162

Det er en almindelig Bemærkning, at Beboerne af bjergfulde Lande ere altid meest gjennemtrængte af den Hengivenhed til deres Fødeegn, som man kalder Kjærlighed til Fædrenelandet. Det er fordi Sædernes Fordærvelse, Pragt og den alt opslugende Yppighed finde ikke saa let Indgang i disse Egne, som i andre. Deres naturlige Beskaffenhed aabner ikke Nydelsen af den Lykke, som den kan give, for dem, for hvilke et tarveligt Liv ikke er nok. Den tvinger Indbyggerne til at anstrenge sig for at kunne leve; men den gjengjælder denne Møie med Sundhed og Styrke, med den blide Glæde af et jævnt og behageligt Liv. Den rene Bjergluft gjør dem mere muntre, mere opvakte og levende derved, at den forjager de usunde Vædsker, det nedslagne og langsomme Væsen, som er Virkningen af de lavere sumpige Egne. Lægger man hertil de langt skjønnere Scener paa Bjergene, som ikke kunne finde Sted i det flade Land, Skove paa Bjergenes Afhæng, som gjenlyde af Hjordenes Brølen, af Musiken af Elve, der styrte ned rundt omkring fra deres ophøiede Kilder, for at vande de frugtbare Enge og Dale, hvorigjennem de slynge sig, og man vil finde disse Lande skjønne, behagelige, oplivede i en Grad, som de lave og jævne Egne aldrig kunne naae.

Norges Indbyggere føre for det meste det simpleste Hyrdeliv, som maaskee tillige er den lykkeligste Næringsvei. Bønderne 163dyrke og Jorden i de Egne, hvor Klimatets Strenghed tillader det, og det skeer med en Flid, og paa en Maade, som giver de norske Agerdyrkere Fortrin fremfor de i mange andre Lande under en gunstigere Himmelegn. Ikke heller ere disse Arbeider utaknemmelige. Bonden faaer ofte ved Høsten sin Udsæd sexten- til tyvefold igjen af ualmindelig godt Korn. Hvor Jordsmonnet ligger for høit, eller hvor Klimatets Strenghed gjør Jordbruget mindre sikkert, nærer man sig, foruden af Fædrift, af Skovenes Frembringelser. Der fældes Træer til Master og Bjelker, disse tilhugges, føres til Saugmøllerne, og skjæres til Bræder.

Beboerne af Søkysterne føre omtrent det samme Liv, eller de ere Lodser, og Søfarende kjende ikke mere erfarne og uforskrækkede end disse; eller de ere Fiskere, hvis Fangst ikke alene forsyner Landets egne, men endog fjerne Landes Beboere med en betydelig Artikel til deres Underholdning. Disse Søkyster ere tillige Fødestedet for disse Sømænd, paa Handelsskibe og Krigsflaader, som vinde Agt, i Feide og Fred, i alle Jordens Havne. Tordenskjold, Adeler, Juel, Huitfeldt og mange Flere have hædret Norges Søkrigere. Selv de stolte Briter tilstaae, hvor meget de skylde disse Kysters Søfolk. De engelske og hollandske Handelspladse i begge Indier erkjendte Norge som Fædrelandet for en Deel af dem, der førte deres Skibe fra Havn til Havn.

Vil man nøiere lære at kjende disse Bjergboeres Levemaade, da besøge man dem i deres Huse, som for det meste ligge paa Bjergenes Sider. De ere sædvanligen byggede af Tømmerstokke, som uden Steen og Kalk ere lagte paa hinanden ligesom Alpeboernes Huse. Der finder man Normænd af samme Aand og Sæder, som deres Forfædre for fire og fem Aarhundreder tilbage. Ikke ere de Barbarer, ligesom de i Almindelighed ikke heller vare det i Barbariets Alder. De 164ere jævne, uden Kunst, ikke fordærvede ved Yppighedens Forfinelser i de sidste Aarhundreder. De ere store, skjønne og haardføre.

Kvindekjønnet behandle de med en Ømhed, som ligner Riddertidernes Sæder; endog i de mindst velhavende Stænder paalægges denne intet haardt Arbeide, og de udsættes ikke for Veirets Ublidhed. Dog ere Hjordene fornemmelig betroede deres Opsyn. Man finder derfor Kvinder blandt Almuen i Dalene smukkere end andensteds. Da de behandles med Skaansel og i Almindelighed med Agtelse, vedligeholde de Kjønnets Blidhed, og formilde derved det undertiden for Strenge i den mandige Charakter. Ligefremhed er Hovedtrækket i disse Bjergboeres Sæder. De gaae Enhver freidig i Møde, og, uden Hensyn til hans Stand eller udvortes Udseende, sige Du til ham; og ”Guds Fred” er deres Hilsen uden Komplimenter, som de ikke kjende. Deres Gjestfrihed er stor. Deres hele Opførsel bærer Præg af omhyggelig Attraa efter at forekomme hvert Ønske, hver Fornødenhed. Alt for jævne til at smigre, vil man finde dem mere høflige, end hvad man kalder den fine Verden i Almindelighed.

