Flere, som have beskrevet Montserrat, ere enige i, at af alle Eremitboliger har S. Geronimo baade den skjønneste 183og den interessanteste og meest romantiske Beliggenhed. Veien derop fra Eremitagen S. Anna er ogsaa yderst behagelig; den slynger sig gjennem eviggrønne Skove, hvor Egen, Mandeltræet og mange andre Træer og Buskvæxter overskygge Bjergstien, og aromatiske Urters Duft ledsage den Vandrende, indtil Veien efter halvanden Times Stigen fører ham op i den vilde Natur, hvor selsomme Klippemasser taarne sig omkring ham og frygtelige Afgrunde aabne sig for hans Fod. Der, næsten paa Toppen af det høieste af disse brustne, splittede Klipper, har man anlagt denne Bolig, hvor Eremiten, forladt ikke blot af Mennesker, men selv af den levende Natur, kun har Himlen over sig, dens evige Stjerner og den Høiestes Aand over Stjernerne til sit Selskab. Midt iblandt nøgne Fjeldstykker, og med en rædsom dyb Afgrund neden for sin Hytte, overskuer han en umaadelig Kreds af den Verden, han har forladt, og hævet næsten to tusinde Alen over Jordens Overflade, seer han dens største Borge og Paladser som ukjendelige Tuer; det Ypperste og Prægtigste, den roser sig af, er forsvundet for hans Øie; ingen jordisk Lyd naaer op til hans tause Eensomhed; og hvo vilde undres over, om den, der i mange Aar fortrolig med et Liv, som nødvendig maa føre til en høiere og renere Anskuelse af det Guddommelige, ikke uden en vis Medlidenhed kan see de Mennesker, hvilke blot Nysgjerrighed fører op til hans Bolig paa Montserrats Top fra den Verdens Vrimmel, som de efter nogle Øieblik atter savne og længes efter? — Dog er Opholdet paa denne Bjergspids, især om Vinteren, da Montserrats øverste Klipper og Bjergkløfter ofte ere bedækkede med Iis og Snee, forbundet med saa stor Fare og Besvær, at man snarere maa finde det forunderligt, at Nogen frivillig vil vælge det for en Række Aar, end at Eremiten i S. Geronimo sædvanligen pleier at ombytte denne med en af de lavere 184Boliger, naar en af hans ældre Brødre enten er død, eller for Alderdoms og Svagheds Skyld forflyttet til Klosteret.

Udsigten fra denne Eremitage og fra Montserrats høieste Top, over Catalonien til Arragoniens Bjerge og Pyrenæerne, og over Middelhavet til de baleariske Øer, som i ret klart Veir ere synlige, er ikke blot saa stor og vid som faa andre Udsigter i Europa, men dens Skjønhed og Interesse forhøies endnu derved, at Taageskyer ofte omringe de lavere Dele af Bjerget, og indhylle store Strækninger af Landet, imedens den fjernere Horizont er klar og Bjergtoppen bestraalet af Solen. Baade Humboldt og Laborde have beskrevet nogle af de herved opkommende Naturfænomener. Jeg vil anføre den Sidstes Ord: “Imedens vi stege op til den H. Hieronymi Kapel, klaredes Himlen, og Solen lyste for os ved Betragtningen af en Scene, der hører til de skjønneste, man kan tænke sig, og er ligesaa vanskelig at male som at beskrive. Taagen, (der havde omsvævet os under vor Vandring, og ligesom med et Trylleslør indhyllet de store Steenkegler, der af og til viste sig) var nu forsvunden, og havde aabnet os Nedsynet til de store Sletter dybt under os; men et Hav af Skyer bedækkede dem endnu, og viste os kun Bjergene, der reiste deres Spidser op af dette selsomme Ocean, hvis Bredder de syntes at udgjøre. Af denne hvidladne Taage fremstege efterhaanden ogsaa de mindre Høider og Landsbytaarnene, som havde dukket sig ned i dette skinnende Hav, imedens den skyfri, azurblaa Himmel over os udvidede sig mere og mere, og syntes at have ladet sit Skyslør falde ned paa Jorden. Paa Bjergets Side var Scenen ikke mindre forunderlig og forbausende. Her dannede Skyerne rundt om os et vildt Chaos, og kun de lange Klippecylindrer hævede sig frem af Taagen, og frembød de selsomste Syn af Taarne, Obelisker, uhyre Orgelpiber og andre underlige Skikkelser. 185Det er umuligt at finde passende Sammenligninger for Gjenstande, som ere eneste i sit Slags i Naturen. Montserrat er aldeles forskjellig fra andre store Bjerge; man seer her ikke hine med evig Snee bedækkede Fjeldtoppe, hine vilde Strømme, som i deres Løb rive de oprykkede Træer med sig, og vælte deres Vande med Tordenbrag gjennem Klipperne; man fordyber sig ikke i Skove, der ere saa gamle som Verden, og hvor Øxen aldrig hørtes. Paa Alperne, i Pyrenæerne, paa Tyrols og Nordens Bjerge finder man intet Sted, der paa engang gjør et saa stærkt og tillige saa mildt Indtryk paa Beskueren.

