248

Danmarks Øer have et saa yndigt, venligt, fredsælt Udseende, at man, ved i Tankerne at gaae tilbage til deres Oprindelse, aldrig erindres om nogen voldsom Naturbegivenhed; de synes ikke ved noget Jordskjælv at være opkastede, ei heller gjennemfurede af en vældig Vandflod, men snarere at have opdukket sagtelig af det synkende Hav. Sletterne ere jævne og store, Bakkerne faa og smaa og blidt afrundede. Ingen bratte Skrænter, ingen dybe Huler minde om Jordens Fødselskamp. Skovene hænge ikke vidt paa skyhøie Fjeldrygge; men leire sig, som et levende Hegn, om de frugtbare 249Marker. Bækkene styrte sig ikke ned i skummende Fosser, gjennem dybe og mørke Kløfter; men glide stille og klare hen mellem Siv og Krat. Naar man fra det deilige Fyens Land seiler over til Jylland, troer man i Førstningen blot at have passeret en Flod, og kan ikke ret overbevise sig om, at man nu er paa det faste Land, saa lignende og nær beslægtet med Øerne er her Halvøens Skikkelse. Men jo længere man kommer ind, jo mere forandres Egnen: Dalene blive dybere, Bakkerne brattere, Skovene see ældre og mere affældige ud; mangt sivgroet Kjær, mangen med kort Lyng bevoxet Jordplet, store Stene paa de høiryggede Agre — Alt vidner om ringere Kultur og mindre Befolkning. Smale Veie med dybe Hjulspor og høie Balker i Midten hentyde paa mindre Færsel og Samkvem mellem Beboerne. Disses Vaaninger vorde mod Vesten alt slettere og slettere, lavere og lavere, som om de bukkede sig for Vestenvindens voldsomme Anløb. Ligesom Hederne blive hyppigere og større, blive Kirker og Byer færre og længere fra hinanden. Ved Gaardene seer man istedetfor Hæsse *) sorte Torvestakke, istedetfor Frugthaver Kaalgaarde. Store, lynggroede Moser, skjødesløst og ødselt behandlede, sige os: at her er nok af dem. Intet Markhegn, ingen Pileplantning gjør mere Skjel mellem Mand og Mand; man skulde troe, at Alt endnu var i Fællesskab. Naaer man omsider Rygningen af Jylland, udbreder sig for Øiet de uhyre, flade Heder, i Førstningen bestrøede med Gravhøie, hvis Antal dog stedse aftager, saa at man med Rimelighed kan formode, at denne Strækning aldrig tilforn har været opdyrket. Denne høie Landryg forestiller man sig, ikke uden Grund, at have været det Første af Halvøen, der kom tilsyne, lettende sig op af Havet og væltende det til begge 250Sider, hvor da de nedrullende Bølger sammenskyllede Bakker og udhulede Dale. Paa Østsiden af denne Lyngslette findes dog hist og her noget kort Egekrat, der for Vildfarende kan tjene til Kompas; thi Træernes Kroner ere alle bøiede mod Østen. Forresten øiner man paa de store Lyngbakker kun lidet Grønt: en enkelt Græsplet, eller en ung Bæveræsp, som man da med Forundring adspørger: hvor est Du kommen her? Løber en Bæk eller Aa gjennem Heden, da forkynde ingen Enge, ingen Busk dens Nærværelse; dybt nede mellem udhulede Bakker snoer den sig lønlig og med en Fart, som om den skyndte sig ud af Ørken.

