172

Hals den 1ste Mai.

Det havde jeg ikke formodet, at jeg endnu skulde kunne sende dig nogle Linier fra jydsk Grund, min L—! Men ganske imod Villie har jeg den bedste Leilighed af Verden dertil 173nu, da vi ligge for Anker og Vinden er os stik imod. I Værtshuset her har jeg faaet et vakkert lille Værelse til min Disposition, og nu sidder jeg og kiger hvert Øieblik ud af Vinduet for at see, om dog ikke Fløien vil vende sig mod Norge. Nei, den staaer stiv i Syd. Nu da, saa faaer jeg atter fortælle dig noget.

Klokken 5 igaar Eftermiddag hissede vi Seil paa Aalborg Rhed. Med en sagte Vind glede vi ud igjennem Fjorden. Denne Seilads ligner for en Deel vor Fart igjennem Elvene i Norge, men er ei nær saa skjøn. Man savner her de kneisende Granitmasser, der danne en Muur paa begge Sider, og Furuerne som hænge i Klippens Rifter. I dets Sted har man en vidtudstrakt Flade, hvorigjennem Fjorden skyder sig i Krumninger langs henad henstrøede Hytter og Gaarde og Flokke af græssende Hjorder. Klokken 9 iaftes kom vi hid til Hals, en ganske smuk Landsby ved Liimfjordens Udløb, hvor Skibene maae undersøges. Jeg gik imorges iland med min Skipper, for at lære at kjende Stedet lidt nøiere. Naar jeg undtager en eneste ret smuk Gaard, der nu tilhører en vis B—, der reiste for et Aar siden i Sverige under Titel af Baron — ere alle de øvrige Vaaninger ikke stort andet end Hytter. Præsteboligen ligger yderst ude i Byen, og er, som de fleste Præsteboliger, jeg kjender i Jylland, aldeles ikke smuk. Kirken har jeg ikke seet. Skandsen er liden, og forsvares, saavidt jeg veed, af 14 invalide Soldater under en Kommandant, en Sergeant og en Konstabel. Virkelig forekom denne Besætning mig ogsaa at være temmelig invalid; thi fra de Krigere, jeg saae, at slutte, maatte 3 a 4 dygtige Karle kunne paa deres Samvittighed tage den hele Krigsmagt. Men i Fredstider ere de sagtens gode nok.

Mere kan jeg ikke sige dig om dette Sted; men jeg føler Trang til, inden jeg forlader disse Kyster, at kaste et 174taknemmeligt Blik tilbage paa de Dage, jeg under Nydelsen af ubetalelige Glæder henlevede i dit Fødeland, min L—! Med endeel af min Nations Fordomme reiste jeg til Jylland. Jeg ventede at finde det, som den mindre slebne Deel af mit Folk forstaaer under det Begreb — Jyder. Med beskjæmmende Glæde fandt jeg mig bedraget. Jeg fandt Ærlighed og Aabenhjertighed under Straatagene, og hvor de ikke fandtes, der henregnede jeg Savnet af dem til den Overrest af Slaveri, der endnu underkuede Bondens Aand. Velvillighed og Gjæstfrihed søgte jeg sjelden forgjeves i Middelstandens Vaaninger: mine gladeste Timer henflød i disse Cirkler. Mine lærerigste derimod vare de, jeg tilbragte i Omgang med den Stand, der fører Hjelm og Krone og Adelskab i Vaabenet. Min Stilling nødte mig til at omgaaes med disse Folk, og min Menneskekundskab forøgedes derved. Det forekom mig som om religiøs og politisk Oplysning stod ikke længere tilbage her end andensteds. Vel troede Hoben paa Underjordiske og Varulve; men der fandtes dog de, som havde sundere Begreber, og jeg kjendte ikke faa blandt den laveste Stand, der troede den Sandhed, at Gud havde skabt os alle lige, og at blot den Stærkeres Ret havde fra først af frembragt det ujævne og tidt ublide Forhold mellem Herremand og Hoveribonde. Vel forefandt jeg hyppig blandt Religionslærerne gammeldags Theologer; men blandt disse kjendte jeg Mænd, hvis vennehulde Sind og blide Sæder mit Hjerte gav Forrang for mange blandt dem, der prange med Klarhed i Hjernen, men hvis Daad er ikke lys som deres Hoved. Overalt min L. —! jeg er tilfulde overbeviist om, at der under alle Zoner og Klimater findes Mennesker, der ere værd at elskes; jeg troer, at Mennesket behøver blot at elske for at vorde elsket; og jeg haaber, at den fremskridende Oplysning skal Haand i Haand med blid Humanitet nedrive det 175Skillerum, som kold og snever Nationalisme opreiste mellem Folk og Folk paa den hele Klode.

