238

— — Nogen Tid efter blev et Krigsskib — som Aar efter andet var Tilfældet — sendt til Vestindien. Chefen for Akademiet, hvis faderlige Omsorg fulgte de elskede Lærlinge, selv længe efter at de vare afgaaede derfra, havde som sædvanlig sørget for at faae de yngste Officierer saasnart som muligt, satte i Virksomhed, for at Glædens og Frihedens Ungdomsruus ikke skulde have en skadelig Indflydelse paa deres Fremtid. Flere unge Lieutenanter bleve beordrede til denne Fart, og paa den Maade fandt de tre Ynglinger, der stode hinanden saa nær, sig ogsaa samlede paa dette Skib.

Omendskjøndt begge Vennerne fra hiin Time af levede med hinanden i en skjøn, hengivende, uformørket Fortrolighed, 239og delede hver ringe Sorg, hver mødende Glæde, fordunklede dog en lille Sky den vel stedse alvorlige, men dog oprømte, Valdemars Pande fra det Øieblik af, at de havde faaet Ordre til dette Glædestog; thi det var det virkelig for dem. Havde en længselfuld, utaalmodig Kjærlighed maaskee indsneget sig i Ynglingens Bryst? Nei! For den egentlige sande Kjærlighed var der endnu ingen ledig Plads i hans Hjerte, som endnu med alle sværmeriske Ungdomsfølelser hang ved hans Vens. Hans Bekymring var af en ganske anden Natur. Holger var en formuende Arving af tidligen bortrevne Forældre. Valdemar havde kun en fattig Moder. Hvorvel det paa Akademiet var en temmelig almindelig Skik, at Kammergasterne delte sine smaa Lommepenge med hverandre, hvorvel begge Vennerne saa at sige ogsaa kun havde een Kasse, og det heller aldrig var faldet Valdemar ind at tage i Betænkning at ansee denne som sin egen — den mindste Betænkelighed vilde dybt have saaret hans Ven, — var det ham dog nu ganske umuligt at meddele Holger den Forlegenhed, som den til hans første store Søtog saa høist nødvendige Ekvipering satte ham i, især ved Tanken paa hans elskede Moders dybe Afmagt i denne Henseende, som alt længe med Frygt og Bævelse havde seet denne Tidspunkt imøde. Hans Begreber om Ære sagde ham, at denne vel ikke forbød ham, med Hensyn til Ungdomsadspredelser at dele sin Vens Overflødighed, men naar det angik Livets smaalige Nødtørft, kunde han ikke overtale sig dertil; heller ikke anede hans i denne Henseende meer end billigt ubekymrede Ven dette fiendske Tryk af hans Kaar, hvis Gjenskin paa sin Pande Valdemar omhyggelig søgte at skjule for ham.

Han tænkte alt paa at tage sin Tilflugt til Jøder og Aagerkarle, da hans omhyggelige Moder just paa den allerhøieste 240Tid overraskede ham med den glædelige Beretning, at hun alt havde sørget for det Nødvendige. Han saae forundret, næsten forskrækket paa hende.

„Lad det ikke undre Dig”, sagde hun smilende, „jeg har i hele Aar forberedet mig derpaa, og paa denne Maade blev det mig endelig let at tilveiebringe, hvad der ved min første Forestilling derom forekom mig saa svært.“

Snart fandt ogsaa den taknemmelige Søn, til sin store Forundring, at hun havde sørget næsten altfor rigeligt for ham, og at hans svære Guld-Epauletter ikke gave hans rigeste Kammeraters det mindste efter i Værd og Glands.

Alting var ombord; Ankerne lettedes, og en heldig Medbør førte den majestætiske Bygning, hvis vældige Fremskriden forvandlede Kattegattets sorte Bølger til hvidt Skum, henover det beseirede Hav. Men ikke længe varede denne ustadige Gunst. En Storm reiste sig, der, forenet med flere ulykkelige Hændelser, tvang dem til at løbe ind i en lille norsk Havn.

Her paa den lille Kjøbstads Rhed indtraf et Vanheld, der i og for sig selv uden nogen synderlig Indflydelse, dog som et ondt Varsel, efterlod et ærgerligt Indtryk. Kapitainen paa Skibet, en allerede bedaget Mand, hvis bøiede Hoved og hvide Haar gave ham Udseendet af en Olding, omendskjøndt han, endnu rørig og kraftig, angav begge Dele som Kjendetegn paa mange overstandne Gjenvordigheder, havde blandt flere Egenheder ogsaa en særdeles Kjærlighed for Gemmer og Ædelstene, og førte en lille Samling af Ringe, Brystnaale og indfattede Sjeldenheder, hvoraf den ene stedse var kostbarere end den anden, i et ziirligt Skrin overalt omkring med sig, uden dog nogensinde at gjøre Brug af de første; men hans egentlige Kjephest bestod i, ved enhver Leilighed at 241fremvise denne Skat, og med megen Veltalenhed at fremsætte enhver enkelt Steens Skjønhed og Historie for Tilskueren.