Over en saadan Bæk red en smuk Høstdag et ungt velklædt Menneske henimod en liden Rugmark, som den fjerne Eier havde opdyrket ved at brænde den afskrællede Skorpe til Aske. Han selv med Familie var just ifærd med at afmeie den, da Rytteren nærmede sig og spurgte Vei til Herregaarden Ansbjerg. Efter at Bonden først havde gjengjældt Spørgsmaalet med et andet: nemlig hvor den Reisende kom fra? fortalte han denne hvad han allerede vidste, at han var redet vild; kaldte derpaa ad en Dreng, som satte Negene sammen, og befalede ham, at vise den Fremmede paa rette Vei. Men endnu førend Drengen havde begyndt at udføre denne Ordre, viste sig et Syn, som for en Tid tildrog sig saavel Rytterens som Høstfolkenes Opmærksomhed. Oppe fra den nærmeste Lyngbakke foer lige ned mod dem, med Stormens Fart, en Hjort med en Mand paa Ryggen. Denne — en høi, før Mand, bruunklædt fra Top til Taa — sad indeklemt mellem Kronhjortens Takker, hvilke den havde kastet tilbage henad Ryggen, som disse Dyr gjøre, naar de ret hale ud. Den sælsomme Rytter havde sandsynligviis tabt Hatten ved dette Ridt; thi hans lange sorte Haar fløi bag ud fra hans Nakke, som Manken paa en gallopperende Hest. Hans Haand 251var i bestandig Bevægelse, for at hugge en Kniv i Hjortens Nakke; men dennes voldsomme Spring hindrede ham i at træffe. Da Hjorteridderen kom nær nok til de forbausede Tilskuere — hvilket ikke varede længe — blev han kjendt af Bonden; thi denne raabte: “Hei! Mads! hvor vil Du hen?” “Det maa Hjorten og Satan vide!” svarte Mads; men inden Svaret kom fuldt ud, var han allerede saa langt forbi, at det sidste Ord neppe naaede Spørgerens Øre. Inden faa Minutter forsvandt baade Hjort og Mand fra de Stirrendes Blik. “Hvem var det?” spurgte den Fremmede, uden at vende sine Øine bort fra den Kant, hvor Centauren var forsvunden. “Saamen!” svarte Bonden, “det er en sølle*) Mand, som de kalde Mads Hansen, eller sorte Mads; han har et lille Huus paa den anden Side af Aaen. Det er knapt for ham; han har mange Børn — kan jeg troe — og saa bjerger han sig som han kan: han kommer imellemstunder over paa denne Side og tager sig en Hjort; men idag lader det til, at Hjorten har taget ham — dersom det ellers var en rigtig Hjort,” lagde han betænksom til — “Gud frie os fra Alt det, som ondt er!” men den Mads er rigtignok en forvoven Kumpen — Alligevel jeg veed ikke Andet end Ære, Dyd og Godt om ham. Han skyder et Stykke Dyr engang imellem; hvad skal vi sige derom? der er nok af dem — alt for mange, hvem der maatte sige det; der kan I selv see, hvordan de har klippet Vipperne af min Rug! Men — jo min sandten! der har vi Niels Skytte; jo Du skal lure sorte Mads! idag er han bedre ridende end Du.” Som han sagde dette, saaes en Jæger ilende i langstrakt Trav imod dem, fra den samme Kant, hvor de først havde seet Hjorteridderen. “Saae I ikke sorte Mads!” raabte han endnu før han kom dem nær. “Vi saae 252rigtignok En paa en Hjort; men vi kunde ikke see enten han var sort eller hvid, eller kjende hvem det var, for han kom afsted, saa En knap kunde følge ham med Øinene”, svarte Bonden. “Fanden tage ham!” sagde Jægeren, idet han holdt sin Hest an, for at lade den puste lidt; “jeg saae ham oppe i Haverdalen, hvor han gik og luskede efter en Hjort. Jeg holdt mig bag en Høi for ikke at forstyrre ham. Han skjød, Hjorten faldt, Mads løb til, sprang op paa Ryggen af ham, for at give ham Fangst; men da Hjorten følte Kniven, reiste han sig op, klemmede Mads ned mellem Takkerne, og — Hallo! Hans Bøsse fik jeg; men jeg vilde hellere have ham selv.” Med disse Ord satte han sin Hest i Trav, og ilede efter Krybeskytten, med den ene Bøsse foran sig paa Sadelknappen, den den anden i en Rem paa Ryggen.

