189

Fælles Sprog, fælles Skikke og Levemaade, overeensstemmende Ansigtstræk og øvrige Legemsbeskaffenheder forene alle Sydhavsbeboerne til een Race. Sandwichsøernes Beboer forstaaer ikke blot Otaheiteren, men selv Nyzeelænderen, og det er kun Dialekter af samme Grundsprog, der tales paa disse Øer. De charakteristiske Skikke Tatuering og Tahbu, de Dødes Henlæggelse i et Slags aabne Begravelser (Morais), Lighed i Pynt og Zirater, Brugen af Dobbeltbaandene, Dyrkningen af de samme nyttige Væxter ere, med ubetydelige Modificationer, fælles for de fjerneste Øer.

Alle ere enige om, at Oceaniterne ere en smuk og velskabt Menneskerace, der afviger mindre fra den europæiske, arabiske og indiske end de øvrige Racer. Deres Hudfarve er langt fra at fortjene at kaldes sort; den er, selv hos de lavere Folkeklasser, der ideligen ere udsatte for Solen og Luften, neppe meer end guulagtig eller bruunagtig; hos de fornemmere, især af Kvindekjønnet, og hos de nyfødte Børn neppe mørkere end hos Sydeuropæeren. Haaret er ikke kruset som hos Negeren, men glat eller lokket; Øinene store og ikke skraae og smaa som hos den mongolske Race, Næsen afsondret fra Kinder og Overlæbe, Læberne ei tykke som hos Negeren, og Legemets Dele vel proportionerede.

Jeg nævnte Tatueringen. Denne mærkelige over hele Oceanien udbredte Skik bestaaer deri, at man ved at skjære eller prikke Linier og Figurer i Huden tilveiebringer Forziringer paa Legemet. Dette skeer af egne dertil dannede Kunstnere; det gjøres med Vingebenet af Tropikfuglen, hvis Ende udskjæres kamformig i mange Spidser; med disse Spidser prikkes ind i Huden, indtil der tilveiebringes et Saar, der indgnides med Kul af den saakaldte Brændenød. Operationen varer i flere Uger, og ofte tilsættes senere endnu flere Tegninger. 190Disse Tegninger udføres af de bedre Kunstnere med megen Regelmæssighed, Symmetrie og Nøiagtighed, ikke sjelden endog med Smag; men da de bedre Kunstnere lade sig godt betale med et eller flere fede Sviin (Otaheiternes største Rigdom), saa maae de mindre Formuende tye hen til Fuskere, og de Fattige ganske give slip paa denne Prydelse. Det indsees, at naar vi blot betragte det fra Prydelsens Side, saa er Tatueringen for Oceaniten det samme som Klæder for os; virkeligen have disse Tegninger i Afstand en paafaldende Lighed med Klæder; lange Striber ned ad Benene give Udseende af stribede Pantalons; Forziringerne paa en Arm ligne en zirligen udsyet Handske; paa Benene en Strømpe &c. Paa Livet trækkes Stregerne saaledes, at de give Udseende af en meget smækker Taille, saa at selv Snorlivet paa en vis Maade her ikke er ubekjendt. Det kommer her, mere end hos os, an paa at have en god Skrædder, eftersom man bærer Kjolen for sin hele Levetid. Moden, seer man let, kan ingen Indflydelse have, i det mindste ikke hos samme Person.

Tahbu-Skikken bestaaer deri, at Gjenstande erklæres hellige og udenfor Berørelse og Brug, enten for alle, eller visse Personer. Ikke blot Gjenstande, der høre til Religionen, ere i dette Tilfælde, men ogsaa mange andre Ting. Ved et Barns Fødsel plantes f. Ex. et Brødfrugttræ; det er Tahbu for alle Andre end Barnet. Svinekjød er Tahbu for Kvinderne, dog med enkelte Undtagelser; et Menneskes Hoved er Tahbu; man maa ikke lægge sin Haand derpaa eller gaae over en Sovendes Hoved.

De Døde indgnides stærkt med Kokosolie og lægges, indhyllede i mange Tøier, i aaben Luft paa Stilladser. De blive derved til et Slags Mumier.

