216

Det var en vakker Sommerdag, da min Medkommissær og jeg stege af i Gjæstgiverstedet i Sund og forlangte et Værelse og Middagsmad. For at anvende Tiden paa det meest Økonomiske, kastede vi os i vore Spadserefrakker og gik strax ud, han for at hilse paa en Ungdomsven, jeg for at aflægge Frøken Dahl en Visite. Nu stod jeg da foran Huset; det var en lang mørkegrøn Bygning paa to Etager. De mange Vinduer bestode af disse smaa Ruder, der, som bekjendt, afløste Fortidens blyindfattede Glas. Papirrammer mødte Øiet næsten fra alle Fag. Baade Port og Gadedør vare lukkede, og intet Tegn til Mennesker eller Dyr lod sig opdage. Længe stod jeg i en taabelig Tvivlraadighed, indtil en Forbigaaende gav mig det simple Raad at gaae op ad Gadedørstrappen og ringe paa. De gamle Trin gave saaledes efter for mine Fødder, at jeg ventede, de skulde gaae i Stykker. Endelig fik jeg Klokkestrengen fat, og tog i, først med passelig Forsigtighed og i Intervaller, som det sømmer sig en Herre, der ringer paa ved Indgangen til en Dames Huus; 217men da Sømmelighed veg for Utaalmodighed, kimede jeg af alle Kræfter. Saa aabnedes da omsider Døren; et aldrende, kvindeligt Tyende lukkede op, og spurgte om mit Navn og Ærinde. Pigen viste mig høflig ind i et Værelse, hvor jeg nysgjerrig lod Øinene løbe omkring for af Omgivelserne at gjøre Slutninger angaaende Tanten, hvilken Benævnelse jeg havde besluttet at betjene mig af. Mine Iagttagelser syntes ikke at love synderligt Resultat. Værelset var dekoreret som et Visitværelse fra forrige Tider pleier være det: Kaffeetøiet paa et Bord i Stuens ene Ende, et lakeret Bord med bevægelige Skiver, den ene under den anden, paa een Fod, — et Clavicymbal, et mægtigt Stueuhr, der syntes at byde mig velkommen ved strax at sætte sine Klokker i Bevægelse til et Kvarteerspil; — se, dette er omtrent, hvad jeg iagttog i nogle Minuter. Thi da kom allerede Tjenestepigen ud og formeldte Frøkenens Kompliment. ’Hun takkede for den hende tiltænkte Ære, men’ o. s. v. Jeg blev saa ærgerlig, at jeg ganske uhøflig smækkede med Tungen, og traadte rask ud i Forstuen, og derpaa med et Slags Spring fra Gadedørstærskelen ned — ikke paa Trappen — men i Trappen! Dens øverste Flade aabnede bragende en Afgrund, der pludselig opslugte min hele Person lige til Hagen. Der stod jeg i en i Sandhed ligesaa fortvivlet som pudseerlig Situation. Det var mig positiv umuligt at komme op uden Hjælp, og det saae ikke ud som om Hjælpen vilde være nær. Det Første, jeg foretog mig, var at skoggerlee og derpaa at skraale af fuld Hals om Hjælp. Det varede dog ikke længe, førend tvende Karle traadte hen til mig under Anførsel af den før omtalte Tjenestepige. Uden Vanskelighed var jeg oppe, og søgte i mine Vestelommer efter Smaapenge, da et nyt Væsen tiltalte mig fra Gadedøren. ’Hun havde Ordre fra Frøkenen at spørge, hvorledes jeg befandt mig; Frøkenen beklagede hjertelig 218det forskrækkelige Tilfælde, som min Artighed og hendes Trappes Brøstfældighed havde foraarsaget, og indbød mig til at lade mig lede ind i Stuen, imedens hun skikkede Bud efter Lægen’. Under denne Tale indskjød en Aand mig den Underfundighed at spille den Kvæstede. Jeg lod mig slæbe ind og blev sat paa en Ottoman. De to kvindelige Personer tilbøde mig mere Bekvemmelighed, end jeg ønskede. Medens jeg overlagde, hvorledes jeg skulde bære mig ad, kom allerede Lægen ind af Døren. Han var en Ungdomsbekjendt af mig; og jeg tog ikke i Betænkning at betroe ham det lille Bedrageri, men som sandsynligviis ikke vilde hjælpe mig til at faae den Grusomme at see. Doktoren lovede at understøtte mig, hvis det blev nødvendigt, og skrev til den Ende en Recept. Jeg sendte Bud til Gjæstgiverstedet og bad min Kollega afhente mig, naar han vilde afsted. Endelig — jeg havde siddet alene en Stund i utaalmodig Forventning — endelig kom Pigen ind og spurgte, om mit Befindende tillod mig at modtage Frøkenens Visite. Blodet sprang mig i Kinderne, og jeg havde nær glemt min Rolle. Damen traadte ind, bøiede sig med en meget stiv Holdning, gav mig et advarende Tegn med Haanden, da jeg gjorde Mine til at staae op, og satte sig i nogen Afstand fra mit Sæde. Jeg iler at give et Omrids af Frøkenens Udvortes, saaledes som jeg endnu i Erindringen seer hende. Aldrig har jeg seet noget kvindeligt Ansigt, hvori Alvor i den Grad var fremherskende. Jeg fandt ingen af disse Træk, som Lidenskaberne indgrave, Sjelens Rolighed syntes tvertimod at have bevaret hendes Ansigts rene Oval imod Tidens Angreb. Men dette Alvor, dette dybe smerteløse og glædeløse Alvor gav hende det Gespenstagtige, som jeg havde ventet, som jeg havde længts saa meget efter, men som dog nu ikke ganske svarede til min Forventning. Det blev mig klart, at det Indtryk, Frøkenens Ansigt gjorde, maatte være 219ganske anderledes hos Lægen og enhver Anden, som ikke netop vidste saa bestemt, som jeg, hvilken ulykkelig Hændelse, der havde forvandlet den fine Verdensdame til en Nonne. Øinene vare brune, og forraadte en Livlighed i Forstandens Funktioner mere end nogen Bevægelighed af Følelserne.

