200

Intet er almindeligere, end at Mennesket tankeløs tillader sig at mishandle Dyret paa enhver Maade, og finder Lyst og Velbehag i at forvolde det Lidelser og Smerte, ret ligesom Dyret kunde være uden Følelse, eller og dets Følelser vare af en ganske anden Art end det, vi ved Erfarenhed vide Følelse at være.

Men hvilket skrækkeligt Register af Mishandlinger kunde her ikke opføres, om vi vilde følge Menneskene gjennem de forskjellige Stænder og Aldere, og overtænke den uhyre Sum af legemlige Smerter, under hvilke Dyrene sukke; Smerter, som saa almindelig, uden al Betænkning, frembringes og formeres. Naar den sprællende Orm sættes paa Krog til Mading af den haardhjertede Fisker; naar Fluen og Oldenborren gjennembores af Naale, og deres Flagren og Ængstelighed er en behagelig Lyd for det følesløse Menneske; naar de varmende Fjær udrives af det levende Fuglekræs Bryst; naar 201vi lode Dyret, vi have kvæstet, martres tildøde af langsomme Smerter; kort, naar vor tankeløse Daarskab, vore Luner og Lidenskaber forlede os til at mishandle Dyrenes Legemer - o! grovelig krænke vi da Dyrets Ret, som, af Naturens Herre bestemt til Lyksalighed, aldrig kan være lykkeligt ved Legemets Mishandlinger.

“Men”, vil man maaskee svare, “det er jo dog kun Dyr, og vi ere Mennesker, og hvad behøve vi da at bekymre os om deres Glæde eller Smerte? Det er nok, at vi kunne vogte os for at mishandle Mennesker, om vi ikke skulle gjøre os Betænkning over vor Omgang med Dyret.” Ja, der er vistnok mangen En, som kun med største Nød kan vogte sig for at mishandle Mennesker; og Mange gjøre sig aldeles ikke nogen Betænkning over, hvad enten de mishandle Mennesker eller Dyr. Men, Broder! skulde det dog i sig selv være Ret at mishandle Dyret, fordi det er Uret at mishandle Mennesket? eller skulde maaskee Naturens Herre saaledes have føiet sig efter dit onde og ildske Sind, at han skulde have frembragt en heel Klasse af levende og følende Væsener, som du frit og ustraffet kunde mishandle, at du dog endelig kunde have Noget at øve din Ondskab paa?

“Men det er dog et Dyr”, vil du sige; og hvad Mening har du vel med dette dit Forsvar? Neppe kan det betyde Andet, om det ellers skal betyde Noget, end at dette Dyr ikke er et Menneske, ikke har Menneskeskikkelse og Menneskeevner som du — og derfor skulde du da have Lov til at pine og plage det? Men, hvad vilde du vel selv tænke og føle, dersom der uformodentlig fremkom endeel fremmede Skabninger paa denne vor Jord, Skabninger, som ikke kunne tale eller forstaae noget menneskeligt Sprog, og havde en Skikkelse, som aldeles ikke lignede noget Menneskes, men derimod vare os langt overlegne i Magt og Indsigter? DisseSkabninger 202foragtede og forhaanede og mishandlede os paa det grummeste: de sønderbrøde Arme og Been paa os for Lyst, og vare aldeles ligegyldige ved al vor Jamren og Klagen. Hvad vilde du, Menneske! tænke ved en saadan Behandling? Ja Uret, himmelraabende Uret gjorde disse Væsener dig. Men hvad gjør Du da ved Dyret, naar du behandler det paa samme eller lignende Maade? Skal din større Klogskab og Styrke give dig Ret til at mishandle Dyret, saa maa du ogsaa tilstaae, at ethvert Væsen, som er mægtigere og klogere end du, har Ret til at mishandle dig paa lige Maade.

Og se, Menneske! de Misgjerninger, du udøver og tillader Andre at udøve mod Dyret, de vende ofte tilbage paa dig selv, naar du for længe siden har glemt dem, og veed end ikke at besinde dig paa, hvad Sammenhæng dine nærværende Ubehageligheder og Lidelser have med din foregaaende grumme Adfærd mod Dyret. Du lærer og tillader Barnet at sætte Sommerfuglen, Oldenborren og andre smaa Dyr paa Naal; du lærer Barnet at udøve sin Harme paa de Huusdyr, det har omkring sig; du har din Lyst af at see dit Barns Vittighed i at pine Dyret; men se — du tankeløse Fader og Moder! tidlig eller sildig skal den gjengjældende Retfærdighed føre disse Dyrets Piinsler tilbage paa dig selv. Maaskee skal den Ulveunge, du saaledes opdrager, engang stikke de Dolke, hvormed hans spæde Hænder øvede sig paa Dyrene, i din egen Barm. Som et haardt, vildt, ryggesløst Menneske skal maaskee denne din Søn eller Datter volde dig dræbende Hjertesorg og daglig fortærende Græmmelse. Og for sildig vil du da erfare, at det lidende Dyrs Sukke og Jammerskrig ikke tabe sig i Luften, men stige op til Kjærlighedens Gud, og fordre Hevn over den haarde og ubarmhjertige Synder.

