154

Vardø. Den 10de Juni 1827, paa en skyfri Søndagsmorgen, seilede jeg nordenfra ind igjennem Bussesundet, der adskiller Vardøen fra Varangernæsset. Landet er paa begge Sider ganske lavt, deels fuldt af samme Klipper, deels bedækket med Sand- og Myrstrækninger; enkelte Pletter ere mager 155Græsmark; efter Træer eller Buske af nogensomhelst Art seer man forgjeves.

Flokke af utallige Ederfugle fløi frem og tilbage over Sundet. Endelig fremtraadte Vardøhuus paa en fra Stranden sagte opstigende Slette, som just nu begyndte at grønnes. Indenfor Murene stod en liden Klynge rødmalede Huse af ganske venligt Udseende, og over Kommandantboligen vaiede et stort festligt Flag. Et Skib og flere Lodjer laae til Ankers foran Fæstningen. Et Par russiske Drenge roede forbi os med skingrende Sang; de alvorlige kolossale Figurer med langt Skjæg og høie, næsten turbanformige Huer, som vi saae paa Lodjerne, vare Handelsmænd og Skibskapitainer fra Kola og den hvide Sø. Selve Staden Vardø var endnu ikke synlig; de faa Huse og Hytter, hvoraf den bestaaer, vare beliggende bagenfor den lille Høide, som Fæstningen behersker.

Foruden de Træhuse, hvoraf Staden bestaaer, indbefatter den ogsaa nogle Jordgammer. Etsteds benyttede man en gammel omvendt Baad, nedentil omsat med Jordtørv, til et Slags Huusrum; den var at see midt i Gaden. Jeg har siden ofte i Finmarken seet afhugne Skibs- og Jægte-Kahytter opsatte paa Landet og benyttede som Vaaninger. Vardø Gade løber over en ganske smal Isthmus, som forbinder de tvende Stykker, hvoraf Øen bestaaer, og adskiller den saa kaldte Vestre-Vaag fra den Østre. Den sidste er den egentlige Havn, i hvilken nu laae en Brig og nogle Lodjer foruden en Mængde Baade.

I Anledning af Thinget og Præstens Nærværelse var en stor Deel af Landalmuen forsamlet. Finnerne dannede en liden Leir, som vi gjennemvandrede ved det matte Skin af Midnats-Solen. De fleste vare sysselsatte ved deres Madgryder, — Mænd, Kvinder og Børn i allehaande forskjellige liggende og siddende Grupper. Nogle havde dannet sig smaa 156Telte af det til deres Baad hørende Seil, Andre sov paa den aabne Mark under tykke uldne Tepper og Skindfælde. Dog var det kun de færreste, som havde begivet sig til Hvile. Man er naturligviis i denne Aarstid ikke saa nøiagtig i at vælge hele Natten til Søvn; den er som oftest den behageligste Deel af Døgnet.

Jeg har overbeviist mig om, at de Forestillinger man i Almindelighed gjør sig om Vinteren i Finmarken, ere aldeles overdrevne og tildeels ganske falske; men paa Vardø maa dog denne Aarstid stundom være rædsom, og det formedelst Stormene. Veien mellem Fæstningen og Byen er forsynet med en Allee af tørre, nedrammede Birketræer, for at man ikke paa disse faa Skridt skal forvilde sig i Sneefoget. Naar Stormen raser med sin fulde Kraft, skulde Enhver, som vover sig ud, kastes i Søen. Mod det aabne Hav i Øst vender sig en Klipperad af henved 100 Fods Høide; derunder ligger paa den vestre Side Kirken og Byen. Mod disse Klipper bryder Søen sig frygteligen; man har seet dens Fraad sprøite høit i Veiret over dem, gribes af Stormen og pidskes hen over Øen. Bussesundet, som mellem Fæstningen og Svartnæs kun er et Par Bøsseskud bredt, gjør under Vinterstormene ofte al Forbindelse med Fastlandet umulig; det hænder, at Posten eller andre Reisende maae vente hele otte Dage i Svartnæssets elendige Gamme, inden de kunne komme over.

