233

Aldrig var nogen Mand mere tilfreds med Alt, hvad som omringede ham, end John Høidal. Han stod op om Morgenen med Solen, og fornøiede sig inderlig ved dens Opkomst, som et deiligt Syn for Øiet. Hans Kone forundrede sig tidt over, hvorledes han kunde staae saa forgabet, og være glad ved det, han daglig saae for sine Øine. “Hvad! svarede han, vi nyde jo daglig Mad og Drikke, og vi ere daglig glade ved at nyde det. Veed Du ikke, at Solen er ligesaa stor Gave af Gud, som vor Føde? Naar ikke Solen lyste for os, naar den ei varmede og frugtbargjorde vore 234Agre og Enge, saa kunde vi ikke leve paa Jorden. Seer Du ikke Fugle og alle Dyr paa Marken frydes og faae et nyt Liv ved dens Opkomst?” Maanen og de utallige Stjerner, som funklede paa Himlen, var ham og et behageligt Syn. Tidt gik han hjem af Marken træt og mødig, men det herlige Maaneskin kom ham til at glemme sin Træthed.

Han var ikke rig, dog ei heller fattig. Han sagde tidt: ”den, der ikke var skyldig, var rig.” Han havde Guds Velsignelse og sit gode Arbeide at takke for sit gode Udkomme; thi Gaarden var skarp, og Kornet var somme Aaringer udsat for at bortfryse; dog var han saa fornøiet med den, at han ikke vilde flytte derfra for en bedre. Hans største Lyst var, om Søndagseftermiddagene at overfare sine Agre og Enge, og han fandt deri mere sand Glæde, end hans Naboer, som paa den Tid forødede i Værtshusene hvad de fortjente om Virkedagene. Ingens Ager syntes han stod bedre end hans; Ingens Kreaturer vare saa trivelige og smukke.

Om Sommeren sad han med sine Folk under Skyggen af et Lønnetræ, og med Glæde og Tak til Gud nøde de Landets simple Føde. Man saae ikke uden glade Ansigter om Bordet; thi John oplivede Selskabet. De lange Vinteraftener vare ikke lange for ham; thi han var altid beskjæftiget. Baalet paa Skorstenen oplyste Stuen, og rundt omkring sadde Nogle med Haandtene, Andre med Rokke; midt imellem dem sad John, der gjorde tilrette sin Redskab, og Alt gik for sig med Lyst og Sang.

Hans Nabo Axel var af en anden Tænkemaade: Sol, Maane og Stjerner betragtede han som Hverdagstegn. Han var vel mere formuende end John, og han havde Forraad paa Korn for 2 Aar, men dog frygtede han for Mangel. Han sukkede og pustede og gruede altid for Eftertiden. Det hændte engang, at begge Naboerne stode tilsammen paa Marken, 235og man bragte dem det Budskab, at Skrubben havde nedlagt en Ko for dem hver. Axel vred sine Hænder og var saa fortvivlet, som han skulde have mistet den hele Buskab. Den Anden derimod sagde: ”man maa finde sig i Ondt og Godt; vore Koner kunne jo paasætte to Kalve, saa have vi Køer af dem om to Aar.” ”Men de koste noget før de blive Køer, sagde Axel, og Tiden er lang at bie.”

Uagtet disse to Naboer vare af saa ulige Sindelag, holdt de dog godt Naboskab, og besøgte hinanden i Julen, da de prøvede hinandens Øl, og fordreve Tiden med god Samtale. Axel klagede altid over nye Byrder og Tyngder, som blev lagt paa Bonden: at Øvrigheden udsugede Almuen, at Præst og Klokker udtømmede Stolpeboderne; især var han ilde tilfreds med de nye Veie, som bleve anlagte i Sognet. ”Varer det længe saaledes, sagde han, saa maa en stakkels Bonde gaae fra Gaard og Grund.”

”Jeg tilstaaer, sagde John, at Byrderne tage til, og Tjenestefolkenes Løn er dobbelt imod før; men med alt dette nyde vi norske Bønder den Frihed og de Fordele, som Bønder paa andre Steder maae savne. Jeg talede forleden Dag med en svensk Bonde, som gik om med Kram, og jeg kunde ikke høre paa de svenske Bønders Skatter og Udgifter, uden at jeg maatte takke Gud, at jeg var en Normand. Vor Præst, som har været i Danmark, kan fortælle os, hvorledes de danske Bønder ere plagede. De maae arbeide mere for Herremanden, end for sig selv; ofte, naar Regn er over Hovedet, maae de forlade deres eget Korn og Hø, og see dette fordærvet, for at indhøste paa Herregaarden. De ligge under bestandig Skyds og Hoveri, og arbeide mere for Andre, end for sig selv. Regner Du ikke den velsignede Fred, som vi i saa mange Aar have nydt, for en stor Velgjerning af Gud? Hører Du ikke, hvor der kriges udenlands? Man maa forlade 236Kone, Børn og Forældre, Mark og Enge ødelægges, Huse og Kirker opbrændes, Mennesker myrdes i tusinde Tal, og i den Tid sidder Du, Jeg og vore Børn i Rolighed her ved vor Skorsteen og drikke vort Øl. At vore Sønner udskrives til Soldater, bør vi ikke ansee som en Byrde, thi man maa og i Fred være færdig til Krig. Er det ei enhver Undersaats Pligt at forsvare Land og Riger? Hvo vil vel ligge hjemme, naar Fienden overfalder os? Skulde vi bøie Hoved under fremmed Aag og vanslægte fra vore Forfædre, de gamle Birkebener, som ikke vare bange for at vove en Dyst imod Fienden?“

