Det var en vakker Sommerdag, da min Medkommissær og jeg stege af i Gjæstgiverstedet i Sund og forlangte et Værelse og Middagsmad. For at anvende Tiden paa det meest Økonomiske, kastede vi os i vore Spadserefrakker og gik strax ud, han for at hilse paa en Ungdomsven, jeg for at aflægge Frøken Dahl en Visite. Nu stod jeg da foran Huset; det var en lang mørkegrøn Bygning paa to Etager. De mange Vinduer bestode af disse smaa Ruder, der, som bekjendt, afløste Fortidens blyindfattede Glas. Papirrammer mødte Øiet næsten fra alle Fag. Baade Port og Gadedør vare lukkede, og intet Tegn til Mennesker eller Dyr lod sig opdage. Længe stod jeg i en taabelig Tvivlraadighed, indtil en Forbigaaende gav mig det simple Raad at gaae op ad Gadedørstrappen og ringe paa. De gamle Trin gave saaledes efter for mine Fødder, at jeg ventede, de skulde gaae i Stykker. Endelig fik jeg Klokkestrengen fat, og tog i, først med passelig Forsigtighed og i Intervaller, som det sømmer sig en Herre, der ringer paa ved Indgangen til en Dames Huus; 217men da Sømmelighed veg for Utaalmodighed, kimede jeg af alle Kræfter. Saa aabnedes da omsider Døren; et aldrende, kvindeligt Tyende lukkede op, og spurgte om mit Navn og Ærinde. Pigen viste mig høflig ind i et Værelse, hvor jeg nysgjerrig lod Øinene løbe omkring for af Omgivelserne at gjøre Slutninger angaaende Tanten, hvilken Benævnelse jeg havde besluttet at betjene mig af. Mine Iagttagelser syntes ikke at love synderligt Resultat. Værelset var dekoreret som et Visitværelse fra forrige Tider pleier være det: Kaffeetøiet paa et Bord i Stuens ene Ende, et lakeret Bord med bevægelige Skiver, den ene under den anden, paa een Fod, — et Clavicymbal, et mægtigt Stueuhr, der syntes at byde mig velkommen ved strax at sætte sine Klokker i Bevægelse til et Kvarteerspil; — se, dette er omtrent, hvad jeg iagttog i nogle Minuter. Thi da kom allerede Tjenestepigen ud og formeldte Frøkenens Kompliment. ’Hun takkede for den hende tiltænkte Ære, men’ o. s. v. Jeg blev saa ærgerlig, at jeg ganske uhøflig smækkede med Tungen, og traadte rask ud i Forstuen, og derpaa med et Slags Spring fra Gadedørstærskelen ned — ikke paa Trappen — men i Trappen! Dens øverste Flade aabnede bragende en Afgrund, der pludselig opslugte min hele Person lige til Hagen. Der stod jeg i en i Sandhed ligesaa fortvivlet som pudseerlig Situation. Det var mig positiv umuligt at komme op uden Hjælp, og det saae ikke ud som om Hjælpen vilde være nær. Det Første, jeg foretog mig, var at skoggerlee og derpaa at skraale af fuld Hals om Hjælp. Det varede dog ikke længe, førend tvende Karle traadte hen til mig under Anførsel af den før omtalte Tjenestepige. Uden Vanskelighed var jeg oppe, og søgte i mine Vestelommer efter Smaapenge, da et nyt Væsen tiltalte mig fra Gadedøren. ’Hun havde Ordre fra Frøkenen at spørge, hvorledes jeg befandt mig; Frøkenen beklagede hjertelig 218det forskrækkelige Tilfælde, som min Artighed og hendes Trappes Brøstfældighed havde foraarsaget, og indbød mig til at lade mig lede ind i Stuen, imedens hun skikkede Bud efter Lægen’. Under denne Tale indskjød en Aand mig den Underfundighed at spille den Kvæstede. Jeg lod mig slæbe ind og blev sat paa en Ottoman. De to kvindelige Personer tilbøde mig mere Bekvemmelighed, end jeg ønskede. Medens jeg overlagde, hvorledes jeg skulde bære mig ad, kom allerede Lægen ind af Døren. Han var en Ungdomsbekjendt af mig; og jeg tog ikke i Betænkning at betroe ham det lille Bedrageri, men som sandsynligviis ikke vilde hjælpe mig til at faae den Grusomme at see. Doktoren lovede at understøtte mig, hvis det blev nødvendigt, og skrev til den Ende en Recept. Jeg sendte Bud til Gjæstgiverstedet og bad min Kollega afhente mig, naar han vilde afsted. Endelig — jeg havde siddet alene en Stund i utaalmodig Forventning — endelig kom Pigen ind og spurgte, om mit Befindende tillod mig at modtage Frøkenens