256

De Franske har en sælsom Skik,paa hver Provinds, hver Bye at sætte Klik,saa Moralister mene ville,de ikke har stort andet at bestille,end at uddele Øgenavn.257(Held dig, vort Kjøbenhavn!Endskjøndt Du staaet har saa længe,Du bleven er for Søbriqvetter fri.To Riger skjælve vil — men det er Jalousi —dit unge Mandskab for de kjøbenhavnske Drenge —af Jalousi, fordi de selv ei veedat vise en saa fri, saa ædel Munterhed —de sige, det for stærkt med overdaadig Mundforraader ringe Pund;men bryd dig ikke om provincialske Pak,bliv, smukke Folkes Barn! kun trøstig ved, og snak!De tale og om Hovedsag og Pynt — men nei:jeg skeier alt for vidt fra rette Vei).

Gascogneren er tillagt denne Lyde:at lyve og at skryde,og ei at være ganske frifor lidt Bedrageri;(en heel Provinds tidt kom for Ordefor det, som nogle Faa i den kun gjorde).

Der var Gascognens Mand,som Selskab ikke fandt sig godt nok i sit Land,og resolverte desaarsageen Tour til Engelland at tage.Han Vadsæk tog paa Ryg; deri var ikke stort.(Han vilde Landsmænds Skikke hædre:og for ham destobedre!Let Føring gjør os Veien kort).Paa raske Fod Calais han rækker;Paketbaad træffer strax, som der for Modvind laae.Kaptainen kjendte ham (paa Sproget at forstaae);thi sagde han: „Jeg be’er, De Fragten mig forstrækker.“Gascogneren forstrakte.258Hans Uheld ham til en Viinkjelder bragte;der mod sin Ærgrelse, for han ei havde Vind,i Viin han søgte Medicin.Han drak saalænge til han sov,sov sin Paketbaad bort.At jeg skal være kort,den Skipper, som ei sov, og Vinden nu fandt god,gav Hyrerne Signal. De alle kom,kun ikke vores Mand; det brød man sig ei om,men Anker lette lod.Den Vind var svag, men desto stærkere var Taagen.

Naar man har sovet ud, saa bli'er man vaagen;saa blev Gascogneren,og skyndte sig derpaa til Stranden hen;men fløiten Skibet var med Peer og Paal.Der blev en Hylen og en Skraal.Den gyselige Lyd hen til ham førteto Fiskere, som, da de Sagen hørte,tilbød' sig, ham til Skibet føre frem;men, da hans Sprog var ogsaa kjendt af dem,saa, da de havde endt en kort, men fyndig Tale:hvor snart med lette Baad var Skibet at indhale,de Prisen sagde ham, og bad ham strax betale.Han maatte saa; og strax de stak fra Land.

Er Taage meget tyk, man see ret langt ei kan.De Skibsfolk sov, og Skibet glide lod' i Ro,saa vores Fætter kom om Bord incognito.

Han længe holdt sig taus. Tilsidst faldt Tiden lang.Saa længe harked' han, og stampede og sang,til den, som slumrede ved Roeret, blev ham vaer.Han sagde! ”Hilliknø! siig, hvad herhid jer bringer,259min kjære Faer!I har jo ingen Vinger?Har Pokker selv om Bord jer bragt?” —

”Af jer det er uhøfligt sagt.Jeg langte hid ved Svømmen,og skulde kommet før, men hindret blev af Strømmen.”

II.

Den Mand, ved Roret stod, en Raabert tog,hvis Brølen alle Mand paa Dækket drog.”Den Mand, som vi forlod”, saa han tiltalte dem,”ved Svømmen nylig kom her til Skibsborde frem,og se ham der!”Forundret stod Enhver.”Hvad!”, raabte de, ”i saadan Iilat svømme fire Miil!ja men og sandelig! han vaade Klæder har.”(Den vaade Taage Skyld i Fugtigheden var.)

Derpaa treen frem til Lystigheden Høker, gammel, trind og fed;han Vennerne tiltalte saa:”At frygte Gud og Kongen ære,det er, har været, og skal væremin Vellyst, som det er min Pligt.En god Samvittighed kan trodse Fanden.Jeg før har seet paa Havet noget Sligt;en Helvedes Gesandt, og ingen anden,er den. Forgangen Aar ham som en Fugl jeg saae -jeg aldrig glemme kan, hvad Veir der fulgte paa -som i Uskyldighed han trippede paa Dækket.Gid han faae Skam, saa sandt han gjorde os forskrækket,den helvedsendte Knøs!260Vi fik en Storm.” — “Hør, Mand! Du har en Skrue løs!”saa tordned’ En. Af hele Fartøiets Matroserhan maatte døie slige fine Skoser.