Følgelig blev ogsaa en Dag, da adskillige høiere Embedsmænd i den lille By havde spist til Middag hos ham, det alle Officiererne allerede velbekjendte Skrin taget frem. Medens Indholdet deraf vistes omkring, reiste der sig pludselig en Støi paa Dækket. En Røg, som steg op fra Rummet, gav Anledning til et Brandskrig. Chefen ilede ved den første Melding selv op paa Dækket. Men man kom snart efter, at der ingen Fare var paafærde. De Øvrige havde fulgt ham; Skrinet var blevet staaende aabent. Da den første Uro havde lagt sig, vendte de Fremmede tilbage til den afbrudte Underholdning. Medeet blev Kapitainen bleg, og stammede i sin Tale; dog fattende sig snart, vedblev han sin Forklaring med et stivt Blik ned i Skrinet; men sluttede kortere og tørrere end sædvanligt, lod Laaget falde, og fulgte temmelig forstemt det opbrydende Selskab til Falderebet. Alene mellem dem selv toge Officiererne ikke i Betænkning, med sædvanlig Ærefrygt at spørge ham om Aarsagen til hans paafaldende Adfærd, just fordi de havde en Anelse om den høist fortrædelige Grund dertil.

”Jeg begriber rigtig nok ikke, hvordan” — svarede han, ”men en meget kostbar Ring er — sandsynligviis ved min egen Forseelse — forsvunden af Skrinet. Det vilde have været en Fornærmelse mod mine Gjæster at omtale dette Tab i deres Nærværelse, og jeg gjør det nu blot paa deres Spørgsmaal, fordi jeg veed, at Ingen af Dem i mindste Maade kan føle sig forlegen ved en saadan Beretning. Men De skulde have kjendt den Ring, mine Herrer!” og nu beskrev han den med en Kjender-Nøiagtighed paa det udførligste uden nogen anden Hensigt, end at fyldestgjøre sin egen Kjærlighed til Sagen. Selv berørte han efter den Time aldrig denne Gjenstand 242mere, der, som begribeligt, des hyppigere blev omtalt blandt de forbausede Officierer. To Dage efter stak de atter i Søen. Denne Hændelse syntes ganske at være forglemt.

Kort Tid efter, da Holger engang gik fordybet i Tanker op og ned af Dækket, sluttede John sig til ham. Begge Vennerne havde forlængesiden, forsaavidt som det lod sig gjøre, uden at sætte den udvortes Artighed til Side, trukket sig tilbage fra ham, hvilket han dog ikke syntes at have lagt Mærke til. Efter en ligegyldig Indledning sagde han pludselig med et forunderligt skjærende Blik, der vaklede mellem Frygt og Nysgjerrighed: ”Det glæder mig, at Chefen har fundet sin Ring igjen, endskjøndt jeg ikke begriber, hvorfor han tier dermed, da dog Efterretningen om dette Tab løb omkring som en Løbeild.”

”Fundet den igjen? hvorledes det?” spurgte Holger troskyldig.

”Skulde det ikke være Tilfældet?” spurgte John forundret. ”Jeg kan idetmindste ikke tænke mig det anderledes, da jeg i Gaar og i Dag har seet den i Valdemars Værge. Dette Klenodie syntes ret at ligge ham paa Hjertet. Nu! du veed, at kun et Stykke Seildug skiller vore Lukaf fra hinanden; og han kan jo dog kun have den fra Kapitainen selv, siden den er i hans Hænder. Og du veed det heller ikke? Hm! besynderligt. Ihnu, Kammerat! Vi tale ikke videre om denne Sag.”

”Det er Løgn!” raabte Holger opbragt.

”Løgn?” gjentog John i samme Tone; dog med hurtig Fatning tilføiede han: ”Det vil snart vise sig. Jeg har altfor nøie betragtet den Ring, førend den kom bort, og saa — tag dit Ord tilbage!”

John sluttede sig hurtig til en Anden.

Blussende af Vrede, neppe i Stand til at styre sig selv, 243stirrede Holger fnysende efter ham. Næsten forgjeves stræbte han at fatte sig, for at hans Ven, som han ligefrem vilde spørge, ikke skulde ane den lave Mistanke, som, hvor usandsynlig den end var, dog talte ud af Johns lumske Blik, og havde afvristet ham selv det raske Ord, som han var beredt til at besegle med Blod, skjøndt han ikke vilde give nogen Anledning til at sætte sin Vens paa Spil.

Men uskikket til at forstille sig, traadte han hen for Valdemar med et saa mørkt Aasyn, at denne forundret spurgte, hvad der feilede ham.

”Jeg har ærgret mig en Smule”, svarede han. ”Det er ikke værd at tale om. Det var kun en fortrædelig Erindring om den forsvundne Ring, en ny Forundring over dens ubegribelige Forsvindelse, og —”

”Jeg har den —” afbrød Valdemar ham med Liv. ”Det Ubegribelige lader sig forklare . . .”

