178

At sætte sig tilbage i Fortidens Begivenheder, og saaledes for endeel løsrive sig fra de Baand, som Tidsformen har knyttet for den menneskelige Pønsen, er en af de kjæreste Sysler for det tænkende Menneske, hvad enten man dvæler ved Menneskekjønnets eller ved Jordens Historie. Vanskeligt er det at bestemme, hvilken af disse tvende Gjenstande der har den største Interesse; hiin ligger os nærmere, denne sætter os paa et høiere Standpunkt. Jeg var saa heldig paa een Dag ret levende at sættes ind saavel i mine Forfædres Historie som i Jordens, og maaskee kan derfor en kort Fremstilling af denne Dags Hændelser ei være ganske uden Interesse, mangler den endog det Liv og den Skjønhed, som kun en mere levende Fantasi og Rigdom i Sproget kan give.

Skjøndt det for Botanikeren saa mærkelige Bjerg Baldo egentligen var det, der foranledigede mit Ophold i Verona, kunde jeg dog ikke undlade at besøge det for Geognosten ei mindre vigtige Bjerg Bolca, især da det kun var en Dagsreise fra Verona, og en Exkursion til hiint Bjerg af flere Aarsager i nogen Tid maatte udsættes. Den 24de Juni greb jeg derfor Vandringsstaven og styrede min Kurs til Vestena nuova, en liden By i Nærheden af Bolca. Den varme Luft, den brændende Sol, det modne Korn, som man hist og her begyndte at høste, de blomstrende Viinranker, hængende i skjønne Guirlander imellem Morbærtræer, hvis Blade man just var ifærd med at afplukke, mindede mig noksom om, at jeg var i Italien. Reisen gik en Tidlang ad den skjønne Landevei til Vicenza, men siden over endeel med Olie- og Kastanietræer bevoxede Høie; stedse hævede Landet sig mere, dybe frugtbare Dale gjennemskare Bjergene, og i Baggrunden 179viste sig de høie Alper, der afsondre Italien fra Tyrol. I en liden Hytte begjærede jeg et Glas Vand; en fattig Kone gav mig Viin, og vilde ei modtage de hende tilbudne Penge, paa Grund af, at jeg kun havde forlangt Vand. Dette Exempel og de mange Prøver, jeg siden i de veronesiske Bjerge havde paa Gjæstfrihed, Ærlighed og Tjenstagtighed, have ledet mig til den Tanke, at det ufordeelagtige Rygte, som Italienerne have, for den største Deel er grundet deri, at de fleste Reisende holde sig ved de store Landeveie og bedømme Nationen efter de Folk, de der træffe.

Gjennem store Kastanieskove kom jeg om Eftermiddagen til Vestena, hvor en stærk Regn nødte mig til at søge Ly, som jeg fandt hos en Doktor Pierropant. Om Danmark havde man kun ganske dunkle Begreber; man spurgte mig, om vi Danske vare Christne; da dette blev besvaret med ja, men med Tillæg, at vi ei vare Katholiker, fandt man dette at være Skade, eftersom Katholikerne dog altid ere sikrere paa Salighed. Den næste Dags Morgen vandrede jeg til Monte Bolca, som de mærkelige Lag af Ichtyolither have gjort berømt; disse findes ikke egentligen paa Bjerget selv, men i tvende saakaldte Huler Vesten for samme henimod Vestena nuova. Ved første Øiekast har Stedet intet mærkeligt; man seer kun tvende Høie med Spor til, at her er gravet; men de medtagne Mænd begyndte at hugge et Stykke af Stenen; en ubehagelig bituminøs Lugt udbredte sig, og efter nogen Tids forgjeves Arbeide tilraabte man mig, at man havde fundet en Fisk. Den tyndskifrede Steen (bituminøs Mergelskifer) løsnede sig meget let i Skiver, og mellem tvende af disse laa en Fisk, saa fuldstændig vedligeholdt og Skjællene med saa fuld Glands, at man kunde fristes til at troe, den kun nogle faa Dage havde været indsluttet i Bjerget. Det, som især gjør dette Sted mærkeligt, er den forunderlige Sammenblanding 180af Nutidens Fiske med saadanne, hvortil Originalerne nu forgjeves søges, af amerikanske og ostindiske med saadanne, der endnu findes i Italien, af Salt- og Ferskvands-Fiske, og, iblandt alle disse, Planteaftryk af Bregner og af Blade, der synes at være af Nutidens Vegetation; et Særsyn, der næsten kuldkaster alle de Hypotheser, man har fremsat i Petrefactlæren. Som Beviis paa den Hurtighed, hvormed disse Fiske have fundet deres Død, fremviser man i Kabinetterne Aftryk af større Fiske, der ere i Begreb med at sluge mindre. Jeg har kun seet eet saadant Exemplar, men maa tilstaae, jeg ikke er tilfulde overtydet; thi netop over Gabet var en Spalte udfyldt med Qvartschrystaller, hvorfor man ei med Sikkerhed kan vide, om ei en konstig Sammensætning har fundet Sted; imidlertid er dog rigtig nok under Hovedet af den lille Fisk et Aftryk, der seer ud som Underkjeven af den større.

