Historien eller det fortællende Foredrag staaer ved sit Slægtskab til den episke Poesi, og det beskrivende Foredrag ved den maleriske Anskuelighed, som det kræver, i nærmere Berørelse med Poesien eller den egentlige skjønne Literatur end det strengt belærende eller didaktiske Foredrag. Dette ligger efter sin Natur fjernest derfra, skjøndt vi ogsaa ved det kunne fordre de tørreste Materier behandlede i en Stiil, som hverken støder Øret eller vort Begreb om det Skjønne. Det didaktiske Foredrag er for nær beslægtet med det oratoriske eller Veltalenheden til at det ikke ogsaa skulde besidde sine Skjønheder. Ogsaa Logiken har sin naturlige Rhytmus (Tonetakt); aandrige Betragtninger meddele ogsaa Stilen Aand og Liv, og den skarpsindige Afhandling henter sin indtrængende Tydelighed, Beviserne sin seirende Styrke ikke blot fra deres egen indre Rigtighed, men ogsaa fra den Stiil, hvorigjennem Foredraget er udtrykt, fra de veldannede, velforbundne Perioder og de velvalgte Ord. Det belærende Foredrag er Sjelens Tale. Det er en individuel Anskuelse, en Betragtning over en aandig Gjenstand, en Lære, Forfatteren vil fremsætte og gjøre gjældende med al sin Aandskraft, og da kan Stilen ikke være ham ligegyldig. Jo tungere Materien er, af des større Vigtighed vil han finde Stilens Lethed og Tydelighed. Materiens Dybsindighed kan gjøre en Indtrængen i denne vanskelig, men Sproget maa ikke forøge disse Vanskeligheder. Og dog er dette saa ofte Tilfælde, ja selv det, at Materier, der i sig selv ere simple, vanskeliggjøres ved et kunstlet, med haarde selvgjorte eller fremmede Ord overfyldt Sprog. — Ligesom Begivenhedernes Sandhed i Historien er det vigtigste, saa er Materiens indre Sandhed det ved det belærende Foredrag, og den Skjønsomme vil altid foretrække en grundig, om end sletstilet, Afhandling for en ugrundig, som ellers i alle Maader tilfredsstiller Smagens Fordringer. Intet bliver 195skjønnere ved at komme i Strid med sig selv, og det didaktiske Foredrag geraader deri, saasnart det i mindste Maade sætter Rigtigheden og Forstandsinteressen tilside for Formen. Kunsten er, at fremstille Tankerne saaledes som de i naturlig Forbindelse og i logisk Følgerække af hinanden udvikle sig af den med Materien sysselsatte Bevidsthed. Alle aandige Kræfter virke harmonisk under Forstandens Herredømme, og saaledes vil Indbildningskraft og Følelse ogsaa medvirke under Tænkningen, og da ogsaa under Fremstillingen. Hvor mangfoldige Materierne end kunne være for det belærende Foredrag, er dette dog altid af en saa alvorlig Beskaffenhed, at denne ogsaa maa gjengives i en vis Stilens Alvor, Rolighed og Værdighed. Denne langsomme Rhytmus og roligere Charakter danne Skillet imellem det belærende skrevne og det mundtlige Foredrag. Dette gjælder dog egentlig kun om de filosofiske og moralske Afhandlinger; i den didaktiske Epistel og i den prosaiske Satire, der ogsaa henregnes til det belærende Foredrag, er Stilen livligere, fordi i den første det individuelle Lune og ømme, fortrolige Forhold, og i den sidste Vittigheden, enten som paapegende det Latterlige med et Smiil eller det Slette med fyrigt Had, udtrykker sig. For Ord- og Tankesproget, der ogsaa kan henføres til det belærende Foredrag, er størst mulig Korthed og Kraft i Udtrykket det Eiendommelige ved Stilen. Dets Formaal er nemlig at gjøre indtrængende og at binde til Hukommelsen visse praktiske Sandheder og Leveregler, der ere overleverede fra Fædrene i den Form, hvori de skulle beholdes. De leve kun paa Folkets Læber og vedkomme ikke Literaturen.

