175

Først efter en god Miils besværlige Marsch, der i Begyndelsen gaaer over vidløftige Moradser, siden over Kleinbrocken, 176en mindre Broder af den større, endelig gjennem en mellemliggende temmelig dyb Dal, og tilsidst opad den sydvestlige Afhældning af selve Bloksberg, kommer man omsider svedende og træt til det paa den høieste Spidse liggende Brockenhuus. En vakker og velbetænkt Omhyggelighed af den herværende Vært er den Foranstaltning, at den ankomne Harzreisende i den første Time, alle Bønner eller vrede Ord uanseet, hverken faaer Øl eller Vand at slukke sin Tørst med, hvorimod Viin, Brændeviin, Kaffe, Thee &c. strax er paa rede Haand. Snart ilede jeg hen, for at nyde den sjeldne Udsigt, man her har — som man antager — over et Segment af Jordkuglen af 35 Miles Gjennemsnit, der beboes af meer end 5 Millioner Mennesker, og vel omtrent udgjør 1/200 af hele Europa. Luften var ogsaa nogenlunde klar, nogen Hederøg fraregnet, der fordunklede de nærmest mod den fjerne Horizont beliggende Egne. Et lignende Panoram finder man vist kun faa Steder paa vor Jord; kun Skade, at Standpunktet, hvorfra al denne Verdens Herlighed overskues, ligger forholdsmæssig saa høit, at Gjenstandene alt for meget formindskes og ligesom smelte sammen. Man maa derfor ikke regne paa fra Brocken at see skjønne maleriske Landskaber; kun et uhyre stort naturligt Landkort, et uovertræffeligt Panoram er det, som her henriver Tilskueren og aftvinger selv den Koldeste høi Beundring. Den herligste Nydelse, Brocken skjænker, anseer man Synet af Solens Op- og Nedgang at være; men dette Gode nøde vi ikke formedelst et Taagehav, som den Tid omringede os, skjøndt vi dog vare glade over, at vi fik Udsigten at see, en Lykke, som ei heller bliver alle Harzbesøgende til Deel, hvilket de mange, undertiden temmelig platte og pøbelagtige, Jeremiader i Brockenhusets Stambøger noksom godtgjøre. Mange et berømt, ogsaa enkelte kjære Navne af 177Venner og Landsmænd have vi i disse fra lang Tid tilbage førte Mindesbøger gjenfundet.

Det nærværende Bloksberg er sandsynligen kun en Ruin af en tidligere Verdens uhyre Granitmasser, der gjennem de lange Tider efterhaanden ere hensmuldrede og sammenstyrtede, indtil de endelig fik deres nærværende aldeles afrundede Form, hvis Jævnhed kun hist og her afbrydes ved enkelte større og mindre omstrøede Granitblokke. Nogle af disse, som ligge paa det egentlige Plateau, have faaet besynderlige Benævnelser, hentede fra den gamle Overtro, at Fanden hver Walpurgis — eller, som det hos os heder, St. Hans — Nat, her har en høitidelig Sammenkomst med alle Hexer og Troldkjærringer. Tvende slige Granitblokke bære saaledes Navn af Hexealteret og Djævelens Prædikestol, hvorfra den Onde opvarter Forsamlingen med en Tale, medens Gjæstebudets Retter tillaves paa det førstnævnte. En Kilde i Nærheden kaldes Hexebrønden, og her bader det gamle Hexepak sig inden Maaltidet holdes. Man bliver af Føreren opvartet med endnu flere Fortællinger i den samme Smag, der saa temmeligen ligne dem, hvormed Ammerne hjemme hos os pleie at underholde Børn, naar de berette om Bloksberg og Kosteskaftsreisen derhen.

Brocken har iøvrigt, saavel i Udseende som med Hensyn til Vegetation, kun lidet Fjeldagtigt ved sig; i det mindste vilde et isoleret Bjerg af samme Beskaffenhed hos os hverken faae Navn af eller charakterisere sig som Fjeld. Mig forekommer det i det mindste, som at det kun er dens isolerede Beliggenhed, hvilken i en noget høiere Luftregion udsætter den for Vindenes forstyrrende Magt, der her hindrer eller forknytter Vegetationen.

