211

Den poetiske Fortælling tilhører den episke (fortællende) Poesi, og forgrener sig i Romanen, Novellen, den egentlige poetiske Fortælling, Eventyret, Legenden samt Romancen eller Balladen. Remanen er Fremstillingen af en afsluttet Kjæde af Begivenheder, som alle staae i indre Forbindelse med hverandre og tjene til at belyse og vække Interesse for en Hovedperson, som altsaa er det Heles Sjel eller Helt, fra hvem Alt udgaaer, og til hvem alle Handlingerne i sine Følger vende tilbage. I sin Begyndelse og Udvikling ligner Romanen Kilden, som, naar den engang er brudt frem af Jordens Skjød, stedse graver sit Leie dybere, og tilsidst udvikler sig som en mægtig Strøm med sine Sideelve og Forgreninger. Det simple Tilfælde, hvormed den begynder, er nemlig høist frugtbart i sine Følger; Begivenheder følge nu paa Begivenheder; de foregaaende bære Spiren til de efterfølgende i sig, og i samme Forhold, hvori den fremskrider, tiltager den i Betydning. Digteren svæver ligesom beskuende over Begivenhederne og deres Helt, behandlende Alt med mægtigt Overblik, betjenende sig af alle de Elementer, som Menneskelivet, Mennesket selv, Historie, Videnskab og Kunst tilbyder. Men desaarsag er det ogsaa Begivenhederne i Romanen, ikke Digterens Personlighed, der skulle tiltale os. Derfor, og fordi Romanen staaer nær det virkelige Liv, er ogsaa den fortællende prosaiske Form den almindeligste, uden dog hverken at udelukke Dialogen eller Brevformen. Livlighed, Blomstring og Høihed i Udtrykket, hvor dette er naturligt, og en skjøn velklingende Periodebygning ere de Fordringer, man gjør til Romanens Stiil.

Ligesom der gives komiske Heltedigte, saaledes gives der ogsaa komiske Romaner. Det komiske Heltedigt bestaaer i Parodieren af det alvorlige 212Heltedigt, men den komiske Roman opfatter og idealiserer det Latterlige. Den er da enten reen komisk, naar den lader dette tale for sig selv, eller satirisk, naar den overlader sig til Betragtninger, eller humoristisk, naar den personlige Følelse blander sig i med. Denne sidste Art spiller derfor ofte over i det Sentimentale.

I den “sentimentale Roman” spille de ømme Følelser Hovedrollen. Skeer dette med Overdrivelse, bliver Romanen en farlig Læsning, og i denne Henseende har man havt meget at beklage sig over. Denne Udartning har nemlig spillet en betydelig Rolle i Verden. Den fortrængtes af den saa kaldte “historiske Roman”, som opfatter poetisk en given Virkelighed, og vælger et historisk Grundlag for sine Begivenheder.

Romanens Omfang ikke alene tilsteder, men nødvendiggjør Sidebegivenheder eller Episoder. Udvikler en saadan sig selvstændig, fremstaaer Novellen, der er en i Prosa affattet Fremstilling af enkelte, i sig afsluttede, Tilfælder i Livet, hvori Handlingen omfatter et kortere Tidsafsnit. En Roman kan bestaae af en Kjæde af Noveller. I Novellen kan Digteren fremtræde mere subjektiv i den Tone, han veed at give det Hele, og i de Anskuelser, han gjør gjældende, uden at dog den for enhver Fortælling naturlige objektive Charakter derfor gaaer tabt.

Den egentlige poetiske Fortælling adskiller sig fra de foregaaende ved en Handling af ringe Omfang, uden episodiske Udskeielser, og som sættes i nær Berørelse med en Hovedperson, hvortil Fortælleren veed at knytte Interessen. Den leger ikke hensynsløst med opdigtede Begivenheder, som et Barn med Billeder; men den har det psychologiske Øiemed (og derved ogsaa et moralsk Værd) at aabne for os det menneskelige Hjerte, og at vise, hvorledes det gode og det onde Princip strider deri, og hvorledes Lidenskaberne drive til Handlinger, som igjen indeholde i sig deres Løn eller Straf. Den maa altsaa, med al Frihed i Stoffet, besidde en indre Sandhed og tillige indeholde en frugtbar Spire til poetiske Udviklinger. Den kan med Hensyn til Indhold og Foredrag være komisk eller alvorlig. I første Tilfælde er dens Opgave, med Vid og Ironi at fremstille menneskelige Svagheder og Daarligheder, hvorved den nærmer sig Satiren; i sidste er den enten sentimental, hvorved den maa undgaae affekteret Føleri, eller af moralsk Tendents, hvilken dog ikke maa fremtræde paa Bekostning af Fortællingens digteriske Værd. Stilen maa være let, naturlig og livlig. De brede Skildringer og Episoder, som Romanen og Eposet (Heltedigtet) kunne tillade sig, høre ikke hjemme i 213den egentlige poetiske Fortælling, hvis Gang i det Hele maa være rask formedelst den Begrændsning af Stoffet, som udgjør denne Digtarts Charakter. Formen kan være prosaisk eller rhytmisk. Den Rhytmus, den bruger, naar den ikke viser sig som Ballade eller Romance, er i Almindelighed frit og afvexlende, omtrent som den i den poetiske Brevstiil brugelige; men ogsaa i sin prosaiske Form kan den poetiske Fortælling være sand Poesi.