*

Pasvig. Flodreisen begyndte meget behageligt. De omgivende Bjerge og Klipper vare høist maleriske; i alle Bugter stode de livligste Trægrupper; Birken havde igjen sin ranke Stamme og hvide Bark, hvor den stod frit paa Bjergskraaningen; umiddelbar ved Elven hældede den sig ud over Evjerne med tynde, dybt nedhængende Kviste; Buske af Hæg og Røn blomstrede kraftigen, og Older og rankstammede Aspetræer 157blandede sig i Grupperne. Furren forekom sparsomt, og havde endnu altid et sygeligt Udseende. Strandsvaler flagrede over Floden og fløi til og fra deres Tilhold i de smaa Elvemæler, der hist og her laae paa Bjergfødderne. Smaa nydeligen spættede Sælhunde dukkede op snart foran snart bag Baaden.

Vi vare snart ved Rigsgrændsen; en Røs stod paa hver Side af Floden, og en bred i Skoven udhugget Gade gik op ad Bjergsiderne. Nu varede det heller ikke længe, førend Kapellets hvide Tag fremlyste mellem rige Birkegrupper, og efterhaanden kom ogsaa en liden Samling af smaa Huse tilsyne. De tilhøre Pasvig-Finnerne, som paa en vis Tid af Aaret her have deres Tilhold. Kapellet er en Filial til Peisen. Den Deel deraf, som er bestemt for Menigheden, stod aaben; paa Væggene hang en Mængde smaa Malerier, alle meget vel udførte paa forgyldt Grund. De fleste vare meget gamle, og det skulde maaskee ikke være uinteressant at vide, paa hvilken Vei de have vandret, førend de naaede hid. Saadanne Malerier udbredtes engang fra Constantinopel, især over Rusland, som Handelsvare.

*

Brændingen. — — Stormen, som havde opholdt mig, havde oprørt Iishavet saaledes, at jeg endnu ikke den anden Dag efter min Ankomst kunde løbe ud fra Omgang. Den heftigste Søgang kom først bagefter Uveiret; Russerne mistede om Natten en Jolle, og vare nu ifærd med at trække deres store tomastede Fiskerbaade op paa Land. Det var næsten ganske vindstille, og dog lød det brusende Hav som en fjern, dump Storm. Jeg gik ud paa Stranden for at betragte dette Skuespil. Saasnart den indvæltende Sø naaede den flade Grund, der ikkun med ganske faa Fod Vand strakte sig langt ud fra Landet, reiste den sig som en fraadende 158Vold og rykkede med tiltagende Hurtighed ind imod Stranden. Dens Ryg skjød sig frem over Bølgens Fodstykke, og Bølgen selv rullede sig sammen som et Blad, hvis øvre Bøining var ganske tynd og gjennemsigtig og af en skjøn, søgrøn Farve; herover dannede sig en høi Skumkrone, hvis hvide Støv under den stigende Fart veg tilbage som et fiint, flagrende Haar. Herligt som dette Syn nu var, maa det være frygteligt om Vinteren, naar Stormene naae deres fulde Styrke, og Havet oprøres mangefold heftigere. I denne Aarstid ophører ogsaa al Samfærsel paa Søen. Den gamle Mand og hans Datter ere da i mange Maaneder aldeles afsondrede fra andre Mennesker. Man tænke sig disse Eneboere i Gammen paa den aabne Strand, omhyllet som den da er af Polarmørket, Sneefoget og Nordvesttaagen, og man vil tilstaae, at deres Situation er ganske mærkværdig.

*

Midsommernatsolen. I Laxefjord-Botn saavelsom i den tæt derved indløbende Adamsfjord ere mange gode Græspladse og smukke Situationer; Adamselven danner et af de største og skjønneste Vandfald i Øst-Finmarken, som, med Undtagelse af Landet sydenfor Varangerfjorden, ellers ikke er rigt paa dette Slags Naturskjønheder. Veiret var hele Tiden klart og stille; om Aftenen valgte jeg gjerne en eller anden Plads under Klipperne eller en Odde i Fjorden, hvor jeg overnattede i et lidet Telt, som Folkene forstode at opsætte af Baadens Seil. Ved den nærmeste Bæk havde Mandskabet deres lille Leir, hvor de kogte og stegte. Kjøkkenet blev næsten hver Dag forsynet med fortræffelig fersk Lax, der indkjøbtes af de enkelte Finner, som vi hist og her kom forbi paa Fjorden.