Den Reisende skulde omtrent samme Vei; og drog med sin Veiviser afsted saa hastig, som denne kunde smaatrave, efter at have skilt sig ved sine Træsko. Da de havde tilbagelagt en god Fjerdingmiil, og vare komne op paa Rygningen af en Bakke, der skraanede ned ad mod Aaen, fik de Øie paa begge Rytterne. Den Første havde naaet Enden paa sit forfløine Ridt: Hjorten var styrtet død ned i Aaen paa et Sted, hvor der var meget lavt Vande. Dens Banemand stod endnu skrævs over den, og stræbte at gjøre sig løs fra dens Takker, som havde boret sig i hans Klæder. Just som han blev færdig hermed og sprang iland, kom Skytten — som først var redet feil af ham — farende forbi vor Reisende, med Tøilen i den ene og Bøssen i den anden Haand. Et Par Favne fra den uheldige Hjorterytter standsede han Hesten, og med de trøstelige Ord: “nu skal Du døe, din Hund!” lagde han Geværet til Kinden. “Holdt, holdt!” raabte Delinkventen, “giv Dig Stunder, Niels! det jager vel ikke; vi kan jo snakke os tilrette.” “Ingen Snakken længere!” svarede den 253forbittrede Jæger, “Du skal ligge paa dine Gjerninger!” “Nei bi dog et lille Gran endnu!” raabte Hiin igjen: “lad mig først læse mit Fadervor!” “Hvad, vil Du læse?” sagde Niels, idet han lod Bøssen synke lidt fra Kinden. “I Himmerig kommer Du ikke alligevel.” “Saa er det din Skyld, Niels!” svarte den Anden, “naar Du vil aflive mig midt i mine Synder.” “Det har Du fortjent, din Hjortetyv!” raabte Niels, og hældede atter Kinden til Kolben. “Hei, hei!” skreg Mads igjen, “bi et bitte Korn endnu? Naar Du nu skyder mig, saa — aa tag dog den Bøsse fra Øiet! jeg kan aldrig lide at man peger ad mig med et ladt Gevær —” Niels løftede atter Hovedet — “Skyder Du mig, saa kommer Du selv til at klæde Steile og Hjul.” “Fanden hvilket!” svarte Skytten med en tvungen Latter, og sigtede paany. “Niels, Niels!” raabte Hiin igjen, “her er Vidner; men hør! jeg vil give Dig et andet Raad: nu har Du mig jo vis nok; jeg kan ikke gaae fra Dig; kan Du ikke føre mig til Gaarden (Herregaarden), lad saa Manden (Herremanden) gjøre med mig hvad han vil. Saa beholde vi begge To vort Liv, og Du fortjener Dig tilmed en god Drikkeskilling.” Idetsamme kom den Reisende til, og raabte til Skytten: “For Guds Skyld, kjære Ven! gjør dog ingen Ulykke; men hør hvad Manden siger!” “Manden er en grov Misdæder”, sagde Skytten, men spændte dog Hanen ned og lagde Bøssen paa Sadelknappen; “men siden den fremmede Møssiø beder for ham, vil jeg skjænke ham Livet. “Du er ellers gal Mads!” sagde han til denne, “for nu kommer Du til at gaae med Skubkarren din Livstid; havde Du ladet mig skyde Dig, var nu Alting forbi — Kom da din Kjeltring! og hold dig ved Siden af mig! Kom nu og tag Skankerne med Dig!” Derpaa satte de sig i Gang, og den Reisende, der ligeledes skulde til Ansbjerg, gjorde Følgeskab med.

