Denne mærkelige Fjord løber imellem Claushavns og Jakobshavns Lande; dens Længde er 5 til 6 Mile og dens Brede ¼ til ½ Miil. I de ældste Tider skal den have været fri for Iisfjelde og seilbar; ja gamle Grønlændere fortælle, efter deres Fædres Sagn, at de den Tid kunde fare langs ad den igjennem den Række Bjerge, som nu ere bedækkede med en evig Iis, til den østre Side, Østerbygden. De berette endog, at et Stykke tilhugget Tømmer senere hen i Tiden skal være dreven fra den østre Side gjennem denne Bjergrække til Venstre og benyttet til Bjelke i et Huus. Skulde dette forholde sig saa, da beviser det rigtignok en Gjennemfart over Fjorden fra vestre til østre Side, som siden hen i Tiden er bleven tilstoppet af Iisfjelde. Bjergryggen selv, som løber langs ad Landet, og skiller den østre Side fra Vesten, er fra mange Tider et uoverseeligt Iishav, som Skyerne i nogen Frastand synes at berøre. Isen forøges hvert Aar; men den Mængde Snee, som falder om Vinteren, 186smeltes om Sommeren af Solen, løber hen i Bække og baner sig farlige Aabninger i Isen, i hvilke Grønlænderne undertiden paa Rensdyrjagt finde deres Grav. Hvor denne Iis naaer ud over Søen, brækkes den af egen Tyngde og falder, som Stykker af det Hele, ned i Fjorden. Herfra den frygtelige skjønne Masse af Iisfjelde, som jeg søger at male. Naar saadant et Stykke nedfalder, da høres Bulderet flere Mile borte; det vælter sig adskillige Gange, inden det kommer i Ligevægt, og fører ikke sjelden uhyre Stene med sig fra Dybet. Hele Fjorden kommer i Bevægelse, Vandet voxer og bruser, Fjeldene kalve (gaae i Stykker) med stor Larm, tumle sig frygtelig omkring, indtil de igjen faae fast Fod eller drives længere ud. Nu forsynes Søen paa flere Mile med Driviis, som gjør Farten besværlig. Vandets Stigen letter ogsaa tidt ved slige Leiligheder den største Deel af Fjeldene, og fører dem længere ud paa Bugten, ja vel og i rum Sø, med utrolig Hurtighed. Her see vi dem ofte som Skibe, der for fulde Seil nærme sig Landet; vi bedrages og atter bedrages, og dog er Ligheden saa stor, at vi endda tidt staae i glad Forventning, indtil de, ved at forandre Curs, vise sig fra en anden Side og som de ere. Den, som ikke flere Gange har seet denne Fjord, tage sin hele Indbildningskraft til Hjælp, og han kan dog ikke gjøre sig den rette Forestilling om den. Man tænke sig en Strækning af saa mange Mile, fuld af Iisfjelde, saa store, at de stikke 2 til 300 Favne under Vandets Overflade. De see ud som de skulde trodse Tiden, og ere dog troløse som Vandet. Ved Forbifarten seer man Huse, Slotte, Porte, Vinduer, Skorstene. o. s. v. En saare behagelig Illusion, især saa længe som man er ukyndig om Faren, der er forbunden med at nærme sig dem; men endog da, naar man kjender den tilfulde, gotter man sig ved Synet. Jeg saae, blandt saa mange andre Pragtbygninger, Christiansborgs 187store Slotsport, med Pillerne og Sidedørene, og dvælede ved Mezanin-Etagen, som lignede indtil Forundring. Da nogle af disse Fjelde ere hvide, andre blaae, atter andre grønne, ligesom de ere blevne til af ferskt eller salt Vand, saa forhøier og denne Forskjel af Farverne Illusionen, især naar Solen med sine mægtige Straaler kommer til Hjælp. De have en tiltrækkende Kraft, hvortil uden Tvivl Strømmen bidrager meget, saa at endog store Skibe staae Fare for at drive ned paa dem, naar de ikke betimelig holde sig i god Afstand. Grønlænderne ere fortrolige med dem, ihvorvel mange betale denne Tiltro med Livet; men da Sælhundene gjerne opholde sig i deres Nærhed, saa maae de og ofte søge dem der og hente Brød eller Død. Echoet er saa stærkt ved Iisfjeldene, at naar man ved Forbifarten taler under dem, hører man ei alene strax derpaa sine Ord tydeligen fra Toppen, men er denne raadden, som det kaldes i Landet, d. v. s. skrøbelig, da rystes den saaledes ved Lyden, at den nedstyrter — og da vee dem, som ere i Nærheden. Saaledes foer en Konebaad, medens jeg var der, fra min til hiin Side af Fjorden; da Folkene deri nærmede sig Fjeldene, formanede de, som altid, hinanden til Taushed og lode intet Aareslag høre; men en halvvoxen Dreng tog af Overgivenhed en Pind og bankede paa det udspilede Baadeskind. Lyden var i nogle Øieblikke i Toppen af et skrøbeligt Fjeld, det gik i Stykker, og de druknede Alle, syv Mennesker. I denne Fjord