Disse Folk ere sædvanlig muntre og oprømte. Deres Nationalmusik elske de til Enthusiasme; den udgjør det Væsentlige af deres Gjæstebud og deres Forsamlinger. De elske ligeledes Dands, og dandse med utrolig Lethed samt Færdighed, og ikke uden Ynde. Deres Stemme er klar; de synge godt, og forrette deres Arbeide under Sang. De opbevare fra fremfarne Dage Romancer og historiske Sange om deres Heltes Bedrifter eller om deres Forfædres og Landsmænds mærkelige og rørende Handlinger.

Saa inderlig, saa brændende Normandens Kjærlighed til Frihed end er, hvor aarvaagne de end ere for at vedligeholde dette uskatteerlige Klenodie, er dog deres Kjærlighed og 165Hengivenhed til Kongen og Kongehuset ikke mindre varm, og udgjør et væsentligt Træk af denne Nations Charakter.

De ere tappre og modige, men ere maaskee langsomme til Forlig, naar de først blive opirrede. Deres Løfte er ubrødeligt; de ere varme Elskere, gode Ægtefæller, faste Venner, gode og ømme Fædre, og over alting ivrige Fædrelandsvenner.

Skjøndt dette Folks Vindskibelighed har kun faa Fabrikvarer at fremvise, vil man dog finde mere Flid og Arbeidsomhed hos Nordmændene, end hos mange andre Nationer, som have Roes derfor. De ere altid sysselsatte, og, uden nogen methodisk Underviisning, give de tydelige Prøver paa deres ganske for Kunsterne dannede Genie. Man finder Arbeidere i Bondestanden, som, uden anden Veileder end deres opfindende Genie, have frembragt overmaade mærkværdige Arbeider i Uhrmagerkunsten, Guldsmedkunsten og Billedhuggeriet; det Tøi, hvori begge Kjøn klæde sig, er næsten altsammen Kvindernes Arbeide. I mange Egne regnes den Bondekarl ikke for noget, som ikke forstaaer nok af Smedehaandværket, for at kunne beslaae en Hest, og gjøre de øvrige Ting af samme Slags, som behøves i en Bondegaard, eller som ikke forstaaer det af Tømmermands- eller Snedkerhaandværket, som behøves for at bygge et Træhuus, og det som væsentligen hører dertil.

Nordmændene have ikke mindre Anlæg til Videnskaberne end til mechaniske Kunster. Skjøndt Riget forhen var blottet for alle de store Hjælpemidler, hvorved Videnskaberne kunne fremelskes til at blomstre i Landets Skjød, havde det dog den Ære blandt dets Børn at tælle mange Lærde af første Rang. Man behøver kun at nævne Navnene Holberg, Gunnerus, Schøning, Strøm, hvortil man kunde føie flere, som elskes og agtes, og altid skulle blive elskede og agtede af alle Videnskabers Elskere. En levende Indbildningskraft, 166en fiin Følelse for det Skjønne synes at høre til Nationens Charakter, og deraf kan det forklares, hvorfor de fleste af dem, der i vort Sprog have forskaffet sig Anseelse som Digtere, ere Nordmænd. Wessel, Storm, Tullin, Bull, Frimann, Nordahl Brun og Andre have frembragt Værker, hvilke, skjøndt ikke vidtløftige, dog altid hædre den Alder, hvori de frembragtes, og glæde enhver Kjender; Værker, som de meest oplyste Nationer vilde misunde Norge, naar de kjendte dem.

Disse ere Hovedtrækkene af Nordmændenes Nationalcharakter, Grundlinierne af et saadant, men svagt udkastet Portræt. Paa Landets Bjerge, imellem dets Beboere, findes det alene fuldkomment. Der vil man see det malet med de yndigste Farver, overeensstemmende med de Træk, man her har fremsat. Man gjennemløbe deres Aarbøger, og man vil see, at de have været de samme i flere Aarhundreder. Der vil man lære, at midt i Middelalderens Barbari vedligeholdt dette Folk en ædel og fri Nations Dyd, tiltrods for Hierarkiets ulykkelige Vælde, som da underkuede saa mange andre Nationer, gjorde dem til Uvidenheds og Overtroens Slaver, fordunklede deres Hæder, forjog deres Dyder. Der vil man lære, at dette Folk, midt i det Mulm, der omhyllede de øvrige Europæere, pleiede Kunsterne og Videnskaberne i deres Afkrog, og udbredte i Europa disses skjønne Straalers velgjørende Glands; at jævne Sæder, en ædel Tarvelighed, Vindskibelighed og Handel, endnu mere end Vaaben, gjorde dette Folk agtværdigt for Fremmede og lykkeligt i dets egne Boliger.