254Et Stykke gik det fremad, uden at der blev talt et Ord, naar undtages, at Skytten af og til med et ”Hæ!” et Skjeldsord og en Eed afbrød Tausheden. Endeligen knyttede Krybeskytten en ny og mindre lidenskabelig Samtale. ”Tykkes Du ikke det er Synd”, sagde han, ”at jeg her skal gaae og vade i det lange Lyng?” ”Det er Du vant til, din Hund!” svarte Niels. ”Du kunde gjerne”, vedblev den Anden med et polisk Øiekast, men dog i en Tone, som viste, at han ikke ventede at faae sin Bøn opfyldt: ”Du kunde gjerne lade mig sidde op bag ved Dig.” ”Ho ho!” svarede Skytten med en Skogger: ”Du har redet nok i Dag; nu har Du godt af at røre dine lange Been.” ”Naa naa! et godt Ord igjen, Niels Skytte!” mumlede hiin. ”Du er saa bandsat contrair idag.” Niels Skytte svarede Intet hertil; men fløitede en Visetone, imedens han af Jagttasken fremtog Tobakspung og Pibe. Da denne var stoppet, gav han sig til at slaae Ild; men Tønderet vilde ikke fænge. ”Jeg kommer til at hjælpe dig”, sagde Mads, og uden at faae eller vente Svar slog han Ild i sin egen Fyrtønde*), blæste paa den og rakte den til Skytten; men idet denne tog derimod, greb hiin fat paa Kolben af den ladte Bøsse, som laae over Sadelknappen, rev den med et vældigt Ryk ud af Stroppen, og sprang tre Skridt baglænds ud i Lyngen. — Alt dette skede med en Hurtighed, man ikke skulde have tiltroet den bredskuldrede, føre og allerede lidt aldrende Krybeskytte. ”Nu falder Godtaar mig til”, sagde denne. ”Tykkes Dig ikke, jeg nu kunde pirre Dig overende, som en Skurrehat**), bitte Niels? Men Du var rimelig før; det er din Lykke.” Den arme Skytte stirrede bleg og skjælvende af Arrighed paa sin Modstander, uden at være i Stand til at fremføre et eneste Ord. 255”For lidt siden”, vedblev Mads, ”var Du saa ildvorn, der kunde Ingen faae et Ord indført; men havde jeg ikke dengang hørt, hvordan Du lod din Mund løbe, skulde jeg hartad tænkt, at Du havde glemt den hjemme paa Ansbjerg — Tænd din Pibe! ellers brænder Tønderet *) ud — Du seer saa vis paa min Fyrtønde? Du tykkes vel, det er et maadeligt Bytte, Du har gjort? Denne her er rigtignok bedre”; — han klappede paa Bøssekolben — ”men Du skal faae den igjen, naar Du flyer mig min egen.” Niels tog denne strax over Hovedet, rakte den hen til Krybeskytten med den ene Haand, og udstrækkede den anden for at modtage sit Gevær.

”Bi lidt!” sagde Mads: ”Du skal love mig først — aa! det kan endda være det samme, for Du holder vel ligemeget af det; men skulde Du engang herefter høre et Puf i Heden, saa vær ikke saa hidsig, men tænk paa Idag og paa Mikkel Rævehale!” Han vendte sig til den Reisende: ”Staaer hans Hest for Skud?” “Skyd kun!” svarede denne. Mads holdt Skyttens Bøsse, som en Pistol, med den ene Haand op i Luften, og skjød den af. ”Den giver jo ikke anderledes et Knald” sagde han, ”end som naar man slaaer en Potte mod en Dør.” Derpaa tog han Stenen af Hanen, og gav sin Modstander den med de Ord: ”Der har Du din Skyder! For det første skal den ingen Skade gjøre. — Farvel! og Tak for idag!” Saaledes sigende hængte han sin egen Bøsse over Nakken, og gik tilbage mod den Kant, hvor Hjorten laa.

(S. S. Blicher. ”Samlede Noveller.” Kjøbenhavn 1833.)

248

Danmarks Øer have et så yndigt, vennlig, fredsælt utseende, at man, ved i Tankerne å gå tilbake til deres opprinnelse, aldri erindres om noen voldsom naturbegivenhet; de synes ikke ved noe jordskjelv å være opkastede, ei heller gjennemfurede av en veldig vannflod, men snarere å ha oppdukket saktelig av det synkende hav. Slettene er jevne og store, bakkene få og små og blidt avrundede. Ingen bratte skrenter, ingen dype huler minde om Jordens Fødselskamp. Skogene henge ikke vidt på skyhøye fjellrygger; men leire seg, som et levende Hegn, om de fruktbare 249Marker. Bekkene styrte seg ikke ned i skummende fosser, gjennom dype og mørke kløfter; men glide stille og klare hen mellom Siv og Krat. Når man fra det deilige Fyens land seiler over til Jylland, tror man i Førstningen blot å ha passert en Flod, og kan ikke rett overbevise seg om, at man nå er på det faste land, så lignende og nær beslektet med øyene er her Halvøens skikkelse. Men jo lenger man kommer inn, jo mer forandres Egnen: Dalene bli dypere, bakkene brattere, skogene se eldre og mer affældige ut; mangt sivgroet Kjær, mangen med kort Lyng bevokst Jordplet, store Steiner på de høyryggede åkrer — alt vitner om ringere kultur og mindre befolkning. Smale Veie med dype hjulspor og høye Balker i midten hentyde på mindre Færsel og samkvem mellom beboerne. Disses Vaaninger vorde mot Vesten alt slettere og slettere, lavere og lavere, som om de bukket seg for Vestenvindens voldsomme anløp. Likesom heiene bli hyppigere og større, bli kirker og byer færre og lenger fra hinannen. Ved gårdene ser man i stedet for Hæsse *) sorte torvstakker, i stedet for frukthager kålgårder. Store, lynggroede Moser, skjødesløst og ødselt behandlede, si oss: at her er nok av dem. Intet Markhegn, ingen Pileplantning gjør mer skjel mellom mann og mann; man skulle tro, at alt ennå var i fellesskap. Når man omsider Rygningen av Jylland, utbrer seg for øyet de uhyre, flate Heder, i Førstningen bestrøede med gravhøyer, hvis antall dog stedse avtar, så at man med rimelighet kan formode, at denne strekning aldri tilforn har vært oppdyrket. Denne høye landrygg forestiller man seg, ikke uten grunn, å ha vært det Første av halvøyen, der kom til syne, lettende seg opp av havet og veltende det til begge 250sider, hvor da de nedrullende bølger sammenskyllede bakker og udhulede daler. På østsiden av denne Lyngslette finnes dog hist og her noe kort Egekrat, der for Vildfarende kan tjene til kompass; thi Træernes kroner er alle bøiede mot Østen. Forresten øyner man på de store Lyngbakker kun lite grønt: en enkelt gressplett, eller en ung Bæveræsp, som man da med forundring adspørger: hvor est Du kommet her? Løper en bekk eller å gjennom Heden, da forkynne ingen enger, ingen busk dens Nærværelse; dypt nede mellom udhulede bakker snoer den seg lønnlig og med en fart, som om den skyndte seg ut av ørken.