(C. Molbech.)

Flere, som har beskrevet Montserrat, er enige i, at av alle eremittboliger har S. Geronimo både den skjønneste 183og den interessanteste og mest romantiske beliggenhet. Veien derop fra Eremitagen S. Anna er også ytterst behagelig; den slynger seg gjennom eviggrønne skoger, hvor Egen, mandeltreet og mange andre trær og buskvekster overskygge Bjergstien, og aromatiske Urters duft ledsage den Vandrende, inntil veien etter halvannen Times stigen fører ham opp i den ville natur, hvor selsomme Klippemasser taarne seg omkring ham og fryktelige avgrunner åpne seg for hans fot. Der, nesten på toppen av det høyeste av disse brustne, splittede klipper, har man anlagt denne bolig, hvor eremitten, forlatt ikke blot av mennesker, men selv av den levende natur, kun har Himlen over seg, dens evige stjerner og den Høiestes ånd over stjernene til sitt selskap. Midt iblant nakne fjellstykker, og med en rædsom dyp avgrunn neden for sin hytte, overskuer han en umåtelig krets av den verden, han har forlatt, og hevet nesten to tusen alen over Jordens overflate, ser han dens største Borge og palasser som ukjennelige tuer; det Ypperste og Prægtigste, den roser seg av, er forsvunnet for hans Øye; ingen jordisk lyd når opp til hans tause ensomhet; og hvo ville undres over, om den, der i mange år fortrolig med et liv, som nødvendig må føre til en høyere og renere anskuelse av det Guddommelige, ikke uten en viss medlidenhet kan se de mennesker, hvilke blot nysgjerrighet fører opp til hans bolig på Montserrats topp fra den Verdens vrimmel, som de etter noen øyeblikk atter savne og lenges etter? — Dog er oppholdet på denne Bjergspids, især om vinteren, da Montserrats øverste klipper og Bjergkløfter ofte er bedekkede med is og snø, forbundet med så stor fare og besvær, at man snarere må finne det forunderlig, at noen frivillig vil velge det for en rekke år, enn at eremitten i S. Geronimo sædvanligen pleier at ombytte denne med en av de lavere 184boliger, når en av hans eldre brødre enten er død, eller for Alderdoms og svakhets skyld forflyttet til klosteret.

Utsikten fra denne Eremitage og fra Montserrats høyeste topp, over Catalonien til Arragoniens Bjerge og Pyreneene, og over Middelhavet til de baleariske øyer, som i rett klart vær er synlige, er ikke blot så stor og vid som få andre utsikter i Europa, men dens skjønnhet og interesse forhøyes ennå derved, at tåkeskyer ofte omringe de lavere dele av Bjerget, og innhylle store strekninger av landet, imens den fjernere horisont er klar og bergtoppen bestrålet av solen. Både Humboldt og Laborde have beskrevet noen av de herved oppkommende naturfenomener. Jeg vil anføre den Sidstes ord: “Imens vi stege opp til den H. Hieronymi kapell, klaredes Himlen, og solen lyste for oss ved betraktningen av en scene, der hører til de skjønneste, man kan tenke seg, og er likeså vanskelig å male som å beskrive. Tåken, (der hadde omsvævet oss under vår vandring, og likesom med et Trylleslør innhyllet de store Steenkegler, der av og til viste seg) var nå forsvunnen, og hadde åpnet oss Nedsynet til de store sletter dypt under oss; men et hav av skyer bedekkede dem ennå, og viste oss kun Bjergene, der reiste deres spisser opp av dette selsomme osean, hvis bredder de syntes å utgjøre. Av denne hvidladne tåke fremstege etterhånden også de mindre høyder og landsbytårnene, som hadde dukket seg ned i dette skinnende hav, imens den skyfri, asurblå himmel over oss utvidet seg mer og mer, og syntes å ha latt sitt Skyslør falle ned på jorden. På Bjergets side var scenen ikke mindre forunderlig og forbausende. Her dannede skyene rundt om oss et vilt kaos, og kun de lange Klippecylindrer hevet seg frem av tåken, og frembød de selsomste syn av tårn, obelisker, uhyre orgelpiper og andre underlige skikkelser. 185Det er umulig å finne passende sammenligninger for gjenstander, som er eneste i sitt Slags i naturen. Montserrat er aldeles forskjellig fra andre store Bjerge; man ser her ikke hine med evig snø bedekkede fjelltopper, hine ville strømme, som i deres løp rive de oprykkede trær med seg, og velte deres Vande med tordenbrak gjennom Klipperne; man fordyper seg ikke i skoger, der er så gamle som verden, og hvor øksen aldri hørtes. På Alperne, i Pyreneene, på Tyrols og Nordens Bjerge finner man intet sted, der på engang gjør et så sterkt og tillike så mildt inntrykk på beskueren.

(C. Molbech.)