ovenpaa han boedeopbære Vand i mægtigt Kar.(Han har et Puds i Ho’de).Fra Hyttefad han henter Fisk,han kjøber Medestænger,og venter kort, til Jagten frisksig til hans Øre trænger.265Da væltes Karret; til en Søforvandle sig hans Sale;paa Karrets Bund som paa en Østaaer han — hvo kan ham male? —med Medestang i udstrakt Haand,mens Fiske løst’ af Fængslets Baandfrit svømme om i Parkenmed Angst for Fiskmonarken.

Men snart sig trænger Parkens Vandigjennem Gulvets Bræder;en høist uventet Regn paa Standvor Jæger gjennemvæder.Forbittret, rasende i Sind,og dryppende af Kappenhan farer som en Hvirvelvindtil Fisher op ad Trappen.Igjennem Nøglehul han spør’:“for Død og Helveds Pine,min gode Sir, siig, hvad De gjør!De drukner mig og Mine.“Men Fisher stander paa sit Kar,han til den Vaade smidsker,og gi’er det ganske tørre Svar:“jeg fisker.“

Alt efter gammel Skik og Troskal her en slig Fortælling jomed en Moral sig ende;men ak, trods alt mit Hovedbrudjeg ikke een kan finde udaf denne.Hvis i Moralens Sted man vil266et lille Raad begjære,saa, kjære Læser: Væn Dig tilMoraler at undvære.

(C. N. Schwach. “Samlede Digte.” Chnia 1837).

262

Hver Dansk og Norsk, som ei er lenspå Sands for Poesier,må kjenne salig Baggesensden høist gesvindte Frier;og posito at han det gjør,som her jeg vil formode,vet han derav, om ikke før,at på vår hele klodeer engelskmannen — være segi hvilken stand og alder,dog mest, jeg tror, i Ungdoms årog Lorders komfortable kår —blant alle mest på innfall rik,jeg tror, man Whims dem kaller.

Med slig en erkeengelsk Whim,ja rett med en aparte,jeg vil fortellingsvis på rimmin leser her oppvarte.

Der altså var to engelskmenn,to Lords vil jeg formode,som ved et treff av hendelseni ett Auberge bodde.Den Ene navn av Fisher bar,den Anden hette Hunter;263den Første noe stille var,den Sidste meget munter;hin ovenpå sin bolig har,mens denne boer darunter.

En engelsk Lord, som før er sagt,hel ofte snurrigt handler;og Hunter snart til plass for jaktsitt hele hus forvandler,la’er rundt omkring oppreise træri samtlige gemakker,så at ihast han har seg deren Lystskov ganske vakker.For blanke sølv — i Engellandman ei på penger sparer —innkjøper seg vår gode mannen mengde raske harer;og ettersom han har behov,og annen Jagttour glipper,han i sin hjemmegjorte skogen etter annen slipper,og slipper hunder løs på dem,får moxen Loos, og jagerog skyder — det er likefrem —så hele huset knager.

Men mens Hunter nå ansaaeden spas som grumme herlig,fant han som bodde ovenpå,Alarmen hel besværlig.Maaskee han plagedes av Spleen,som lorder ofte plager,maaskee studerte han latinog andre lærde saker.264Nok sagt, det svære hurlumhei,det gresselige dunderav glam og skudd fordrog han ei,som raste nedenunder.Forbittret fa’er han ned, å sehva der i huset hender,og ser — hva De, Høistærede,av min fortelling kjenner.Forundret knap han tror sitt syn,så kunne Flere gjøre.Thi hvo har hørt på land, i byenforinden lukte dørerom jakt, på harer, som er sagt?— Her tales ei om annen jakt —I vred forundring nå han spør’:“Sir, hvis det Dem behagerså si, hva er det dog, De gjør,si, hva De foretar!”Men Hunter svarer ganske tør:“Jeg jager.”Nå vel — så tenker Fisher taus —det er en egen måte;men Hver for Sit får råde.Han bukker, går heraus.

Den neste dag Hr. Fisher la’erhvor ovenpå han boddeopbære vann i mektig kar.(Han har et puss i Ho’de).Fra Hyttefad han henter fisk,han kjøper medestenger,og venter kort, til jakten frisksig til hans øre trenger.265Da veltes Karret; til en Søforvandle seg hans Sale;på Karrets bunn som på en Østår han — hvo kan ham male? —med Medestang i utstrakt hånd,mens fisker løst’ av fengslets båndfritt svømme om i parkenmed angst for Fiskmonarken.

Men snart seg trenger Parkens vannigjennom Gulvets Bræder;en høist uventet Regn på standvår jeger gjennomvæter.Forbittret, rasende i sinn,og dryppende av kappenhan farer som en virvelvindtil Fisher opp ad trappen.Igjennom nøkkelhull han spør’:“for død og Helveds pine,min gode Sir, si, hva De gjør!De drukner meg og mine.“Men Fisher stander på sitt kar,han til den Vaade smidsker,og gi’er det ganske tørre svar:“jeg fisker.“

Alt etter gammel skikk og troskal her en slig fortelling jomed en moral seg ende;men ak, trass alt mitt Hovedbrudjeg ikke een kan finne utav denne.Hvis i Moralens sted man vil266et lille råd begjære,så, kjære leser: Væn deg tilMoraler å unnvære.

(C. N. Schwach. “Samlede Digte.” Chnia 1837).