Misundelse bestaaer i at føle Glæde over Andres Mangler, og Sorg over Andres Fuldkommenheder. Man seer da strax her, at Glæden, jeg taler om, er ikke den ordentlige, naturlige, os alle medfødte Lidenskab, behagelig Følelse af et nærværende Gode. Nei! den er tvertimod en behagelig Følelse af et Onde, som rammer en Anden. Men det maa nu vel ogsaa være saa sin egen Sag med denne Behagelighed; den maa nok være blandet med en vis Gysen, en vis Kulde, saa den dog ikke er noget Gjæstebud for det Hjerte, som føler den. Dette slutter jeg deels af den Omsorg, med hvilken Vedkommende skjule samme, deels deraf, at naar man kommer over den undertiden, er den saa let at kjende fra reen naturlig Glæde. Smiler den, da synes mig see en Ondskabs-Aand, som leger i hvert Træk.
Naar Glæden ellers i et Ansigt er blid som Morgenrøden, saa er denne som det gyselige Glimt i Nordvest, der mod Aftenen glaner frem mellem tordensvangre Skyer. Lader den høre sin Skadefryd, da ligner den Uglens Skrig, naar den sande Glædes Røst er som en liflig syngende Nattergal.
Glæden, den rette, er aabenhjertig, velgjørende; Avinds Glæde er indkneben, listig, og røber en smerteblandet Umættelighed, der endnu stedse synes at ønske, at det Onde, som rammer Andre, maatte blive end værre. Er Avinds Glæde saadan, hvordan skal da dens Sorg være? Unaturlig, som Glæden. Ikke som anden Sorg, Følelse af det Onde, man lider; men smertelig Følelse af det Gode, som vederfares Andre. Den gnaver denne Sorg, den sanker alle Øieblik og allevegne ny Tønder til Ilden. Kun at see et Menneske glad, det er nok for at bedrøves; at see et Menneske elsket, nok for at hade ham; at see En, som nærmer sig op til en eller anden Lykke, en eller anden Fuldkommenhed, det er nok til 205at frygte, som om der fremstod en ødelæggende Fare. Disse ere Grundlinierne til Avinds fæle Billede; men endog blot derefter er det værd at spørge: hveden den kommer? Den kommer ikke af Naturen. Det er allerede viist, at den strider imod Naturen, vender op og ned paa enhver Lidenskab; sørger, hvor den skulde være glad; er glad, hvor den burde sørge; hader, hvor den skulde elske; frygter, hvor den burde haabe. Den kommer ikke fra Verden; thi denne kan give dig Anledning til Sorg, til Frygt; men aldrig i samme Forstand Anledning til Misundelse. Hvad skader det dog mig, at en Anden er glad? og skulde hans Glæde friste mig, maatte det være til at tage Deel i Glæden, være glad med, og blive Daare med de Glade, om deres Glæde var Daarskab. Jeg seer da ikke rettere, end at ogsaa Avind hører til den Sæd, Fienden saaede der Menneskene sove. Er det ikke fornuftstridigt, at en Aand kan virke paa den anden, saa troer jeg skinbarlig, at det er den værste af alle onde Aander, der udbreder, eller indblæser, eller Gud veed hvorledes, meddeler Sjelens Lidenskaber al sin Gift; thi jeg kjender intet livagtigere Djævelens Billede, end det avindsyge Menneske.
(J. N. Brun. „Hellige Taler.“ 3die Udgave. Chrnia 1841.)