”Du har den?” raabte Holger nu virkelig forbauset, ”Du? og Kapitainen . . .”

”.. Kan jo altid tidsnok faae den igjen. Ak, dersom du vidste, hvad det koster mig at skille mig fra den! Endnu har jeg ikke havt Styrke dertil. Desuden grubler jeg paa et sandeligen uskyldigt Bedrageri. Ingen veed, at jeg har fundet den.”

”Jo! maaskee dog — hvem kan vide det?” rettede Holger sig hurtigt.

”Ja hvis saa var, tør jeg vel ikke nøle længere, og det vilde jeg dog saa gjerne. Det vilde være høist fortrædeligt. Kom, sæt dig hos mig, og hør, hvor forunderligt Alting har flasket sig —” vedblev Valdemar troskyldig. ”Saa vid da: Chefens lille Abekat er Tyven; idetmindste maa jeg formode det; thi den slider sig, som du veed, hvert Øieblik løs, og da den altid revses, naar den i sin utilladte Frihedsstand 244udøver smaa Skjelmsstykker, saa har nok enten Snuhed, Hevnelyst, eller — Gud veed hvad, lokket den til at skjule sit Bytte etsteds, hvor den ikke kunde komme til igjen, da den atter blev taget og bundet. Men for et Par Dage siden har den atter revet sig løs, og det være nu Tilfælde eller virkelig Hensigt; men den har atter søgt hen til sit Smuthul, og derefter skjult sig i en Krog, hvor jeg fik Øie paa den. Da jeg nu forsigtig nærmede mig til den, med et stort Stykke udspændt Seildug i Haanden, for at hindre den fra at flygte op i Merset, sprang den imidlertid nedad Trappen i Rummet. Jeg lod den flygte; thi den lod strax i sin Angest en Ring falde. Uden at betragte denne nøiere, faldt det mig paa Øieblikket ind, at det var den savnede. Jeg begav mig derfor lige hen med den til Kapitainens Kahyt; men hans Tjener sagde mig, at han netop havde lagt sig en Smule til Ro. Da jeg nu vilde have den Fornøielse at overraske ham, fortaug jeg mit Ærinde, og ilede ned igjen i mit Lukaf, hvor jeg ret opmærksomt betragtede Ringen. Men tænk dig nu min Forbauselse, min Forfærdelse, da jeg gjenkjendte den, ak! kun alt for godt, skjøndt jeg ikke havde seet den i flere Aar. Nu bleve min gode Moders Ord mig medeet tydelige og klare; en Gaade, som laae mig svært paa Hjertet, var opløst for mig. Ringen har hørt hende til.“

„Hvad? hvorledes skal jeg forstaae det?“ spurgte Holger forbauset og deeltagende.

Valdemar betroede nu sin Ven den Bekymring, Tanken paa hans nødvendige Ekvipering havde forvoldet ham, og hvorledes hans Moder uventet havde betaget ham samme. „Men nu er Bindet faldet mig fra Øinene“, tilføiede han. „Af al min Faders tidligere Rigdom havde Skjæbnen kun levnet hende den kostbare Trolovelses-Ring, som hun havde faaet af ham. Hun vilde hellere udstaae Alt, end skille sig 245ved den. I en lang Række af Aar, under mange trykkende Sorger, under min sygelige, stedse større Opoffrelse krævende Barndom, var det alligevel lykkets hende at holde paa det dyrebare Pant paa en forsvunden Lykke; og nu, af Kjærlighed til sin Søn, for at udruste ham sin Stand værdig — O! jeg seer i Aanden, hvorledes det er gaaet til. Sikkert har en fortrolig Ven, som kjendte Kapitainens Kjephest, ladet ham paa tredie eller fjerde Haand tilbyde denne kostbare Steen; han har med Glæde slaaet til, og saaledes har jeg, midt i en mig nu først ret trykkende Overflødighed, gjort denne Opdagelse. Du kan tænke dig, med hvilke Følelser mit Blik rugede paa dette dyrebare Offer af moderlig Kjærlighed, hvor smertelig søde Erindringer det opvakte hos mig; og som en Glandskugle, der kun flygtig oplyste min dunkle Nat, skulde den fare mig forbi, for at gjøre mig den derefter endnu sortere. Chefen sætter blot Priis paa Stenen. Den er hans. Han maa og skal have den tilbage, men hvad bryder han sig om det hellige Guld, som har omslynget min Moders kjære Finger, som hun saa ofte har betragtet med Kjærlighed, som hendes dyrebare Læber ofte have kysset med sød Glæde, men endnu oftere vædet med bittre Taarer? Kan jeg give ham det tilbage nu da jeg kjender det, da jeg har knuget det til mit Hjerte, da jeg med hele min Sjels sønlige Følelser higer efter paa ny at overgive det til den Varetægt, det aldrig skulde have forladt, og som det blot for min Skyld har mistet? Seer du, her har jeg en Guldring, tyk og svær, langt sværere end hiin — Du har saa ofte beundret min Fingernemhed — Jeg loe ad det, men jeg har nøie undersøgt Ringen; det lille Bækken, hvori Stenen hviler, er loddet dertil; ved Hjælp af Doktorens lille Haand-Laboratorium vilde det ikke falde mig vanskeligt — og dog forekommer det mig som et 246Slags Uret, og jeg er uvis, om jeg ikke hellere skulde tilstaae Kapitainen alting reent ud, eller selv . . .“

“Er du fra Forstanden?“ afbrød hans Ven ham.