Denne Præken var ikke efter Axels Sind; thi Klage og Misfornøielse var ham ligesom medfødt; han troede, at han var meget ulykkelig, og da han troede det, var han det og virkelig.

En Morgen i Kornkjørselen, da man længe havde havt ustadigt Veir, saae man Regnen nærme sig. De havde begge deres bedste Korn ude, som var nær ved at fordærves. Axel tog til sit gamle Sprog, vred sine Hænder og lamenterede, løb ud og ind for at see, om ikke Regnen vilde gaae over. Af Johns Mund hørte man ingen Jammerklage, men i dets Sted løb han strax og hentede sine Heste, og reddede det meste af Kornet før Axel havde spændt sine Heste fore, og derved led denne en betydelig Skade.

John var ogsaa en meget god Jordbruger, men den Anden turde ikke forbedre sin Gaard, af Frygt for, at man skulde lægge Gaarden i større Skyld; thi han troede, at Præmierne, som Landhuusholdningsselskabet uddeelte, skede i den Hensigt. Da nu John engang vandt et Sølvbæger for Flid i Agerdyrkning, sagde den Anden: ”jeg misunder Dig ikke din Præmie: det vil blive Dig et dyrt Bæger“. John søgte at betage ham denne daarlige Tanke, men forgjæves, han blev 237ved sin Tro. “Hvad skulde bevæge Folk, sagde han, som hverken kjende dig eller mig, at betale os, fordi vi dyrke vor Jord? hvad Nytte have de vel deraf? de blive jo hverken rigere eller fattigere derved?”

“Skal vi da ikke arbeide uden for os selv, sagde John? Det var ikke godt, at Andre vare som Du; naar Du var mæt, gav Du ikke et Suk, om Andre døde af Hunger. Bør vi ikke skjønne paa disse brave Mænds Gavmildhed, som af Kjærlighed til Fædrelandet opmuntre os til det, der tjener til vort eget og Landets Bedste? De glæde sig over vort Vel.“ I det samme iskjænkede han Sølvbægeret, og sagde til Axel: “dette skal være disse brave Mænds Skaal, som ønske, at det maa gaae hver Mand vel i Landet!“ — Axel drak og sagde: “hver bliver ved sin Tro“.

Axel var af de Mennesker, som Intet uden en betydelig Modgang kunde bringe til bedre Tænkemaade. Hans Mismod og Unøisomhed tog til med hans Velstand; men nu fik han noget at puste over: en ulykkelig Ildebrand, der opkom om Natten, fortærede hans Huusvaaning: knap kunde Folket redde sig selv. Da de vare blottede for Klæder, toge de deres Tilflugt til John, der var deres nærmeste Nabo, som ikke alene kjærlig tog imod dem, men, da han var en rask og uforfærdet Mand, samlede sine Folk og ilede til Branden, i Haab om at faae Noget reddet. Vaaningshusene stode i fuld Lue, saa der var ikke at tænke paa Redning; men endnu havde ikke Ilden anstukket Udhusene, som dog strax maatte have gaaet i Løbet med de andre. John forekom denne Ulykke, da han ved Vand fik slukket hvor det havde begyndt at brænde, saa disse tilligemed Kreaturerne bleve reddede.

Man skulde nu troe, at Axel ganske havde fortvivlet, og græmmet sig tildøde over denne Ulykke; men den gjorde en ganske modsat Virkning paa hans Sindsforfatning. Han 238lærte at indsee sin forrige Daarlighed: at han ikke have skjønnet paa Guds Velgjerninger, men plaget sig selv med Mismod og Næringssorg midt i sin Overflødighed. Han betragtede denne Ulykke som et Middel, Gud brugte til at forbedre ham, og indsaae, at han havde forsyndet sig ved sin Utaknemmelighed og Mistillid til Guds Forsyn. Nu vil jeg takke Gud baade i Medgang og Modgang, sagde han til John, som nu ret var bleven hans Ven, — og for ham tilstod han tidt, at han var mere glad og rolig om Hjertet i sine ringere Kaar, end da han havde alle sine Kar fulde, og saae Forraad for mange Aar.