(C. Pram. „Samlede Skrifter.“ Kbhvn.)

162

Det er en alminnelig bemerkning, at beboerne av bjergfulde land er alltid mest gjennomtrengte av den hengivenhet til deres Fødeegn, som man kaller kjærlighet til fedrelandet. Det er fordi sedenes fordervelse, prakt og den alt oppslukende yppighet finne ikke så lett inngang i disse Egne, som i andre. Deres naturlige beskaffenhet åpner ikke nytelsen av den lykke, som den kan gi, for dem, for hvilke et tarvelig Liv ikke er nok. Den tvinger innbyggerne til å anstrenge seg for å kunne leve; men den gjengjelder denne møye med sunnhet og styrke, med den blide glede av et jevnt og behagelig Liv. Den rene bergluft gjør dem mer muntre, mer opvakte og levende derved, at den forjager de usunne væsker, det nedslåtte og langsomme vesen, som er virkningen av de lavere sumpige Egne. Legger man hertil de langt skjønnere scener på Bjergene, som ikke kunne finne sted i det flate land, skoger på Bjergenes Afhæng, som gjenlyde av Hjordenes Brølen, av musikken av elver, der styrte ned rundt omkring fra deres opphøyde kilder, for å vande de fruktbare enger og daler, hvorigjennom de slynge seg, og man vil finne disse land skjønne, behagelige, oplivede i en grad, som de lave og jevne Egne aldri kunne nåe.

Norges Indbyggere føre for det meste det simpleste Hyrdeliv, som maaskee tillike er den lykkeligste næringsvei. Bøndene 163dyrke og jorden i de Egne, hvor Klimatets strenghet tillater det, og det skeer med en flid, og på en måte, som giver de norske Agerdyrkere fortrinn fremfor de i mange andre land under en gunstigere Himmelegn. Ikke heller er disse arbeider utakknemlige. Bonden får ofte ved høsten sin utsæd sexten- til tyvefold igjen av ualminnelig godt korn. Hvor jordsmonnet ligger for høyt, eller hvor Klimatets strenghet gjør jordbruket mindre sikkert, nærer man seg, foruten av fedrift, av skogenes Frembringelser. Der felles trær til Master og bjelker, disse tilhugges, føres til Saugmøllerne, og skjæres til Bræder.

Beboerne av sjøkystene føre omtrent det samme Liv, eller de er loser, og Søfarende kjenne ikke mer erfarne og uforskrækkede enn disse; eller de er fiskere, hvis fangst ikke alene forsyner Landets egne, men endog fjerne Landes beboere med en betydelig artikkel til deres underholdning. Disse sjøkyster er tillike fødestedet for disse sjømenn, på handelsskip og krigsflåter, som vinde akt, i feide og Fred, i alle Jordens Havne. Tordenskjold, Adeler, Juel, Huitfeldt og mange Flere have hedret Norges Søkrigere. Selv de stolte briter tilstå, hvor meget de skylde disse Kysters Søfolk. De engelske og hollandske handelsplasser i begge Indier erkjente Norge som fedrelandet for en del av dem, der førte deres skip fra havn til havn.

Vil man nøyere lære å kjenne disse Bjergboeres levemåte, da besøke man dem i deres hus, som for det meste ligge på Bjergenes sider. De er sædvanligen bygde av tømmerstokker, som uten Steen og kalk er lagt på hinannen likesom Alpeboernes hus. Der finner man Normænd av samme ånd og Sæder, som deres forfedre for fire og fem århundrer tilbake. Ikke er de barbarer, likesom de i alminnelighet ikke heller vare det i Barbariets alder. De 164er jevne, uten kunst, ikke fordærvede ved yppighetens Forfinelser i de siste århundrer. De er store, skjønne og hardføre.

Kvinnekjønnet behandle de med en ømhet, som ligner Riddertidernes Sæder; endog i de minst velhavende stender pålegges denne intet hardt arbeide, og de utsettes ikke for Veirets ublidhet. Dog er hjordene fornemmelig betrodde deres oppsyn. Man finner derfor kvinner blant Almuen i dalene smukkere enn annensteds. Da de behandles med skånsel og i alminnelighet med aktelse, vedlikeholde de Kjønnets blidhet, og formilde derved det undertiden for Strenge i den mandige karakter. Likefremhet er hovedtrekket i disse Bjergboeres Sæder. De går Enhver freidig i møte, og, uten hensyn til hans stand eller utvortes utseende, si Du til ham; og ”Guds Fred” er deres hilsen uten komplimenter, som de ikke kjenne. Deres gjestfrihet er stor. Deres hele oppførsel bærer preg av omhyggelig attrå etter å forekomme hvert ønske, hver fornødenhet. Alt for jevne til å smigre, vil man finne dem mer høflige, enn hva man kaller den fine verden i alminnelighet.