Det er temmelig bekjendt, at i et lidet Distrikt i det Veronesiske findes et Folkeslag, der, skjøndt rundt omgivet af Italienere, taler et fra det italienske aldeles forskjelligt Sprog; og at flere Lærde, blandt andre Italieneren Maffei, have meent, at dette Folk nedstammer fra de faa Cimbrer, der, efterat være slagne af Romerne, søgte Tilflugt i disse Bjergegne. Man kjender ogsaa den Anekdote, at Frederik den Fjerde paa sin italienske Reise var istand til i sit Modersmaal at tale med disse Folk. Da jeg i Vestena nuova erfarede, at jeg til Campo di Fontana, den nærmeste af de Byer, hvor disse Folk opholde sig, kun havde et Par danske Miil, saa fortsatte jeg fra Bolca min Reise stedse nord efter og stedse op til Fjelds, for saaledes, langt fra mit Fødeland, at besøge mine formeentlige Landsmænd. Opsteget omtrent tusinde Fod høiere end Bolca, befandt jeg mig som ved et Trylleslag sat tilbage i mit Fødeland; de store herlige Bøgeskove 181rundt omkring mig, Agre med Rug, Hvede og Havre netop saavidt som de paa samme Tid pleie at være hos os; Enge netop med de samme Urter som i vore, det tætte Nøddekrat, den tempererede Luft, kort Alt, med Undtagelse af de omgivende høiere Bjerge, var som i Hjemmet, og intet Spor opdagedes til alle de Sydens Frembringelser, jeg nys var omgivet af. Her altsaa, her, hvor Alt mindede mig om Fædrelandet, skulde jeg besøge mine gamle Landsmænd. Jeg kom til Campo di Fontana; i Ansigtstrækkene og Dragten af den første Bonde, jeg traf, saae jeg strax den fremmede Herkomst; da han hørte mit Ærinde, viste han mig hen til en anden Bonde, den han sagde, var en Literatus (d. e. en, der kan læse og skrive); jeg gik ind til denne, tog Plads i Kredsen af Familien, som var leiret om Arnestedet, og begyndte min Undersøgelse. Virkeligen var jeg istand til, ligesom Frederik den Fjerde, at holde en Samtale med disse Folk, men — det var ikke dansk, de talte; det var næsten ganske tydsk. Deres Grammatik er tydsk, de have f. Ex. tre Kjøn, sætte den bestemte Artikel foran, deklinere og konjugere som Tydskerne o. s. v. Kun i enkelte Ord forekom mig større Lighed med det Danske, f. Ex. Brok (Buxer), Koa (Ko), Tom (Tommelfinger), drikke (drikke), og nogle flere. Dog kjender jeg for lidet til det gamle Danske og Tydske, til at give dette nogen Vægt. Jeg spurgte saavel her som hos Stedets Præst forgjeves om noget Skrevet i dette Sprog. Jeg er naturligviis aldeles inkompetent til at afgjøre, hvorvidt Hypothesen om disse Folks cimbriske Udspring er grundet. Hvis det er sandt, at Cimbrernes Nederlag skede i Omegnen af Verona, kunde dette, tilligemed den Omstændighed, at de fra alle Sider ere omgivne af Italienere, vel tale noget for denne Mening. Men deres Sprogs store Overeensstemmelse med det nærværende tydske gjør det 182i det mindste nødvendigt, for at opretholde Hypothesen, at antage en nyere Nedsættelse af Tydskere, der have givet Sproget en væsentlig Forandring. Efter Naboernes Udsagn ere de forresten brave og talentfulde Folk, saa at vi i alt Fald ikke behøve at skamme os ved vore Landsmænd.

