225

Ombord i “Kort Adeler” havde “Hundevagtens” Mandskab samlet sig om en Matros, som i flere Aar havde faret paa Ostindien, og som vidste at fortælle allehaande Historier om Havfruer, Krokodiler, Skove med Theebuske &c. Han sparede ikke paa de fornødne Kryderier, og havde tillige den Fortjeneste at fremsætte sine Eventyr med et utroligt Alvor og en mærkelig Suffisance. Netop havde han sluttet en gyselig Historie om en Krokodil og en Boa constrictor, der kjæmpede paa Liv og Død og som de to Bjørne i Fabelen gjensidig opaade hinanden, da den ældste Matros paa Vagten, “Gamlen” eller Rasmus Peersen, udbrød: “Ja, den var drøi du! Jeg skal slaae den fast til Stormasten med et Par Merlespigere, saa bliver den staaende.” — “I troer da vel aldrig, at jeg vil lyve for Jer?” raabte Fortælleren hidsig. “Spørg I kun Mons og mange Andre, saa skal I høre, om jeg farer med Fjas.” “Fortæl du kun,” raabte de Yngre, “vi troe dig nok.” “Aa ja, dine Historier kan da være ligesaa gode, som de gamle Eventyr om Holger Danske og Vidrik Berlandsen”, brummede Gamlen, og saae opmærksomt paa et Par smaa hvidagtige Skyer, de eneste, som saaes paa den natlige Himmel. Rasmus rystede paa Hovedet og sagde til Styrmanden: “Det var ikke afveien om vi tog et Reb eller to, mener jeg; hun vil ikke gaae saa rolig paa Dagvagten.” 226“Det kan nok være”, svarede Styrmanden; “men hvorfor troer I det?” “Seer I de smaa Skyer i NO? Bi en Time, saa skal I see vore Bramseil saa smaa som en Seilfille. Viis mig saa den Matros, som kan styre hende, naar den Storm først spiller op.” “Aa Sludder!” raabte Styrmanden vred. “Du skriger nu altid værre end det er. “Kort Adeler” er Karl for at taale Overhaling, skulde jeg troe. Men hvorom Alting er, et Reb kunde vi gjerne tage, om det saa bare var for at blive din Brumlen kvit, du gamle Ulk! Et Reb i Bovenbramseilene, Gutter, og luf der ved Roret!” “Rebe skal være og Luf”, var det kommandomæssige og korte Svar. “Han maa gjerne give mig en Lavask, naar han bare vil lyde mine Raad”, mumlede Rasmus, og entrede med en Kats Behændighed op ad Veblingerne.