Disse ere mine Bekjendelser med Hensyn til de senest fremfarne Dage. Min Sjel er ikke slavisk bunden til en enkelt Jordplet. Den Tanke, at være Verdensborger er langt høiere og videre og mere opløftende end den, at være Lem af enkelt Stat. Men ikke destomindre iler dog mit Øie med Henrykkelse mod Norges Alper, og stræber at gjenfinde de Gjenstande, der vare min Barndom hellige. Med stum og navnløs Fryd vil det dvæle ved de Steder, hvis Minde fordums Glæder have gjort mig uforglemmeligt. Der vil Naturen straale for mig i syvfold skjønnere Pragt; der vil jeg med syvfold hedere Andagt tilbede. O — min Tanke flyver disse hellige Steder med Længsel imøde. Paa Klippens steile Brink skal jeg, hævet over Jordens Smaabesvær, kun føle min Lyksalighed, og ved Foden af den kneisende Gran udbryde:

“Du Plet af Jord, hvor Livets Stemmesteg første Gang fra spæde Bryst,hvor Himlen gav mig at fornemmedet første Glimt af Livets Lyst!Der hvor jeg lærte“ Moder” stamme,og første Fjed ved hendes Haand,der tændtes Gnisten til den Flamme,som brænder for mit Fødeland!

Snart farer jeg over Oceanet hen til dette mine Ønskers kjære Maal; men min Tanke forlader ikke dig, og ikke disse Bredder. Lev vel! —

(Af “Hermoder.” Chnia 1796.)

172

Hals den 1ste mai.

Det hadde jeg ikke formodet, at jeg ennå skulle kunne sende deg noen linjer fra jysk grunn, min L—! Men ganske imot vilje har jeg den beste leilighet av verden dertil 173nå, da vi ligger for Anker og vinden er oss stikk imot. I vertshuset her har jeg fått et vakkert lille værelse til min disposisjon, og nå sitter jeg og kikker hvert øyeblikk ut av vinduet for å se, om dog ikke fløyen vil vende seg mot Norge. Nei, den står stiv i Syd. Nå da, så får jeg atter fortelle deg noe.

Klokken 5 i går ettermiddag hisset vi seil på Aalborg Rhed. Med en sakte vind gleder vi ut igjennom fjorden. Denne seilas ligner for en del vår fart igjennom elvene i Norge, men er ei nær så skjønn. Man savner her de kneisende Granitmasser, der danne en mur på begge sider, og furuene som henge i Klippens rifter. I dets sted har man en vidtudstrakt flate, hvorigjennom fjorden skyder seg i krumninger langs henad henstrøede hytter og Gaarde og Flokke av gressende Hjorder. Klokken 9 iaftes kom vi hit til hals, en ganske smuk landsby ved Liimfjordens utløp, hvor skipene må undersøkes. Jeg gikk i morges i land med min skipper, for å lære å kjenne stedet litt nøyere. Når jeg unntar en eneste rett smuk gård, der nå tilhører en viss B—, der reiste for et år siden i Sverige under tittel av Baron — er alle de øvrige Vaaninger ikke stort annet enn hytter. Presteboligen ligger ytterst ute i byen, og er, som de fleste presteboliger, jeg kjenner i Jylland, aldeles ikke smuk. Kirken har jeg ikke sett. Skansen er liten, og forsvares, såvidt jeg vet, av 14 invalide soldater under en kommandant, en Sergeant og en konstabel. Virkelig forekom denne besetning meg også å være temmelig invalid; thi fra de krigere, jeg så, å slutte, måtte 3 a 4 dyktige karer kunne på deres samvittighet ta den hele krigsmakt. Men i fredstider er de saktens gode nok.