En høi, smekker Skabning, faa men korrekte Armbevægelser og et noget svagt, men rigtig betonet Sprog i dansk Dialekt - høre endnu til Beskrivelsen.

Underholdningen hverken var eller kunde være levende. Frøkenen beklagede mit Fald o. s. v., og erkyndigede sig med Høflighed angaaende min Moder og vor Familie. Tjenestepigen lod sig see i Døren og gav sin Dame et Vink.

”Ja min Hr. Fætter! Det tarvelige Maaltid er serveret. Jeg er, som De nok af alle Ting mærker, ikke mere i Forbindelser med Verden. Saaledes er heller ikke hverken Huus eller Bord indrettet til at tage imod Gjæster. Men i det Haab, at De sætter Dem ind i Omstændighederne, byder jeg Dem uden en eneste Compliment mere, hvad Kjøkkenet har formaaet. Bringer nu kun Bordet ind, Børn.”

Strax kom de to Terner ind med et lidet Bord, der paa det Punktligste var dækket til to Personer, og satte det paa Frøkenens Vink foran mig.

Jo mere Agtelse, jeg ved hvert Ord og hver Mine fik for Frøken Juliane, desto fatalere blev mig den Rolle, jeg nu engang havde overtaget. Den gjorde mig forlegen og ordknap. Meget velkommen var mig derfor den fortræffelige Mad, der skaffede mig Leilighed til at tie uden at begaae nogen Feil imod Levemaaden. Med hvert Minut steg mit Begreb om Tanten. Hun var dannet, smagfuld, ja saa gentil, at neppe noget Fruentimmer midt i den store Verden skulde kunnet føre et bedre Sprog. Min Forundring bragte mig forbi min Forlegenhed. Foran mig stod en Flaske meget 220god Bordviin, hvilken hun jævnlig erindrede mig om at tiltale; selv drak hun Rhinskviin og Vand.

”Deres ædle Moders Velgaaende!”

Der laae Noget i Betoningen af Ordet ”ædle”, som tilkjendegav mere end et Epitheton ornans. En behagelig varm Følelse rørte sig i min Sjel, og jeg takkede med et Udtryk af Hjertelighed, som maa have fundet Gjenklang hos hende; thi hun blev mig synlig god fra det samme Øieblik. En Timestid forløb næsten ved Bordet, hvor Kaffeen serveredes. Jeg maatte tilstaae, at Tante Juliane i Virkeligheden var en ganske anden Person end den Juliane, jeg fra Barnsbeen havde dannet mig en Idee om, der i Førstningen høiligen blev understøttet af Omstændighederne ved min Indtrædelse og af det gammeldagse Værelses Charakter. Kontrasten imellem det Moderne hos Frøkenen - hun viste sig nemlig som en gammel Dame pleier i vore Cirkler - og Spisestuen vedblev at mane mig, og jeg kunde ikke afholde mig fra at tale om det Antike rundt om os.