Sydhavsøernes Naturstilling gjør Beboerne til fødte Sømænd; 191intet Under derfor, at de ere fortræffelige Svømmere. Reisende forsikkre, at naar man seer, hvor lang Tid af Dagen de alle, Mænd, Kvinder, Børn, blive i Vandet, og hvorledes de deri kunne foretage sig allehaande Beskjæftigelser, fristes man til at antage dem for et Slags Amfibier, der lige saa godt kunne leve i Vandet som paa Landjorden. Denne Lyst til at opholde sig i Søen er saa stærk, at paa Sandwichsøerne, hvor nu de fornemmere indfødte Kvinder gaae klædte i Silkekjoler, europæiske Hatte og Skoe, hænder det stundom, at de, glemmende deres nye Levemaade, pludseligen fra pyntede Damer forvandles til Havnymfer, der svømme omkring Skibene.

Da Europæerne først besøgte Sydhavsøerne, fandt de næsten overalt en allerede temmelig fremrykket Civilisation. Paa de fleste var der en Statsforfatning, Agerdyrkning, tildeels med kunstig Vanding, og en ikke ganske ubetydelig Industri og Smag, som viste sig i deres Tøier, Baade og smukt udzirede Redskaber. De havde ogsaa Barder. Dog havde naturligviis Civilisationen og endnu mere de religiøse og moralske Begreber en fra den europæiske aldeles forskjellig Retning.

Men saaledes som Oceaniterne vare, da de først besøgtes af Europæerne — ja saaledes som de vare 50 Aar tilbage — finde vi dem kun paa de mindre besøgte Øer. Alt er i Oceanien i et kort Tidsrum aldeles forandret. Indbyggerne klæde sig nu i europæisk Dragt og have antaget europæiske Skikke; Tatueringen gaaer stærkt af Brug; paa Otaheiti er en Dobbeltbaad allerede en Sjeldenhed; paa Sandwichsøerne, hvor Cook for 50 Aar siden blev ihjelslaaet af de Vilde, seer man nu europæiske Boliger, Pakhuse, Kaffehuse, Billarder, Gjestgiversteder, Skildvagter i Uniform; de besøges af flere hundrede europæiske og nordamerikanske 192Skibe om Aaret, og paa engang kan man træffe indtil 50. Da man vilde give Kapt. Beechey en Prøve paa de nationale Dandse og Sange, maatte man hente Dandsere og Barder fra en af de fjernt liggende Øer; Skoler og Kirker ere traadte i Stedet for Morais og Afgudsbilleder. Vare Øerne ikke saa mange og saa spredte, saa vilde den Tid maaskee ikke være langt borte, i hvilken Oceaniternes nationale Sæder og Skikke maatte studeres i Museer for Oldsager, ligesom vi nu studere vort Hedenolds Sæder.

Oceaniterne vise en stor Lyst til at antage den europæiske Kultur; ja denne Lyst grændser stundom til Enthusiasme. Da Sandwichsøernes Beboere mærkede, at man, ved Hjælp af Skrivekunsten, fraværende kunde meddele hinanden sine Tanker, greb dette dem saaledes, at alle Store og Smaa ilede med deres Skrivebøger til Skolerne og bestormede disse; lignende Scener frembøde sig ved Ankomsten af det første Trykkeri paa Eimeo.

Det har noget meget glædeligt ved sig at see, hvorledes Kulturen og, jevnsides med den, Christendommen udbrede deres Velgjerninger stedse over flere Dele af Jordkloden, og hvorledes denne Fremskriden stundom gjør Kæmpeskridt. Glæden herover bliver dog ofte hos Menneskevennen forstyrret ved en Indblanding af vemodige Betragtninger. Thi Kulturens Fremskridt skee i de fleste Tilfælde derved, at Europæerne eller deres Efterkommere fortrænge de ældre Folkeslag, der ligesom ved en langsom Tæring gaae tilgrunde. Den samme Skjæbne, som Guancherne havde paa de canariske Øer, venter efter al Sandsynlighed de indfødte nordamerikanske Stammer, Brasiliens vilde Folkeslag, Nyhollands oprindelige Beboere, Siberiens nordlige Folkeslag og Kamtschadalerne. For det menneskelige Øie syntes det ønskeligst, at den ædle Green maatte indpodes paa den vilde Stamme, ikke de vilde Stammer 193omhugges, for at give Plads for de ædle. Paa en saadan Indpodning frembyder Oceanien et mærkeligt og lysende Exempel. Det gaaer maaskee her som ved Planternes Indpodning: Stammen, hvorpaa der podes, maa være af beslægtet Natur.