Disse Aftener og Nætter vare uforligneligen skjønne. Ved Midnat gik Solen netop midt over Fjordens brede Munding, 159og kastede sit Lys paa den store Vandflade, hvis blanke Vover skyllede sagte ind paa Strandkiislerne. Dertil vare Klipperne, ved hvilke jeg ofte opslog mit Telt, her af en udsøgt Skjønhed; deres Bryst prangede med Buketter af den yppige Rhodiola og Guirlander af den violetblomstrede Saxifraga; Taget var tykt, udoverhængende Mos, som overalt dryppede af det klareste Vand, og gjerne paa et eller et Par Steder afgav smaa Kaskader. Naar jeg da endelig besluttede mig til at gaae ind i Teltet, troede jeg at erfare denne sødelig søvndyssende Virkning, som man har tillagt Beskuelsen af en vældig, Synet roligen imøde kommende Vandflade. Thi uagtet Solen skinnede ind i Teltet, kunde jeg aldrig indslumre behageligere end under denne Beskuelse, og under Lytningen til Kildens Pladsken og Vovens Bevægelse over Strandkiislerne.

*

Reenfart. Omkring Renens Hoved, om Panden, lægges et Toug eller et Baand, hvorfra Tømmen gaaer ud; denne, som gjerne gjøres af Sælskind, er blot enkelt, og styrer Renen ved at kastes til Høire eller Venstre; den vikles fast om den høire Haand. Om Dyrets Hals hænger en Ring af Reenskind, hvori nedentil en Trækrem fastgjøres; naar man kjører, lægger Ringen sig an imod Brystet, og Remmen gaaer mellem Renens Been hen til Slæden. Deels til større Bekvemmelighed, deels til Zirat føies ofte til dette Seletøi et Belte og et Halsbaand. Slæden er enten en Pulk eller en Kjærris. Begge Slags ere byggede som smaa Baade, foran med en spids Stavn, bagtil butte; under ere de runde og forsynede med en flad Kjøl. Man sidder paa Bunden med horizontalt udstrakte Been. En Kjærris er aaben, men Pulkene have foran et hvælvet Dæk, der sædvanligviis er overtrukket med Sælskind; under dette Dæk ere Benene i Skjul, og forrest er 160et Aflukke til smaa Reisefornødenheder. I en Pulk sidder man ligesom Foden i en Sko. Finnerne selv kjøre helst i Kjærris, fordi de ofte finde Dækket at være dem iveien under deres mangehaande Bevægelser; thi dette Folks Urolighed kan man ogsaa heri bemærke; snart sidde de paa Bunden af Slæden, snart paa Karmen, undertiden seer man dem ogsaa, under fuld Fart, staaende deri.

Saasnart vi vare indstegne i Pulkene, kastede Anføreren sig i sin Kjærris, gav sin Reen et rask Slag med Tømmen, og i samme Øieblik var Karavanen i fuld Fart. Lidt efter lidt udviklede Rækken sig af den første Forvirring, som gjerne er uundgaaelig, idet Toget begynder. Renerne, som altid beholde Noget af deres vilde Natur, ere i Førstningen ofte meget vanskelige at styre, det gaaer som oftest heel broget imellem hinanden, og for den Uvante seer det vistnok farligt ud. Man kastes og svinges omkring, vælter og kommer op igjen, man slæbes afsted uden at vide, hvorledes det gaaer til, at man beholder hele Lemmer.

Jeg havde forhen ikkun gjort et Par smaa Forsøg, og havde ladet mig give en spagfærdig og vel tæmmet Reen. Det forstaaer sig, at jeg strax slog om paa Siden, men jeg kom dog snart op igjen i samme Fart og ved egen Hjælp.

Vi kjørte strax over den store Alten-Elv, dernæst over en flad Ør, og kom paa Tværelven, en mindre Flod, som vi derpaa vedbleve at følge halvanden Miil opad paa en skjøn banet, bred Vei, paa hvilken Elvebakkens Beboere nedkjøre Foder og Brænde. Skjøn Løvskov af Birk, blandet med noget Older og Asp, indhegnede Elven og fyldte Dalbunden.