Imidlertid bli’er Luften klar, og Vinden stærk.“Seer (raabte Høkeren) nu Satans Værk!Nu sander mine Ord, I, som mig før beloe.”Men der, foruden hans, om Bord var ingen Tro,at sige, Tro til Fanden.En ivrig Fyr, som havde sig en anden,som vi: Tro til vor Herre,vel for ham selv, for Høkeren desværre,med disse Ord ham slog paa overtroisk Mund:“Kun Gud kan skabe Veir, din Hund!”En, mere spøgefuld, saa talte Fanden til:“Min søde Sjeleven!naar vi skal fare hjem igjen,stik Dig til os om Bord igjen!Du skal, gid jeg faae Skam!faae Ost og Brød, og en tredobbelt Dram.”Af Sprikvort hver Mands Mund var fuld,hvert Seil af Vind;og inden stakket Tid (saa Vinden var dem huld)i Dovers Havn de seiled’ ind.

Den franske Lucifer fornøiet steg i Land;hans Svømmestyrke strax udbredtes af hver Mand,undtagen Høkeren, som man beloe;thi Engelskmænd kun har til Fanden liden Tro;men Veddemaal — deri de Alting vover.

En stærk bemidlet Mand opholdte sig i Dover;han eiede en Morian,261som han udskreg for Verdens største Svømmer.(At have noget, som kan vises Mage til,os Store ikke sømmer.)Han nærmer sig fordjævlet Mand:“Hør, Herre!” sagde han, “ifald De vilmed Jack (saa hedte Svømmeren)om Kap et Stykke svømme,hvor langt, hvorhen,De at bestemme selv befaler,jeg tusind Pund betaler.Men om De taber, De heel let kan dømme,at hvad vi vedde om, tilhører mig.”Fransk Pokker bad om Tid til at betænke sig.(Hiin “Herre” kaldte ham;thi i Gascognen er det Skam,ei Adelsmand at være;derfore der det alle ere.)

Min Mand gik strax til Reisekammerater,fortalte, hvad han havde veddet om,og bad dem laane sig fem hundrede Dukater,at sige mod en vakker Provision.Hver tænkte stort om hans Person.Han fik dem, og til Stranden kom,forsynet med en madrig Bomme.Han saae sin Vederpart med Herren komme.“Hvor”, sagde han, “har Du din Mad?Saa vil Du da af Hunger døe?Til Middag spise vi i aaben Sø,min Mad Du ei skal smage;maaskee vi svømme faaer i fire Dage.Jeg selv ei komme vil tilkort.”262Forfærdet Morian, forfærdet Herren blev,Betalte Veddemaal, og gik ei glade bort.

Lyksalig, Læser! lev.

(J. H. Wessel. ”Votre Serviteur Otiosis.” Kbhvn. 1781.)

256

De Franske har en selsom skikk,på hver provins, hver Bye å sette klikk,så moralister mene ville,de ikke har stort annet å bestille,enn å utdele økenavn.257(Held deg, vårt Kjøbenhavn!Endskjøndt Du stått har så lenge,Du blitt er for Søbriqvetter fri.To riker skjelve vil — men det er Jalousi —ditt unge mannskap for de københavnske drenger —av Jalousi, fordi de selv ei vetå vise en så fri, så edel munterhet —de sier, det for sterkt med overdådig munnforråder ringe pund;men bryd deg ikke om provincialske pakk,bli, smukke Folkes barn! kun trøstig ved, og snakk!De tale og om hovedsak og pynt — men nei:jeg skeier alt for vidt fra rette vei).

Gascogneren er tillagt denne Lyde:å lyve og å skryte,og ei å være ganske frifor litt bedrageri;(en hel provins titt kom for Ordefor det, som noen Faa i den kun gjorde).

Der var Gascognens mann,som selskap ikke fant seg godt nok i sitt land,og resolverte desaarsageen Tour til Engelland å ta.Han vadsekk tok på rygg; deri var ikke stort.(Han ville landsmenns Skikke hedre:og for ham desto bedre!Lett føring gjør oss veien kort).På raske fot Calais han rekker;Paketbaad treffer straks, som der for motvind lå.Kapteinen kjente ham (på språket å forstå);thi sa han: „Jeg be’er, De frakten meg forstrekker.“Gascogneren forstrakte.258Hans Uheld ham til en vinkjeller brakte;der mot sin ergrelse, for han ei hadde vind,i vin han søkte medisin.Han drakk så lenge til han sov,sov sin Paketbaad bort.At jeg skal være kort,den skipper, som ei sov, og vinden nå fant god,ga hyrene signal. De alle kom,kun ikke våres mann; det brød man seg ei om,men Anker lette lot.Den vind var svak, men desto sterkere var tåken.

