I Vestfjorddalen er sædvanlig Husets Hovedindgang forsynet med et lidet Skuur, hvis Tag bæres af et Par tykke dreiede Kolonner eller Støtter, der vel ikke høre til nogen af de bekjendte fem Ordener, men dog gjør en ganske god Effekt. Paa en af Husets Ender seer man en Frontespice, der 170bæres af lignende Støtter. Huset bestaaer sædvanlig blot af et Par smaa Stuer, hvoraf den forreste er Kjøkken og Dagligstue, den inderste Sovekammer. Et Stykke derifra staaer, ganske isoleret, den saa kaldte Stolpebod, som indeholder Husets Rigdom. I underste Etage gjemmes nemlig Fødevarer, saasom Korn, tørket og speget Gjede- eller Souve-Kjød, o. s. v., i den øverste alle Slags Huus- og Kunstflids-Produkter. Paa Snorer under Loftet hænge her flere Dusin uldne og linnede hjemmevirkede Teppener af alle Slags Farver og Mønstre; paa Væggene sees Mandens og Hustruens Brude- og Høitidsklædninger med dertil hørende Belter og Hovedstads. To store brogede Kister, bemalede den ene med Mandens, den anden med Hustruens Navn, indeholde forskjellige Kramvarer af finere Slags, saasom Silketørklæder, smaa Speile, gamle Sølvskeer, Sølvbægere, Kruse, Linned og forskjellige mindre Sager, henhørende til mandlig og kvindelig Syssel. Alting er opstillet til Skue i en Slags symmetrisk Orden, Kisterne staae med opslaaet Laag, og den Fremmede kan see sin Glæde i Husets Velstand. Laagets indvendige Flade er sædvanlig prydet med brogede Kobberstykker eller Tegninger. Paa en Hylde finder man gjerne nogle Glas, et Par umage Thekopper, en Kaffekande uden Laag, eller andre lignende Fajance- eller Porcellæns-Artikler, Ting, der aldeles ei ere bestemte for daglig Brug, men kuns tjene til Stolpebodens Prydelse. Her findes ogsaa gjerne de store, med brogede Blomster og Løvværk bemalede, Ølboller, hvis Rand aldrig mangler en Indskrift, der bevidner Øllets Kraft. I dette Værelse findes ogsaa et Par Senge, bestemte til Leie for den Fremmede. Disse Senge ere opredede med Halm, hvorpaa er udbredt uldne Tepper; over sig har man enten et Par lignende Uldtepper eller en Lammeskinds Fell. Lagen bruges ikke; et Stykke Linned lægges vel over Hovedsgjerdet; 171men det strækker sig ei længer, end til Sengens halve Længde. Ere disse Skindfeller ganske nye, og Sengen ei i dagligt Brug, saa hviler man saare behagelig i den; i modsat Fald har den sine Ubekvemmeligheder. En Ting maa jeg til Slutning berøre, der især støder den Fremmede i Fjeldbøndernes Huse, nemlig deres Gulves Ureenlighed. Ligefra den Tid Huset blev bygget og Gulvet blev lagt i Bedstefaders eller Oldefaders Tid, har Gulvet aldrig været reengjort anderledes, end ved at feies med en Lime; alt det Snavs, som ved Bondefamiliens daglige Færdsel paa Marken indbringes i Stuen, nedtrædes og indtørkes i Gulvet; og man kan let begribe, hvad Udseende et saadant Gulv efter et halv Seculum kan faae. Jo høiere man kommer op i de kolde Regioner, desto større bliver denne Ureenlighed; Livet bliver her saa besværligt, at man ei kan tænke paa dets Ziir.
(C. Hansteen.)