(J. C. Grave. “Nationale Fortællinger for den norske Bondestand.“ 2det Oplag. Chr.nia 1817.)

233

Aldri var noen mann mer tilfreds med alt, hva som omringet ham, enn John Høidal. Han stod opp om morgenen med solen, og fornøyde seg inderlig ved dens oppkomst, som et deilig syn for øyet. Hans Kone forundret seg titt over, hvorledes han kunne stå så forgapt, og være glad ved det, han daglig så for sine øyne. “Hva! svarte han, vi nyter jo daglig mat og drikke, og vi er daglig glade ved å nyte det. Vet Du ikke, at solen er likeså stor gave av Gud, som vår føde? Når ikke solen lyste for oss, når den ei varmede og fruktbargjorde våre 234åkrer og enger, så kunne vi ikke leve på jorden. Ser Du ikke fugler og alle dyr på marken frydes og få et nytt liv ved dens oppkomst?” Månen og de utallige stjerner, som funklet på Himlen, var ham og et behagelig syn. Titt gikk han hjem av marken trett og mødig, men det herlige måneskinn kom ham til å glemme sin tretthet.

Han var ikke rik, dog ei heller fattig. Han sa titt: ”den, der ikke var skyldig, var rik.” Han hadde Guds velsignelse og sitt gode arbeide å takke for sitt gode utkomme; thi gården var skarp, og kornet var somme Aaringer utsatt for at bortfryse; dog var han så fornøyet med den, at han ikke ville flytte derfra for en bedre. Hans største lyst var, om Søndagseftermiddagene at overfare sine åkrer og enger, og han fant deri mer sann glede, enn hans naboer, som på den tid forødede i vertshusene hva de fortjente om virkedagene. Ingens Ager syntes han stod bedre enn hans; Ingens Kreaturer var så trivelige og smukke.

Om sommeren satt han med sine folk under skyggen av et lønnetre, og med glede og takk til Gud nøde de Landets simple føde. Man så ikke uten glade ansikter om bordet; thi John oplivede selskapet. De lange Vinteraftener vare ikke lange for ham; thi han var alltid beskjeftiget. Bålet på skorsteinen opplyste stuen, og rundt omkring satt Nogle med Haandtene, andre med Rokke; midt imellom dem satt John, der gjorde til rette sin redskap, og alt gikk for seg med lyst og sang.

Hans Nabo Axel var av en annen tenkemåte: Sol, måne og stjerner betraktede han som Hverdagstegn. Han var vel mer formuende enn John, og han hadde forråd på korn for 2 år, men dog fryktede han for mangel. Han sukket og pustet og gruede alltid for ettertiden. Det hendte engang, at begge naboene stod tilsammen på marken, 235og man brakte dem det budskap, at Skrubben hadde nedlagt en Ko for dem hver. Axel vred sine hender og var så fortvivlet, som han skulle ha mistet den hele buskap. Den Anden derimot sa: ”man må finne seg i Ondt og godt; våre koner kunne jo paasætte to kalver, så har vi Køer av dem om to år.” ”Men de koste noe før de bli Køer, sa Axel, og tiden er lang å bie.”

Uaktet disse to naboer var av så ulige sinnelag, holdt de dog godt naboskap, og besøkte hinannen i julen, da de prøvde hinandens øl, og fordrev tiden med god samtale. Axel klagede alltid over nye byrder og tyngder, som ble lagt på bonden: at øvrigheten udsugede Almuen, at prest og klokker udtømmede stolpebodene; især var han ilde tilfreds med de nye Veie, som ble anlagte i sognet. ”Varer det lenge således, sa han, så må en stakkels Bonde gå fra gård og grunn.”

