196

Naar vi undersøge alle bevægende Grunde til de menneskelige Handlinger, skulle vi befinde, at de eneste, som i alle Tilfælde og under alle Omstændigheder kunne gjøre os bestandige i Dydens Øvelse, ere: 1) En Overbeviisning om Forfængeligheden af de Ting, i hvilke det blot sandselige Menneske sætter sin Lyksalighed. 2) En Følelse af Dydens Skjønhed, som er grundet paa Menneskekjærlighed, og ved Oplysning og Vane bleven til en herskende Drift i Sindet. 3) En Forsikkring om det høieste Væsens Forsyn og tilkommende Straffe og Belønninger, og endelig 4) hans stedsevarende Medvirkning ved Naturens og Naadens Midler, uden hvilken alt det, som vi kalde vort eget, er tusinde Forandringer underkastet.

Dette var Salomons Filosofi. Han prøvede alle sandselige Fornøielser, og han erfarede snart, at disse vare forfængelige. Han saae, at Nøisomhed ofte gjorde den Fattige glad, og at Mange, som havde Overflødighed, aade sit Brød med Græmmelse. Han lagde sig efter Kundskab om adskillige Ting, han fandt, at Viisdom havde lige saa stort Fortrin for Daarlighed, som Lyset for Mørket, men at Kundskaben dog alene ikke gjorde lykkelig; thi hvad der hændtes Daaren, hændtes og undertiden den Vise. Han betragtede Æren, og den var ligesaa forfængelig; thi hverken den Vises eller Daarens Hukommelse blev evig, det blev alt forglemt i de tilkommende Dage, og den Vises Navn døde engang ud saavel som Daarens. Han undersøgte Dydens Følger 197i Henseende til den udvortes og timelige Lyksalighed; han saae, at den ikke altid blev belønnet, at den Uskyldige græd, uden at finde Trøst, og at Vindskibelighed og Nidkjærhed blev forfulgt af Misundelse. Han fornam, at Rigdom endnu mindre gjorde fornøiet, at den Gjerrige ikke engang blev mæt af sin Overflødighed, og at en fremmed Arving ofte fortærede hans Gods. Heraf sluttede han, at alle Menneskers udvortes Vilkaar vare lige, at det gik den Vise som Daaren, den Rige som den Fattige, den Mægtige som den Svage, den Retfærdige som den Uretfærdige; at Alderdom, Svaghed og Døden tilintetgjorde alle Fortrin, og at Menneskene i udvortes Lyksalighed havde lidet forud for Dyrene. Efter alle disse Forsøg fandt han, at den eneste bestandige Fornøielse var at glæde sig i det Nærværende, som de, der skulde gjøre Regnskab for Brugen deraf; at følge sin egen Overbeviisning, uden at lægge Andres Domme paa Hjertet, at iagttage sine Pligter og holde Guds Bud; men og denne Viisdom, denne Dyd, denne Fornøielse var en Guds Gave, hvortil Hjertet tidlig maatte beredes i Ungdommen, førend det ved Alder og Vane blev alt for ubøieligt. “Tænk paa din Skaber i din Ungdom, førend de mørke Dage komme, om hvilke du vil sige: de behage mig ikke.“

Den spæde Alder har mange Fortrin, som maae bruges vel, dersom man skal bringe det vidt i den store Kunst at elske sine Pligter: Sindet er i denne Alder meget bøieligt, og de første Indtryk have en stor Virkning. Forstanden er endnu ikke indtaget af forudfattede Meninger, og Villien ikke under Passionernes Herredømme. Vildfarelser og Laster ere ikke blevne til Færdigheder, og onde Vaner have ikke undertrykt de naturlige Følelser; men den største Fordeel er, at de unge Hjerter ere tilbøielige til at elske, og at de endnu ikke kjende den falske Ære og de utæmmede Begjerligheder, 198som bevæge Menneskene til at opoffre deres Medborgeres Kjærlighed for Stolthed, Egennytte og Hevn.