”Ja nu, De taler derom, kan jeg ogsaa see det; men da det for tredive Aar siden forekom mig saa gammeldags, som det nu forekommer Dem, saa er det naturligt, at det nu ikke mere falder mig saaledes ind. Det er overhovedet en Forestilling, som hører Ungdommen til, at Forandringen i Brugen er saa betydelig.”

”Det vil jeg gjerne indrømme, Tante; thi en længere Erfaring viser, at det, der til en Tid ansaaes for gammeldags, atter med en Smule Modifikation kommer i Mode. Saaledes med vor Klædedragt, saaledes ogsaa med vore Møbler.”

”Ogsaa det, imidlertid vilde jeg sagt noget Andet med mit ’Betydeligt’. Jeg mente nemlig, at Mennesket i sit Indre bliver sig selv saa temmelig ligt til alle Tider. Under 221den gammelfranske Skikkelse, hvori de Folk viste sig, der i min Ungdom vare gammeldagse, under den Form, som dengang var den moderne, og i de Dage, da Deres Ungdom blomstrede, have Folk følt og tænkt omtrent paa samme Maade.”

”Jeg veed dog ikke, med Deres Tilladelse, om man kan negte, at Tidsalderen har en mægtig Foranderlighed til Følge i vore Begreber f. Ex. i poetisk og religiøs Henseende.”

”Ja men troer De ikke, den samme Menneskenatur stikker frem? Troer De f. Ex. ikke, Taaren løb ligesaa hed, Brystet bevægede sig ligesaa høit, da man nød Racines Athalie eller Florians Stella eller Ewalds Rolf Krake, som nu ved Deres Tidsalders Digtere? Troer De ikke, den forsømte Aftenbøn bragte en ligesaadan Følelse af Uret over mine Forældre, som en maaskee noget mere fremtrædende Forseelse imod Gud over mig? De samme Hjerteklap og Hjernebevægelser herske, tænker jeg, til alle Tider; kun er det Udvortes, der frembringer dem, anderledes.”

Der var noget Nyt, noget Utydeligt for mig i den elskværdige Tænkerindes Foredrag. Jeg vilde nødig opgive Themaet. ”Men dersom jeg nu læser Racine, kjære Tante, og paa samme Tid Schiller —”

”Ja De, min Ven! Men læser De Racine saaledes, som Racines Samtidige? vil han til Gjengjeld læse Schiller saaledes, som De? Vore Forfædre berusede sig i Mjød; deres Efterkommere i den sydlige Drue. Rusen var for den Ene hvad den er for den Anden. En Menuet bragte min Bedstemoders unge Hjerte i samme glade Stemning som en Vals bragte mig, og — ja undskyld mig — maaskee det nuomstunder er Figaro eller en yngre Søster.”

”Ja nu har jeg forstaaet Dem, Tante! Det er, som Schiller siger, at alle Hjerter ere eens; kun Hovederne ere forskjellige.”

222”De slipper mig ikke endnu. Jeg vil heller ikke indrømme Dem Hovedernes Forskjel. Da en af de gamle Filosofer udfandt de fire Elementer, spændtes hans Tænkekraft, glødede hans Interesse ligesaa meget, som Lavoisiers eller hvilken nyere Lærd, De med Deres bedre Bekjendtskab til Videnskaberne vil tænke Dem, ved den nyeste Opdagelse. Nu ere de Ældres og de Seneres Kraftytring enhver Ynglings Eiendom; nu kunne de ikke mere vække denne Spænding, Aandens lykkeligste Marter. Min unge Fætter veed bedre, end hans gamle Tante, hvad der nu skal til. Men det er barnagtigt af en gammel Pige at udsætte sig for Ungdommens Kritik. Jeg vil ende med en Sammenligning, som hører Spindesiden til: min Moder brugte Safran i den Suppe, De idag har spiist; jeg krydrer med Muskat.“

Min Stemning lader sig ikke beskrive. Med en næsten forelsket Begeistring hvilede mit Blik paa de smale, blegrøde Læber, der i det behageligste, frieste Foredrag fremsatte halv som Paradox halv som naturlig Sands sine Paastande.

En Vogn raslede udenfor, og man meldte mig, at Kommissæren var reisefærdig. Med inderlig følt Ulyst reiste jeg mig og trykkede den mærkværdige Eneboerskes endnu skjønne Haand til min Læbe. Jeg vilde sige hende noget Forbindtligt, men jeg kunde ikke ret finde Ordene; og, var det i Følelsen af, at jeg i mine forud nærede Forestillinger havde gjort hende Uret, eller var det den forbifarende Erindring om hendes udstandne Lidelser? jeg veed ikke at forklare det; men mit Hjerte pressede mig i Brystet, og jeg brast pludselig ud i en heftig Graad.