”Jeg tilstår, sa John, at byrdene ta til, og Tjenestefolkenes Løn er dobbelt imot før; men med alt dette nyter vi norske bønder den frihet og de Fordele, som bønder på andre steder må savne. Jeg talte forleden Dag med en svensk Bonde, som gikk om med Kram, og jeg kunne ikke høre på de svenske Bønders skatter og utgifter, uten at jeg måtte takke Gud, at jeg var en nordmann. Vår prest, som har vært i Danmark, kan fortelle oss, hvorledes de danske bønder er plagede. De må arbeide mer for herremannen, enn for seg selv; ofte, når Regn er over hodet, må de forlater deres eget korn og Hø, og se dette fordervet, for å innhøste på herregården. De ligger under bestandig Skyds og hoveri, og arbeide mer for andre, enn for seg selv. Regner Du ikke den velsignede Fred, som vi i så mange år have nytt, for en stor velgjerning av Gud? Hører Du ikke, hvor der kriges utenlands? Man må forlate 236kone, barn og foreldre, Mark og enger ødelegges, hus og kirker opbrændes, mennesker myrdes i tusen tall, og i den tid sitter Du, Jeg og våre barn i Rolighed her ved vår skorstein og drikke vårt øl. At våre sønner utskrives til soldater, bør vi ikke anse som en byrde, thi man må og i Fred være ferdig til krig. Er det ei enhver undersåtts plikt å forsvare land og riker? Hvo vil vel ligge hjemme, når fienden overfaller oss? Skulle vi bøye hode under fremmed åk og vanslekte fra våre forfedre, de gamle Birkebener, som ikke vare bange for å vove en dyst imot fienden?“

Denne preken var ikke etter Axels sinn; thi klage og Misfornøielse var ham likesom medfødt; han trodde, at han var meget ulykkelig, og da han trodde det, var han det og virkelig.

En Morgen i Kornkjørselen, da man lenge hadde hatt ustadig vær, så man Regnen nærme seg. De hadde begge deres beste korn ute, som var nær ved å forderves. Axel tok til sitt gamle språk, vred sine hender og lamenterede, løp ut og inn for å se, om ikke Regnen ville gå over. Av Johns Mund hørte man ingen Jammerklage, men i dets sted løp han straks og hentet sine hester, og reddede det meste av kornet før Axel hadde spent sine hester fore, og derved led denne en betydelig skade.

John var også en meget god jordbruker, men den Anden turde ikke forbedre sin gård, av frykt for, at man skulle legge gården i større skyld; thi han trodde, at premiene, som Landhuusholdningsselskabet utdelte, skjedde i den hensikt. Da nå John engang vant et sølvbeger for flid i Agerdyrkning, sa den Anden: ”jeg misunner deg ikke din premie: det vil bli deg et dyrt beger“. John søkte at betage ham denne dårlige tanke, men forgjeves, han ble 237ved sin tro. “Hva skulle bevege folk, sa han, som hverken kjenne deg eller meg, å betale oss, fordi vi dyrker vår jord? hva nytte har de vel derav? de blir jo hverken rikere eller fattigere derved?”

“Skal vi da ikke arbeide uten for oss selv, sa John? Det var ikke godt, at andre vare som Du; når Du var mett, ga Du ikke et sukk, om andre døde av hunger. Bør vi ikke skjønne på disse brave menns gavmildhet, som av kjærlighet til fedrelandet oppmuntre oss til det, der tjener til vårt eget og Landets Bedste? De gleder seg over vårt Vel.“ I det samme iskjænkede han sølvbegeret, og sa til Axel: “dette skal være disse brave menns skål, som ønske, at det må gå hver mann vel i landet!“ — Axel drakk og sa: “hver blir ved sin tro“.

Axel var av de mennesker, som intet uten en betydelig motgang kunne bringe til bedre tenkemåte. Hans Mismod og Unøisomhed tok til med hans velstand; men nå fikk han noe å puste over: en ulykkelig ildebrann, der opkom om natten, fortærte hans husvåning: knap kunne folket redde seg selv. Da de var blottede for klær, tok de deres tilflukt til John, der var deres nærmeste nabo, som ikke alene kjærlig tok imot dem, men, da han var en rask og uforferdet mann, samlede sine folk og ilede til Branden, i håp om å få Noget reddet. Våningshusene stod i full lue, så der var ikke å tenke på redning; men ennå hadde ikke ilden anstukket uthusene, som dog straks måtte ha gått i løpet med de andre. John forekom denne ulykke, da han ved vann fikk slukket hvor det hadde begynt å brenne, så disse tillikemed kreaturene ble reddet.

Man skulle nå troe, at Axel ganske hadde fortvivlet, og gremmet seg tildøde over denne ulykke; men den gjorde en ganske motsatt virkning på hans sinnsforfatning. Han 238lærte å innse sin forrige Daarlighed: at han ikke have skjønnet på Guds velgjerninger, men plaget seg selv med mismot og næringssorg midt i sin overflødighet. Han betraktede denne ulykke som et middel, Gud brukte til å forbedre ham, og innså, at han hadde forsyndet seg ved sin utakknemlighet og mistillit til Guds forsyn. Nå vil jeg takke Gud både i medgang og motgang, sa han til John, som nå rett var blitt hans venn, — og for ham tilstod han titt, at han var mer glad og rolig om hjertet i sine ringere kår, enn da han hadde alle sine kar fulle, og så forråd for mange år.

(J. C. Grave. “Nasjonale fortellinger for den norske bondestand.“ 2det opplag. Chr.nia 1817.)