— — Det var en mørk, sludfuld Aften, da Leiner holdt udenfor sin Moders Huus. Et enkelt Lys glimtede gjennem Rullegardinet i hendes Sovekammer. Ludvigs Hjerte slog ængstligt, og han vovede neppe at spørge den fremtrædende Tjener om Moderens Befindende. Lettet ved det Trøstende: ”Noget bedre”, sprang han op ad Trappen og listede sig ind. Margrethe traadte paa Tæerne frem fra Skjærmbrettet og ilede ham med stille Graad imøde. Længe holdt han den troe Veninde omfavnet, og nu førte hun ham sagte hen til Sengen, hvor Moderen slumrede sødt.
”Hvor bleg, hvor forandret!” sukkede den dybtbevægede Søn og bøiede sig over den Sovende. Længe blev han staaende foran Moderen, og sønlige Taarer rullede langsomt ned over hans Kinder. Margrethe betragtede heftig bevæget den elskede Ven. Endelig trak hun ham venlig bort og førte ham ind i Sidekabinettet.
”Hvad siger Lægen, Margrethe!”
”Han har havt Haab siden idag; og af din Hjemkomst bør vi vente os det Bedste. Du troer ikke, med hvilken ængstlig Længsel Moder har ventet dig. Velkommen, min stakkels Ludvig! O du er meget velkommen!”
Fru Leiner slumrede længe, og i huld Fortrolighed udtømte Ludvig og Margrethe deres Bekymringer i hinandens Bryst. Modgang havde forandret Begges Udseende; Leiners 215Hage stod skarpere frem, og det skjønne Øie hvilede dybere under den fiint furede Pande. Margrethes blege Ansigtsfarve og tungsindige Blik gav hende en Ynde, som hun ikke før havde besiddet. Hun syntes selv at føle dette, da Ludvig med det faste Blik, der saa ofte havde gjort hende forlegen, heftede Øiet paa hende; thi hun saae rødmende ned for sig. Da kaldte den Syge, og med lydelig Hjertebanken traadte Ludvig hen til Døren, imedens Margrethe gik frem for at berede Moderen paa den Elskedes Nærværelse.
”Ak, min Margrethe!” sagde Fru Leiner med mat, men lydelig Stemme. ”Jeg drømte en sød Drøm. Jeg syntes, du og Ludvig stode her for min Seng, og jeg lagde Eders Hænder sammen. Du er min fromme, min elskelige Datter! Gid jeg — men Ludvig er langt borte... Hør, Margrethe! En Døende seer skarpest. Ludvig elsker dig, — og du elsker ham. Jeg stod imellem hans Kjærlighed og dig. Sig ham...”
Margrethe var færdig at synke til Jorden af piinlig Forlegenhed, Rørelse og Smerte. Men Leiner glemte saa ganske sig selv, at han styrtede frem og kastede sig hulkende hen ved Moderens Leie.
”Her er din Ludvig, Moder! Her er din Søn! Der staaer din fromme, din elskelige Datter! Velsign os!”
Dødsstille afbrød pludselig hans ubetænksomme Raab. Thi bevidstløs var den Syge hensjunken paa Leiet; Margrethes Livsaander traadte tilbage i Overraskelsens voldsomme Øieblik, og Leiner reiste sig med dødelig Forfærdelse over den Selvforglemmelse, der havde henrevet ham til en saa ubetænksom Handling.
Der gives voldsomme Lægemidler, hvis Brug vilde dræbe et sundt Menneske, men som ei ere for stærke for de slappede Nerver. Et saadant var for Fru Leiner denne rystende Scene. Efter en halv Times Forløb sad hun med en lange 216savnet Styrke i Sengen, og hendes Børn stode med himmelske Taarer omkring hende.
Saaledes var Leiners Forlovelse. Daglig kom den Syge sig. Snart traadte hun ved de kjære Børns omhyggelige Arme ud af den mørke Sygestue, — og endnu lever hun, en lykkelig Bedstemoder hos det elskværdige Ægtepar. Leiner og Margrethe leve et stille, venligt Liv. Den lette Ungdomsflamme brænder ei i deres Hjerter; men huuslig Salighed omstraaler dem med sin Asterskrands.
(M. C. Hansen. Af “Eventyret ved Rigsgrændsen.“ Chnia 1828.)