“Hvorfor?“ spurgte Valdemar forundret; “naar Stenen kun ikke beskadiges, og det —“

“Siig ham hellere alting reent ud! Kapitainen tænker dog vist nok tidt i Stilhed paa sin Ring. Hvis han — hvis Nogen kom efter, at den var i dine Hænder . . Maaskee veed man det alt “ . .

“Hvad?“ raabte Valdemar, i det han sprang heftig op — “Hvo turde vove? . . . Men du har Ret; det bedste Hjerte har jo alt engang havt mig mistænkt, og jeg har jo ogsaa miskjendt det. Bort dermed! Nu brænder det kjære Guld mig i Hænderne, og dog er jeg tilmode, som om jeg med det skulde skille mig fra al Lykke paa Jorden.“

“Siig ham ligefrem, hvad Du ønsker. Skammer Du dig da ved, at Du er fattig?“

“Hm! Jeg burde sagtens ikke. Den fordømte Hovmod; — Men du har Ret — jeg vil gjøre det, og det strax.“

Han gik til Chefen. Denne modtog ham alvorlig og tør, med et Aasyn, som vilde have indskudt et mindre mistænksomt Gemyt den Tanke, at der alt var indblæst ham en uværdig Mistanke. Dog forsvandt dette Udtryk snart, og opløste sig, under Valdemars simple, men varme Beretning — der var saameget mere rørende, som den kjæmpede seirende med hans Stolthed — i sand faderlig Mildhed. Ynglingen sluttede med, at han ligefrem bad Kapitainen om at overlade ham den simple Guldring, og tilstede ham, at han maatte lade Stenen indfatte i en anden. Chefen hørte ham rolig til Ende, men svarede intet paa hans Begjæring, modtog blot Klenodiet med glade, høirøstede Taksigelser, og skyndte sig at 247kalde alle Officiererne sammen, for at meddele dem denne glade Hændelse.

Da disse atter havde forladt Kahytten, traadte John i det første ubemærkede Øieblik hen til Holger, og hvidskede til ham med et skjærende Blik: ”Nu! tager du dit Ord tilbage?”

”Nei!” svarede Holger med dæmpet Stemme, men dog saa høit, at John uvilkaarlig foer sammen: ”Nei!” — Lieutnant N.... har sagtens fundet Ringen, og beholdt den i sit Værge; men den Tone, hvormed han fortalte mig det, indeholdt dog en Løgn, og det vidste han ret godt — en Løgn, siger jeg, og er beredt til at gjøre Regnskab derfor.”

Med disse Ord, ledsagede af et sønderknusende Blik, forlod han John, som vel tog sig i Agt for at holde ham tilbage, og fra den Stund af paa en næsten paafaldende Maade gik af Veien for ham.

Reisen gik imidlertid stedse lykkeligere. Uger fulgte paa Uger. Der blev ikke mere tænkt paa foranstaaende Hændelse. Da de alt vare paa Høiden af deres Bestemmelse, paastod Chefen en Middag, da Valdemar tilligemed flere indbudne Officierer vare tilbords hos ham, en videnskabelig aabenbar Urigtighed. Gjæsterne, og blandt dem Valdemar, kunde ikke lade være at smile en Smule dertil; Kapitainen, som blev det vaer, vendte sig noget fortrydelig til Sidstnævnte, der sad ligeoverfor ham, og opfordrede ham i en saa bydende Tone til et Veddemaal, at Valdemar, som selv derved var bleven et Øieblik uvis i sin Sag, ikke holdt det for klogt at afslaae det. ”Hr. Kapitain!” svarede han blot — ”De vender Dem til den Urette. Hvad jeg kan anvende paa et Veddemaal, er det knap Umagen værdt at nævne.”

”Jeg vedder heller aldrig om Penge, lød Svaret; ”men De har jo der en ret smuk Brystnaal. Vil De vove den, saa sætter jeg et lignende Stykke derimod.”

248Valdemar bukkede taus, tog Naalen af, og flyede den til den valgte Mellemmand. Chefen stod hurtig op, iilte hen til sit Skrin, tog et lille Futteral ud deraf, og gav det ligeledes til Dommeren. Opgaven blev ved Hjælp af et Par videnskabelige Bøger snart løst; Kapitainen havde uden mindste Indvending tabt. Brystnaalen blev atter overleveret til Valdemar tilligemed Gevinsten, i det man tillige reiste sig fra Bordet. Han aabnede Laaget; det var hans Moders Ring. Et strengt Øiekast fra Kapitainen betydede ham at holde sine Følelser tilbage; og aldrig siden efter tillod denne Mand ham, selv naar de vare alene, at klæde disse i Ord.