211

Den poetiske fortelling tilhører den episke (fortellende) poesi, og forgrener seg i romanen, novellen, den egentlige poetiske fortelling, Eventyret, legenden samt romansen eller Balladen. Remanen er fremstillingen av en avsluttet kjede av begivenheter, som alle stå i indre forbindelse med hverandre og tjene til å belyse og vekke interesse for en hovedperson, som altså er det Heles sjel eller helt, fra hvem alt utgår, og til hvem alle handlingene i sine følger vende tilbake. I sin begynnelse og utvikling ligner romanen kilden, som, når den engang er brutt frem av Jordens Skjød, stedse graver sitt leie dypere, og til sist utvikler seg som en mektig strøm med sine sideelver og forgreninger. Det simple tilfelle, hvormed den begynner, er nemlig høist fruktbart i sine følger; Begivenheter følge nå på begivenheter; de foregående bære spiren til de etterfølgende i seg, og i samme forhold, hvori den fremskrider, tiltar den i betydning. Dikteren svever likesom beskuende over begivenhetene og deres helt, behandlende alt med mektig overblikk, betjenende seg av alle de elementer, som menneskelivet, mennesket selv, historie, vitenskap og kunst tilbyder. Men desaarsag er det også begivenhetene i romanen, ikke dikterens personlighet, der skulle tiltale oss. Derfor, og fordi romanen står nær det virkelige Liv, er også den fortellende prosaiske form den alminneligste, uten dog hverken å utelukke dialogen eller brevformen. Livlighet, blomstring og høyhet i uttrykket, hvor dette er naturlig, og en skjønn velklingende Periodebygning er de fordringer, man gjør til Romanens stil.

Likesom der gives komiske Heltedigte, således gives der også komiske romaner. Det komiske heltedikt består i Parodieren av det alvorlige 212heltedikt, men den komiske roman oppfatter og idealiserer det Latterlige. Den er da enten ren komisk, når den lader dette tale for seg selv, eller satirisk, når den overlater seg til betraktninger, eller humoristisk, når den personlige følelse blander seg i med. Denne siste art spiller derfor ofte over i det Sentimentale.

I den “sentimentale roman” spille de ømme følelser hovedrollen. Skeer dette med overdrivelse, blir romanen en farlig lesning, og i denne Henseende har man hatt meget å beklage seg over. Denne utarting har nemlig spillet en betydelig rolle i verden. Den fortrengtes av den så kalte “historiske roman”, som oppfatter poetisk en gitt virkelighet, og velger et historisk grunnlag for sine begivenheter.

Romanens omfang ikke alene tilsteder, men nødvendiggjør sidebegivenheter eller episoder. Utvikler en sådan seg selvstendig, fremstår novellen, der er en i prosa avfattet fremstilling av enkelte, i seg afsluttede, tilfeller i livet, hvori handlingen omfatter et kortere tidsavsnitt. En Roman kan bestå av en kjede av noveller. I novellen kan dikteren fremtre mer subjektiv i den tone, han vet å gi det hele, og i de anskuelser, han gjør gjeldende, uten at dog den for enhver fortelling naturlige objektive karakter derfor går tapt.

Den egentlige poetiske fortelling adskiller seg fra de foregående ved en handling av ringe omfang, uten episodiske utskeielser, og som settes i nær berøring med en hovedperson, hvortil fortelleren vet å knytte interessen. Den leger ikke hensynsløst med oppdiktede begivenheter, som et barn med Billeder; men den har det psykologiske øyemed (og derved også et moralsk verd) å åpne for oss det menneskelige hjerte, og å vise, hvorledes det gode og det onde prinsipp strider deri, og hvorledes lidenskapene drive til handlinger, som igjen inneholde i seg deres Løn eller straff. Den må altså, med all frihet i stoffet, besitte en indre sannhet og tillike inneholde en fruktbar spire til poetiske utviklinger. Den kan med hensyn til innhold og foredrag være komisk eller alvorlig. I første tilfelle er dens oppgave, med Vid og ironi å fremstille menneskelige svakheter og dårligheter, hvorved den nærmer seg satiren; i siste er den enten sentimental, hvorved den må unngå affektert føleri, eller av moralsk Tendents, hvilken dog ikke må fremtre på bekostning av Fortællingens dikteriske verd. Stilen må være lett, naturlig og livlig. De brede skildringer og episoder, som romanen og eposet (heltediktet) kunne tillate seg, høre ikke hjemme i 213den egentlige poetiske fortelling, hvis gang i det hele må være rask formedelst den begrensning av stoffet, som utgjør denne Digtarts karakter. Formen kan være prosaisk eller rytmisk. Den rytme, den bruker, når den ikke viser seg som ballade eller romanse, er i alminnelighet fritt og avvekslende, omtrent som den i den poetiske brevstil brukelige; men også i sin prosaiske form kan den poetiske fortelling være sann poesi.