Læreplanatlas
Første Deel

V. Belærende Foredrag.

194

Historien eller det fortællende Foredrag staaer ved sit Slægtskab til den episke Poesi, og det beskrivende Foredrag ved den maleriske Anskuelighed, som det kræver, i nærmere Berørelse med Poesien eller den egentlige skjønne Literatur end det strengt belærende eller didaktiske Foredrag. Dette ligger efter sin Natur fjernest derfra, skjøndt vi ogsaa ved det kunne fordre de tørreste Materier behandlede i en Stiil, som hverken støder Øret eller vort Begreb om det Skjønne. Det didaktiske Foredrag er for nær beslægtet med det oratoriske eller Veltalenheden til at det ikke ogsaa skulde besidde sine Skjønheder. Ogsaa Logiken har sin naturlige Rhytmus (Tonetakt); aandrige Betragtninger meddele ogsaa Stilen Aand og Liv, og den skarpsindige Afhandling henter sin indtrængende Tydelighed, Beviserne sin seirende Styrke ikke blot fra deres egen indre Rigtighed, men ogsaa fra den Stiil, hvorigjennem Foredraget er udtrykt, fra de veldannede, velforbundne Perioder og de velvalgte Ord. Det belærende Foredrag er Sjelens Tale. Det er en individuel Anskuelse, en Betragtning over en aandig Gjenstand, en Lære, Forfatteren vil fremsætte og gjøre gjældende med al sin Aandskraft, og da kan Stilen ikke være ham ligegyldig. Jo tungere Materien er, af des større Vigtighed vil han finde Stilens Lethed og Tydelighed. Materiens Dybsindighed kan gjøre en Indtrængen i denne vanskelig, men Sproget maa ikke forøge disse Vanskeligheder. Og dog er dette saa ofte Tilfælde, ja selv det, at Materier, der i sig selv ere simple, vanskeliggjøres ved et kunstlet, med haarde selvgjorte eller fremmede Ord overfyldt Sprog. — Ligesom Begivenhedernes Sandhed i Historien er det vigtigste, saa er Materiens indre Sandhed det ved det belærende Foredrag, og den Skjønsomme vil altid foretrække en grundig, om end sletstilet, Afhandling for en ugrundig, som ellers i alle Maader tilfredsstiller Smagens Fordringer. Intet bliver 195skjønnere ved at komme i Strid med sig selv, og det didaktiske Foredrag geraader deri, saasnart det i mindste Maade sætter Rigtigheden og Forstandsinteressen tilside for Formen. Kunsten er, at fremstille Tankerne saaledes som de i naturlig Forbindelse og i logisk Følgerække af hinanden udvikle sig af den med Materien sysselsatte Bevidsthed. Alle aandige Kræfter virke harmonisk under Forstandens Herredømme, og saaledes vil Indbildningskraft og Følelse ogsaa medvirke under Tænkningen, og da ogsaa under Fremstillingen. Hvor mangfoldige Materierne end kunne være for det belærende Foredrag, er dette dog altid af en saa alvorlig Beskaffenhed, at denne ogsaa maa gjengives i en vis Stilens Alvor, Rolighed og Værdighed. Denne langsomme Rhytmus og roligere Charakter danne Skillet imellem det belærende skrevne og det mundtlige Foredrag. Dette gjælder dog egentlig kun om de filosofiske og moralske Afhandlinger; i den didaktiske Epistel og i den prosaiske Satire, der ogsaa henregnes til det belærende Foredrag, er Stilen livligere, fordi i den første det individuelle Lune og ømme, fortrolige Forhold, og i den sidste Vittigheden, enten som paapegende det Latterlige med et Smiil eller det Slette med fyrigt Had, udtrykker sig. For Ord- og Tankesproget, der ogsaa kan henføres til det belærende Foredrag, er størst mulig Korthed og Kraft i Udtrykket det Eiendommelige ved Stilen. Dets Formaal er nemlig at gjøre indtrængende og at binde til Hukommelsen visse praktiske Sandheder og Leveregler, der ere overleverede fra Fædrene i den Form, hvori de skulle beholdes. De leve kun paa Folkets Læber og vedkomme ikke Literaturen.