Chefens bekjendte Charakter, og den Maade, hvorpaa han havde modtaget denne kostbare Foræring, bandt Valdemars Tunge; men med taknemmelig Glæde hængte han det dyrebare Klenodie, som et betroet Pant, om sin Hals, og længtes efter det skjønne Øieblik, da han med barnlig Inderlighed atter kunde lægge det i sin Moders Hænder; kun sin Ven betroede han denne Lykke.

(L. Kruse. ”De danske Søofficerer.” Viborg 1827.)

238

— — Noen tid etter ble et krigsskip — som år etter annet var tilfellet — sendt til Vestindien. Sjefen for Akademiet, hvis faderlige omsorg fulgte de elskede lærlinger, selv lenge etter at de var afgaaede derfra, hadde som sedvanlig sørget for å få de yngste offiserer så snart som mulig, satte i virksomhet, for at gledens og frihetens ungdomsrus ikke skulle ha en skadelig innflytelse på deres fremtid. Flere unge Lieutenanter ble beordret til denne fart, og på den måte fant de tre ynglinger, der stod hinannen så nær, sig også samlede på dette skip.

Omendskjøndt begge vennene fra hin time av levde med hinannen i en skjønn, hengivende, uformørket fortrolighet, 239og delede hver ringe sorg, hver møtende glede, fordunklede dog en lille sky den vel stedse alvorlige, men dog oprømte, Valdemars Pande fra det øyeblikk av, at de hadde fått ordre til dette Glædestog; thi det var det virkelig for dem. Hadde en lengselsfull, utålmodig kjærlighet maaskee innsneket seg i Ynglingens bryst? Nei! For den egentlige sande kjærlighet var der ennå ingen ledig plass i hans hjerte, som ennå med alle svermeriske Ungdomsfølelser hang ved hans Vens. Hans Bekymring var av en ganske annen natur. Holger var en formuende arving av tidligen bortrevne foreldre. Valdemar hadde kun en fattig mor. Hvorvel det på Akademiet var en temmelig alminnelig skikk, at kammergastene delte sine små lommepenger med hverandre, hvorvel begge vennene så å si også kun hadde een kasse, og det heller aldri var falt Valdemar inn å ta i betenkning å anse denne som sin egen — den minste betenkelighet ville dypt have såret hans venn, — var det ham dog nå ganske umulig å meddele Holger den forlegenhet, som den til hans første store Søtog så høist nødvendige ekvipering satte ham i, især ved tanken på hans elskede Moders dype avmakt i denne Henseende, som alt lenge med frykt og Bævelse hadde sett denne tidspunkt imøte. Hans Begreber om ære sa ham, at denne vel ikke forbød ham, med hensyn til Ungdomsadspredelser å dele sin Vens overflødighet, men når det angikk Livets smålige nødtørft, kunne han ikke overtale seg dertil; heller ikke ante hans i denne Henseende mer enn billig ubekymrede venn dette fiendske trykk av hans kår, hvis gjenskinn på sin panne Valdemar omhyggelig søkte å skjule for ham.

Han tenkte alt på å ta sin tilflukt til jøder og Aagerkarle, da hans omhyggelige mor just på den allerhøieste 240tid overrasket ham med den gledelige beretning, at hun alt hadde sørget for det Nødvendige. Han så forundret, nesten forskrekket på henne.

„La det ikke undre deg”, sa hun smilende, „jeg har i hele år forberedt meg derpå, og på denne måte ble det meg endelig lett å tilveiebringe, hva der ved min første forestilling derom forekom meg så svært.“

Snart fant også den takknemlige sønn, til sin store forundring, at hun hadde sørget nesten altfor rikelig for ham, og at hans svære gull-Epauletter ikke gave hans rikeste kameraters det minste etter i verd og glans.

Alting var ombord; Ankrene lettedes, og en heldig medbør førte den majestetiske bygning, hvis veldige Fremskriden forvandlet Kattegattets sorte bølger til hvitt skum, henover det beseirede hav. Men ikke lenge varte denne ustadige gunst. En Storm reiste seg, der, forenet med flere ulykkelige hendelser, tvang dem til å løpe inn i en lille norsk havn.

Her på den lille kjøpstads Rhed inntraff et vanhell, der i og for seg selv uten noen synderlig innflytelse, dog som et ondt varsel, etterlot et ergerlig inntrykk. Kapteinen på skipet, en allerede bedaget mann, hvis bøiede hode og hvite hår gave ham utseendet av en olding, omendskjøndt han, ennå rørig og kraftig, angav begge dele som kjennetegn på mange overståtte gjenvordigheter, hadde blant flere egenheter også en særdeles kjærlighet for gemmer og edelstener, og førte en lille samling av Ringe, brystnåler og indfattede sjeldenheter, hvorav den ene stedse var kostbarere enn den annen, i et sirlig skrin overalt omkring med seg, uten dog noensinne å gjøre Bruk av de første; men hans egentlige kjepphest bestod i, ved enhver leilighet å 241fremvise denne skatt, og med mye veltalenhet å fremsette enhver enkelt Steens Skjønhed og historie for tilskueren.