Pludselig lød en hvislende, skjærende Lyd henover det rolige Hav, og i et Nu var den lille Plet paa Himlen forvandlet til en Skykjæmpe; men endnu svævede “Kort Adeler” majestætisk igjennem Bølgerne med Over- og Underseil, og det udkastede Lod angav kun 4½ Miil. Da var det som om hele Himlens og Havets Rædsel paa engang udviklede sig med frygteligt Alvor; Himlens Skyer lignede gigantiske Afgrundssvælg, og Bølgerne toppede sig først langsomt; men snart hævede de sig til Kolosser. Som svømmende Snefjelde fløi de skumkronte Havets Døttre frem; de bragede, svulmede og syntes at pidskes af Stormens Furie. Vinden sang i skjærende Diskant igjennem det klaprende Tougværk, og Skibet krængede øieblikkelig, men hævede sig dog strax igjen for som en tirret Kjæmpe at ride sin stolte Gang henover disse Ginnungagap. Rasende hvirvlede Vinden sig om den mægtige Seiler, hver Gjenstand, den være nok saa liden, blev greben af dens Kraft. Styrmanden saae med Forbauselse Rasmus’s Spaadom opfyldt. Rask greb han Raaberen, og et tordnende: 227”Alle Mand paa Dæk!“ drev Mandskabet op af Køierne. De Yngste gave sig ikke Tid til at paaklæde sig: i Seildugsbuxerne og Skjorten entrede de op for at bjerge Seil. Rolig traadte Birch paa Dæk og greb Raaberen af Styrmandens Haand. ”To Mand Roret!“ raabte han med sin sonore Stemme; ”alle Søøvede! Rask! Gutter, rask! Hun krænger dygtigt, men vil snart give sig. Hun retter sig i Marschen, skulle see .... Kap Bramseilene, dersom I ikke kunne faae ind dem .... Kap! siger jeg.” Med en Raskhed og Besked, som Englænderne maaskee kun have tilfælles med Landsmænd, adlød Mandskabet; Enhver kjendte sin Post; hver indsaae Faren og vidste, at deres Kapitain var den Første af dem, hvor det gjaldt Mod og Koldblodighed. Rolig stod han der midt i den rasende Orkan; rolig løde hans Kommando-Ord selv naar Søerne væltede sig over Dækket og truede med at bortskylle enhver Gjenstand. Nu vare Overseil kappede, nu fløi de som løsslupne Fugle for Stormens Pust. Imidlertid følte Skibet stedse mere og mere Søhvirvlens Kraft; det krængede frygteligt, arbeidede tungt igjennem de taarnhøie Bølger, og ved hvert nyt Tag laae et Stykke af Undervantet i Vand. ”Til Pumperne!“ raabte han, og stillede sig selv ved Siden af sit Mandskab, opmuntrede dem ved Ord og Exempel. Da lød det fra Rummet: ”[?] Fod Vand!“ og selv de Modigste blegnede. ”Det er stygt!“ raabte Birch; ”kom med, Alf! tag Drev, Drivjern og Greier med; den Lækkage maae vi vel finde”, tilføiede han med et Smiil. De stege hurtigt ned; men de opdagede lige saa hurtigt, at her ingen Redning var. En skjødesløst klinket Nagle havde givet sig, en Planke gabede, og inden faa Minutter var Aabningen, som de rasende Bølger banede sig, næsten haandsbred. Det lykkedes imidlertid deres forenede Anstrengelser at faae den stoppet 228idetmindste for Øieblikket, og Birch begav sig til Pumperne, medens Alf fortsatte sine Forsøg paa at stoppe den uheldige Lækage. Imidlertid voxede Elementernes Raseri; Dækket stod stadigen under Vand, og Roergjængerne maatte surres fast. Men modigen opfyldte hver Mand sin Pligt, og pumpede som Mænd, der vide, at al deres Frelse ligger i deres Armes Styrke. Det var et stolt Syn! Rundt om Himmel og Hav i Oprør; uhyre gabende Bølgesvælg, hvorigjennem Skibet søgte at bane sig en Vei, medens dets Stavn snart ragede høit over dem, snart begroves i det skummende Dyb. Og disse Mænd saa rolige forsamlede omkring deres Kapitain, sættende deres Standhaftighed imod Stormen!

”Det knager i Mesanen!” raabte Rasmus, der stod tilroers; ”Hei! Folk til Mesanen!” Nogle løb til og saae, at Masten havde faaet en Knæk og truede med at styrte over dem med hele sin Rigg. Allerede sænkede Ræer og Stænger sig til Læsiden. ”Her er Intet at betænke sig paa”, sagde Birch rask; ”hid med Øxer! Mesanen maa kappes, hvis den ikke skal knuse os. Det vil lette hende, naar den er overbord. Øxer hid!” Man bragte Øxer; men selv disse raske Karle vovede ikke at hugge til; thi det gjaldt deres Liv, hvis de ikke førte rigtige Hug. Da stod medeet Alf ved Birchs Side. ”I Rummet er ikke mere at gjøre”, sagde han; ”skal Mesanen kappes?” ”Kap væk!” raabte Birch, og greb selv en Øxe. Nu vaklede den vældige Mast; et uhyre Brag, og Mesanen med Over- og Underrigg laae i Havet! ”Godt gjort, Gutter!” raabte Birch; ”I have kappet rask paa Riggen; ellers var den ikke faldet saa heldig.” — ”Ni Fod Vand i Rummet!” lød det med frygtelig Hast. Da ilede Birch i Kahytten, fulgt af Alf; Papirer, Penge, Instrumenter, Klæder og noget Proviant blev bragt op paa Dækket. ”Og 229nu kap Tougene paa Storbaaden!” skreg Kapitainen; ”tag Seil, Aarer, Roer og Alt hvad I kunne finde! Hver Mand har Lov til at tage sin bedste Klædning med, videre ikke; vi have alligevel en svær Ladning. Hent en Brødsæk endnu, og tag den lille Kasse, som ligger i Skabet. Rap Jer, Gutter!” — Befalingerne bleve punktlig opfyldte; Alt bragtes ned i Storbaaden, og inden et Kvarteers Forløb kunde man sætte fra Siden. Dette skede dog først, da alt Haab om Redning var forsvundet, da Vandet stod lige under Dækket, og Skibet med hvert Minut boredes dybere ned i det fraadende Hav.