Idet vi skulde tage af fra Elven, saae vi kun en dyb Fure for os i Sneen, netop saa bred som en Pulk. Dette var en Vei, som vor Skyds havde banet ved Nedkjørselen til Elvebakken, og som nu kom os vel tilpas. Det gik efterhaanden 161opad gjennem Dalen, som her var bevoxet med Furruskov, og havde steile Klippesider.

Vi bøiede af fra Tverelven ind i en Sidedal, og kom over en liden Sø, Gullojavre. Mellem denne og den nærved beliggende Lavvojavre gjorde vor Vappus Holdt. Her var en taalelig Bedeplads for Renerne, og Klokken var ni. Ild blev strax paatændt ved et Furutræ, og snart vare Gryder og Kjedler paahængte. Fjeldfinnerne have om Vinteren hver Aften deres Kjødsuppe; Kjedelen følger dem altid, og Vand vide de sædvanligviis at finde i Nærheden; hvis ikke, bruges Sne; vældige Stykker frossent Reenkjød kastes i Kjedelen, og saaledes er snart det sundeste og kraftigste Maaltid færdigt. Vi nøde det ofte med dem, uden at koge for os selv.

Grupperne om Ilden bestode ialt af syv Personer. Hr. Richardson, en Englænder fra Kobberværket i Kaafjorden, var stødt til os i Elvebakken, og her indhentede vi Posten, hvis Vinterroute fra Alten til Østfinmarken gaaer over Karasjokk.

Efter Aftensmaaltidet søgte Enhver sit Natteleie saa godt, som han kunde, paa Sneen. Kulden var — 6°, og en luun Stilhed herskede i Skoven. Ogsaa Renerne begave sig nu til Hvile; deres Bjælder ophørte lidt efter lidt at klinge, den ene efter den anden. Hr. Pastor Rode havde laant mig en stor Pose af Faareskind, som han havde ladet gjøre for Reiserne til Kautokeino; i den steg jeg ind, og sov ret godt. Jeg fandt det dog, i saa mildt Veir, vel varmt paa denne Maade, og fulgte siden Finnernes Exempel, som blot stikke Overkroppen ind i en vid Pesk, og forresten ligge i deres Reiseklæder.

Der faldt lidt Sne om Natten, og den følgende Morgen var graa. Reisen fortsattes opad den flade Dal, hvori nu 162Furrutræerne efterhaanden forsvandt. De vare blinkede for at betegne Veien.

(B. M. Keilhau. „Reise i Øst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen, i Aarene 1827 og 1828.“ Chrnia. 1831.)

154

Vardø. Den 10de juni 1827, på en skyfri søndagsmorgen, seilte jeg nordenfra inn igjennom Bussesundet, der adskiller Vardøen fra Varangernæsset. Landet er på begge sider ganske lavt, dels fullt av samme klipper, dels bedekket med Sand- og myrstrekninger; enkelte Pletter er mager 155gressmark; etter trær eller busker av nogensomhelst art ser man forgjeves.

Flokke av utallige ærfugler fløy frem og tilbake over Sundet. Endelig fremtrådte Vardøhuus på en fra stranden sakte oppstigende Slette, som just nå begynte å grønnes. Innenfor murene stod en liten klynge rødmalede hus av ganske vennlig utseende, og over Kommandantboligen vaiet et stort festlig flagg. Et skip og flere lodjer lå til Ankers foran festningen. Et par russiske drenger rodde forbi oss med skingrende sang; de alvorlige kolossale figurer med langt skjegg og høye, nesten turbanformige Huer, som vi så på lodjene, vare handelsmenn og skipskapteiner fra Kola og den hvite Sø. Selve staden Vardø var ennå ikke synlig; de få hus og hytter, hvorav den består, vare beliggende bakenfor den lille høyde, som festningen behersker.