Følgelig ble også en dag, da adskillige høyere embetsmenn i den lille by hadde spist til middag hos ham, det alle offiserene allerede velbekjendte skrin tatt frem. Mens innholdet derav vistes omkring, reiste der seg plutselig en støy på dekket. En Røg, som steg opp fra rommet, ga anledning til et Brandskrig. Sjefen ilede ved den første melding selv opp på dekket. Men man kom snart etter, at der ingen fare var paafærde. De Øvrige hadde fulgt ham; Skrinet var blitt stående åpent. Da den første uro hadde lagt seg, vendte de Fremmede tilbake til den avbrutte underholdning. Medeet ble kapteinen bleg, og stammede i sin Tale; dog fattende seg snart, vedble han sin forklaring med et stivt blikk ned i skrinet; men sluttet kortere og tørrere enn sedvanlig, lot lokket falle, og fulgte temmelig forstemt det oppbrytende selskap til fallrepet. Alene mellom dem selv tok offiserene ikke i betenkning, med sedvanlig ærefrykt å spørre ham om årsaken til hans påfallende atferd, just fordi de hadde en anelse om den høist fortredelige grunn dertil.

”Jeg begriper riktig nok ikke, hvordan” — svarte han, ”men en meget kostbar Ring er — sannsynligvis ved min egen forseelse — forsvunnen av skrinet. Det ville ha vært en fornærmelse mot mine gjester å omtale dette tap i deres Nærværelse, og jeg gjør det nå blot på deres spørsmål, fordi jeg vet, at Ingen av Dem i minste måte kan føle seg forlegen ved en sådan beretning. Men De skulle ha kjent den Ring, mine herrer!” og nå beskrev han den med en kjenner-nøyaktighet på det udførligste uten noen annen hensikt, enn at fyllestgjøre sin egen kjærlighet til Sagen. Selv berørte han etter den time aldri denne gjenstand 242mer, der, som begripelig, des hyppigere ble omtalt blant de forbausede offiserer. To dager etter stak de atter i sjøen. Denne hendelse syntes ganske å være forglemt.

Kort tid etter, da Holger engang gikk fordypet i tanker opp og ned av dekket, sluttet John seg til ham. Begge vennene hadde for lenge siden, for så vidt som det lot seg gjøre, uten å sette den utvortes artighet til side, trukket seg tilbake fra ham, hvilket han dog ikke syntes å ha lagt merke til. Etter en likegyldig innledning sa han plutselig med et forunderlig skjærende blikk, der vaklet mellom frykt og nysgjerrighet: ”Det gleder meg, at sjefen har funnet sin Ring igjen, endskjøndt jeg ikke begriper, hvorfor han tier dermed, da dog etterretningen om dette tap løp omkring som en løpeild.”

”Funnet den igjen? hvorledes det?” spurte Holger troskyldig.

”Skulle det ikke være tilfellet?” spurte John forundret. ”Jeg kan idetmindste ikke tenke meg det annerledes, da jeg i går og i dag har sett den i Valdemars Værge. Dette Klenodie syntes rett å ligge ham på hjertet. Nå! du vet, at kun et stykke seilduk skiller våre Lukaf fra hinannen; og han kan jo dog kun have den fra kapteinen selv, siden den er i hans hender. Og du vet det heller ikke? Hm! besynderlig. Ihnu, Kammerat! Vi tale ikke videre om denne Sag.”

”Det er løgn!” ropte Holger oppbrakt.

”Løgn?” gjentok John i samme tone; dog med hurtig fatning tilføyet han: ”Det vil snart vise seg. Jeg har altfor nøye betraktet den Ring, før den kom bort, og så — ta ditt ord tilbake!”

John sluttet seg hurtig til en Anden.

Blussende av vrede, neppe i stand til å styre seg selv, 243stirret Holger fnysende etter ham. Nesten forgjeves strebet han å fatte seg, for at hans venn, som han likefrem ville spørre, ikke skulle ane den lave mistanke, som, hvor usannsynlig den enn var, dog talte ut av Johns lumske blikk, og hadde afvristet ham selv det raske ord, som han var beredt til å besegle med blod, skjønt han ikke ville gi noen anledning til å sette sin Vens på spill.

Men uskikket til å forstille seg, trådte han hen for Valdemar med et så mørkt åsyn, at denne forundret spurte, hva der feilet ham.

”Jeg har ergret meg en smule”, svarte han. ”Det er ikke verd å tale om. Det var kun en fortredelig erindring om den forsvundne Ring, en ny forundring over dens ubegripelige Forsvindelse, og —”

”Jeg har den —” avbrøt Valdemar ham med liv. ”Det Ubegribelige lader seg forklare . . .”

”Du har den?” ropte Holger nå virkelig forbauset, ”Du? og kapteinen . . .”