Visite. Blodet sprang mig i Kinderne, og jeg havde nær glemt min Rolle. Damen traadte ind, bøiede sig med en meget stiv Holdning, gav mig et advarende Tegn med Haanden, da jeg gjorde Mine til at staae op, og satte sig i nogen Afstand fra mit Sæde. Jeg iler at give et Omrids af Frøkenens Udvortes, saaledes som jeg endnu i Erindringen seer hende. Aldrig har jeg seet noget kvindeligt Ansigt, hvori Alvor i den Grad var fremherskende. Jeg fandt ingen af disse Træk, som Lidenskaberne indgrave, Sjelens Rolighed syntes tvertimod at have bevaret hendes Ansigts rene Oval imod Tidens Angreb. Men dette Alvor, dette dybe smerteløse og glædeløse Alvor gav hende det Gespenstagtige, som jeg havde ventet, som jeg havde længts saa meget efter, men som dog nu ikke ganske svarede til min Forventning. Det blev mig klart, at det Indtryk, Frøkenens Ansigt gjorde, maatte være 219ganske anderledes hos Lægen og enhver Anden, som ikke netop vidste saa bestemt, som jeg, hvilken ulykkelig Hændelse, der havde forvandlet den fine Verdensdame til en Nonne. Øinene vare brune, og forraadte en Livlighed i Forstandens Funktioner mere end nogen Bevægelighed af Følelserne.
En høi, smekker Skabning, faa men korrekte Armbevægelser og et noget svagt, men rigtig betonet Sprog i dansk Dialekt - høre endnu til Beskrivelsen.
Underholdningen hverken var eller kunde være levende. Frøkenen beklagede mit Fald o. s. v., og erkyndigede sig med Høflighed angaaende min Moder og vor Familie. Tjenestepigen lod sig see i Døren og gav sin Dame et Vink.
”Ja min Hr. Fætter! Det tarvelige Maaltid er serveret. Jeg er, som De nok af alle Ting mærker, ikke mere i Forbindelser med Verden. Saaledes er heller ikke hverken Huus eller Bord indrettet til at tage imod Gjæster. Men i det Haab, at De sætter Dem ind i Omstændighederne, byder jeg Dem uden en eneste Compliment mere, hvad Kjøkkenet har formaaet. Bringer nu kun Bordet ind, Børn.”
Strax kom de to Terner ind med et lidet Bord, der paa det Punktligste var dækket til to Personer, og satte det paa Frøkenens Vink foran mig.
Jo mere Agtelse, jeg ved hvert Ord og hver Mine fik for Frøken Juliane, desto fatalere blev mig den Rolle, jeg nu engang havde overtaget. Den gjorde mig forlegen og ordknap. Meget velkommen var mig derfor den fortræffelige Mad, der skaffede mig Leilighed til at tie uden at begaae nogen Feil imod Levemaaden. Med hvert Minut steg mit Begreb om Tanten. Hun var dannet, smagfuld, ja saa gentil, at neppe noget Fruentimmer midt i den store Verden skulde kunnet føre et bedre Sprog. Min Forundring bragte mig forbi min Forlegenhed. Foran mig stod en Flaske meget 220god Bordviin, hvilken hun jævnlig erindrede mig om at tiltale; selv drak hun Rhinskviin og Vand.
”Deres ædle Moders Velgaaende!”
Der laae Noget i Betoningen af Ordet ”ædle”, som tilkjendegav mere end et Epitheton ornans. En behagelig varm Følelse rørte sig i min Sjel, og jeg takkede med et Udtryk af Hjertelighed, som maa have fundet Gjenklang hos hende; thi hun blev mig synlig god fra det samme Øieblik. En Timestid forløb næsten ved Bordet, hvor Kaffeen serveredes. Jeg maatte tilstaae, at Tante Juliane i Virkeligheden var en ganske anden Person end den Juliane, jeg fra Barnsbeen havde dannet mig en Idee om, der i Førstningen høiligen blev understøttet af Omstændighederne ved min Indtrædelse og af det gammeldagse Værelses Charakter. Kontrasten imellem det Moderne hos Frøkenen - hun viste sig nemlig som en gammel Dame pleier i vore Cirkler - og Spisestuen vedblev at mane mig, og jeg kunde ikke afholde mig fra at tale om det Antike rundt om os.
”Ja nu, De taler derom, kan jeg ogsaa see det; men da det for tredive Aar siden forekom mig saa gammeldags, som det nu forekommer Dem, saa er det naturligt, at det nu ikke mere falder mig saaledes ind. Det er overhovedet en Forestilling, som hører Ungdommen til, at Forandringen i Brugen er saa betydelig.”