fanges om Vinteren en Art Helleflyndre, som vel er meget mindre end de almindelige, men tillige finere i Kjødet og federe. Grønlænderne fange dem med Snører, forfærdigede af Hvalfiskebarder. Fiskepladsen er altid omgiven af Fjelde; men undertiden staae de der som stolte Bygninger omkring et Torv. Her samles mange Mennesker; de Fraliggende kjøre did for at kjøbe, og Fiskerne sælge. Et sandt Marked! Døden truer 188dem i hvert Fjeld, og dog ere de saa trygge og glade, som om ingen Fare var forhaanden. Jeg besøgte engang deres Marked. Fiskepladsen var meget stor, Isen tyk, og Samlingen af Mennesker talrig. De havde allerede fisket der over otte Dage, og de omgivende Fjelde saae ikke skrøbelige ud. Jeg fornøiede mig over deres Munterhed, Virksomhed og Handel. De fiskede og fangede i min Nærværelse, at jeg skulde see, hvorledes de bare sig ad. Nogle laante mig deres Snører, med hvilke jeg maalte Dybet, og fandt det paa forskjellige Steder, som ovenmeldt, 2 til 300 Favne. Efter henved to Timers Ophold forlod jeg dem, da det lakkede ad Aften, og jeg havde tre Fjerdingvei til mit Hjem. Men inden en halv Time efter min Bortgang gik et Fjeld i Nærheden af Fiskepladsen istykker, knuste Isen, og berøvede dem deres Snører og Fangst. Mange faldt i Vandet og bleve saaledes knugede imellem Iisstykkerne, at de mistede deres Helbred. En Lykke i denne Forvirring og Nød var det, at kun Een tilsatte Livet. Den største Deel slap dog uskadt, ihvorvel tomhændet, derfra. Neppe var jeg bleven frelst, om jeg endnu havde været der; thi hver Mand havde nok at gjøre med sig selv; desuden ere vi Europæere ei heller saa øvede som Grønlænderne i at springe fra et Stykke Iis til et andet, falde i og klattre op igjen. At denne uhyre Mængde Fjelde, ved den Kulde, de give fra sig, gjør Opholdet i Nærheden haardere end det er endog meget længere Nord paa, sluttes letteligen. Jeg boede en halv Miil fra dem; ofte hørte jeg en Lyd som en vældig Torden, naar et Fjeld gik istykker; daglig saae jeg Fjeldene, og jævnlig følte jeg Naboskabet. Naar jeg vendte hjem igjen fra Christianshaab, som laa 4 Mile sydligere, svedede jeg, endog ved Pindsedags Tider, paa Ryggen, og Taarerne løb mig af Øinene af Kulde.

(Egede Saabye.)

Denne merkelige fjord løper imellom Claushavns og Jakobshavns land; dens lengde er 5 til 6 mil og dens Brede ¼ til ½ mil. I de eldste tider skal den ha vært fri for isfjell og seilbar; ja gamle grønlendere fortelle, etter deres fedres sagn, at de den tid kunne fare langs ad den igjennom den rekke Bjerge, som nå er bedekkede med en evig is, til den østre side, Østerbygden. De berette endog, at et stykke tilhugget tømmer senere hen i tiden skal være dreven fra den østre side gjennom denne bergrekke til venstre og benyttet til Bjelke i et hus. Skulle dette forholde seg så, da beviser det riktignok en gjennomfart over fjorden fra vestre til østre side, som siden hen i tiden er blitt tilstoppet av isfjell. Bjergryggen selv, som løper langs ad landet, og skiller den østre side fra Vesten, er fra mange tider et uoverseeligt ishav, som skyene i noen Frastand synes å berøre. Isen forøkes hvert år; men den mengde snø, som faller om vinteren, 186smeltes om sommeren av solen, løper hen i bekker og baner seg farlige åpninger i isen, i hvilke grønlenderne undertiden på reinsdyrjakt finne deres grav. Hvor denne is når ut over sjøen, brekkes den av egen tyngde og faller, som stykker av det hele, ned i fjorden. Herfra den fryktelige skjønne masse av isfjell, som jeg søker å male. Når sådant et stykke nedfaller, da høres bulderet flere mil borte; det velter seg adskillige ganger, innen det kommer i likevekt, og fører ikke sjelden uhyre Steiner med seg fra dypet. Hele fjorden kommer i bevegelse, vannet vokser og bruser, fjellene kalve (gå i stykker) med stor larm, tumle seg fryktelig omkring, inntil de igjen få fast fot eller drives lenger ut. Nå forsynes sjøen på flere mil med drivis, som gjør farten besværlig. Vannets stigen letter også titt ved slike leiligheter den største del av fjellene, og fører dem lenger ut på bukten, ja vel og i rom Sø, med utrolig hurtighet. Her ser vi dem ofte som skip, der for fulle seil nærme seg landet; vi bedras og atter bedras, og dog er likheten så stor, at vi enda titt stå i glad forventning, inntil de, ved å forandre