”.. Kan jo alltid tidsnok få den igjen. Ak, dersom du visste, hva det koster meg å skille meg fra den! Ennå har jeg ikke hatt styrke dertil. Dessuten grubler jeg på et sandeligen uskyldig bedrageri. Ingen vet, at jeg har funnet den.”

”Jo! maaskee dog — hvem kan vite det?” rettet Holger seg hurtig.

”Ja hvis så var, tør jeg vel ikke nøle lenger, og det ville jeg dog så gjerne. Det ville være høist fortredelig. Kom, sett deg hos meg, og hør, hvor forunderlig Alting har flasket seg —” vedble Valdemar troskyldig. ”Så vid da: Sjefens lille apekatt er tyven; idetmindste må jeg formode det; thi den sliter seg, som du vet, hvert øyeblikk løs, og da den alltid revses, når den i sin utilladte frihetsstand 244utøver små Skjelmsstykker, så har nok enten snuhet, hevnlyst, eller — Gud vet hva, lokket den til å skjule sitt bytte etsteds, hvor den ikke kunne komme til igjen, da den atter ble tatt og bundet. Men for et par dager siden har den atter revet seg løs, og det være nå tilfelle eller virkelig hensikt; men den har atter søkt hen til sitt Smuthul, og deretter skjult seg i en krok, hvor jeg fikk Øye på den. Da jeg nå forsiktig nærmet meg til den, med et stort stykke utspent seilduk i hånden, for å hindre den fra å flykte opp i merset, sprang den imidlertid nedad trappen i rommet. Jeg lot den flykte; thi den lot straks i sin angst en Ring falle. Uten å betrakte denne nøyere, falt det meg på øyeblikket inn, at det var den savnede. Jeg begav meg derfor like hen med den til Kapitainens Kahyt; men hans tjener sa meg, at han nettopp hadde lagt seg en smule til ro. Da jeg nå ville ha den fornøyelse å overraske ham, fortaug jeg mitt ærend, og ilede ned igjen i mitt Lukaf, hvor jeg rett oppmerksomt betraktede ringen. Men tenk deg nå min forbauselse, min forferdelse, da jeg gjenkjente den, ak! kun alt for godt, skjønt jeg ikke hadde sett den i flere år. Nå ble min gode Moders ord meg medeet tydelige og klare; en gåte, som lå meg svært på hjertet, var oppløst for meg. Ringen har hørt henne til.“

„Hva? hvorledes skal jeg forstå det?“ spurte Holger forbauset og deltagende.

Valdemar betrodde nå sin venn den bekymring, tanken på hans nødvendige ekvipering hadde forvoldt ham, og hvorledes hans mor uventet hadde betatt ham samme. „Men nå er bindet falt meg fra øynene“, tilføyet han. „Av all min Faders tidligere rikdom hadde skjebnen kun levnet henne den kostbare Trolovelses-Ring, som hun hadde fått av ham. Hun ville hellere utstå alt, enn skille seg 245ved den. I en lang rekke av år, under mange trykkende sorger, under min sykelige, stedse større oppofrelse krevende barndom, var det allikevel lyktes henne å holde på det dyrebare pant på en forsvunnen lykke; og nå, av kjærlighet til sin sønn, for å utruste ham sin stand verdig — O! jeg ser i Aanden, hvorledes det er gått til. Sikkert har en fortrolig venn, som kjente Kapitainens Kjephest, ladet ham på tredje eller fjerde hånd tilbyde denne kostbare Steen; han har med glede slått til, og således har jeg, midt i en meg nå først rett trykkende overflødighet, gjort denne oppdagelse. Du kan tenke deg, med hvilke følelser mitt blikk rugede på dette dyrebare offer av moderlig kjærlighet, hvor smertelig søte erindringer det opvakte hos meg; og som en Glandskugle, der kun flyktig opplyste min dunkle natt, skulle den fare meg forbi, for å gjøre meg den deretter enda sortere. Sjefen setter blot pris på steinen. Den er hans. Han må og skal ha den tilbake, men hva bryter han seg om det hellige gull, som har omslynget min Moders kjære finger, som hun så ofte har betraktet med kjærlighet, som hennes dyrebare lepper ofte have kysset med søt glede, men enda oftere vætet med bitre tårer? Kan jeg gi ham det tilbake nå da jeg kjenner det, da jeg har knuget det til mitt hjerte, da jeg med hele min Sjels sønlige følelser higer etter på ny å overgi det til den varetekt, det aldri skulle ha forlatt, og som det blot for min skyld har mistet? Ser du, her har jeg en gullring, tykk og svær, langt sværere enn hin — Du har så ofte beundret min fingernemhet — Jeg loe ad det, men jeg har nøye undersøkt ringen; det lille bekken, hvori steinen hviler, er loddet dertil; ved hjelp av Doktorens lille hånd-laboratorium ville det ikke falle meg vanskelig — og dog forekommer det meg som et 246Slags Uret, og jeg er uviss, om jeg ikke hellere skulle tilstå kapteinen alting rent ut, eller selv . . .“

“Er du fra forstanden?“ avbrøt hans venn ham.