Disse folk er sedvanlig muntre og oprømte. Deres nasjonalmusikk elske de til entusiasme; den utgjør det Væsentlige av deres gjestebud og deres forsamlinger. De elske likeledes dans, og danse med utrolig letthet samt ferdighet, og ikke uten Ynde. Deres stemme er klar; de synger godt, og forrette deres arbeide under sang. De oppbevare fra fremfarne dager romanser og historiske sanger om deres Heltes bedrifter eller om deres forfedres og landsmenns merkelige og rørende handlinger.

Så inderlig, så brennende Normandens kjærlighet til frihet enn er, hvor årvåkne de enn er for å vedlikeholde dette uskatteerlige Klenodie, er dog deres kjærlighet og 165hengivenhet til Kongen og kongehuset ikke mindre varm, og utgjør et vesentlig trekk av denne nasjons karakter.

De er tappre og modige, men er maaskee langsomme til forlik, når de først bli oppirret. Deres løfte er ubrødeligt; de er varme elskere, gode ektefeller, faste venner, gode og ømme fedre, og over alting ivrige fedrelandsvenner.

Skjønt dette Folks Vindskibelighed har kun få Fabrikvarer å fremvise, vil man dog finne mer flid og arbeidsomhet hos nordmennene, enn hos mange andre nasjoner, som har Roes derfor. De er alltid sysselsatte, og, uten noen metodisk undervisning, gi de tydelige prøver på deres ganske for kunstene dannede geni. Man finner arbeidere i bondestanden, som, uten annen veileder enn deres oppfinnende geni, have frembrakt overmåte merkverdige arbeider i urmakerkunsten, gullsmedkunsten og Billedhuggeriet; det tøy, hvori begge Kjøn klede seg, er nesten altsammen Kvindernes arbeide. I mange Egne regnes den Bondekarl ikke for noe, som ikke forstår nok av smedehåndverket, for å kunne beslå en hest, og gjøre de øvrige ting av samme Slags, som behøves i en bondegård, eller som ikke forstår det av Tømmermands- eller snekkerhåndverket, som behøves for å bygge et trehus, og det som vesentlig hører dertil.

Nordmennene har ikke mindre anlegg til vitenskapene enn til mekaniske kunster. Skjønt riket forhen var blottet for alle de store hjelpemidler, hvorved vitenskapene kunne fremelskes til å blomstre i Landets Skjød, hadde det dog den ære blant dets barn å telle mange Lærde av første rang. Man behøver kun å nevne navnene Holberg, Gunnerus, Schøning, strøm, hvortil man kunne føye flere, som elskes og aktes, og alltid skulle bli elskede og aktede av alle vitenskapers elskere. En levende Indbildningskraft, 166en fin følelse for det Skjønne synes å høre til nasjonens karakter, og derav kan det forklares, hvorfor de fleste av dem, der i vårt språk have forskaffet seg anseelse som diktere, er nordmenn. Wessel, Storm, Tullin, Bull, Frimann, Nordahl Brun og andre have frembrakt verker, hvilke, skjønt ikke vidtløftige, dog alltid hedre den alder, hvori de frembragtes, og glede enhver kjenner; Verker, som de mest opplyste nasjoner ville misunne Norge, når de kjente dem.

Disse er hovedtrekkene av nordmennenes nasjonalkarakter, grunnlinjene av et sådant, men svakt utkastet portrett. På Landets Bjerge, imellom dets beboere, finnes det alene fullkomment. Der vil man se det malt med de yndigste farger, overeensstemmende med de trekk, man her har fremsatt. Man gjennomløpe deres årbøker, og man vil se, at de har vært de samme i flere århundrer. Der vil man lære, at midt i Middelalderens barbari vedlikeholdt dette folk en edel og fri nasjons dyd, tiltrods for Hierarkiets ulykkelige Vælde, som da underkuede så mange andre nasjoner, gjorde dem til Uvidenheds og Overtroens slaver, fordunklede deres Hæder, forjog deres dyder. Der vil man lære, at dette folk, midt i det mulm, der omhyllet de øvrige europeere, pleide kunstene og vitenskapene i deres avkrok, og utbredte i Europa disses skjønne Straalers velgjørende glans; at jevne Sæder, en edel tarvelighet, Vindskibelighed og handel, enda mer enn våpen, gjorde dette folk aktverdig for Fremmede og lykkelig i dets egne boliger.

(C. Pram. „Samlede Skrifter.“ Kbhvn.)