”Hvad er det? Hvad feiler Dem? Maaskee en Følge af Faldet? Min Gud, Fætter, sæt Dem ned! Inger! bring mine Nervedraaber!” Der var en bekymret Omhyggelighed og dog bag samme en vis rolig, kold Tilbagetrækken, som lod mig 223ane, at hun ikke antog Faldet for Aarsagen til denne Bevægelse. Jeg beroligede Tanten, viste Ingers Hjælp bort, bøiede mig endnu engang med sømmelig Anstand, og satte mig bortgaaende ind i den Hinkendes Rolle.

Nogle Uger vare henrundne, i hvilke Afvexlingen af Forretninger, Aftenunderholdninger i fremmede, men gjæstmilde Kredse og Reiser havde sysselsat mig ved lutter momentane Indtrykke. Paa Hjemreisen kjørte jeg atter igjennem Sund, og kom i Høstaftenens Skumring til Gjæstgiverstedet. Min Medkommissær havde valgt en anden Vei; og jeg var saaledes aldeles min egen Herre. Det var min Hensigt, næste Morgen at gjøre Tanten min Opvartning og at lade det komme an paa hendes Modtagelse, om jeg strax eller først ud paa Dagen skulde fortsætte min Reise til de kjære Mennesker, hvis Savn med hvert Øieblik blev føleligere for mit Hjerte. Men neppe var jeg kommen op paa Gjæsteværelset, førend man bragte mig et Brev, der, som Værtinden sagde, havde ligget en heel Uge og ventet efter min Ankomst. ”Fra Moder og Constance!” udbrød jeg glad, og rev Seglet op uden at kaste Øiet paa Udskriften. Jeg havde taget feil. Brevet var fra Frøken Juliane og lød saaledes:

”Høistærede, kjære Hr. Fætter! Hvis De ikke anseer min Anmodning paatrængende og dens Opfyldelse besværlig, ønsker jeg, at De vil tage tiltakke med mit Huus under Deres Ophold her i Byen. Deres Deeltagelse har paa det Behageligste bevæget mig og bragt mig til at ønske endnu at knytte min Interesse til Mennesker udenfor mig. Ikke skal dette mit Ønske imidlertid lægge noget Baand paa Dem. Saa gjerne jeg vilde forlænge Deres Ophold her til flere Dage, kan jeg dog ikke vente, at De i den Grad vil opoffre Deres Tid for et gammelt, Dem ukjendt, Menneske. De skal aldeles ansee mit Huus som et Gjæstgiversted i denne Henseende. 224Men nogle Timer vil De dog alligevel opholde Dem her, og ved at tilbringe denne hos mig vil De særdeles forbinde Deres gamle Tante Juliane v. Dahl.”

Min Egenkjærlighed ikke mindre end min Interesse for den elskværdige gamle Jomfru bragte mig til med Glæde at modtage et saa venligt Tilbud. Kun havde jeg nogen Betænkelighed med Hensyn til Klokken, da jeg frygtede for at volde Uleilighed ved at komme saa sildig ud paa Aftenen. Jeg stod endnu i Betænkning, om jeg skulde bie til næste Morgen med at modtage Indbydelsen, da den gamle Inger bankede paa min Dør og udbad sig Svar fra Frøkenen. Paa hendes Ord, at jeg var velkommen strax, lod jeg mit Tøi bringe efter mig, og befandt mig inden faa Minuter udenfor det store, mørke Huus.

Denne Gang havde jeg Intet at befrygte af Trappen. De nye endnu umalede Trin skinnede frem i Tusmørket. Gadedøren aabnedes, og jeg blev ført op igjennem en magelig Trappe til et smagfuldt Værelse, der var oplyst af et Par Lys i Armstager og opfyldt af Vellugt. En hvid Seng, Mahognimøbler, et stort Speil fuldendte det behagelige Indtryk af smagfuld Elegance. Inger underrettede mig om, at Frøkenen ventede mig i sin Dagligstue med The og Aftensmad, ’hvis jeg ikke var altfor træt og hellere ønskede serveret paa mit Værelse.’ Naturligviis, jeg ilede ned til den gjæstfrie Værtinde.