Storbaaden forlod Skibets Side med fjorten Mand. Den var, som Kapitainen havde forudsagt, svært ladet, og arbeidede sig kun tungt og langsomt igjennem de høie Bølger, som bestandig væltede sig imod dens Sider og ofte overskyllede den. Saaledes maatte man idelig øse, og Manden ved Roret havde al sin Kunst nødig for behændigen at dreie af, hver Gang en Styrtesø væltede sig henimod Baaden. Neppe vare de nogle tusinde Alen fra Skibet, førend det sank, først langsomt, men derefter, da Dækket var kommet under Vandet, med Tankens og Lynets Hurtighed. Det blev tyst ombord i Storbaaden; selv de Raaeste foldede Hænderne, og en stille Takkebøn svævede op til Ham, ”som i Lynild og Storm sendte almægtige Bud.” Tungest hvilede Sorgen paa Birchs Hjerte: han saae sit herlige Skib, sin Stolthed og Haab, synke ned; han saae sig omringet af tretten Mennesker, som af hans Klogskab og Dygtighed, af hans Mod og Standhaftighed ventede deres Frelse . . . Nu hævede han sin Stemme, og den klang høitidsfuld igjennem Stormens Hyl. ”Mine Venner!” sagde han, ”lader os takke Gud! . . . Vi have gjort Alt hvad en Sømand kan gjøre; men en Mægtigeres Haand laae tungt paa os, og efter hans Villie maatte vi 230bukke under. Vort Liv have vi reddet; vort Fartøi er lidet, men stærkt, og naar vi ikke tabe Modet, naar vi troligen holde sammen i Fare og Nød, saa vil Gud hjælpe. Jeg kjender Eder; jeg veed, at jeg kan stole paa Eder, I ville ligesaavel her som ombord i “Kort Adeler” lyde min Kommando. Frisk Mod da, og ligesom jeg sværger, at ingen Fare, ingen Nød skal lade mig forglemme min Pligt, saa sværger ogsaa I, at I redeligen ville opfylde Eders!” “Det love vi, saa sandt Gud hjælpe os!” raabte Alle som Een. Det var som om Trøst og Haab igjen var dragen ind i deres Hjerter, og modigen lagde Alle Haand paa Værket: Nogle øste, Andre roede eller, rettere sagt, afbødede Braadsøerne med deres Aarer, og de Øvrige gjorde Seilene færdige, som i roligere Veir skulde bruges. Birch foretog i Forening med Styrmanden sine Observationer, og fandt, at de befandt sig 80 Sømile fra Norge.