I Selskab med fire Geistlige begyndte jeg mit Tilbagetog og steg ned i en dyb Dal; snart forsvandt Bøgeskoven; Ege- og Kastanieskove traadte istedet. Nøddekrattet gjorde Plads for Smaken; Viinranken, Morbærtræet og Maisen lod sig igjen tilsyne, og i Dalen var jeg atter ganske i Italien. Ret levende kunde jeg forestille mig, hvilket Indtryk det maa have gjort paa Cimbrerne, da de første Gang stege ned ad Alperne og saae udbredt for sig en ny Verden, hvorom de intet Begreb kunde have. Træt af Dagsreisens Besværligheder tog jeg mig et Muulæsel. Snart dalede Solen; det var en af de skjønne italienske Nætter; Alt var stille; selv paa den store Landevei traf jeg ikke et Menneske; i alle Byer var man gaaet til Hvile; min ærlige Fører gik halv i Søvne ved Siden af mig, og hvad der holdt ham fra ganske at falde i Søvn, var deels hans Frygt for Røverne, som dog nok var uden Grund, deels hans Gudfrygtighed, der ei tillod ham at gaae et Helgenbillede forbi uden at vise det sin Ærbødighed; mit Muulæsel gik sin langsomme Gang; mig sysselsatte Dagens Begivenheder saa levende, at jeg fuld aarvaagen om Natten Kl. to ankom til Verona.

(J. F. Schouw.)

178

Å sette seg tilbake i Fortidens begivenheter, og således for en del løsrive seg fra de bånd, som Tidsformen har knyttet for den menneskelige Pønsen, er en av de kjæreste sysler for det tenkende menneske, hva enten man dveler ved Menneskekjønnets eller ved Jordens historie. Vanskelig er det å bestemme, hvilken av disse tvende gjenstander der har den største interesse; hin ligger oss nærmere, denne setter oss på et høyere standpunkt. Jeg var så heldig på een dag rett levende å settes inn såvel i mine forfedres historie som i Jordens, og maaskee kan derfor en kort fremstilling av denne Dags Hændelser ei være ganske uten interesse, mangler den endog det liv og den skjønnhet, som kun en mer levende fantasi og rikdom i språket kan gi.

Skjønt det for botanikeren så merkelige Bjerg Baldo egentligen var det, der foranlediget mitt opphold i Verona, kunne jeg dog ikke unnlate å besøke det for Geognosten ei mindre viktige Bjerg Bolca, især da det kun var en dagsreise fra Verona, og en ekskursjon til hint Bjerg av flere årsaker i noen tid måtte utsettes. Den 24de juni grep jeg derfor vandringsstaven og styrte min kurs til Vestena nuova, en liten by i nærheten av Bolca. Den varme luft, den brennende sol, det modne korn, som man hist og her begynte å høste, de blomstrende vinranker, hengende i skjønne Guirlander imellom morbærtrær, hvis Blade man just var ifærd med at afplukke, mindede meg noksom om, at jeg var i Italien. Reisen gikk en Tidlang ad den skjønne landevei til Vicenza, men siden over en del med Olie- og kastanjetrær bevokste Høye; stedse hevet landet seg mer, dype fruktbare daler gjennemskare Bjergene, og i bakgrunnen 179viste seg de høye alper, der afsondre Italien fra Tyrol. I en liten hytte begjærte jeg et Glas vann; en fattig kone ga meg vin, og ville ei motta de henne tilbudte penger, på grunn av, at jeg kun hadde forlangt vann. Dette eksempel og de mange prøver, jeg siden i de veronesiske Bjerge hadde på gjestfrihet, ærlighet og tjenstaktighet, have ledet meg til den tanke, at det ufordelaktige rykte, som italienerne har, for den største del er grunnet deri, at de fleste reisende holde seg ved de store landeveier og bedømme nasjonen etter de folk, de der treffe.