(J. F. Schouw.)

189

Felles språk, felles Skikke og levemåte, overeensstemmende ansiktstrekk og øvrige Legemsbeskaffenheder forene alle Sydhavsbeboerne til een Race. Sandwichsøernes beboer forstår ikke blot Otaheiteren, men selv Nyzeelænderen, og det er kun dialekter av samme grunnspråk, der tales på disse øyer. De karakteristiske Skikke tatovering og Tahbu, de Dødes henleggelse i et Slags åpne begravelser (Morais), likhet i pynt og Zirater, bruken av dobbeltbåndene, Dyrkningen av de samme nyttige vekster er, med ubetydelige modifikasjoner, felles for de fjerneste øyer.

Alle er enige om, at Oceaniterne er en smuk og velskapt menneskerase, der avviker mindre fra den europeiske, arabiske og indiske enn de øvrige raser. Deres hudfarge er langt fra å fortjene å kalles sort; den er, selv hos de lavere Folkeklasser, der ideligen er utsatte for solen og luften, neppe mer enn gulaktig eller brunaktig; hos de fornemmere, især av kvinnekjønnet, og hos de nyfødte barn neppe mørkere enn hos sydeuropeeren. Håret er ikke kruset som hos negeren, men glatt eller lokket; Øynene store og ikke skrå og små som hos den mongolske Race, nesen avsondret fra kinner og overleppe, leppene ei tykke som hos negeren, og Legemets dele vel proporsjonerte.

Jeg nevnte tatoveringen. Denne merkelige over hele Oceanien utbredte skikk består deri, at man ved å skjære eller prikke linjer og figurer i huden tilveiebringer forsiringer på Legemet. Dette skeer av egne dertil dannede kunstnere; det gjøres med vingebenet av tropikfuglen, hvis ende udskjæres kamformig i mange spisser; med disse spisser prikkes inn i huden, inntil der tilveiebringes et sår, der indgnides med kull av den såkalte Brændenød. Operasjonen varer i flere uker, og ofte tilsettes senere enda flere tegninger. 190Disse tegninger utføres av de bedre kunstnere med mye regelmessighet, symmetri og nøyaktighet, ikke sjelden endog med smak; men da de bedre kunstnere lade seg godt betale med et eller flere feite svin (Otaheiternes største rikdom), så må de mindre Formuende tye hen til fuskere, og de Fattige ganske gi slip på denne Prydelse. Det innses, at når vi blot betrakte det fra Prydelsens side, så er tatoveringen for Oceaniten det samme som klær for oss; virkelig have disse tegninger i avstand en påfallende likhet med klær; lange striper ned ad Benene gi utseende av stripede Pantalons; Forsiringene på en arm ligne en zirligen utsydd hanske; på Benene en strømpe &c. På livet trekkes strekene således, at de gir utseende av en meget smekker Taille, så at selv Snorlivet på en viss måte her ikke er ubekjendt. Det kommer her, mer enn hos oss, an på å ha en god skredder, ettersom man bærer kjolen for sin hele levetid. Moden, ser man lett, kan ingen innflytelse have, i det minste ikke hos samme person.

Tahbu-skikken består deri, at gjenstander erklæres hellige og utenfor berøring og Bruk, enten for alle, eller visse personer. Ikke blot gjenstander, der høre til religionen, er i dette tilfelle, men også mange andre ting. Ved et Barns fødsel plantes f. Ex. et brødfrukttre; det er Tahbu for alle andre enn barnet. Svinekjøtt er Tahbu for kvinnene, dog med enkelte unntagelser; et Menneskes hode er Tahbu; man må ikke legge sin hånd derpå eller gå over en Sovendes hode.

De Døde indgnides sterkt med kokosolje og legges, indhyllede i mange tøyer, i åpen luft på stillaser. De blir derved til et Slags mumier.