Birch fordeelte nu Arbeidet; thi han maatte fremfor Alt sørge for, at Ingen tabte Modet, og dette haabede han at opnaae ved at forskaffe de Udmattede Hvile og Rolighed saa godt som det lod sig gjøre. Da Veiret henimod Aftenen blev noget bedre, spændte man et Seil over Midten af Baaden, lagde et Par andre over Tiljerne, derovenpaa igjen Klæder, og beredte saaledes et Leie for de Trætte, hvoraf Halvdelen snart indslumrede, uagtet Stormen bruste om dem, og Bølgerne bragende knuste sig imod Baadens Sider. Mangen en Styrtsø traf ogsaa de Sovende; men desuagtet slumrede de indtil de Vaagendes Tour kom.— I tre Dage kjæmpede man saaledes mod Havets Raseri; i tre Dage vidste Birch at vedligeholde sit Mandskabs Mod. Men de havde endnu ikke tømt den bittreste Kalk. Den fjerde Nat begyndte Orkanen at rase med fornyet Kraft. Bølgerne voxede til Taarnhøide, fore brusende over den tungt ladede Baad, og truede de Ulykkelige 231med den visse Død, hvis man ikke søgte at lette den. Forgjeves kastedes alt Undværligt overbord: Baaden var hvert Øieblik halvfuld af Vand, og selv Alles forenede Anstrengelser kunde her lidet udrette. “Kort Adelers” Mandskab syntes bestemt til at finde en Grav i den fraadende Sø. Morgenen kom, men den bragte ingen Forandring i denne Rædselsscene. Da hævede Birch sin Stemme: “Her see vi den visse Død for Øinene”, sagde han, “dersom vi ikke kunne lette Baaden. Vi have kjæmpet for vort Liv som det sømmer sig Mennesker og Christne. Vel have vi ingen Ret til at berøve os selv hvad Gud har givet os; men vi have Ret til at opoffre vort eget Liv for at frelse vore Brødres. Vare vi blot 12 istedetfor 14, saa var Redning mulig. Jeg foreslaaer, at vi kaste Lod om, hvem der skal give sit Liv for at frelse sine Kammeraters. Selv vil jeg ikke undslaae mig for at deeltage i dette Terningspil.” De Skibbrudne betragtede hinanden med Forbauselse; et saadant Forslag havde de ikke ventet. De vovede ikke at tale; Enhver vilde undgaae ved sit Bifald at fælde Dommen over Kammeraternes Liv. Endelig sagde Alf: “Kapitainens Forslag er klogt og vel betænkt. Inden en Time ere vi maaskee Alle opslugte af Hajerne, hvis vi forkaste det. Jeg for min Deel seer ingen anden Udvei — og jeg vil uden Lodkastning springe overbord.” “Det vil jeg med”, raabte Gamlen, “jeg har kun en gammel Moder, og det veed jeg, at Ingen forlader hende, naar I komme hjem.” — “Nei”, sagde Birch bestemt, “hverken du eller Alf skal døe, førend Loddet har bestemt det. Ikke sandt, Gutter, det ville I ikke? I ville ikke som Feige kjøbe Eders eget Liv for Eders Kammeraters. Da Kong Half gjorde sine Vikinger samme Forslag, kappedes de om at springe overbord. Det var Hedninger, og Alle beundrede deres Djærvhed og Foragt for Døden. Vi ere Christne; vi lege ikke med Livet; 232thi vi vide, at det er os betroet af Ham, som engang vil fordre Regnskab for det.” — Alle tilkjendegave deres Bifald. “Du kan have Ret, Kapitain!” sagde Alf; “men hvad jeg har sagt, det vil jeg holde. En Usling den, som kan prale i en saadan Stund. Hils Lise! Sig hende, at i Døden som i Livet har jeg elsket hende. Hils min Moder, Kapitain! og lad mig endnu engang trykke din Haand, Edvard!” — “Det skal ikke skee!” raabte Birch næsten fortvivlet; “holder ham fast, Kammerater! Det er et Selvmord . . .” I dette Øieblik steg Solen klar op paa den blaa Himmel, hvis Reenhed ingen Sky fordunklede. Alle bleve grebne af dette Syn, og som en fælles Impuls toge de deres Bønnebøger og istemte: “Af dybeste Nød raabe vi til dig”, med alvorlig, høitidelig Stemme. Psalmen klang vidunderlig smukt gjennem Stormen; det var som Daniels Sang i Løvehulen; det var Troens og Bønnens Seierssang midt i Forfærdelsens Nat.

Men i dette Øieblik syntes den store Styrer at see ned til dem, som bade. En Seiler viste sig i det Fjerne, og den Kours, den styrede, forkyndte dem Haab om Frelse. For at tildrage sig Opmærksomhed heisede de, saa godt som det lod sig gjøre, Sjouv, og snart havde de den Glæde at see, at de vare bemærkede; thi Briggen gjorde et Slag og holdt lige ned paa dem. Endnu et Kvarteer, og de fjorten Skibbrudne befandt sig ombord i “Friederich der Große” fra Rostock, ført af Kapitain Schwan og bestemt til Farsund for at indtage Sild. Den brave Kapitain modtog de Reddede med Velvillie, deelte sine egne og sit Mandskabs Klæder med dem, og priste sig lykkelig ved at have været deres Frelser.

Den følgende Dag, da de allerede nærmede sig den elskede, velbekjendte Kyst, trykkede Birch varmt og taknemmeligt Alfs og Rasmus's Hænder, og sagde: “Om Jer kan man 233sige: troe i Livet og Døden.” Men Alf smilede og sagde: “Husk paa, hvad du saa ofte selv har sunget:

“Og hvad En for en Anden gjør,derom maa Ingen tale.”