Historien eller det fortellende foredrag står ved sitt slektskap til den episke poesi, og det beskrivende foredrag ved den maleriske anskuelighet, som det krever, i nærmere berøring med poesien eller den egentlige skjønne litteratur enn det strengt belærende eller didaktiske foredrag. Dette ligger etter sin natur fjernest derfra, skjønt vi også ved det kunne fordre de tørreste Materier behandlede i en stil, som hverken støter øret eller vårt begrep om det Skjønne. Det didaktiske foredrag er for nær beslektet med det oratoriske eller veltalenheten til at det ikke også skulle besitte sine skjønnheter. Også logikken har sin naturlige rytme (Tonetakt); åndrike betraktninger meddele også stilen ånd og Liv, og den skarpsindige avhandling henter sin inntrengende tydelighet, bevisene sin seirende styrke ikke blot fra deres egen indre riktighet, men også fra den stil, hvorigjennom foredraget er uttrykt, fra de veldannede, velforbundne perioder og de velvalgte ord. Det belærende foredrag er Sjelens Tale. Det er en individuell anskuelse, en betraktning over en aandig gjenstand, en lære, forfatteren vil fremsette og gjøre gjeldende med all sin åndskraft, og da kan stilen ikke være ham likegyldig. Jo tungere materien er, av des større viktighet vil han finne Stilens letthet og tydelighet. Materiens dypsindighet kan gjøre en inntrengen i denne vanskelig, men språket må ikke forøke disse vanskeligheter. Og dog er dette så ofte tilfelle, ja selv det, at Materier, der i seg selv er simple, vanskeliggjøres ved et kunstlet, med harde selvgjorte eller fremmede ord overfyldt språk. — Likesom begivenhetenes sannhet i historien er det viktigste, så er Materiens indre sannhet det ved det belærende foredrag, og den Skjønsomme vil alltid foretrekke en grundig, om enn sletstilet, avhandling for en ugrundig, som ellers i alle måter tilfredsstiller smakens fordringer. Intet blir 195skjønnere ved å komme i strid med seg selv, og det didaktiske foredrag geråder deri, så snart det i minste måte setter riktigheten og Forstandsinteressen tilside for formen. Kunsten er, å fremstille Tankerne således som de i naturlig forbindelse og i logisk Følgerække av hinannen utvikle seg av den med materien sysselsatte bevissthet. Alle aandige krefter virke harmonisk under Forstandens herredømme, og således vil Indbildningskraft og følelse også medvirke under tenkningen, og da også under fremstillingen. Hvor mangfoldige materiene enn kunne være for det belærende foredrag, er dette dog alltid av en så alvorlig beskaffenhet, at denne også må gjengives i en vis Stilens alvor, Rolighed og verdighet. Denne langsomme rytme og roligere karakter danne skillet imellom det belærende skrevne og det muntlige foredrag. Dette gjelder dog egentlig kun om de filosofiske og moralske avhandlinger; i den didaktiske epistel og i den prosaiske satire, der også henregnes til det belærende foredrag, er stilen livligere, fordi i den første det individuelle lune og ømme, fortrolige forhold, og i den siste vittigheten, enten som påpekende det Latterlige med et smil eller det Slette med fyrigt hat, uttrykker seg. For Ord- og tankespråket, der også kan henføres til det belærende foredrag, er størst mulig korthet og kraft i uttrykket det Eiendommelige ved stilen. Dets formål er nemlig å gjøre inntrengende og å binde til hukommelsen visse praktiske sannheter og leveregler, der er overleverede fra fedrene i den form, hvori de skulle beholdes. De leve kun på Folkets lepper og vedkomme ikke litteraturen.