Over en sådan bekk red en smuk høstdag et ungt velklædt menneske henimot en liten Rugmark, som den fjerne eier hadde oppdyrket ved å brenne den afskrællede skorpe til aske. Han selv med familie var just ifærd med at afmeie den, da rytteren nærmet seg og spurte vei til herregården Ansbjerg. Etter at bonden først hadde gjengjeldt spørsmålet med et annet: nemlig hvor den reisende kom fra? fortalte han denne hva han allerede visste, at han var redet vill; kalte derpå ad en dreng, som satte nekene sammen, og befalte ham, å vise den Fremmede på rette vei. Men ennå før drengen hadde begynt å utføre denne ordre, viste seg et syn, som for en tid tildrog seg såvel Rytterens som Høstfolkenes oppmerksomhet. Oppe fra den nærmeste Lyngbakke foer like ned mot dem, med Stormens fart, en Hjort med en mann på ryggen. Denne — en høy, før mann, brunkledd fra topp til tå — satt inneklemt mellom Kronhjortens Takker, hvilke den hadde kastet tilbake henad ryggen, som disse dyr gjøre, når de rett hale ut. Den selsomme rytter hadde sannsynligvis tapt hatten ved dette ritt; thi hans lange sorte hår fløy bak ut fra hans nakke, som manken på en galopperende hest. Hans Haand 251var i bestandig bevegelse, for å hugge en kniv i Hjortens nakke; men dennes voldsomme Spring hindret ham i å treffe. Da Hjorteridderen kom nær nok til de forbausede tilskuere — hvilket ikke varte lenge — ble han kjent av bonden; thi denne ropte: “Hei! Mads! hvor vil Du hen?” “Det må hjorten og Satan vide!” svarte Mads; men innen svaret kom fullt ut, var han allerede så langt forbi, at det siste ord neppe nådde Spørgerens øre. Innen få minutter forsvant både Hjort og mann fra de Stirrendes blikk. “Hvem var det?” spurte den Fremmede, uten å vende sine øyne bort fra den Kant, hvor Centauren var forsvunnen. “Saamen!” svarte bonden, “det er en sølle*) mann, som de kaller Mads Hansen, eller sorte Mads; han har et lille hus på den annen side av åen. Det er knapt for ham; han har mange barn — kan jeg troe — og så berger han seg som han kan: han kommer imellemstunder over på denne side og tar seg en Hjort; men i dag lader det til, at hjorten har tatt ham — dersom det ellers var en riktig Hjort,” la han betenksom til — “Gud frie oss fra alt det, som ondt er!” men den Mads er riktignok en forvoven kumpen — Alligevel jeg vet ikke annet enn ære, dyd og godt om ham. Han skyder et stykke dyr engang imellom; hva skal vi si derom? der er nok av dem — alt for mange, hvem der måtte si det; der kan dere selv se, hvordan de har klippet vippene av min Rug! Men — jo min sandten! der har vi Niels Skytte; jo Du skal lure sorte Mads! i dag er han bedre ridende enn Du.” Som han sa dette, saaes en jeger ilende i langstrakt trav imot dem, fra den samme Kant, hvor de først hadde sett Hjorteridderen. “Så dere ikke sorte Mads!” ropte han ennå før han kom dem nær. “Vi så 252riktignok En på en Hjort; men vi kunne ikke se enten han var sort eller hvit, eller kjenne hvem det var, for han kom av sted, så En knap kunne følge ham med øynene”, svarte bonden. “Fanden ta ham!” sa jegeren, idet han holdt sin hest an, for å la den puste litt; “jeg så ham oppe i Haverdalen, hvor han gikk og lusket etter en Hjort. Jeg holdt meg bak en Høi for ikke å forstyrre ham. Han skjød, hjorten falt, Mads løp til, sprang opp på ryggen av ham, for å gi ham fangst; men da hjorten følte kniven, reiste han seg opp, klemte Mads ned mellom takkene, og — Hallo! Hans Bøsse fikk jeg; men jeg ville hellere have ham selv.” Med disse ord satte han sin hest i trav, og ilede etter Krybeskytten, med den ene Bøsse foran seg på sadelknappen, den den annen i en rem på ryggen.