“Nei, lad det blive imellem os”, sagde Rasmus; “jo mindre Støi der gjøres af den Ting, jo bedre . . .” Saaledes ere de disse ægte Sønner af Klippen og af Havet, trofaste og modige i Faren, pralfrie og beskedne i Medgangs Dage; derpaa kjender man dem, som trygt kunne maale sig med alle Jordens Nationer.

Endnu samme Aften løb Briggen ind i Farsunds Havn, og den følgende Dags Sol saae vore Sømænd paa Veien til deres Hjem, som efter den overstandne Nød var blevet dem dobbelt dyrebart.

(Af “Norske Noveller af Theodor Reginald”, 2det Bind. “En norsk Matros.” Chr.nia 1843.)

225

Ombord i “Kort Adeler” hadde “hundevaktens” mannskap samlet seg om en Matros, som i flere år hadde faret på Ostindien, og som visste å fortelle allehånde historier om havfruer, krokodiller, skoger med tebusker &c. Han sparte ikke på de fornødne krydderier, og hadde tillike den fortjeneste å fremsette sine eventyr med et utrolig alvor og en merkelig suffisanse. Nettopp hadde han sluttet en gyselig historie om en Krokodil og en Boa constrictor, der kjempet på liv og død og som de to Bjørne i fabelen gjensidig opaade hinannen, da den eldste Matros på vakten, “Gamlen” eller Rasmus Peersen, utbrøt: “Ja, den var drøy du! Jeg skal slå den fast til stormasten med et par merlespikere, så blir den stående.” — “Dere tror da vel aldri, at jeg vil lyve for Jer?” ropte fortelleren hidsig. “Spør dere kun Mons og mange andre, så skal dere høre, om jeg farer med fjas.” “Fortell du kun,” ropte de Yngre, “vi tror deg nok.” “Å ja, dine historier kan da være likeså gode, som de gamle eventyr om Holger Danske og Vidrik Berlandsen”, brummet Gamlen, og så oppmerksomt på et par små hvitaktige skyer, de eneste, som saaes på den natlige himmel. Rasmus rystet på hodet og sa til styrmannen: “Det var ikke afveien om vi tok et rep eller to, mener jeg; hun vil ikke gå så rolig på dagvakten.” 226“Det kan nok være”, svarede styrmannen; “men hvorfor tror dere det?” “Ser dere de små skyer i NO? Bi en time, så skal dere se våre bramseil så små som en Seilfille. Vis meg så den Matros, som kan styre henne, når den Storm først spiller opp.” “Å sludder!” ropte styrmannen vred. “Du skriker nå alltid verre enn det er. “Kort Adeler” er Karl for å tåle overhaling, skulle jeg troe. Men hvorom Alting er, et rep kunne vi gjerne ta, om det så bare var for å bli din Brumlen kvit, du gamle Ulk! Et rep i Bovenbramseilene, gutter, og luf der ved roret!” “Rebe skal være og Luf”, var det kommandomessige og korte svar. “Han må gjerne gi meg en Lavask, når han bare vil lyde mine råd”, mumlet Rasmus, og entrede med en Kats behendighet opp ad Veblingerne.