Dog, lad mig ikke af Lyst til at gjenkalde mig selv disse behagelige Erindringer falde mine Læsere besværlig. Tante Juliane modtog mig som en gammel Bekjendt eller snarere som en længe ventet Ven. Aftenen og den hele følgende Dag henfløde paa det Behageligste. Det var den Dag, jeg skyldte en fortrolig Meddelelse af hendes Skjæbne, hvilken jeg nu har isinde at betroe Læseren, skjøndt jeg forud indseer, 225at jeg ikke kan vække hos Fremmede den Interesse, der vaktes hos mig, da jeg af den gode Dame selv underrettedes om Begivenheder, som i det Dunkle havde gjøglet for det nysgjerrige Barns og den drømmende Ynglings Indbildning.

(M. C. Hansen. Af “De tre Cousiner.” I Maanedskriftet Bien. Chnia 1835.)

216

Det var en vakker sommerdag, da min Medkommissær og jeg stege av i Gjæstgiverstedet i Sund og forlangte et værelse og middagsmat. For å anvende tiden på det mest Økonomiske, kastet vi oss i våre spaserefrakker og gikk straks ut, han for å hilse på en ungdomsvenn, jeg for å avlegge frøken Dahl en Visite. Nå stod jeg da foran huset; det var en lang mørkegrønn bygning på to etasjer. De mange vinduer bestod av disse små ruter, der, som bekjent, avløste Fortidens blyinnfattede Glas. Papirrammer møtte øyet nesten fra alle fag. Både port og gatedør var lukkede, og intet tegn til mennesker eller dyr lot seg oppdage. Lenge stod jeg i en tåpelig tvilrådighet, inntil en Forbigaaende ga meg det simple råd å gå opp ad gatedørstrappen og ringe på. De gamle Trin gave således etter for mine føtter, at jeg ventet, de skulle gå i stykker. Endelig fikk jeg klokkestrengen fat, og tok i, først med passelig forsiktighet og i intervaller, som det sømmer seg en Herre, der ringer på ved inngangen til en Dames hus; 217men da sømmelighet veg for utålmodighet, kimet jeg av alle krefter. Så åpnedes da omsider døren; et aldrende, kvinnelig Tyende lukkede opp, og spurte om mitt navn og ærend. Piken viste meg høflig inn i et værelse, hvor jeg nysgjerrig lot øynene løpe omkring for av omgivelsene å gjøre slutninger angående tanten, hvilken benevnelse jeg hadde besluttet å betjene meg av. Mine iakttakelser syntes ikke å love synderligt resultat. Værelset var dekorert som et visittværelse fra forrige tider pleier være det: Kaffeetøiet på et bord i Stuens ene ende, et lakkert bord med bevegelige skiver, den ene under den annen, på een fot, — et Clavicymbal, et mektig stueur, der syntes å by meg velkommen ved straks å sette sine klokker i bevegelse til et kvarterspill; — se, dette er omtrent, hva jeg iakttok i noen minutter. Thi da kom allerede tjenestepiken ut og formeldte Frøkenens kompliment. ’Hun takket for den henne tiltenkte ære, men’ o. s. v. Jeg ble så ergerlig, at jeg ganske uhøflig smækkede med tungen, og trådte rask ut i forstuen, og derpå med et Slags Spring fra gatedørsterskelen ned — ikke på trappen — men i trappen! Dens øverste flate åpnet brakende en avgrunn, der plutselig oppslukte min hele person like til Hagen. Der stod jeg i en i sannhet likeså fortvivlet som pudseerlig situasjon. Det var meg positiv umulig å komme opp uten hjelp, og det så ikke ut som om hjelpen ville være nær. Det Første, jeg foretok meg, var at skoggerlee og derpå å skråle av full hals om hjelp. Det varte dog ikke lenge, før tvende karer trådte hen til meg under anførsel av den før omtalte tjenestepike. Uten vanskelighet var jeg oppe, og søkte i mine vestelommer etter småpenger, da et nytt vesen tiltalte meg fra gatedøren. ’Hun hadde ordre fra frøkenen å spørre, hvorledes jeg befandt meg; Frøkenen beklagede hjertelig 218det forskrekkelige tilfelle, som min artighet og hennes Trappes brøstfeldighet hadde forårsaket, og innbød meg til å la meg lede inn i stuen, imens hun skikkede bud etter legen’. Under denne Tale innskjøt en ånd meg den underfundighet å spille den Kvæstede. Jeg lot meg slepe inn og ble satt på en Ottoman. De to kvinnelige personer tilbød meg mer bekvemmelighet, enn jeg ønsket. Mens jeg overlagde, hvorledes jeg skulle bære meg ad, kom allerede legen inn av døren. Han var en ungdomsbekjent av meg; og jeg tok ikke i betenkning å betro ham det lille bedrageri, men som sannsynligvis ikke ville hjelpe meg til å få den Grusomme å se. Doktoren lovede å understøtte meg, hvis det ble nødvendig, og skrev til den ende en resept. Jeg sendte bud til Gjæstgiverstedet og bad min kollega avhente meg, når han ville av sted. Endelig — jeg hadde sittet alene en stund i utålmodig forventning — endelig kom piken inn og spurte, om mitt befinnende tillot meg å motta Frøkenens Visite. Blodet sprang meg i kinnene, og jeg hadde nær glemt min rolle. Damen trådte inn, bøyde seg med en meget stiv holdning, ga meg et advarende tegn med hånden, da jeg gjorde mine til å stå opp, og satte seg i noen avstand fra mitt sete. Jeg iler å gi et omriss av Frøkenens utvortes, således som jeg ennå i erindringen ser henne. Aldri har jeg sett noe kvinnelig ansikt, hvori alvor i den grad var fremherskende. Jeg fant ingen av disse trekk, som lidenskapene indgrave, Sjelens Rolighed syntes tvertimod å ha bevaret hennes Ansigts rene oval imot Tidens angrep. Men dette alvor, dette dype smerteløse og gledeløse alvor ga henne det Gespenstagtige, som jeg hadde ventet, som jeg hadde lengtet så meget etter, men som dog nå ikke ganske svarede til min forventning. Det ble meg klart, at det inntrykk, Frøkenens ansikt gjorde, måtte være 219ganske annerledes hos legen og enhver Anden, som ikke nettopp visste så bestemt, som jeg, hvilken ulykkelig hendelse, der hadde forvandlet den fine verdensdame til en nonne. Øynene var brune, og forrådte en livlighet i Forstandens funksjoner mer enn noen bevegelighet av følelsene.