Mer kan jeg ikke si deg om dette sted; men jeg føler trang til, innen jeg forlater disse Kyster, å kaste et 174takknemlig blikk tilbake på de dager, jeg under nytelsen av ubetalelige gleder henlevede i ditt fødeland, min L—! Med en del av min nasjons fordommer reiste jeg til Jylland. Jeg ventet å finne det, som den mindre slepne del av mitt folk forstår under det begrep — jyder. Med beskjemmende glede fant jeg meg bedraget. Jeg fant ærlighet og åpenhjertighet under stråtakene, og hvor de ikke fantes, der henregnede jeg savnet av dem til den Overrest av slaveri, der ennå underkuede Bondens ånd. Velvillighet og gjestfrihet søkte jeg sjelden forgjeves i Middelstandens Vaaninger: mine gladeste timer henflød i disse sirkler. Mine lærerigste derimot var de, jeg tilbrakte i omgang med den stand, der fører Hjelm og krone og adelskap i våpenet. Min stilling nødte meg til å omgås med disse folk, og min menneskekunnskap forøgedes derved. Det forekom meg som om religiøs og politisk opplysning stod ikke lenger tilbake her enn annensteds. Vel trodde Hoben på Underjordiske og varulver; men der fantes dog de, som hadde sunnere begreper, og jeg kjente ikke få blant den laveste stand, der trodde den sannhet, at Gud hadde skapt oss alle like, og at blot den sterkeres rett hadde fra først av frembrakt det ujevne og titt ublide forhold mellom herremann og Hoveribonde. Vel forefandt jeg hyppig blant religionslærerne gammeldags teologer; men blant disse kjente jeg menn, hvis vennehulde sinn og blide Sæder mitt hjerte ga forrang for mange blant dem, der prange med klarhet i hjernen, men hvis dåd er ikke lys som deres hode. Overalt min L. —! jeg er tilfulde overbevist om, at der under alle soner og Klimater finnes mennesker, der er verd å elskes; jeg tror, at mennesket behøver blot å elske for at vorde elsket; og jeg håper, at den fremskridende opplysning skal hånd i hånd med blid humanitet nedrive det 175skillerom, som kald og snever nasjonalisme oppreiste mellom folk og folk på den hele klode.

Disse er mine bekjennelser med hensyn til de senest fremfarne dager. Min sjel er ikke slavisk bunden til en enkelt Jordplet. Den tanke, å være verdensborger er langt høyere og videre og mer oppløftende enn den, å være lem av enkelt stat. Men ikke desto mindre iler dog mitt Øye med henrykkelse mot Norges alper, og streber å gjenfinne de gjenstander, der var min barndom hellige. Med stum og navnløs fryd vil det dvele ved de steder, hvis Minde fordums gleder have gjort meg uforglemmelig. Der vil naturen stråle for meg i syvfold skjønnere prakt; der vil jeg med syvfold hedere andakt tilbe. O — min tanke flyver disse hellige steder med lengsel imøte. På Klippens steile Brink skal jeg, hevet over Jordens småbesvær, kun føle min Lyksalighed, og ved foten av den kneisende Gran utbryte:

“Du plett av jord, hvor Livets stemmesteg første gang fra spede bryst,hvor Himlen ga meg å fornemmedet første glimt av Livets lyst!Der hvor jeg lærte“ mor” stamme,og første Fjed ved hennes hånd,der tentes gnisten til den flamme,som brenner for mitt fødeland!

Snart farer jeg over oseanet hen til dette mine Ønskers kjære mål; men min tanke forlater ikke deg, og ikke disse bredder. Lev vel! —

(Av “Hermoder.” Chnia 1796.)