209

Den simple Mand har ingen større Rigdom end sine Børn. Det varer ikke længe før han kan have Nytte af dem; og hvem veed hvad de i Tiden kunne blive til, forudsat rigtignok, at de forlade Fædrenehjemmet med et godt Grundlag i Hjertet af Gudsord, gode Lærdomme og Exempler, med Lyst til Reenlighed og til Arbeide. Hvor dvæler ikke ethvert godt Øie med Velbehag paa disse Smaa, der lege udenfor Hytterne - med Velbehag, naar de endnu have Uskyldighed i deres Træk; men ogsaa med Rørelse, fordi denne Uskyldighed saa tidligt visner eller er begravet i en Ureenlighed, som det kun koster en Draabe Vand at borttvætte, og fordi Fattigdommens Dyd har Farer, som de rigere Kaar ikke kjende! Ja det er disse Smaa, som have henvendt Menneskekjærlighedens Opmærksomhed paa Eder selv og Eders Omstændigheder, fast at den ikke raader med stort mere end 210at hjælpe Eders Afkom noget til at blive en bedre og lykkeligere Slægt.

Ak! der gaae saa forfærdelig Mange tilgrunde af dem saasnart de hæve sig over Barnealderen; og uagtet I vide det, have I dog langtfra Øie nok med dem, indtil Forældrene maae være angerløse, om Barnet gaaer tabt. Hvormange sluger ikke Betlerstien alene? Og der er den Beskyldning mod flere end eet Par Forældre, at de ere slette nok til at drive deres Børn med Magt ud paa denne, indtil de alene finde sig hjemme der og imellem dens Laster. Dette er et Hæleri ligesaa lavt som det virkelige med rapsede eller fundne Sager, mange Forældre heller ikke blues ved at begaae med sine Børn, saa det er en Lykke, om de døe før de have seet sin Afkom forsvinde bag Tugthuusporten eller vandre Gaderne om i Lænker - det afskyelige Syn, som vi endnu maae taale af en barbarisk Vane.

Unøisomhed med sine Kaar, Higen efter at tilfredsstille en eller anden Lyst er Roden til disse Ulykker. En udbredt Nydelses- og Overdaadighedssyge inden de formuende Klasser udøser ogsaa Fristelser over de fattigere. De taale ikke godt Synet af en Skare pyntede Mennesker, fra Studenten af og til Haandværkssvenden, der strømme forbi deres Døre for at fornøie sig; og mange give derover efter for Fristelsen, ved syndige Midler at kunne nyde noget Lignende, idetmindste Kroens Fornøielser. Pyntelysten øver hos den fattige Pige en Tryllemagt, der lader hende give Slip paa det Kostbareste, hun eier, paa sin kvindelige Dyd; og her, som ved alle disse Faldne og dybere Faldende, er det da, det heder: „hvor snart det gaaer!“

(H. Wergeland. Af „Bladet for Arbeidsklassen.“ Chrnia 1840.)

209

Den simple mann har ingen større rikdom enn sine barn. Det varer ikke lenge før han kan ha nytte av dem; og hvem vet hva de i tiden kunne bli til, forutsatt riktignok, at de forlater Fædrenehjemmet med et godt grunnlag i hjertet av gudsord, gode lærdommer og eksempler, med lyst til Reenlighed og til arbeide. Hvor dveler ikke ethvert godt Øye med velbehag på disse Smaa, der lege utenfor hyttene - med velbehag, når de ennå have uskyldighet i deres trekk; men også med Rørelse, fordi denne uskyldighet så tidlig visner eller er begravet i en Ureenlighed, som det kun koster en dråpe vann at borttvette, og fordi Fattigdommens dyd har Farer, som de rikere kår ikke kjenne! Ja det er disse Smaa, som har henvendt menneskekjærlighetens oppmerksomhet på Eder selv og Eders omstendigheter, fast at den ikke råder med stort mer enn 210å hjelpe Eders avkom noe til å bli en bedre og lykkeligere slekt.

Ak! der gå så forferdelig Mange til grunne av dem så snart de hever seg over barnealderen; og uaktet dere vet det, har dere dog langtfra Øye nok med dem, inntil foreldrene må være angerløse, om barnet går tapt. Hvor mange sluker ikke Betlerstien alene? Og der er den beskyldning mot flere enn ett par foreldre, at de er slette nok til å drive deres barn med makt ut på denne, inntil de alene finne seg hjemme der og imellom dens laster. Dette er et heleri likeså lavt som det virkelige med rapsede eller funne saker, mange foreldre heller ikke blues ved å begå med sine barn, så det er en lykke, om de dør før de har sett sin avkom forsvinne bak tukthusporten eller vandre gatene om i lenker - det afskyelige syn, som vi ennå må tåle av en barbarisk vane.

Unøisomhed med sine kår, higen etter å tilfredsstille en eller annen lyst er roten til disse ulykker. En utbredt Nydelses- og overdådighetssyke innen de formuende klasser utøser også fristelser over de fattigere. De tåler ikke godt synet av en Skare pyntede mennesker, fra studenten av og til håndverkssvennen, der strømme forbi deres dører for å fornøye seg; og mange gi derover etter for fristelsen, ved syndige midler å kunne nyte noe Lignende, idetmindste Kroens fornøyelser. Pyntelysten øver hos den fattige pike en tryllemakt, der lader henne gi Slip på det Kostbareste, hun eier, på sin kvinnelige dyd; og her, som ved alle disse Faldne og dypere Faldende, er det da, det heter: „hvor snart det går!“

(H. Wergeland. Av „Bladet for Arbeidsklassen.“ Chrnia 1840.)