Foruten de trehus, hvorav staden består, innbefatter den også noen jordgammer. Etsteds benyttet man en gammel omvendt båt, nedentil omsatt med jordtorv, til et Slags husrom; den var å se midt i gaten. Jeg har siden ofte i Finmarken sett afhugne Skibs- og Jægte-kahytter oppsatte på landet og benyttet som Vaaninger. Vardø Gade løper over en ganske smal Isthmus, som forbinder de tvende stykker, hvorav Øen består, og adskiller den så kalte Vestre-Vaag fra den Østre. Den siste er den egentlige havn, i hvilken nå lå en brigg og noen lodjer foruten en mengde båter.

I anledning av tinget og prestens Nærværelse var en stor del av Landalmuen forsamlet. Finnene dannede en liten leir, som vi gjennemvandrede ved det matte skinn av Midnats-solen. De fleste var sysselsatte ved deres matgryter, — menn, kvinner og barn i allehånde forskjellige liggende og sittende grupper. Noen hadde dannet seg små 156Telte av det til deres båt hørende seil, andre sov på den åpne Mark under tykke uldne tepper og skinnfell. Dog var det kun de færreste, som hadde begitt seg til hvile. Man er naturligvis i denne årstid ikke så nøyaktig i å velge hele natten til søvn; den er som oftest den behageligste del av døgnet.

Jeg har overbevist meg om, at de forestillinger man i alminnelighet gjør seg om vinteren i Finmarken, er aldeles overdrevne og til dels ganske falske; men på Vardø må dog denne årstid stundom være rædsom, og det formedelst stormene. Veien mellom festningen og byen er forsynet med en allé av tørre, nedrammede Birketræer, for at man ikke på disse få skritt skal forville seg i Sneefoget. Når stormen raser med sin fulle kraft, skulle Enhver, som vover seg ut, kastes i sjøen. Mot det åpne hav i øst vender seg en Klipperad av henved 100 fots høyde; derunder ligger på den vestre side kirken og byen. Mot disse klipper bryter sjøen seg frygteligen; man har sett dens Fraad sprøyte høyt i været over dem, gripes av stormen og pidskes hen over Øen. Bussesundet, som mellom festningen og Svartnæs kun er et par Bøsseskud bredt, gjør under vinterstormene ofte all forbindelse med fastlandet umulig; det hender, at posten eller andre reisende må vente hele åtte dager i Svartnæssets elendige gamme, innen de kunne komme over.

*

Pasvig. Flodreisen begynte meget behagelig. De omgivende Bjerge og klipper vare høist maleriske; i alle bukter stod de livligste tregrupper; Bjørken hadde igjen sin ranke stamme og hvite bark, hvor den stod fritt på bergskråningen; umiddelbar ved elven hellet den seg ut over evjene med tynne, dypt nedhængende Kviste; Busker av hegg og Røn blomstret kraftig, og older og rankstammede aspetrær 157blandet seg i gruppene. Furren forekom sparsomt, og hadde ennå alltid et sykelig utseende. Strandsvaler flagret over Floden og fløy til og fra deres tilhold i de små Elvemæler, der hist og her lå på bergføttene. Små nydelig spættede selhunder dukket opp snart foran snart bak båten.

Vi var snart ved riksgrensen; en Røs stod på hver side av Floden, og en bred i skogen uthugget gate gikk opp ad bergsidene. Nå varte det heller ikke lenge, før Kapellets hvite tak fremlyste mellom rike Birkegrupper, og etterhånden kom også en liten samling av små hus til syne. De tilhører Pasvig-finnene, som på en viss tid av året her have deres tilhold. Kapellet er en filial til Peisen. Den del derav, som er bestemt for menigheten, stod åpen; på veggene hang en mengde små malerier, alle meget vel utførte på forgylt grunn. De fleste var meget gamle, og det skulle maaskee ikke være uinteressant å vite, på hvilken vei de har vandret, før de nådde hit. Sådanne malerier udbredtes engang fra Constantinopel, især over Rusland, som handelsvare.