(L. Smith. ”Forsøg til en fuldstændig Lærebygning om Dyrenes Natur og Bestemmelse“ osv. Kbhvn. 1800.)

200

Intet er alminneligere, enn at mennesket tankeløs tillater seg å mishandle dyret på enhver måte, og finner lyst og velbehag i å forvolde det lidelser og smerte, rett likesom dyret kunne være uten følelse, eller og dets følelser var av en ganske annen art enn det, vi ved erfarenhet vide følelse å være.

Men hvilket skrekkelig register av mishandlinger kunne her ikke oppføres, om vi ville følge menneskene gjennom de forskjellige stender og aldere, og overtænke den uhyre Sum av legemlige smerter, under hvilke dyrene sukke; Smerter, som så alminnelig, uten all betenkning, frembringes og formeres. Når den sprellende Orm settes på krok til mating av den hårdhjertede fisker; når fluen og oldenborren gjennembores av nåler, og deres Flagren og engstelighet er en behagelig lyd for det følesløse menneske; når de varmende fjær utrives av det levende Fuglekræs bryst; når 201vi lot dyret, vi har kvestet, martres tildøde av langsomme smerter; kort, når vår tankeløse dårskap, våre luner og lidenskaper forlede oss til å mishandle Dyrenes Legemer - o! grovelig krenker vi da Dyrets rett, som, av Naturens Herre bestemt til Lyksalighed, aldri kan være lykkelig ved Legemets mishandlinger.

“Men”, vil man maaskee svare, “det er jo dog kun dyr, og vi er mennesker, og hva behøve vi da å bekymre oss om deres glede eller smerte? Det er nok, at vi kunne vokte oss for å mishandle mennesker, om vi ikke skulle gjøre oss betenkning over vår omgang med dyret.” Ja, der er vistnok mangen En, som kun med største nød kan vokte seg for å mishandle mennesker; og Mange gjøre seg aldeles ikke noen betenkning over, hva enten de mishandle mennesker eller dyr. Men, bror! skulle det dog i seg selv være rett å mishandle dyret, fordi det er Uret å mishandle mennesket? eller skulle maaskee Naturens Herre således have føyet seg etter ditt onde og ildske sinn, at han skulle ha frembrakt en hel klasse av levende og følende vesener, som du fritt og ustraffet kunne mishandle, at du dog endelig kunne ha Noget å øve din ondskap på?

“Men det er dog et dyr”, vil du si; og hva mening har du vel med dette ditt forsvar? Neppe kan det bety annet, om det ellers skal bety Noget, enn at dette dyr ikke er et menneske, ikke har menneskeskikkelse og Menneskeevner som du — og derfor skulle du da have lov til å pine og plage det? Men, hva ville du vel selv tenke og føle, dersom der uformodentlig fremkom en del fremmede skapninger på denne vår jord, skapninger, som ikke kunne tale eller forstå noe menneskelig språk, og hadde en skikkelse, som aldeles ikke lignede noe Menneskes, men derimot vare oss langt overlegne i makt og innsikter? DisseSkabninger 202foragtede og forhaanede og mishandlet oss på det grummeste: de sønderbrøde Arme og ben på oss for lyst, og vare aldeles likegyldige ved all vår Jamren og klagen. Hva ville du, menneske! tenke ved en sådan behandling? Ja Uret, himmelropende Uret gjorde disse vesener deg. Men hva gjør Du da ved dyret, når du behandler det på samme eller lignende måte? Skal din større klokskap og styrke gi deg rett til å mishandle dyret, så må du også tilstå, at ethvert vesen, som er mektigere og klokere enn du, har rett til å mishandle deg på lige måte.

Og se, menneske! de misgjerninger, du utøver og tillater andre å utøve mot dyret, de vende ofte tilbake på deg selv, når du for lenge siden har glemt dem, og vet enn ikke å besinne deg på, hva sammenheng dine nærværende ubehageligheter og lidelser have med din foregående grumme atferd mot dyret. Du lærer og tillater barnet å sette sommerfuglen, oldenborren og andre små dyr på nål; du lærer barnet å utøve sin harme på de husdyr, det har omkring seg; du har din lyst av å se ditt Barns vittighet i å pine dyret; men se — du tankeløse far og Moder! tidlig eller sildig skal den gjengjeldende rettferdighet føre disse Dyrets pinsler tilbake på deg selv. Maaskee skal den ulveunge, du således oppdrager, engang stikke de Dolke, hvormed hans spede hender øvede seg på dyrene, i din egen Barm. Som et hardt, vilt, ryggesløst menneske skal maaskee denne din sønn eller datter volde deg drepende hjertesorg og daglig fortærende gremmelse. Og for sildig vil du da erfare, at det lidende Dyrs Sukke og Jammerskrig ikke tape seg i luften, men stige opp til kjærlighetens Gud, og fordre hevn over den harde og ubarmhjertige synder.

(L. Smith. ”Forsøk til en fullstendig lærebygning om Dyrenes natur og bestemmelse“ osv. Kbhvn. 1800.)