Når man har sovet ut, så bli'er man våken;så ble Gascogneren,og skyndte seg derpå til stranden hen;men fløyten skipet var med Peer og Paal.Der ble en Hylen og en skrål.Den gyselige lyd hen til ham førteto fiskere, som, da de Sagen hørte,tilbød' seg, ham til skipet føre frem;men, da hans språk var også kjent av dem,så, da de hadde endt en kort, men fyndig Tale:hvor snart med lette båt var skipet at innhale,de prisen sa ham, og bad ham straks betale.Han måtte så; og straks de stak fra land.

Er tåke meget tykk, man se rett langt ei kan.De skipsfolk sov, og skipet glide lot' i ro,så våres fetter kom om bord inkognito.

Han lenge holdt seg taus. Til sist falt tiden lang.Så lenge harket' han, og stampede og sang,til den, som slumret ved roret, ble ham vaer.Han sa! ”Hilliknø! si, hva herhid jer bringer,259min kjære Faer!Dere har jo ingen vinger?Har Pokker selv om bord jer brakt?” —

”Av jer det er uhøflig sagt.Jeg langte hit ved Svømmen,og skulle kommet før, men hindret ble av strømmen.”

II.

Den mann, ved roret stod, en Raabert tok,hvis Brølen alle mann på dekket drog.”Den mann, som vi forlot”, så han tiltalte dem,”ved Svømmen nylig kom her til Skibsborde frem,og se ham der!”Forundret stod Enhver.”Hva!”, ropte de, ”i sådan ilå svømme fire mil!ja men og sannelig! han våte klær har.”(Den våte tåke skyld i fuktigheten var.)

Derpå treen frem til lystigheten høker, gammel, trind og fet;han vennene tiltalte så:”Å frykte Gud og Kongen ære,det er, har vært, og skal væremin vellyst, som det er min plikt.En god samvittighet kan trodse fanden.Jeg før har sett på havet noe slikt;en Helvedes Gesandt, og ingen annen,er den. Forgangen år ham som en fugl jeg så -jeg aldri glemme kan, hva vær der fulgte på -som i uskyldighet han trippet på dekket.Gid han få skam, så sandt han gjorde oss forskrekket,den helvedsendte Knøs!260Vi fikk en Storm.” — “Hør, mann! Du har en skrue løs!”så tordnet’ En. Av hele fartøyets matroserhan måtte døye slike fine skoser.

Imidlertid bli’er luften klar, og vinden sterk.“Ser (ropte høkeren) nå Satans Værk!Nå sander mine ord, dere, som meg før beloe.”Men der, foruten hans, om bord var ingen tro,å si, tro til fanden.En ivrig fyr, som hadde seg en annen,som vi: Tro til vår Herre,vel for ham selv, for høkeren dessverre,med disse ord ham slo på overtroisk munn:“Kun Gud kan skape vær, din hund!”En, mer spøkefull, så talte fanden til:“Min søte sjelevenn!når vi skal fare hjem igjen,stikk deg til oss om bord igjen!Du skal, gid jeg få skam!få ost og brød, og en tredobbelt dram.”Av Sprikvort hver Mands munn var full,hvert seil av vind;og innen stakket tid (så vinden var dem huld)i Dovers havn de seilte’ inn.

Den franske Lucifer fornøyet steg i land;hans Svømmestyrke straks udbredtes av hver mann,unntagen høkeren, som man beloe;thi engelskmenn kun har til fanden liten tro;men veddemål — deri de Alting vover.

En sterk bemidlet mann oppholdt seg i Dover;han eide en Morian,261som han udskreg for Verdens største svømmer.(Å ha noe, som kan vises mage til,oss Store ikke sømmer.)Han nærmer seg fordjævlet mann:“Hør, Herre!” sa han, “i fall De vilmed Jack (så hette svømmeren)om Kap et stykke svømme,hvor langt, hvorhen,De å bestemme selv befaler,jeg tusind pund betaler.Men om De taper, De hel lett kan dømme,at hva vi vedder om, tilhører meg.”Fransk Pokker bad om tid til å betenke seg.(Hin “Herre” kalte ham;thi i Gascognen er det skam,ei adelsmann å være;derfor der det alle er.)

Min mann gikk straks til Reisekammerater,fortalte, hva han hadde veddet om,og bad dem låne seg fem hundre dukater,å si mot en vakker Provision.Hver tenkte stort om hans person.Han fikk dem, og til stranden kom,forsynet med en madrig bomme.Han så sin Vederpart med Herren komme.“Hvor”, sa han, “har Du din mat?Så vil Du da av hunger dø?Til middag spiser vi i åpen Sø,min mat Du ei skal smake;maaskee vi svømmer får i fire dager.Jeg selv ei komme vil tilkort.”262Forferdet Morian, forferdet Herren ble,Betalte veddemål, og gikk ei glade bort.

Lyksalig, leser! lev.

(J. H. Wessel. ”Votre Serviteur Otiosis.” Kbhvn. 1781.)