*

Brenningen. — — Stormen, som hadde oppholdt meg, hadde opprørt ishavet således, at jeg ennå ikke den annen dag etter min ankomst kunne løpe ut fra omgang. Den heftigste sjøgang kom først bakefter uværet; Russerne mistet om natten en jolle, og vare nå ifærd med å trekke deres store tomastede fiskerbåter opp på land. Det var nesten ganske vindstille, og dog lød det brusende hav som en fjern, dump Storm. Jeg gikk ut på stranden for å betrakte dette skuespill. Så snart den innveltende Sø nådde den flate grunn, der ikkun med ganske få fot vann strakte seg langt ut fra landet, reiste den seg som en frådende 158vold og rykket med tiltagende hurtighet inn imot stranden. Dens rygg skjød seg frem over Bølgens fotstykke, og bølgen selv rullet seg sammen som et blad, hvis øvre bøyning var ganske tynn og gjennomsiktig og av en skjønn, sjøgrønn farge; herover dannede seg en høy Skumkrone, hvis hvite støv under den stigende fart veg tilbake som et fint, flagrende hår. Herlig som dette syn nå var, må det være fryktelig om vinteren, når stormene nåe deres fulle styrke, og havet opprøres mangefold heftigere. I denne årstid opphører også al Samfærsel på sjøen. Den gamle mann og hans datter er da i mange måneder aldeles avsondrede fra andre mennesker. Man tenke seg disse eneboere i gammen på den åpne Strand, omhyllet som den da er av Polarmørket, Sneefoget og nordvesttåken, og man vil tilstå, at deres situasjon er ganske merkverdig.

*

Midsommernattsolen. I Laxefjord-Botn saavelsom i den tett derved innløpende Adamsfjord er mange gode gressplasser og smukke situasjoner; Adamselven danner et av de største og skjønneste vannfall i øst-Finmarken, som, med unntakelse av landet sydenfor Varangerfjorden, ellers ikke er rikt på dette Slags naturskjønnheter. Været var hele tiden klart og stille; om Aftenen valgte jeg gjerne en eller annen plass under Klipperne eller en Odde i fjorden, hvor jeg overnattet i et lite telt, som folkene forsto å oppsette av båtens seil. Ved den nærmeste bekk hadde mannskapet deres lille leir, hvor de kokte og stekte. Kjøkkenet ble nesten hver dag forsynet med fortreffelig fersk laks, der innkjøptes av de enkelte finner, som vi hist og her kom forbi på fjorden.

Disse aftener og netter vare uforlignelig skjønne. Ved midnatt gikk solen nettopp midt over Fjordens brede munning, 159og kastet sitt Lys på den store vannflate, hvis blanke Vover skyllet sakte inn på Strandkiislerne. Dertil var Klipperne, ved hvilke jeg ofte opslog mitt telt, her av en utsøkt skjønnhet; deres bryst prangede med buketter av den yppige Rhodiola og Guirlander av den violetblomstrede Saxifraga; Taket var tykt, utoverhengende Mos, som overalt dryppet av det klareste vann, og gjerne på et eller et par steder avga små kaskader. Når jeg da endelig besluttet meg til å gå inn i teltet, trodde jeg å erfare denne sødelig søvndyssende virkning, som man har tillagt Beskuelsen av en veldig, synet rolig imøte kommende vannflate. Thi uaktet solen skinte inn i teltet, kunne jeg aldri indslumre behageligere enn under denne beskuelse, og under Lytningen til Kildens Pladsken og Vovens bevegelse over Strandkiislerne.

*

Renfart. Omkring Renens hode, om pannen, legges et tau eller et bånd, hvorfra tømmen går ut; denne, som gjerne gjøres av selskinn, er blot enkelt, og styrer reinen ved å kastes til høyre eller Venstre; den vikles fast om den høyre hånd. Om Dyrets hals henger en Ring av reinskinn, hvori nedentil en trekkrem fastgjøres; når man kjører, legger ringen seg an imot brystet, og Remmen går mellom Renens ben hen til sleden. Dels til større bekvemmelighet, dels til sirat føyes ofte til dette seletøy et belte og et halsbånd. Sleden er enten en pulk eller en kjerris. Begge Slags er bygde som små båter, foran med en spiss Stavn, bagtil butte; under er de runde og forsynede med en flat kjøl. Man sitter på Bunden med horisontalt utstrakte ben. En Kjærris er åpen, men pulkene har foran et hvelvet dekk, der sædvanligviis er overtrukket med selskinn; under dette dekk er Benene i skjul, og forrest er 160et avlukke til små reisefornødenheter. I en pulk sitter man likesom foten i en sko. Finnene selv kjøre helst i kjerris, fordi de ofte finne dekket å være dem i veien under deres mangehaande bevegelser; thi dette Folks urolighet kan man også heri bemerke; snart sitte de på Bunden av sleden, snart på Karmen, undertiden ser man dem også, under full fart, stående deri.