”Det vil jeg gjerne indrømme, Tante; thi en længere Erfaring viser, at det, der til en Tid ansaaes for gammeldags, atter med en Smule Modifikation kommer i Mode. Saaledes med vor Klædedragt, saaledes ogsaa med vore Møbler.”
”Ogsaa det, imidlertid vilde jeg sagt noget Andet med mit ’Betydeligt’. Jeg mente nemlig, at Mennesket i sit Indre bliver sig selv saa temmelig ligt til alle Tider. Under 221den gammelfranske Skikkelse, hvori de Folk viste sig, der i min Ungdom vare gammeldagse, under den Form, som dengang var den moderne, og i de Dage, da Deres Ungdom blomstrede, have Folk følt og tænkt omtrent paa samme Maade.”
”Jeg veed dog ikke, med Deres Tilladelse, om man kan negte, at Tidsalderen har en mægtig Foranderlighed til Følge i vore Begreber f. Ex. i poetisk og religiøs Henseende.”
”Ja men troer De ikke, den samme Menneskenatur stikker frem? Troer De f. Ex. ikke, Taaren løb ligesaa hed, Brystet bevægede sig ligesaa høit, da man nød Racines Athalie eller Florians Stella eller Ewalds Rolf Krake, som nu ved Deres Tidsalders Digtere? Troer De ikke, den forsømte Aftenbøn bragte en ligesaadan Følelse af Uret over mine Forældre, som en maaskee noget mere fremtrædende Forseelse imod Gud over mig? De samme Hjerteklap og Hjernebevægelser herske, tænker jeg, til alle Tider; kun er det Udvortes, der frembringer dem, anderledes.”
Der var noget Nyt, noget Utydeligt for mig i den elskværdige Tænkerindes Foredrag. Jeg vilde nødig opgive Themaet. ”Men dersom jeg nu læser Racine, kjære Tante, og paa samme Tid Schiller —”
”Ja De, min Ven! Men læser De Racine saaledes, som Racines Samtidige? vil han til Gjengjeld læse Schiller saaledes, som De? Vore Forfædre berusede sig i Mjød; deres Efterkommere i den sydlige Drue. Rusen var for den Ene hvad den er for den Anden. En Menuet bragte min Bedstemoders unge Hjerte i samme glade Stemning som en Vals bragte mig, og — ja undskyld mig — maaskee det nuomstunder er Figaro eller en yngre Søster.”
”Ja nu har jeg forstaaet Dem, Tante! Det er, som Schiller siger, at alle Hjerter ere eens; kun Hovederne ere forskjellige.”
222”De slipper mig ikke endnu. Jeg vil heller ikke indrømme Dem Hovedernes Forskjel. Da en af de gamle Filosofer udfandt de fire Elementer, spændtes hans Tænkekraft, glødede hans Interesse ligesaa meget, som Lavoisiers eller hvilken nyere Lærd, De med Deres bedre Bekjendtskab til Videnskaberne vil tænke Dem, ved den nyeste Opdagelse. Nu ere de Ældres og de Seneres Kraftytring enhver Ynglings Eiendom; nu kunne de ikke mere vække denne Spænding, Aandens lykkeligste Marter. Min unge Fætter veed bedre, end hans gamle Tante, hvad der nu skal til. Men det er barnagtigt af en gammel Pige at udsætte sig for Ungdommens Kritik. Jeg vil ende med en Sammenligning, som hører Spindesiden til: min Moder brugte Safran i den Suppe, De idag har spiist; jeg krydrer med Muskat.“
Min Stemning lader sig ikke beskrive. Med en næsten forelsket Begeistring hvilede mit Blik paa de smale, blegrøde Læber, der i det behageligste, frieste Foredrag fremsatte halv som Paradox halv som naturlig Sands sine Paastande.
En Vogn raslede udenfor, og man meldte mig, at Kommissæren var reisefærdig. Med inderlig følt Ulyst reiste jeg mig og trykkede den mærkværdige Eneboerskes endnu skjønne Haand til min Læbe. Jeg vilde sige hende noget Forbindtligt, men jeg kunde ikke ret finde Ordene; og, var det i Følelsen af, at jeg i mine forud nærede Forestillinger havde gjort hende Uret, eller var det den forbifarende Erindring om hendes udstandne Lidelser? jeg veed ikke at forklare det; men mit Hjerte pressede mig i Brystet, og jeg brast pludselig ud i en heftig Graad.
”Hvad er det? Hvad feiler Dem? Maaskee en Følge af Faldet? Min Gud, Fætter, sæt Dem ned! Inger! bring mine Nervedraaber!” Der var en bekymret Omhyggelighed og dog bag samme en vis rolig, kold Tilbagetrækken, som lod mig 223ane, at hun ikke antog Faldet for Aarsagen til denne Bevægelse. Jeg beroligede Tanten, viste Ingers Hjælp bort, bøiede mig endnu engang med sømmelig Anstand, og satte mig bortgaaende ind i den Hinkendes Rolle.