Plutselig lød en hvislende, skjærende lyd henover det rolige hav, og i et nå var den lille plett på Himlen forvandlet til en skykjempe; men ennå svevde “Kort Adeler” majestetisk igjennom bølgene med Over- og underseil, og det udkastede Lod angav kun 4½ mil. Da var det som om hele Himlens og Havets redsel på engang utviklet seg med fryktelig alvor; Himlens skyer lignede gigantiske avgrunnssvelg, og bølgene toppet seg først langsomt; men snart hevet de seg til kolosser. Som svømmende Snefjelde fløy de skumkronte Havets døtre frem; de braket, svulmede og syntes at pidskes av Stormens furie. Vinden sang i skjærende diskant igjennom det klaprende Tougværk, og skipet krængede øyeblikkelig, men hevet seg dog straks igjen for som en tirret kjempe å ride sin stolte gang henover disse Ginnungagap. Rasende virvlet vinden seg om den mektige seiler, hver gjenstand, den være nok så liten, ble grepet av dens kraft. Styrmannen så med forbauselse Rasmus’s spådom oppfylt. Rask grep han Raaberen, og et tordnende: 227”Alle mann på dekk!“ drev mannskapet opp av køyene. De Yngste gave seg ikke tid til at paaklæde seg: i Seildugsbuxerne og skjorten entrede de opp for at bjerge seil. Rolig trådte Birch på dekk og grep Raaberen av styrmannens hånd. ”To mann roret!“ ropte han med sin sonore stemme; ”alle Søøvede! Rask! Gutter, rask! Hun krenger dyktig, men vil snart gi seg. Hun retter seg i marsjen, skulle se .... Kap bramseilene, dersom dere ikke kunne få inn dem .... Kap! sier jeg.” Med en raskhet og Besked, som englenderne maaskee kun have tilfælles med landsmenn, adlød mannskapet; Enhver kjente sin post; hver innså faren og visste, at deres kaptein var den Første av dem, hvor det gjaldt mot og kaldblodighet. Rolig stod han der midt i den rasende orkan; rolig lød hans kommando-ord selv når søene veltet seg over dekket og truet med at bortskylle enhver gjenstand. Nå vare Overseil kappede, nå fløy de som løsslupne fugler for Stormens pust. Imidlertid følte skipet stedse mer og mer Søhvirvlens kraft; det krængede fryktelig, arbeidet tungt igjennom de tårnhøye bølger, og ved hvert nytt tak lå et stykke av Undervantet i vann. ”Til pumpene!“ ropte han, og stillede seg selv ved siden av sitt mannskap, oppmuntret dem ved ord og eksempel. Da lød det fra rommet: ”[?] Fot vann!“ og selv de Modigste blegnede. ”Det er stygt!“ ropte Birch; ”kom med, Alf! ta drev, Drivjern og greier med; den lekkasje må vi vel finne”, tilføyet han med et smil. De stege hurtig ned; men de opdagede like så hurtig, at her ingen redning var. En skjødesløst klinket Nagle hadde gitt seg, en planke gabede, og innen få minutter var åpningen, som de rasende bølger banet seg, nesten håndsbredd. Det lyktes imidlertid deres forenede anstrengelser å få den stoppet 228idetmindste for øyeblikket, og Birch begav seg til pumpene, mens Alf fortsatte sine forsøk på å stoppe den uheldige lekkasje. Imidlertid voxede Elementernes raseri; Dekket stod stadig under vann, og Roergjængerne måtte surres fast. Men modig oppfylte hver mann sin plikt, og pumpede som menn, der vide, at all deres Frelse ligger i deres Armes styrke. Det var et stolt syn! Rundt om himmel og hav i opprør; uhyre gapende bølgesvelg, hvorigjennom skipet søkte å bane seg en vei, mens dets Stavn snart ragede høyt over dem, snart begroves i det skummende dyp. Og disse menn så rolige forsamlede omkring deres kaptein, settende deres standhaftighet imot stormen!

”Det knager i mesanen!” ropte Rasmus, der stod tilroers; ”Hei! Folk til mesanen!” Noen løp til og så, at masten hadde fått en knekk og truet med å styrte over dem med hele sin rigg. Allerede sænkede rær og stenger seg til lesiden. ”Her er intet å betenke seg på”, sa Birch rask; ”hit med økser! Mesanen må kappes, hvis den ikke skal knuse oss. Det vil lette henne, når den er overbord. Økser hit!” Man brakte økser; men selv disse raske karer vovede ikke å hugge til; thi det gjaldt deres liv, hvis de ikke førte riktige Hug. Da stod medeet Alf ved Birchs side. ”I rommet er ikke mer å gjøre”, sa han; ”skal mesanen kappes?” ”Kap vekk!” ropte Birch, og grep selv en øks. Nå vaklede den veldige mast; et uhyre brak, og mesanen med Over- og Underrigg lå i havet! ”Godt gjort, gutter!” ropte Birch; ”Dere har kappet rask på riggen; ellers var den ikke falt så heldig.” — ”Ni fot vann i rommet!” lød det med fryktelig hast. Da ilede Birch i kahytten, fulgt av Alf; Papirer, penger, instrumenter, klær og noe proviant ble brakt opp på dekket. ”Og 229nå kap tauene på Storbaaden!” skreg kapteinen; ”ta seil, årer, roer og alt hva dere kunne finne! Hver mann har lov til å ta sin beste kledning med, videre ikke; vi har allikevel en svær ladning. Hent en brødsekk ennå, og ta den lille kasse, som ligger i skapet. Rap Jer, gutter!” — Befalingene ble punktlig oppfylte; Alt bragtes ned i Storbaaden, og innen et kvarters forløp kunne man sette fra siden. Dette skjedde dog først, da alt håp om redning var forsvunnet, da vannet stod like under dekket, og skipet med hvert minutt boredes dypere ned i det frådende hav.