En høy, smekker skapning, få men korrekte armbevegelser og et noe svakt, men riktig betonet språk i dansk dialekt - høre ennå til beskrivelsen.

Underholdningen hverken var eller kunne være levende. Frøkenen beklagede mitt fall o. s. v., og erkyndigede seg med høflighet angående min mor og vår familie. Tjenestepiken lot seg se i døren og ga sin dame et vink.

”Ja min Hr. Fætter! Det tarvelige måltid er servert. Jeg er, som De nok av alle ting merker, ikke mer i forbindelser med verden. Således er heller ikke hverken hus eller bord innrettet til å ta imot gjester. Men i det håp, at De setter Dem inn i omstendighetene, byr jeg Dem uten en eneste kompliment mer, hva kjøkkenet har formådd. Bringer nå kun bordet inn, barn.”

Straks kom de to terner inn med et lite bord, der på det Punktligste var dekket til to personer, og satte det på Frøkenens vink foran meg.

Jo mer aktelse, jeg ved hvert ord og hver mine fikk for frøken Juliane, desto fatalere ble meg den rolle, jeg nå engang hadde overtaget. Den gjorde meg forlegen og ordknapp. Meget velkommen var meg derfor den fortreffelige mat, der skaffet meg leilighet til å tie uten å begå noen feil imot levemåten. Med hvert minutt steg mitt begrep om tanten. Hun var dannet, smakfull, ja så gentil, at neppe noe fruentimmer midt i den store verden skulle kunnet føre et bedre språk. Min forundring brakte meg forbi min forlegenhet. Foran meg stod en flaske meget 220god bordvin, hvilken hun jevnlig erindret meg om å tiltale; selv drakk hun rhinskvin og vann.

”Deres edle Moders velgående!”

Der lå Noget i betoningen av ordet ”edle”, som tilkjennegav mer enn et Epitheton ornans. En behagelig varm følelse rørte seg i min sjel, og jeg takket med et uttrykk av hjertelighet, som må ha funnet gjenklang hos henne; thi hun ble meg synlig god fra det samme øyeblikk. En Timestid forløp nesten ved bordet, hvor kaffen serveredes. Jeg måtte tilstå, at tante Juliane i virkeligheten var en ganske annen person enn den Juliane, jeg fra barnsben hadde dannet meg en idé om, der i Førstningen høiligen ble understøttet av omstendighetene ved min inntredelse og av det gammeldagse Værelses karakter. Kontrasten imellom det moderne hos frøkenen - hun viste seg nemlig som en gammel dame pleier i våre sirkler - og spisestuen vedble å mane meg, og jeg kunne ikke avholde meg fra å tale om det Antike rundt om oss.