Gjennom store kastanjeskoger kom jeg om ettermiddagen til Vestena, hvor en sterk Regn nødte meg til å søke ly, som jeg fant hos en doktor Pierropant. Om Danmark hadde man kun ganske dunkle begreper; man spurte meg, om vi Danske var kristne; da dette ble besvart med ja, men med tillegg, at vi ei vare Katholiker, fant man dette å være skade, ettersom katolikkene dog alltid er sikrere på salighet. Den neste Dags morgen vandret jeg til Monte Bolca, som de merkelige lag av Ichtyolither have gjort berømt; disse finnes ikke egentligen på Bjerget selv, men i tvende såkalte huler Vesten for samme henimot Vestena nuova. Ved første øyekast har stedet intet merkelig; man ser kun tvende Høye med spor til, at her er gravet; men de medtatte menn begynte å hugge et stykke av steinen; en ubehagelig bituminøs lukt utbredte seg, og etter noen Tids forgjeves arbeide tilropte man meg, at man hadde funnet en fisk. Den tyndskifrede Steen (bituminøs Mergelskifer) løsnede seg meget lett i skiver, og mellom tvende av disse lå en fisk, så fullstendig vedlikeholdt og skjellene med så full glans, at man kunne fristes til at tro, den kun noen få dager hadde vært innesluttet i Bjerget. Det, som især gjør dette sted merkelig, er den forunderlige sammenblanding 180av Nutidens fisker med sådanne, hvortil originalene nå forgjeves søkes, av amerikanske og ostindiske med sådanne, der ennå finnes i Italien, av Salt- og Ferskvands-fisker, og, iblant alle disse, planteavtrykk av bregner og av Blade, der synes å være av Nutidens vegetasjon; et særsyn, der nesten kullkaster alle de hypoteser, man har fremsatt i Petrefactlæren. Som bevis på den hurtighet, hvormed disse fisker have funnet deres død, fremviser man i kabinettene avtrykk av større fisker, der er i begrep med å sluke mindre. Jeg har kun sett ett sådant eksemplar, men må tilstå, jeg ikke er tilfulde overtydet; thi nettopp over gapet var en spalte utfylt med kvartskrystaller, hvorfor man ei med sikkerhet kan vite, om ei en konstig sammensetning har funnet sted; imidlertid er dog riktig nok under hodet av den lille fisk et avtrykk, der ser ut som underkjeven av den større.