Sydhavsøernes Naturstilling gjør beboerne til fødte sjømenn; 191intet under derfor, at de er fortreffelige svømmere. Reisende forsikre, at når man ser, hvor lang tid av dagen de alle, menn, kvinner, barn, bli i vannet, og hvorledes de deri kunne foreta seg allehånde beskjeftigelser, fristes man til å anta dem for et Slags amfibier, der like så godt kunne leve i vannet som på landjorden. Denne lyst til å oppholde seg i sjøen er så sterk, at på Sandwichsøerne, hvor nå de fornemmere innfødte kvinner gå kledde i silkekjoler, europeiske hatter og sko, hender det stundom, at de, glemmende deres nye levemåte, pludseligen fra pyntede damer forvandles til Havnymfer, der svømme omkring skipene.

Da europeerne først besøkte Sydhavsøerne, fant de nesten overalt en allerede temmelig fremrykket sivilisasjon. På de fleste var der en statsforfatning, Agerdyrkning, til dels med kunstig vanning, og en ikke ganske ubetydelig industri og smak, som viste seg i deres tøyer, båter og smukt utsirede redskaper. De hadde også barder. Dog hadde naturligvis sivilisasjonen og enda mer de religiøse og moralske begreper en fra den europeiske aldeles forskjellig retning.

Men således som Oceaniterne vare, da de først besøgtes av europeerne — ja således som de var 50 år tilbake — finner vi dem kun på de mindre besøkte øyer. Alt er i Oceanien i et kort tidsrom aldeles forandret. Innbyggerne klede seg nå i europeisk drakt og have antatt europeiske Skikke; Tatoveringen går sterkt av Bruk; på Otaheiti er en dobbeltbåt allerede en sjeldenhet; på Sandwichsøerne, hvor Cook for 50 år siden ble ihjelslått av de ville, ser man nå europeiske boliger, pakkhus, kaffehus, Billarder, Gjestgiversteder, skiltvakter i uniform; de besøkes av flere hundre europeiske og nordamerikanske 192skip om året, og på engang kan man treffe inntil 50. Da man ville gi Kapt. Beechey en prøve på de nasjonale Dandse og sanger, måtte man hente dansere og barder fra en av de fjernt liggende øyer; Skoler og kirker er trådte i stedet for Morais og avgudsbilder. Vare øyene ikke så mange og så spredte, så ville den tid maaskee ikke være langt borte, i hvilken Oceaniternes nasjonale Sæder og Skikke måtte studeres i museer for oldsaker, likesom vi nå studere vårt Hedenolds Sæder.

Oceaniterne vise en stor lyst til å anta den europeiske kultur; ja denne lyst grenser stundom til entusiasme. Da Sandwichsøernes beboere merkede, at man, ved hjelp av skrivekunsten, fraværende kunne meddele hinannen sine tanker, grep dette dem således, at alle Store og Smaa ilede med deres skrivebøker til skolene og bestormede disse; lignende scener frembøde seg ved ankomsten av det første Trykkeri på Eimeo.

Det har noe meget gledelig ved seg å se, hvorledes kulturen og, jevnsides med den, kristendommen utbre deres velgjerninger stedse over flere dele av jordkloden, og hvorledes denne Fremskriden stundom gjør kjempeskritt. Gleden herover blir dog ofte hos Menneskevennen forstyrret ved en innblanding av vemodige betraktninger. Thi Kulturens fremskritt skje i de fleste tilfelle derved, at europeerne eller deres etterkommere fortrenge de eldre folkeslag, der likesom ved en langsom tæring gå til grunne. Den samme skjebne, som Guancherne hadde på de kanariske øyer, venter etter all sannsynlighet de innfødte nordamerikanske stammer, Brasiliens ville folkeslag, Nyhollands opprinnelige beboere, Siberiens nordlige folkeslag og Kamtschadalerne. For det menneskelige Øye syntes det ønskeligst, at den edle Green måtte innpodes på den ville stamme, ikke de ville stammer 193omhugges, for å gi plass for de edle. På en sådan innpodning frembyr Oceanien et merkelig og lysende eksempel. Det går maaskee her som ved Planternes innpodning: Stammen, hvorpå der podes, må være av beslektet natur.

(J. F. Schouw.)