kurs, vise seg fra en annen side og som de er. Den, som ikke flere ganger har sett denne fjord, ta sin hele Indbildningskraft til hjelp, og han kan dog ikke gjøre seg den rette forestilling om den. Man tenke seg en strekning av så mange mil, full av isfjell, så store, at de stikker 2 til 300 Favne under vannets overflate. De ser ut som de skulle trodse tiden, og er dog troløse som vannet. Ved forbifarten ser man hus, slott, porter, vinduer, skorsteiner. o. s. v. En såre behagelig illusjon, især så lenge som man er ukyndig om faren, der er forbunden med å nærme seg dem; men endog da, når man kjenner den tilfulde, gotter man seg ved synet. Jeg så, blant så mange andre praktbygninger, Christiansborgs 187store slottsport, med pillene og sidedørene, og dvælede ved mesanin-etasjen, som lignede inntil forundring. Da noen av disse fjell er hvite, andre blåe, atter andre grønne, likesom de er blitt til av ferskt eller salt vann, så forhøyer og denne forskjell av farvene illusjonen, især når solen med sine mektige stråler kommer til hjelp. De har en tiltrekkende kraft, hvortil uten tvil strømmen bidrar meget, så at endog store skip stå fare for å drive ned på dem, når de ikke betimelig holde seg i god avstand. Grønlenderne er fortrolige med dem, ihvorvel mange betale denne tiltro med livet; men da selhundene gjerne oppholde seg i deres nærhet, så må de og ofte søke dem der og hente brød eller død. Ekkoet er så sterkt ved isfjellene, at når man ved forbifarten taler under dem, hører man ei alene straks derpå sine ord tydelig fra toppen, men er denne råtten, som det kalles i landet, d. v. s. skrøpelig, da rystes den således ved lyden, at den nedstyrter — og da vee dem, som er i nærheten. Således foer en konebåt, mens jeg var der, fra min til hin side av fjorden; da folkene deri nærmet seg fjellene, formante de, som alltid, hinannen til taushet og lot intet åreslag høre; men en halvvoksen dreng tok av overgivenhet en pinn og banket på det udspilede Baadeskind. Lyden var i noen øyeblikk i toppen av et skrøpelig Fjell, det gikk i stykker, og de druknede alle, syv mennesker. I denne fjord fanges om vinteren en art helleflyndre, som vel er meget mindre enn de alminnelige, men tillike finere i kjøttet og fetere. Grønlenderne fange dem med snører, forferdiget av Hvalfiskebarder. Fiskepladsen er alltid omgitt av fjell; men undertiden stå de der som stolte bygninger omkring et torv. Her samles mange mennesker; de Fraliggende kjøre dit for å kjøpe, og fiskerne selge. Et sandt marked! Døden truer 188dem i hvert Fjell, og dog er de så trygge og glade, som om ingen fare var forhånden. Jeg besøkte engang deres marked. Fiskepladsen var meget stor, isen tykk, og samlingen av mennesker talrig. De hadde allerede fisket der over åtte dager, og de omgivende fjell så ikke skrøpelige ut. Jeg fornøyde meg over deres munterhet, virksomhet og handel. De fiskede og fangede i min Nærværelse, at jeg skulle se, hvorledes de bare seg ad. Noen lånte meg deres snører, med hvilke jeg målte dypet, og fant det på forskjellige steder, som ovenmeldt, 2 til 300 Favne. Etter henved to Timers opphold forlot jeg dem, da det lakkede ad aften, og jeg hadde tre fjerdingsvei til mitt hjem. Men innen en halv time etter min bortgang gikk et Fjell i nærheten av Fiskepladsen i stykker, knuste isen, og berøvet dem deres snører og fangst. Mange falt i vannet og ble således knugede imellom Iisstykkerne, at de mistet deres helbred. En Lykke i denne forvirring og nød var det, at kun Een tilsatte livet. Den største del slapp dog uskadt, ihvorvel tomhendt, derfra. Neppe var jeg blitt frelst, om jeg ennå hadde vært der; thi hver mann hadde nok å gjøre med seg selv; dessuten er vi europeere ei heller så øvede som grønlenderne i å springe fra et stykke is til et annet, falle i og klatre opp igjen. At denne uhyre mengde fjell, ved den kulde, de gir fra seg, gjør oppholdet i nærheten hårdere enn det er endog meget lenger nord på, sluttes letteligen. Jeg bodde en halv mil fra dem; ofte hørte jeg en lyd som en veldig torden, når et Fjell gikk i stykker; daglig så jeg fjellene, og jevnlig følte jeg naboskapet. Når jeg vendte hjem igjen fra Christianshaab, som lå 4 mil sydligere, svettet jeg, endog ved pinsedags tider, på ryggen, og tårene løp meg av øynene av kulde.

(Egede Saabye.)