Det er temmelig bekjent, at i et lite distrikt i det Veronesiske finnes et folkeslag, der, skjønt rundt omgivet av italienere, taler et fra det italienske aldeles forskjellig språk; og at flere Lærde, blant andre italieneren Maffei, have ment, at dette folk nedstammer fra de få Cimbrer, der, etter at være slagne av romerne, søkte tilflukt i disse Bjergegne. Man kjenner også den anekdote, at Frederik den Fjerde på sin italienske reise var i stand til i sitt morsmål å tale med disse folk. Da jeg i Vestena nuova erfarte, at jeg til Campo di Fontana, den nærmeste av de byer, hvor disse folk oppholde seg, kun hadde et par danske mil, så fortsatte jeg fra Bolca min reise stedse nord etter og stedse opp til Fjelds, for således, langt fra mitt fødeland, å besøke mine formeentlige landsmenn. Opsteget omtrent tusen fot høyere enn Bolca, befandt jeg meg som ved et trylleslag satt tilbake i mitt fødeland; de store herlige bøkeskoger 181rundt omkring meg, åkrer med Rug, hvete og Havre nettopp såvidt som de på samme tid pleie å være hos oss; Enger nettopp med de samme urter som i våre, det tette nøttekratt, den tempererede luft, kort alt, med unntakelse av de omgivende høyere Bjerge, var som i hjemmet, og intet spor opdagedes til alle de Sydens Frembringelser, jeg nys var omgivet av. Her altså, her, hvor alt mindede meg om fedrelandet, skulle jeg besøke mine gamle landsmenn. Jeg kom til Campo di Fontana; i ansiktstrekkene og drakten av den første Bonde, jeg traff, så jeg straks den fremmede herkomst; da han hørte mitt ærend, viste han meg hen til en annen Bonde, den han sa, var en Literatus (d. e. en, der kan lese og skrive); jeg gikk inn til denne, tok plass i kretsen av familien, som var leiret om arnestedet, og begynte min undersøkelse. Virkelig var jeg i stand til, likesom Frederik den Fjerde, å holde en samtale med disse folk, men — det var ikke dansk, de talte; det var nesten ganske tysk. Deres grammatikk er tysk, de har f. Ex. tre Kjøn, sette den bestemte artikkel foran, deklinere og konjugere som tyskerne o. s. v. Kun i enkelte ord forekom meg større likhet med det Danske, f. Ex. Brok (bukser), Koa (Ko), Tom (tommelfinger), drikke (drikke), og noen flere. Dog kjenner jeg for lite til det gamle Danske og Tydske, til å gi dette noen vekt. Jeg spurte såvel her som hos Stedets prest forgjeves om noe skrevet i dette språk. Jeg er naturligvis aldeles inkompetent til å avgjøre, hvorvidt Hypothesen om disse Folks cimbriske utspring er grunnet. Hvis det er sandt, at Cimbrernes nederlag skjedde i omegnen av Verona, kunne dette, tillikemed den omstendighet, at de fra alle sider er omgitte av italienere, vel tale noe for denne mening. Men deres språks store overensstemmelse med det nærværende tyske gjør det 182i det minste nødvendig, for å opprettholde Hypothesen, å anta en nyere nedsettelse av tyskere, der har gitt språket en vesentlig forandring. Etter naboenes utsagn er de forresten brave og talentfulle folk, så at vi i alt fall ikke behøve å skamme oss ved våre landsmenn.

I selskap med fire Geistlige begynte jeg mitt tilbaketog og steg ned i en dyp dal; snart forsvant bøkeskogen; Ege- og kastanjeskoger trådte i stedet. Nøttekrattet gjorde plass for smaken; Vinranken, morbærtreet og maisen lot seg igjen til syne, og i dalen var jeg atter ganske i Italien. Rett levende kunne jeg forestille meg, hvilket inntrykk det må ha gjort på Cimbrerne, da de første gang stege ned ad Alperne og så utbredt for seg en ny verden, hvorom de intet begrep kunne ha. Trett av Dagsreisens besværligheter tok jeg meg et mulesel. Snart dalte solen; det var en av de skjønne italienske netter; Alt var stille; selv på den store landevei traff jeg ikke et menneske; i alle byer var man gått til hvile; min ærlige fører gikk halv i søvne ved siden av meg, og hva der holdt ham fra ganske å falle i søvn, var dels hans frykt for røverne, som dog nok var uten grunn, dels hans gudfryktighet, der ei tillot ham å gå et helgenbilde forbi uten å vise det sin ærbødighet; mitt mulesel gikk sin langsomme gang; meg sysselsatte Dagens begivenheter så levende, at jeg full årvåken om natten Kl. to ankom til Verona.

(J. F. Schouw.)