Storbaaden forlot skipets side med fjorten mann. Den var, som kapteinen hadde forutsagt, svært ladet, og arbeidet seg kun tungt og langsomt igjennom de høye bølger, som bestandig veltet seg imot dens sider og ofte overskyllede den. Således måtte man idelig øse, og mannen ved roret hadde all sin kunst nødig for behændigen å dreie av, hver gang en Styrtesø veltet seg henimot båten. Neppe var de noen tusen alen fra skipet, før det sank, først langsomt, men deretter, da dekket var kommet under vannet, med Tankens og Lynets hurtighet. Det ble tyst ombord i Storbaaden; selv de Raaeste foldede hendene, og en stille Takkebøn svevde opp til Ham, ”som i Lynild og Storm sendte allmektige bud.” Tungest hvilte sorgen på Birchs hjerte: han så sitt herlige skip, sin stolthet og håp, synke ned; han så seg omringet av tretten mennesker, som av hans klokskap og dyktighet, av hans mot og standhaftighet ventet deres Frelse . . . Nå hevet han sin stemme, og den klang høytidsfull igjennom Stormens hyl. ”Mine venner!” sa han, ”lader oss takke Gud! . . . Vi har gjort alt hva en sjømann kan gjøre; men en mektigeres hånd lå tungt på oss, og etter hans vilje måtte vi 230bukke under. Vårt liv har vi reddet; vårt fartøy er lite, men sterkt, og når vi ikke tape motet, når vi troligen holde sammen i fare og nød, så vil Gud hjelpe. Jeg kjenner Eder; jeg vet, at jeg kan stole på Eder, dere ville ligesaavel her som ombord i “Kort Adeler” lyde min kommando. Frisk mot da, og likesom jeg sverger, at ingen fare, ingen nød skal la meg forglemme min plikt, så sverger også dere, at dere redelig ville oppfylle Eders!” “Det lover vi, så sandt Gud hjelpe oss!” ropte alle som Een. Det var som om trøst og håp igjen var dragen inn i deres hjerter, og modig la alle hånd på verket: Noen øste, andre rodde eller, rettere sagt, avbøtte Braadsøerne med deres årer, og de Øvrige gjorde seilene ferdige, som i roligere vær skulle brukes. Birch foretok i forening med styrmannen sine observasjoner, og fant, at de befandt seg 80 Sømile fra Norge.

