Indbildningens Misbrug ere saa hyppige, at man ikke nok kan gjøres opmærksom derpaa. At gjenkalde sig forhen havte Tanker under en billedlig Indklædning, give dem et Anstrøg af Gladsind eller Sørgmodighed, udvide dem langt over Virkelighedens Grændser, og saaledes skabe sig en ny Verden af Forestillinger, det er, at have Indbildningskraft, som, rigtig brugt, meddeler Tanken Lys, Hukommelsen Styrke, Talen Skjønhed, Livets Smaating en behagelig Livlighed, ofte en fortryllende Ynde, kun maa den aldrig lades frit Spillerum, uden den aarvaagne Fornufts Tilsyn og Styrelse, i andet Fald bliver den udsvævende, og gjør latterlig eller ulykkelig. Denne Evne er derfor en Kilde til megen Glæde, men og til mange Sorger, eftersom den af sin Eier anvendes. Den viser sin Ild og Kraft i de skjønne Videnskabers og Konsters Mesterværker; den gjør Veltalenheden henrivende, Digtekunsten malende, Maleri og Billedhuggeri til troe Efterligninger af Naturens uopnaaelige Mønstre, den letter Forældres og Læreres Møie, ligesom Landmandens tunge Vaararbeide, ved at fremstille for dem i Baggrunden Høstens Velsignelser. Men paa den anden Side, overladt til sig selv, leder den Mennesket i de grueligste Vildfarelser, vækker overspændte Følelser, 209gjør Nogle opblæste, Andre vellystige, og atter Andre tungsindige og kjede af Livet, danner Sandsigere, Sværmere, eller de saa kaldte Læsere, Grublere, Grillenfængere, Alle saavel sine egne som tidt ogsaa Andres Forførere, afdrager Opmærksomheden fra det egentlige Kald, og henvender den udelukkende paa et eneste selvvalgt Formaal, saa at alt det Øvrige glemmes, først Omsorg for det Udvortes, tilsidst Bevidstheden om sig selv, og saaledes fører til fuldkommen Afsindighed. De Gamle sagde: ”Tæm din Tunge!” men vi lægge til: ”hold din Indbildningskraft i Tømme!” hvilket de ogsaa have udtrykt med de Ord: ”Indbildninger ere værre end Pesten.”

(L. B. Fietzentz. ”Forsøg til en Sundhedskatechismus.” 2det Oplag. Chr.nia 1823.)

Innbilningens misbruk er så hyppige, at man ikke nok kan gjøres oppmerksom derpå. Å gjenkalle seg forhen havte tanker under en billedlig Indklædning, gi dem et anstrøk av Gladsind eller sørgmodighet, utvide dem langt over virkelighetens grenser, og således skape seg en ny verden av forestillinger, det er, å ha Indbildningskraft, som, riktig brukt, meddeler tanken Lys, hukommelsen styrke, talen skjønnhet, Livets småting en behagelig livlighet, ofte en fortryllende Ynde, kun må den aldri lades fritt Spillerum, uten den årvåkne Fornufts tilsyn og Styrelse, i annet fall blir den utsvevende, og gjør latterlig eller ulykkelig. Denne evne er derfor en Kilde til mye glede, men og til mange sorger, ettersom den av sin eier anvendes. Den viser sin ild og kraft i de skjønne vitenskapers og Konsters mesterverker; den gjør veltalenheten henrivende, diktekunsten malende, maleri og Billedhuggeri til troe etterligninger av Naturens uoppnåelige mønstre, den letter foreldres og Læreres møye, likesom Landmandens tunge vårarbeid, ved å fremstille for dem i bakgrunnen Høstens velsignelser. Men på den annen side, overlatt til seg selv, leder den mennesket i de grueligste villfarelser, vekker overspente følelser, 209gjør Nogle oppblåste, andre vellystige, og atter andre tungsindige og kjede av livet, danner sannsigere, svermere, eller de så kalte lesere, grublere, Grillenfængere, alle såvel sine egne som titt også Andres forførere, afdrager oppmerksomheten fra det egentlige kald, og henvender den utelukkende på et eneste selvvalgt formål, så at alt det Øvrige glemmes, først omsorg for det utvortes, til sist bevisstheten om seg selv, og således fører til fullkommen avsindighet. De Gamle sa: ”Tem din tunge!” men vi legger til: ”hold din Indbildningskraft i tømme!” hvilket de også have uttrykt med de ord: ”Indbildninger er verre enn pesten.”

(L. B. Fietzentz. ”Forsøk til en Sundhedskatechismus.” 2det opplag. Chr.nia 1823.)