“Hvorfor?“ spurte Valdemar forundret; “når steinen kun ikke beskadiges, og det —“

“Si ham hellere alting rent ut! Kapteinen tenker dog vist nok titt i stillhet på sin Ring. Hvis han — hvis noen kom etter, at den var i dine hender . . Maaskee vet man det alt “ . .

“Hva?“ ropte Valdemar, i det han sprang heftig opp — “Hvo turde vove? . . . Men du har rett; det beste hjerte har jo alt engang hatt meg mistenkt, og jeg har jo også miskjent det. Bort dermed! Nå brenner det kjære gull meg i hendene, og dog er jeg tilmode, som om jeg med det skulle skille meg fra all lykke på jorden.“

“Si ham likefrem, hva Du ønsker. Skammer Du deg da ved, at Du er fattig?“

“Hm! Jeg burde saktens ikke. Den fordømte hovmod; — Men du har rett — jeg vil gjøre det, og det straks.“

Han gikk til sjefen. Denne mottok ham alvorlig og tør, med et åsyn, som ville ha innskutt et mindre mistenksomt gemytt den tanke, at der alt var innblåst ham en uverdig mistanke. Dog forsvant dette uttrykk snart, og oppløste seg, under Valdemars simple, men varme beretning — der var saameget mer rørende, som den kjempet seirende med hans stolthet — i sann faderlig mildhet. Ynglingen sluttet med, at han likefrem bad kapteinen om å overlate ham den simple gullring, og tilstede ham, at han måtte la steinen innfatte i en annen. Sjefen hørte ham rolig til ende, men svarte intet på hans begjæring, mottok blot klenodiet med glade, høyrøstede Taksigelser, og skyndte seg å 247kalle alle offiserene sammen, for å meddele dem denne glade hendelse.

Da disse atter hadde forlatt kahytten, trådte John i det første ubemerkede øyeblikk hen til Holger, og hvisket til ham med et skjærende blikk: ”Nå! tar du ditt ord tilbake?”

”Nei!” svarte Holger med dempet stemme, men dog så høyt, at John uvilkårlig foer sammen: ”Nei!” — Lieutnant N.... har saktens funnet ringen, og beholdt den i sitt verge; men den tone, hvormed han fortalte meg det, inneholdt dog en løgn, og det visste han rett godt — en løgn, sier jeg, og er beredt til å gjøre regnskap derfor.”

Med disse ord, ledsaget av et sønderknusende blikk, forlot han John, som vel tok seg i akt for å holde ham tilbake, og fra den stund av på en nesten påfallende måte gikk av veien for ham.

Reisen gikk imidlertid stedse lykkeligere. Uker fulgte på uker. Der ble ikke mer tenkt på foranstående hendelse. Da de alt vare på høyden av deres bestemmelse, påstod sjefen en middag, da Valdemar tillikemed flere indbudne offiserer var til bords hos ham, en vitenskapelig åpenbar uriktighet. Gjestene, og blant dem Valdemar, kunne ikke la være å smile en smule dertil; Kapteinen, som ble det vaer, vendte seg noe fortrydelig til Sidstnævnte, der satt ligeoverfor ham, og oppfordret ham i en så bydende Tone til et veddemål, at Valdemar, som selv derved var blitt et øyeblikk uviss i sin Sag, ikke holdt det for klokt å avslå det. ”Hr. Kapitain!” svarte han blot — ”De vender Dem til den Urette. Hva jeg kan anvende på et veddemål, er det knap umaken verdt å nevne.”

”Jeg vedder heller aldri om penger, lød svaret; ”men De har jo der en rett smuk brystnål. Vil De vove den, så setter jeg et lignende stykke derimot.”

248Valdemar bukkede taus, tok nålen av, og flyede den til den valgte mellommann. Sjefen stod hurtig opp, iilte hen til sitt skrin, tok et lille futteral ut derav, og ga det likeledes til dommeren. Oppgaven ble ved hjelp av et par vitenskapelige bøker snart løst; Kapteinen hadde uten minste innvending tapt. Brystnålen ble atter overlevert til Valdemar tillikemed gevinsten, i det man tillike reiste seg fra bordet. Han åpnet lokket; det var hans Moders Ring. Et strengt øyekast fra kapteinen betydde ham å holde sine følelser tilbake; og aldri siden etter tillot denne mann ham, selv når de var alene, å klede disse i ord.

Sjefens bekjente karakter, og den måte, hvorpå han hadde mottatt denne kostbare Foræring, bandt Valdemars tunge; men med taknemmelig glede hengte han det dyrebare Klenodie, som et betrodd pant, om sin hals, og lengtes etter det skjønne øyeblikk, da han med barnlig inderlighet atter kunne legge det i sin Moders hender; kun sin venn betrodde han denne lykke.

(L. Kruse. ”De danske Søofficerer.” Viborg 1827.)