Den reisende skulle omtrent samme vei; og drog med sin veiviser av sted så hastig, som denne kunne smaatrave, etter å ha skilt seg ved sine tresko. Da de hadde tilbakelagt en god fjerdingmil, og var kommet opp på Rygningen av en Bakke, der skrånet ned ad mot åen, fikk de Øye på begge rytterne. Den Første hadde nået enden på sitt forfløyne ritt: Hjorten var styrtet død ned i åen på et sted, hvor der var meget lavt Vande. Dens banemann stod ennå skrevs over den, og strebet å gjøre seg løs fra dens Takker, som hadde boret seg i hans klær. Just som han ble ferdig hermed og sprang i land, kom Skytten — som først var redet feil av ham — farende forbi vår reisende, med tøylen i den ene og Bøssen i den annen hånd. Et par Favne fra den uheldige Hjorterytter stanset han hesten, og med de trøstelige ord: “nå skal Du dø, din hund!” la han geværet til kinnen. “Holdt, holdt!” ropte delinkventen, “gi deg stunder, Niels! det jager vel ikke; vi kan jo snakke oss til rette.” “Ingen snakken lenger!” svarte den 253forbittrede jeger, “Du skal ligge på dine gjerninger!” “Nei bi dog et lille Gran ennå!” ropte Hiin igjen: “la meg først lese mitt fadervår!” “Hva, vil Du lese?” sa Niels, idet han lot Bøssen synke litt fra kinnen. “I Himmerig kommer Du ikke allikevel.” “Så er det din skyld, Niels!” svarte den Anden, “når Du vil avlive meg midt i mine synder.” “Det har Du fortjent, din Hjortetyv!” ropte Niels, og hellet atter kinnen til kolben. “Hei, hei!” skreg Mads igjen, “bi et bitte korn ennå? Når Du nå skyder meg, så — å ta dog den Bøsse fra øyet! jeg kan aldri lide at man peker ad meg med et ladt gevær —” Niels løftet atter hodet — “Skyder Du meg, så kommer Du selv til å klede Steile og hjul.” “Fanden hvilket!” svarte Skytten med en tvungen latter, og sigtede paany. “Niels, Niels!” ropte Hiin igjen, “her er vitner; men hør! jeg vil gi deg et annet råd: nå har Du meg jo vis nok; jeg kan ikke gå fra deg; kan Du ikke føre meg til gården (herregården), la så mannen (herremannen) gjøre med meg hva han vil. Så beholder vi begge to vårt liv, og Du fortjener deg tilmed en god Drikkeskilling.” I det samme kom den reisende til, og ropte til Skytten: “For Guds skyld, kjære venn! gjør dog ingen ulykke; men hør hva mannen sier!” “Mannen er en grov misdeder”, sa Skytten, men spente dog hanen ned og la Bøssen på sadelknappen; “men siden den fremmede Møssiø beder for ham, vil jeg skjenke ham livet. “Du er ellers gal Mads!” sa han til denne, “for nå kommer Du til å gå med Skubkarren din livstid; hadde Du ladet meg skyde deg, var nå Alting forbi — Kom da din kjeltring! og hold deg ved siden av meg! Kom nå og ta skankene med deg!” Derpå satte de seg i gang, og den reisende, der likeledes skulle til Ansbjerg, gjorde Følgeskab med.

