171

Viborg den 24de April 1794.

Det er en egen Sag med vort Væsen kjæreste L—; vi tumles fra een Sindsstemning om i en anden, alt ligesom de forskjellige Gjenstande, de være reelle eller ideelle, give vor Tænke- eller Indbildningskraft et nyt Sving. I en ganske anden Stemning end den, i hvilken jeg befinder mig nu, forlod jeg imorges tidlig Dig og mine fire kjære unge Venner. I det Øieblik jeg tilvinkede Eder det sidste Farvel, var det som om en mørk Sky omtaagede mit hele Væsen. Jeg tænkte intet — jeg kunde ikke tænke — jeg overlod mig blot til stumme Følelser. Af denne levende Død vaagnede jeg ikke før

172Kudsken raabte til mig: “Hist see vi Alheden!” Som sagt, jeg vaagnede, og befandt mig i en holsteensk Vogn midt paa en uhyre Hede, hvor mit Øie forgjeves ledte efter Hvilepunkt, indtil det omsider i den vestlige Horizont stødte paa nogle Forhøininger, der forekom mig som lyngbegroede Tuer; men efter min Kudsks Forsikkring vare en Koloni paa Alheden. Veien løber ei saa tæt forbi, at jeg kunde betragte denne Koloni i en nærmere Frastand. En Reise over slig en Hede ligner omtrent en Seilads i det vilde Hav, hvor Øiet kun skimter de fjerne Landtoninger. Ogsaa synes en Hedereise at have dette tilfælles med en Havreise, at man paa begge maa nøies med to Elementer: i et Fartøi paa Havet har man intet uden Vand og Luft omkring sig: i et Fartøi paa Heden mærker man til intet uden Luft og Jord; om Ild vil jeg ikke tale; thi de Gnister, der stundom funkle i Skibskabyssen, komme ligesaa lidet i Betragtning som det brændende Tønder, ved hvilket min Kudsk stundom tændte sin Pibe. Jeg maa ellers bekjende, at hvad en Hedereises Fortryllelser angaaer, da er min Sjels Øie ikke æsthetisk nok til at opdage dem. Da jeg imidlertid havde lært af Prof. Baggesen, at Lyneborger-Heden virkelig var fortryllende, saa tænkte jeg: hvi skulde ikke ogsaa Viborger-Heden være det, da den dog udgjør een Strækning med hiin? — og jeg ledte — men fandt desværre intet, som jeg kunde give Prædikat af Fortryllende.

(Af “Hermoder.” Chr.nia 1796.)

171

Viborg den 24de april 1794.

Det er en egen Sag med vårt vesen kjæreste L—; vi tumles fra een sinnsstemning om i en annen, alt likesom de forskjellige gjenstander, de være reelle eller ideelle, gi vår Tænke- eller Indbildningskraft et nytt sving. I en ganske annen stemning enn den, i hvilken jeg befinner meg nå, forlot jeg i morges tidlig deg og mine fire kjære unge venner. I det øyeblikk jeg tilvinkede Eder det siste farvel, var det som om en mørk sky omtåkede mitt hele vesen. Jeg tenkte intet — jeg kunne ikke tenke — jeg overlot meg blot til stumme følelser. Av denne levende død våknet jeg ikke før

172Kusken ropte til meg: “Hist ser vi Alheden!” Som sagt, jeg våknet, og befandt meg i en holsteinsk vogn midt på en uhyre Hede, hvor mitt Øye forgjeves ledte etter hvilepunkt, inntil det omsider i den vestlige horisont støtte på noen forhøyninger, der forekom meg som lyngbegroede tuer; men etter min kusks forsikring var en koloni på Alheden. Veien løper ei så tett forbi, at jeg kunne betrakte denne koloni i en nærmere Frastand. En Reise over slig en Hede ligner omtrent en seilas i det ville hav, hvor øyet kun skimter de fjerne Landtoninger. Også synes en Hedereise å ha dette tilfælles med en Havreise, at man på begge må nøyes med to elementer: i et fartøy på havet har man intet uten vann og luft omkring seg: i et fartøy på Heden merker man til intet uten luft og jord; om ild vil jeg ikke tale; thi de gnister, der stundom funkle i skipskabyssen, komme likeså lite i betraktning som det brennende Tønder, ved hvilket min kusk stundom tente sin pipe. Jeg må ellers bekjenne, at hva en Hedereises fortryllelser angår, da er min Sjels Øye ikke estetisk nok til å oppdage dem. Da jeg imidlertid hadde lært av Prof. Baggesen, at Lyneborger-Heden virkelig var fortryllende, så tenkte jeg: hvi skulle ikke også Viborger-Heden være det, da den dog utgjør een strekning med hin? — og jeg ledte — men fant dessverre intet, som jeg kunne gi predikat av Fortryllende.

(Av “Hermoder.” Chr.nia 1796.)