Ved denne Drift, som er en af de reneste Kilder til Dyden, den Egenskab, ved hvilken en Skabning allermeest nærmer sig til det Væsen, som er Kjærlighed, kan Dyden blive behagelig, naar man, saavidt muligt er, efterfølger den store Mester i Sædelæren, som indbefattede alle Pligterne i Kjærlighed, og som derfor kunde sige, at hans Aag var sødt og hans Byrde let.

(J. S. Sneedorff. I ”Patriotisk Tilskuer.“ Kbhavn 1775.)

2. Menneskets fri Villie.

— — Den anden Hovedegenskab, hvorved Mennesket adskiller sig fra Dyret, er den fri Villie, med hvilken Mennesket er begavet. Vel har Dyret noget ligt med denne Evne; thi sætter jeg tvende forskjellige Arter af Føde for et Dyr, saa vælger det den ene fremfor den anden; men Aarsagen, hvorfor det vælger den ene og forkaster den anden, er ikke grundet i tydelige Forestillinger om den ene Fødes nyttige og den andens skadelige Indflydelse paa Legemet, men i visse sandselige Følelser, som ved begge opvækkes, og ved den ene ere behagelige, ved den anden ubehagelige eller mindre behagelige.

Anderledes forholder det sig med Mennesket. Vel vælger han ofte blot efter sandselige Følelser, og da vælger han som Dyret; men han kan ogsaa vælge efter tydelige Forestillinger om det, som han vælger, og da vælger han som Menneske. Man sætte for en Syg en behagelig, men skadelig, Ret, og tillige en bitter Medicin; Sandserne tilskynde ham at vælge det første, men Fornuften tilraader ham at vælge det sidste; og ved dette Valg, som alene bestemmes ved fornuftige Forestillinger, adskiller Mennesket sig fra Dyret.

199Men naar man siger, at Mennesket har fri Villie, saa forstaaes derved intet mere end dette, at det staaer i Menneskets Evne, efter tydelige Forestillinger om en Ting enten at vælge eller at forkaste den; men at iværksætte sit Valg, det staaer ikke til ham. Han kan beslutte sig til at handle eller ikke at handle, til at gjøre det Ene og lade det Andet; men det staaer derfor ikke altid i hans Magt at udføre sine Beslutninger; ofte nødes han til at gjøre hvad han heller vilde lade, og at lade hvad han hellere vilde gjøre; derom overbeviser den daglige Erfaring os. Mennesket er derfor vel Herre over sit Valg og sine Beslutninger; men da Udførelsen ikke staaer i hans Magt, saa er han ikke selv Herre over sine egne eller over Verdens Skjebner.

Naar man siger, at Mennesket har fri Villie, saa maa man derfor ikke troe, at han uden alle Grunde kan vælge eller forkaste; han handlede da uden tilstrækkelig Aarsag, og uden tilstrækkelig Aarsag kan Intet skee. Vor fri Villie bestemmes alletider ved overveiende Grunde, og naar disse ere forhaanden, er Valget uudebliveligt. Vor Villie bestemmes alletider ved den Bevæggrund, som virker stærkest; men dette have vi forud fremfor Dyrene, deels, at vi kunne ved fornuftigt Overlæg prøve disse Grunde, som virke paa os, sammenligne dem med hverandre, og undersøge deres Styrke førend de bestemme vort Valg; deels, naar en Bevæggrund synes os af alle den stærkeste, kunne vi endnu standse i vort Valg, førend vi følge den, og opsætte vor Beslutning, indtil vi enten have opsøgt nye Grunde til at handle efter, eller have endnu nøiere undersøgt de gamle; men, naar vi intet mere have at undersøge, naar vi efter tydelige Forestillinger indsee den Bevæggrunds Rigtighed, som virker stærkest, og ingen Tvivl mere er tilbage, saa er vor Villie bestemt.

Naar Mennesket saaledes bruger sin Fornuft og sin fri 200Villie, saa er han det, som han efter sin Bestemmelse skal være, han er Menneske, og handler som Menneske; i modsat Tilfælde, naar ikke tydelige og fornuftige Forestillinger om det Gode eller Onde i hans Handlinger, men visse sandselige Forestillinger, visse Bevægelser i Legemet og dets Nerver bestemme hans Valg og hans Handlinger, saa ophører han at være Menneske, han bliver Dyr, og synker ned fra den Høide, paa hvilken han stod som Dyrets Herre. Legemet har da Overmagten over Sjelen, Sandserne over Fornuften, og deri bestaaer al Menneskets moralske Fordærvelse.