Så snart vi var indstegne i pulkene, kastet anføreren seg i sin kjerris, ga sin ren et rask slag med tømmen, og i samme øyeblikk var karavanen i full fart. Litt etter litt utviklet rekken seg av den første forvirring, som gjerne er uunngåelig, idet toget begynner. Reinene, som alltid beholde Noget av deres ville natur, er i Førstningen ofte meget vanskelige å styre, det går som oftest hel broket imellom hinannen, og for den Uvante ser det vistnok farlig ut. Man kastes og svinges omkring, velter og kommer opp igjen, man slepes av sted uten å vite, hvorledes det går til, at man beholder hele lemmer.

Jeg hadde forhen ikkun gjort et par små forsøk, og hadde latt meg gi en spakferdig og vel temmet ren. Det forstår seg, at jeg straks slo om på siden, men jeg kom dog snart opp igjen i samme fart og ved egen hjelp.

Vi kjørte straks over den store Alten-elv, dernest over en flat ør, og kom på Tværelven, en mindre Flod, som vi derpå vedble å følge halvannen mil oppad på en skjønn banet, bred vei, på hvilken Elvebakkens beboere nedkjøre Foder og Brænde. Skjønn løvskog av Birk, blandet med noe older og Asp, indhegnede elven og fylte dalbunnen.

Idet vi skulle ta av fra elven, så vi kun en dyp Fure for oss i Sneen, nettopp så bred som en pulk. Dette var en vei, som vår Skyds hadde banet ved nedkjørselen til Elvebakken, og som nå kom oss vel tilpass. Det gikk etterhånden 161oppad gjennom dalen, som her var bevokst med Furruskov, og hadde steile Klippesider.

Vi bøyde av fra Tverelven inn i en sidedal, og kom over en liten Sø, Gullojavre. Mellom denne og den nærved beliggende Lavvojavre gjorde vår Vappus holdt. Her var en tålelig Bedeplads for reinene, og klokken var ni. Ild ble straks påtent ved et furutre, og snart vare gryter og kjeler påhengte. Fjeldfinnerne have om vinteren hver aften deres kjøttsuppe; Kjelen følger dem alltid, og vann vide de sædvanligviis å finne i nærheten; hvis ikke, brukes Sne; veldige stykker frossent renkjøtt kastes i kjelen, og således er snart det sunneste og kraftigste måltid ferdig. Vi nøde det ofte med dem, uten å koke for oss selv.

Gruppene om ilden bestod i alt av syv personer. Hr. Richardson, en englender fra kobberverket i Kaafjorden, var støtt til oss i Elvebakken, og her innhentet vi posten, hvis vinterrute fra Alten til Østfinmarken går over Karasjokk.

Etter aftensmåltidet søkte Enhver sitt natteleie så godt, som han kunne, på Sneen. Kulden var — 6°, og en lun stillhet hersket i skogen. Også reinene begave seg nå til hvile; deres bjeller opphørte litt etter litt å klinge, den ene etter den annen. Hr. Pastor Rode hadde lånt meg en stor pose av fåreskinn, som han hadde latt gjøre for reisene til Kautokeino; i den steg jeg inn, og sov rett godt. Jeg fant det dog, i så mildt vær, vel varmt på denne måte, og fulgte siden finnenes eksempel, som blot stikke overkroppen inn i en vid pesk, og forresten ligge i deres reiseklær.

Der falt litt Sne om natten, og den følgende morgen var grå. Reisen fortsattes oppad den flate dal, hvori nå 162Furrutræerne etterhånden forsvant. De var blinket for å betegne veien.

(B. M. Keilhau. „Reise i Øst- og vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen, i årene 1827 og 1828.“ Chrnia. 1831.)