Birch fordelte nå arbeidet; thi han måtte fremfor alt sørge for, at Ingen tapte motet, og dette håpet han å oppnå ved at forskaffe de Udmattede hvile og Rolighed så godt som det lot seg gjøre. Da været henimot Aftenen ble noe bedre, spente man et seil over midten av båten, la et par andre over tiljene, derovenpå igjen klær, og beredte således et leie for de trette, hvorav halvdelen snart indslumrede, uaktet stormen bruste om dem, og bølgene brakende knuste seg imot båtens sider. Mangen en Styrtsø traff også de Sovende; men desuagtet slumret de inntil de Vaagendes Tour kom.— I tre dager kjempet man således mot Havets raseri; i tre dager visste Birch å vedlikeholde sitt mannskaps mot. Men de hadde ennå ikke tømt den bitreste kalk. Den fjerde natt begynte orkanen å rase med fornyet kraft. Bølgene voxede til tårnhøyde, fore brusende over den tungt ladede båt, og truet de Ulykkelige 231med den visse død, hvis man ikke søkte å lette den. Forgjeves kastedes alt Undværligt overbord: Båten var hvert øyeblikk halvfull av vann, og selv Alles forenede anstrengelser kunne her lite utrette. “Kort Adelers” mannskap syntes bestemt til å finne en grav i den frådende Sø. Morgenen kom, men den brakte ingen forandring i denne redselsscene. Da hevet Birch sin stemme: “Her ser vi den visse død for øynene”, sa han, “dersom vi ikke kunne lette båten. Vi har kjempet for vårt liv som det sømmer seg mennesker og kristne. Vel har vi ingen rett til å berøve oss selv hva Gud har gitt oss; men vi har rett til å oppofre vårt eget Liv for å frelse våre Brødres. Vare vi blot 12 i stedet for 14, så var redning mulig. Jeg foreslår, at vi kaster Lod om, hvem der skal gi sitt liv for å frelse sine kameraters. Selv vil jeg ikke unnslå meg for å delta i dette terningspill.” De Skibbrudne betraktede hinannen med forbauselse; et sådant forslag hadde de ikke ventet. De vovede ikke å tale; Enhver ville unngå ved sitt bifall å felle dommen over kameratenes Liv. Endelig sa Alf: “Kapitainens Forslag er klokt og vel betenkt. Innen en time er vi maaskee alle oppslukte av haiene, hvis vi forkaste det. Jeg for min del ser ingen annen utvei — og jeg vil uten loddkasting springe overbord.” “Det vil jeg med”, ropte Gamlen, “jeg har kun en gammel mor, og det vet jeg, at Ingen forlater henne, når dere kommer hjem.” — “Nei”, sa Birch bestemt, “hverken du eller Alf skal dø, før loddet har bestemt det. Ikke sandt, gutter, det ville dere ikke? I ville ikke som Feige kjøpe Eders eget Liv for Eders kameraters. Da Kong Half gjorde sine vikinger samme forslag, kappedes de om å springe overbord. Det var hedninger, og alle beundret deres djervhet og forakt for døden. Vi er kristne; vi lege ikke med livet; 232thi vi vet, at det er oss betrodd av Ham, som engang vil fordre regnskap for det.” — Alle tilkjennega deres bifall. “Du kan ha rett, kaptein!” sa Alf; “men hva jeg har sagt, det vil jeg holde. En Usling den, som kan prale i en sådan stund. Hils Lise! Sig henne, at i døden som i livet har jeg elsket henne. Hils min mor, kaptein! og la meg enda engang trykke din hånd, Edvard!” — “Det skal ikke skje!” ropte Birch nesten fortvivlet; “holder ham fast, Kammerater! Det er et selvmord . . .” I dette øyeblikk steg solen klar opp på den blå himmel, hvis renhet ingen sky fordunklede. Alle ble grepne av dette syn, og som en felles impuls tok de deres bønnebøker og istemte: “Av dypeste nød roper vi til deg”, med alvorlig, høytidelig stemme. Salmen klang vidunderlig smukt gjennom stormen; det var som Daniels sang i Løvehulen; det var Troens og Bønnens Seierssang midt i forferdelsens natt.

Men i dette øyeblikk syntes den store styrer å se ned til dem, som bade. En Seiler viste seg i det fjerne, og den Kours, den styrte, forkyndte dem håp om Frelse. For å tildra seg oppmerksomhet heisede de, så godt som det lot seg gjøre, Sjouv, og snart hadde de den glede å se, at de var bemerket; thi briggen gjorde et slag og holdt like ned på dem. Ennå et kvarter, og de fjorten Skibbrudne befandt seg ombord i “Friederich der Große” fra Rostock, ført av kaptein Schwan og bestemt til Farsund for å innta sild. Den brave kaptein mottok de Reddede med velvilje, delte sine egne og sitt mannskaps klær med dem, og priste seg lykkelig ved å ha vært deres Frelser.

Den følgende Dag, da de allerede nærmet seg den elskede, velbekjendte kyst, trykket Birch varmt og takknemlig Alfs og Rasmus's hender, og sa: “Om Jer kan man 233si: troe i livet og døden.” Men Alf smilte og sa: “Husk på, hva du så ofte selv har sunget:

“Og hva En for en Anden gjør,derom må Ingen tale.”

“Nei, la det bli imellom oss”, sa Rasmus; “jo mindre støy der gjøres av den ting, jo bedre . . .” Således er de disse ekte sønner av klippen og av havet, trofaste og modige i faren, pralfrie og beskedne i Medgangs dager; derpå kjenner man dem, som trygt kunne måle seg med alle Jordens nasjoner.

Ennå samme aften løp briggen inn i Farsunds havn, og den følgende Dags sol så våre sjømenn på veien til deres hjem, som etter den overståtte nød var blitt dem dobbelt dyrebart.

(Av “Norske Noveller av Theodor Reginald”, 2det bind. “En norsk Matros.” Chr.nia 1843.)