(C. Bastholm. “Filosofi for Ulærde.“ Kbhvn 1799.)

196

Når vi undersøker alle bevegende grunner til de menneskelige handlinger, skulle vi befinne, at de eneste, som i alle tilfelle og under alle omstendigheter kunne gjøre oss bestandige i Dydens øvelse, er: 1) En Overbeviisning om forfengeligheten av de ting, i hvilke det blot sanselige menneske setter sin Lyksalighed. 2) En Følelse av Dydens skjønnhet, som er grunnet på menneskekjærlighet, og ved opplysning og vane blitt til en herskende drift i sinnet. 3) En Forsikkring om det høyeste Væsens forsyn og tilkommende Straffe og belønninger, og endelig 4) hans stedsevarende medvirkning ved Naturens og nådens midler, uten hvilken alt det, som vi kaller vårt eget, er tusen forandringer underkastet.

Dette var Salomons filosofi. Han prøvde alle sanselige fornøyelser, og han erfarte snart, at disse var forfengelige. Han så, at nøysomhet ofte gjorde den Fattige glad, og at Mange, som hadde overflødighet, åt sitt brød med gremmelse. Han la seg etter kunnskap om adskillige ting, han fant, at Viisdom hadde like så stort fortrinn for Daarlighed, som lyset for mørket, men at kunnskapen dog alene ikke gjorde lykkelig; thi hva der hændtes dåren, hændtes og undertiden den vise. Han betraktede æren, og den var likeså forfengelig; thi hverken den Vises eller Daarens hukommelse ble evig, det ble alt forglemt i de tilkommende dager, og den Vises navn døde engang ut såvel som Daarens. Han undersøkte Dydens følger 197i Henseende til den utvortes og timelige Lyksalighed; han så, at den ikke alltid ble belønnet, at den Uskyldige gråt, uten å finne trøst, og at Vindskibelighed og nidkjærhet ble forfulgt av misunnelse. Han fornam, at rikdom enda mindre gjorde fornøyet, at den Gjerrige ikke engang ble mett av sin overflødighet, og at en fremmed arving ofte fortærede hans gods. Heraf sluttet han, at alle Menneskers utvortes vilkår var lige, at det gikk den vise som dåren, den rike som den Fattige, den Mægtige som den Svage, den Retfærdige som den Uretfærdige; at alderdom, svakhet og døden tilintetgjorde alle fortrinn, og at menneskene i utvortes Lyksalighed hadde lite forut for dyrene. Etter alle disse forsøk fant han, at den eneste bestandige fornøyelse var å glede seg i det Nærværende, som de, der skulle gjøre regnskap for bruken derav; å følge sin egen overbevisning, uten å legge Andres Domme på hjertet, å iaktta sine plikter og holde Guds bud; men og denne Viisdom, denne dyd, denne fornøyelse var en Guds gave, hvortil hjertet tidlig måtte beredes i ungdommen, før det ved alder og vane ble alt for ubøyelig. “Tenk på din skaper i din ungdom, før de mørke dager komme, om hvilke du vil si: de behage meg ikke.“

Den spede alder har mange fortrinn, som må brukes vel, dersom man skal bringe det vidt i den store kunst å elske sine plikter: Sinnet er i denne alder meget bøyelig, og de første inntrykk have en stor virkning. Forstanden er ennå ikke inntatt av forutfattede meninger, og viljen ikke under Passionernes herredømme. Villfarelser og laster er ikke blitt til ferdigheter, og onde vaner have ikke undertrykt de naturlige følelser; men den største fordel er, at de unge hjerter er tilbøyelige til å elske, og at de ennå ikke kjenne den falske ære og de utemmede begjærligheter, 198som bevege menneskene til å oppofre deres Medborgeres kjærlighet for stolthet, egennytte og hevn.