”Ja nå, De taler derom, kan jeg også se det; men da det for tretti år siden forekom meg så gammeldags, som det nå forekommer Dem, så er det naturlig, at det nå ikke mer faller meg således inn. Det er overhodet en forestilling, som hører ungdommen til, at forandringen i bruken er så betydelig.”

”Det vil jeg gjerne innrømme, tante; thi en lenger erfaring viser, at det, der til en tid ansaaes for gammeldags, atter med en smule modifikasjon kommer i mote. Således med vår Klædedragt, således også med våre møbler.”

”Også det, imidlertid ville jeg sagt noe annet med mitt ’Betydeligt’. Jeg mente nemlig, at mennesket i sitt indre blir seg selv så temmelig ligt til alle tider. Under 221den gammelfranske skikkelse, hvori de folk viste seg, der i min ungdom var gammeldagse, under den form, som dengang var den moderne, og i de dager, da Deres ungdom blomstret, have folk følt og tenkt omtrent på samme måte.”

”Jeg vet dog ikke, med Deres tillatelse, om man kan nekte, at tidsalderen har en mektig foranderlighet til følge i våre begreper f. Ex. i poetisk og religiøs Henseende.”

”Ja men tror De ikke, den samme menneskenatur stikker frem? Tror De f. Ex. ikke, tåren løp likeså het, brystet beveget seg likeså høyt, da man nød Racines Athalie eller Florians Stella eller Ewalds Rolf Krake, som nå ved Deres Tidsalders diktere? Tror De ikke, den forsømte aftenbønn brakte en likesådan følelse av Uret over mine foreldre, som en maaskee noe mer fremtredende forseelse imot Gud over meg? De samme hjerteklapp og hjernebevegelser herske, tenker jeg, til alle tider; kun er det utvortes, der frembringer dem, annerledes.”

Der var noe nytt, noe Utydeligt for meg i den elskverdige tenkerinnes foredrag. Jeg ville nødig oppgi temaet. ”Men dersom jeg nå leser Racine, kjære tante, og på samme tid Schiller —”

”Ja De, min venn! Men leser De Racine således, som Racines Samtidige? vil han til gjengjeld lese Schiller således, som De? Våre forfedre beruset seg i mjød; deres etterkommere i den sydlige drue. Rusen var for den Ene hva den er for den Anden. En Menuet brakte min bestemors unge hjerte i samme glade stemning som en vals brakte meg, og — ja unnskyld meg — maaskee det nuomstunder er Figaro eller en yngre søster.”

”Ja nå har jeg forstått Dem, tante! Det er, som Schiller sier, at alle hjerter er ens; kun hodene er forskjellige.”

222”De slipper meg ikke ennå. Jeg vil heller ikke innrømme Dem hodenes forskjell. Da en av de gamle filosofer udfandt de fire elementer, spændtes hans tenkekraft, glødet hans interesse likeså meget, som Lavoisiers eller hvilken nyere Lærd, De med Deres bedre bekjentskap til vitenskapene vil tenke Dem, ved den nyeste oppdagelse. Nå er de eldres og de Seneres Kraftytring enhver Ynglings eiendom; nå kunne de ikke mer vekke denne spenning, åndens lykkeligste Marter. Min unge fetter vet bedre, enn hans gamle tante, hva der nå skal til. Men det er barnaktig av en gammel pike å utsette seg for Ungdommens kritikk. Jeg vil ende med en sammenligning, som hører spinnesiden til: min mor brukte safran i den suppe, De i dag har spist; jeg krydrer med muskat.“

Min stemning lader seg ikke beskrive. Med en nesten forelsket begeistring hvilede mitt blikk på de smale, blekrøde lepper, der i det behageligste, frieste foredrag fremsatte halv som paradoks halv som naturlig Sands sine påstander.

En Vogn raslet utenfor, og man meldte meg, at kommissæren var reisefærdig. Med inderlig følt ulyst reiste jeg meg og trykket den merkverdige Eneboerskes ennå skjønne hånd til min leppe. Jeg ville si henne noe Forbindtligt, men jeg kunne ikke rett finne ordene; og, var det i følelsen av, at jeg i mine forut nærede forestillinger hadde gjort henne urett, eller var det den forbifarende erindring om hennes udstandne lidelser? jeg vet ikke å forklare det; men mitt hjerte presset meg i brystet, og jeg brast plutselig ut i en heftig gråt.