(G. F. Lundh. “Breve fra Tydskland.” I Budstikken, Chnia, 1821.)

175

Først etter en god mils besværlige marsj, der i begynnelsen går over vidløftige Moradser, siden over Kleinbrocken, 176en mindre bror av den større, endelig gjennom en mellomliggende temmelig dyp dal, og til sist oppad den sydvestlige Afhældning av selve Bloksberg, kommer man omsider svettende og trett til det på den høyeste Spidse liggende Brockenhuus. En vakker og velbetenkt omhyggelighet av den herværende vært er den foranstaltning, at den ankomne Harzreisende i den første time, alle bønner eller vrede ord uanseet, hverken får øl eller vann å slukke sin tørst med, hvorimot vin, brennevin, kaffe, te &c. straks er på rede hånd. Snart ilede jeg hen, for å nyte den sjeldne utsikt, man her har — som man antar — over et segment av jordkulen av 35 Miles gjennomsnitt, der beboes av mer enn 5 millioner mennesker, og vel omtrent utgjør 1/200 av hele Europa. Luften var også noenlunde klar, noen Hederøg fraregnet, der fordunklede de nærmest mot den fjerne horisont beliggende Egne. Et lignende panorama finner man vist kun få steder på vår jord; kun skade, at standpunktet, hvorfra all denne Verdens herlighet overskues, ligger forholdsmessig så høyt, at gjenstandene alt for meget forminskes og likesom smelte sammen. Man må derfor ikke regne på fra Brocken å se skjønne maleriske landskaper; kun et uhyre stort naturlig landkart, et uovertreffelig panorama er det, som her henriver tilskueren og avtvinger selv den Koldeste høy beundring. Den herligste nytelse, Brocken skjenker, anser man synet av Solens Op- og nedgang å være; men dette gode nøde vi ikke formedelst et tåkehav, som den tid omringet oss, skjønt vi dog vare glade over, at vi fikk utsikten å se, en lykke, som ei heller blir alle Harzbesøgende til del, hvilket de mange, undertiden temmelig platte og pøbelaktige, jeremiader i Brockenhusets stambøker noksom godtgjøre. Mange et berømt, også enkelte kjære navn av 177venner og landsmenn har vi i disse fra lang tid tilbake førte minnesbøker gjenfunnet.

Det nærværende Bloksberg er sandsynligen kun en ruin av en tidligere Verdens uhyre Granitmasser, der gjennom de lange tider etterhånden er hensmuldrede og sammenstyrtede, inntil de endelig fikk deres nærværende aldeles avrundede form, hvis jevnhet kun hist og her avbrytes ved enkelte større og mindre omstrødde Granitblokke. Noen av disse, som ligge på det egentlige Plateau, have fått besynderlige benevnelser, hentet fra den gamle overtro, at fanden hver Walpurgis — eller, som det hos oss heter, St. Hans — natt, her har en høytidelig sammenkomst med alle hekser og trollkjerringer. Tvende slike Granitblokke bære således navn av heksealteret og djevelens prekestol, hvorfra den Onde oppvarter forsamlingen med en Tale, mens gjestebudets retter tillaves på det førstnevnte. En Kilde i nærheten kalles heksebrønnen, og her bader det gamle heksepakk seg innen måltidet holdes. Man blir av Føreren oppvartet med enda flere fortellinger i den samme smak, der så temmelig ligne dem, hvormed ammene hjemme hos oss pleie å underholde barn, når de berette om Bloksberg og Kosteskaftsreisen derhen.

Brocken har i øvrig, såvel i utseende som med hensyn til vegetasjon, kun lite Fjeldagtigt ved seg; i det minste ville et isolert Bjerg av samme beskaffenhet hos oss hverken få navn av eller karakterisere seg som Fjell. Meg forekommer det i det minste, som at det kun er dens isolerte beliggenhet, hvilken i en noe høyere Luftregion utsetter den for Vindenes forstyrrende makt, der her hindrer eller forknytter vegetasjonen.

(G. F. Lundh. “Brev fra Tydskland.” I Budstikken, Chnia, 1821.)