Ved denne drift, som er en av de reneste kilder til dyden, den egenskap, ved hvilken en skapning allermest nærmer seg til det vesen, som er kjærlighet, kan dyden bli behagelig, når man, såvidt mulig er, etterfølger den store mester i sedelæren, som indbefattede alle pliktene i kjærlighet, og som derfor kunne si, at hans åk var søtt og hans byrde lett.

(J. S. Sneedorff. I ”Patriotisk tilskuer.“ Kbhavn 1775.)

2. Menneskets fri vilje.

— — Den annen Hovedegenskab, hvorved mennesket adskiller seg fra dyret, er den fri vilje, med hvilken mennesket er begavet. Vel har dyret noe ligt med denne evne; thi setter jeg tvende forskjellige arter av føde for et dyr, så velger det den ene fremfor den annen; men årsaken, hvorfor det velger den ene og forkaster den annen, er ikke grunnet i tydelige forestillinger om den ene Fødes nyttige og den annens skadelige innflytelse på Legemet, men i visse sanselige følelser, som ved begge oppvekkes, og ved den ene er behagelige, ved den annen ubehagelige eller mindre behagelige.

Annerledes forholder det seg med mennesket. Vel velger han ofte blot etter sanselige følelser, og da velger han som dyret; men han kan også velge etter tydelige forestillinger om det, som han velger, og da velger han som menneske. Man sette for en Syg en behagelig, men skadelig, rett, og tillike en bitter medisin; Sansene tilskynde ham å velge det første, men fornuften tilråder ham å velge det siste; og ved dette valg, som alene bestemmes ved fornuftige forestillinger, adskiller mennesket seg fra dyret.

199Men når man sier, at mennesket har fri vilje, så forstås derved intet mer enn dette, at det står i Menneskets evne, etter tydelige forestillinger om en ting enten å velge eller å forkaste den; men å iverksette sitt valg, det står ikke til ham. Han kan beslutte seg til å handle eller ikke å handle, til å gjøre det Ene og lade det andre; men det står derfor ikke alltid i hans makt å utføre sine beslutninger; ofte nødes han til å gjøre hva han heller ville la, og å la hva han hellere ville gjøre; derom overbeviser den daglige erfaring oss. Mennesket er derfor vel Herre over sitt valg og sine beslutninger; men da utførelsen ikke står i hans makt, så er han ikke selv Herre over sine egne eller over Verdens skjebner.

Når man sier, at mennesket har fri vilje, så må man derfor ikke troe, at han uten alle grunner kan velge eller forkaste; han handlet da uten tilstrekkelig årsak, og uten tilstrekkelig årsak kan intet skje. Vår fri vilje bestemmes alletider ved overveiende grunner, og når disse er forhånden, er valget uudebliveligt. Vår vilje bestemmes alletider ved den beveggrunn, som virker sterkest; men dette har vi forut fremfor dyrene, dels, at vi kunne ved fornuftig overlegg prøve disse grunner, som virke på oss, sammenligne dem med hverandre, og undersøke deres styrke før de bestemmer vårt valg; dels, når en beveggrunn synes oss av alle den sterkeste, kunne vi ennå stanse i vårt valg, før vi følger den, og oppsette vår beslutning, inntil vi enten have oppsøkt nye grunner til å handle etter, eller have enda nøyere undersøkt de gamle; men, når vi intet mer have å undersøke, når vi etter tydelige forestillinger innse den Bevæggrunds riktighet, som virker sterkest, og ingen tvil mer er tilbake, så er vår vilje bestemt.

Når mennesket således bruker sin fornuft og sin fri 200vilje, så er han det, som han etter sin bestemmelse skal være, han er menneske, og handler som menneske; i motsatt tilfelle, når ikke tydelige og fornuftige forestillinger om det gode eller Onde i hans handlinger, men visse sanselige forestillinger, visse bevegelser i Legemet og dets nerver bestemme hans valg og hans handlinger, så opphører han å være menneske, han blir dyr, og synker ned fra den høyde, på hvilken han stod som Dyrets Herre. Legemet har da overmakten over sjelen, sansene over fornuften, og deri består all Menneskets moralske fordervelse.

(C. Bastholm. “Filosofi for Ulærde.“ Kbhvn 1799.)