”Hva er det? Hva feiler Dem? Maaskee en følge av fallet? Min Gud, fetter, sett Dem ned! Inger! bring mine nervedråper!” Der var en bekymret omhyggelighet og dog bak samme en viss rolig, kald Tilbagetrækken, som lot meg 223ane, at hun ikke antok fallet for årsaken til denne bevegelse. Jeg beroliget tanten, viste Ingers Hjælp bort, bøyde meg enda engang med sømmelig anstand, og satte meg bortgående inn i den Hinkendes rolle.

Noen uker var henrundne, i hvilke avvekslingen av forretninger, Aftenunderholdninger i fremmede, men gjestmilde Kredse og reiser hadde sysselsatt meg ved lutter momentane inntrykk. På hjemreisen kjørte jeg atter igjennom Sund, og kom i Høstaftenens skumring til Gjæstgiverstedet. Min Medkommissær hadde valgt en annen vei; og jeg var således aldeles min egen Herre. Det var min hensikt, neste morgen å gjøre tanten min oppvartning og å la det komme an på hennes mottakelse, om jeg straks eller først ut på dagen skulle fortsette min reise til de kjære mennesker, hvis savn med hvert øyeblikk ble føleligere for mitt hjerte. Men neppe var jeg kommet opp på gjesteværelset, før man brakte meg et brev, der, som vertinnen sa, hadde ligget en hel uke og ventet etter min ankomst. ”Fra mor og Constance!” utbrøt jeg glad, og rev seglet opp uten å kaste øyet på utskriften. Jeg hadde tatt feil. Brevet var fra frøken Juliane og lød således:

”Høystærede, kjære Hr. Fætter! Hvis De ikke anser min anmodning påtrengende og dens oppfyllelse besværlig, ønsker jeg, at De vil ta tiltakke med mitt hus under Deres opphold her i byen. Deres deltagelse har på det Behageligste beveget meg og brakt meg til å ønske ennå å knytte min interesse til mennesker utenfor meg. Ikke skal dette mitt ønske imidlertid legge noe bånd på Dem. Så gjerne jeg ville forlenge Deres opphold her til flere dager, kan jeg dog ikke vente, at De i den grad vil oppofre Deres tid for et gammelt, Dem ukjent, menneske. De skal aldeles anse mitt hus som et gjestgiversted i denne Henseende. 224Men noen timer vil De dog allikevel oppholde Dem her, og ved å tilbringe denne hos meg vil De særdeles forbinde Deres gamle tante Juliane v. Dahl.”

Min egenkjærlighet ikke mindre enn min interesse for den elskverdige gamle jomfru brakte meg til med glede å motta et så vennlig tilbud. Kun hadde jeg noen betenkelighet med hensyn til klokken, da jeg fryktede for å volde uleilighet ved å komme så sildig ut på Aftenen. Jeg stod ennå i betenkning, om jeg skulle bie til neste morgen med å motta innbydelsen, da den gamle Inger banket på min dør og utbad seg svar fra frøkenen. På hennes ord, at jeg var velkommen straks, lot jeg mitt tøy bringe etter meg, og befandt meg innen få minutter utenfor det store, mørke hus.

Denne gang hadde jeg intet at befrygte av trappen. De nye ennå umalte Trin skinte frem i Tusmørket. Gatedøren åpnedes, og jeg ble ført opp igjennom en makelig Trappe til et smakfullt værelse, der var opplyst av et par Lys i armstaker og oppfylt av vellukt. En hvit seng, Mahognimøbler, et stort speil fullendte det behagelige inntrykk av smakfull Elegance. Inger underrettet meg om, at frøkenen ventet meg i sin dagligstue med te og aftensmat, ’hvis jeg ikke var altfor trett og hellere ønsket servert på mitt værelse.’ Naturligvis, jeg ilede ned til den gjestfrie vertinne.

Dog, la meg ikke av lyst til å gjenkalle meg selv disse behagelige erindringer falle mine lesere besværlig. Tante Juliane mottok meg som en gammel bekjent eller snarere som en lenge ventet venn. Aftenen og den hele følgende Dag henfløde på det Behageligste. Det var den dag, jeg skyldte en fortrolig meddelelse av hennes skjebne, hvilken jeg nå har i sinne å betro leseren, skjønt jeg forut innser, 225at jeg ikke kan vekke hos Fremmede den interesse, der vaktes hos meg, da jeg av den gode dame selv underrettedes om begivenheter, som i det Dunkle hadde gjøglet for det nysgjerrige Barns og den drømmende Ynglings innbilning.

(M. C. Hansen. Av “De tre Cousiner.” I månedskriftet bien. Chnia 1835.)