Nogle Uger vare henrundne, i hvilke Afvexlingen af Forretninger, Aftenunderholdninger i fremmede, men gjæstmilde Kredse og Reiser havde sysselsat mig ved lutter momentane Indtrykke. Paa Hjemreisen kjørte jeg atter igjennem Sund, og kom i Høstaftenens Skumring til Gjæstgiverstedet. Min Medkommissær havde valgt en anden Vei; og jeg var saaledes aldeles min egen Herre. Det var min Hensigt, næste Morgen at gjøre Tanten min Opvartning og at lade det komme an paa hendes Modtagelse, om jeg strax eller først ud paa Dagen skulde fortsætte min Reise til de kjære Mennesker, hvis Savn med hvert Øieblik blev føleligere for mit Hjerte. Men neppe var jeg kommen op paa Gjæsteværelset, førend man bragte mig et Brev, der, som Værtinden sagde, havde ligget en heel Uge og ventet efter min Ankomst. ”Fra Moder og Constance!” udbrød jeg glad, og rev Seglet op uden at kaste Øiet paa Udskriften. Jeg havde taget feil. Brevet var fra Frøken Juliane og lød saaledes:
”Høistærede, kjære Hr. Fætter! Hvis De ikke anseer min Anmodning paatrængende og dens Opfyldelse besværlig, ønsker jeg, at De vil tage tiltakke med mit Huus under Deres Ophold her i Byen. Deres Deeltagelse har paa det Behageligste bevæget mig og bragt mig til at ønske endnu at knytte min Interesse til Mennesker udenfor mig. Ikke skal dette mit Ønske imidlertid lægge noget Baand paa Dem. Saa gjerne jeg vilde forlænge Deres Ophold her til flere Dage, kan jeg dog ikke vente, at De i den Grad vil opoffre Deres Tid for et gammelt, Dem ukjendt, Menneske. De skal aldeles ansee mit Huus som et Gjæstgiversted i denne Henseende. 224Men nogle Timer vil De dog alligevel opholde Dem her, og ved at tilbringe denne hos mig vil De særdeles forbinde Deres gamle Tante Juliane v. Dahl.”
Min Egenkjærlighed ikke mindre end min Interesse for den elskværdige gamle Jomfru bragte mig til med Glæde at modtage et saa venligt Tilbud. Kun havde jeg nogen Betænkelighed med Hensyn til Klokken, da jeg frygtede for at volde Uleilighed ved at komme saa sildig ud paa Aftenen. Jeg stod endnu i Betænkning, om jeg skulde bie til næste Morgen med at modtage Indbydelsen, da den gamle Inger bankede paa min Dør og udbad sig Svar fra Frøkenen. Paa hendes Ord, at jeg var velkommen strax, lod jeg mit Tøi bringe efter mig, og befandt mig inden faa Minuter udenfor det store, mørke Huus.
Denne Gang havde jeg Intet at befrygte af Trappen. De nye endnu umalede Trin skinnede frem i Tusmørket. Gadedøren aabnedes, og jeg blev ført op igjennem en magelig Trappe til et smagfuldt Værelse, der var oplyst af et Par Lys i Armstager og opfyldt af Vellugt. En hvid Seng, Mahognimøbler, et stort Speil fuldendte det behagelige Indtryk af smagfuld Elegance. Inger underrettede mig om, at Frøkenen ventede mig i sin Dagligstue med The og Aftensmad, ’hvis jeg ikke var altfor træt og hellere ønskede serveret paa mit Værelse.’ Naturligviis, jeg ilede ned til den gjæstfrie Værtinde.
Dog, lad mig ikke af Lyst til at gjenkalde mig selv disse behagelige Erindringer falde mine Læsere besværlig. Tante Juliane modtog mig som en gammel Bekjendt eller snarere som en længe ventet Ven. Aftenen og den hele følgende Dag henfløde paa det Behageligste. Det var den Dag, jeg skyldte en fortrolig Meddelelse af hendes Skjæbne, hvilken jeg nu har isinde at betroe Læseren, skjøndt jeg forud indseer, 225at jeg ikke kan vække hos Fremmede den Interesse, der vaktes hos mig, da jeg af den gode Dame selv underrettedes om Begivenheder, som i det Dunkle havde gjøglet for det nysgjerrige Barns og den drømmende Ynglings Indbildning.
(M. C. Hansen. Af “De tre Cousiner.” I Maanedskriftet Bien. Chnia 1835.)