254Et stykke gikk det fremad, uten at der ble talt et ord, når unntas, at Skytten av og til med et ”Hæ!” et skjellsord og en ed avbrøt tausheten. Endelig knyttede Krybeskytten en ny og mindre lidenskapelig samtale. ”Tykkes Du ikke det er synd”, sa han, ”at jeg her skal gå og vade i det lange Lyng?” ”Det er Du vant til, din hund!” svarte Niels. ”Du kunne gjerne”, vedble den Anden med et polisk øyekast, men dog i en tone, som viste, at han ikke ventet å få sin Bøn oppfylt: ”Du kunne gjerne la meg sitte opp bak ved deg.” ”Ho ho!” svarte Skytten med en Skogger: ”Du har redet nok i dag; nå har Du godt av å røre dine lange ben.” ”Nå nå! et godt ord igjen, Niels Skytte!” mumlet hin. ”Du er så bannsatt contrair i dag.” Niels Skytte svarte intet hertil; men fløitede en Visetone, imens han av jakttasken fremtog tobakkspung og pipe. Da denne var stoppet, ga han seg til å slå ild; men Tønderet ville ikke fenge. ”Jeg kommer til å hjelpe deg”, sa Mads, og uten å få eller vente svar slo han ild i sin egen Fyrtønde*), blåste på den og rakte den til Skytten; men idet denne tok derimot, grep hin fat på kolben av den ladde Bøsse, som lå over sadelknappen, rev den med et veldig Ryk ut av stroppen, og sprang tre skritt baklengs ut i Lyngen. — Alt dette skjedde med en hurtighet, man ikke skulle ha tiltrodd den bredskuldrede, føre og allerede litt aldrende Krybeskytte. ”Nå faller Godtaar meg til”, sa denne. ”Tykkes deg ikke, jeg nå kunne pirre deg overende, som en Skurrehat**), bitte Niels? Men Du var rimelig før; det er din lykke.” Den arme Skytte stirret bleg og skjelvende av arrighet på sin motstander, uten å være i stand til å fremføre et eneste ord. 255”For litt siden”, vedble Mads, ”var Du så ildvorn, der kunne Ingen få et ord innført; men hadde jeg ikke dengang hørt, hvordan Du lot din munn løpe, skulle jeg hartad tenkt, at Du hadde glemt den hjemme på Ansbjerg — Tænd din pipe! ellers brenner Tønderet *) ut — Du ser så vis på min Fyrtønde? Du tykkes vel, det er et måtelig bytte, Du har gjort? Denne her er riktignok bedre”; — han klappet på Bøssekolben — ”men Du skal få den igjen, når Du flyer meg min egen.” Niels tok denne straks over hodet, rakte den hen til Krybeskytten med den ene hånd, og udstrækkede den annen for å motta sitt gevær.

”Bi litt!” sa Mads: ”Du skal love meg først — å! det kan enda være det samme, for Du holder vel ligemeget av det; men skulle Du engang herefter høre et puff i Heden, så vær ikke så hidsig, men tenk på i dag og på Mikkel Rævehale!” Han vendte seg til den reisende: ”Står hans hest for skudd?” “Skyt kun!” svarede denne. Mads holdt Skyttens Bøsse, som en pistol, med den ene hånd opp i luften, og skjød den av. ”Den giver jo ikke annerledes et knall” sa han, ”enn som når man slaaer en potte mot en dør.” Derpå tok han steinen av hanen, og ga sin motstander den med de ord: ”Der har Du din Skyder! For det første skal den ingen skade gjøre. — Farvel! og takk for i dag!” Således sigende hengte han sin egen Bøsse over nakken, og gikk tilbake mot den Kant, hvor hjorten lå.

(S. S. Blicher. ”Samlede Noveller.” Kjøbenhavn 1833.)