151

Den store Fjeldryg, der adskiller Bergens Stift fra Christianssands og Akershuus Stifter, — eller det Vestenfjeldske fra det Søndenfjeldske, — og hvis sydligere Deel fører Navn af Hardanger-Fjeld, den nordligere af Fille-Fjeld, gaaer omtrent fra Syd til Nord med nogen Afvigelse mod Østen. Fra denne Ryg gaae mindre Fjeldrygge, ligesom Ribbeen, ud imod Østsiden, og danne der lange snevre Dale, der strække sig fra Vest mod Øst. Naar man gaaer fra Thelemarken mod Nord, maa man derfor idelig overstige betydelige Fjelde, for at komme fra den ene Dal til den anden. Alle Elvene løbe ogsaa fra Vest mod Øst. Hovedfjeldets Brede er meget forskjellig; fra Hallingdal til Eidsfjord angives den for 14 Mile; fra Nørstebø til Maurset, som ovenfor anført, for 9 Mile; fra Nørstebø til Ullensvang for 14 Mile; sydligere er Breden endnu større. Det snevreste Pas er det, hvor den almindelige Postvei gaaer, imellem Lysne i Leirdal udi Sogn og Skogstad i Valders. Veien slynger sig her langs med Fordybninger eller et Slags snevre Dale, saaledes at den næsten overalt ligger i Ly af høiere Fjelde. Kuns paa et kort Stykke Vei i Nærheden af Suletind, hvor Veien har naaet Fjeldets Høide, er man udsat for den paa aabne Bjergflader sædvanlige skjærende Vind og alle den urolige Atmosfæres Angreb. Den Vei, vi skulde vandre, gaaer bestandig mod Vest, skyder omtrent 2 Mile fra Nørstebø over Lougen Elv, og gaaer derpaa paa den nordlige Side af Normands-Lougen Sø, fra hvilken Lougen Elv kommer; herfra gaaer den i Nordvest imellem Fjeldene Haarteigen og Hallingskarven til Maurset i Eidsfjord.

I flere Timer bleve vi ved bestandig at stige opad; først ud paa Eftermiddagen havde vi tilendebragt den besværligste Deel af Opstigningen paa Fjeldets Side, endskjønt vi først 152den næstfølgende Eftermiddag naaede det høieste Punkt. Intet kan tænkes mere melankolsk end det Syn, der her frembyder sig for Øiet. Det hele Fjeld udgjør en ensformig og uoverseelig Flade, hvor intet Spor af Vegetation findes, undtagen et Par graa og gule Mosarter (formodentlig Rensdyr-Mos og islandsk Mos), der dog paa Afstand aldeles falde sammen med Fjeldets naturlige Farve, og et Slags sortagtigt Riis, som jeg ikke ret veed enten det var Dvergbirker eller den paa de danske Heder almindelige Lyng. Den eneste Afvexling, Øiet undertiden støder paa, er store Sneefonder af mere end 100 Alen i Længde og Brede og flere Alen i Dybde. Alle Fordybninger i Fjeldet ere nemlig opfyldte og udjævnede med Snee; hvor Fjeldets Overflade er nogenlunde jævn, er den deels afblæst af den her bestandig herskende Vind, deels paa denne Aarstid optøet af Solen. Midt om Sommeren er denne Snee temmelig blød, især lidt efter Middag og noget under Overfladen. Hesten er derfor frygtsom ved at gaae paa den, saasom den jævnlig træder igjennem, og da synker i til Bugen. For at komme løs igjen vælter den sig om paa Siden, hvorved den kaster Rytteren ubarmhjertigen i Sneen, og gjør derpaa et Par voldsomme Spring, for at komme paa et fastere Sted. Man støder sig vel ikke, men da man ved det uventede Fald let kan komme under Hesten, eller ved dens uregelmæssige Spring faae et farligt Slag, saa maatte jeg, efterat have gjort et Par saadanne Volter, gribe til at stige af ved Sneefonderne og følge Hesten i sømmelig Afstand.

Paa andre Steder ere store Myrer, der vel ikke ere dybe, men dog Fodgjængeren til meget Besvær. Adskillige større og mindre Kjærn findes her ogsaa; men disse ere langt fra at forskjønne denne Ørken. De mangle den venlige Omkrandsning af grønlige Skove og græsklædte Bakker, og ligne saaledes et Speil uden Indfatning, der blot 153tjener til at fordoble Billederne af den sørgelige Livløshed. Det hele Fjeld ligger overstrøet med en Mængde større og mindre Steenbrokker, hvoraf en stor Deel holde en Kubikfavn og derover. Paa mange Steder bestaaer hele Grunden af saadanne Sammenstyrtninger, hvorover Gangen saavel for Menneske som Hest er baade besværlig og farlig, naar de alendybe Aabninger mellem de sammenstyrtede Stene skjules af Mos. Overalt seer det ud, som om der over det hele Fjeld var gaaet en stor og almindelig Ødelæggelse; thi om man end kan antage de mindre Stene som en Frembringelse af flere Aartusinders Forvittring, saa synes dog de større isolerede Masser vanskelig paa denne Maade at kunne forklares.

Disse store Steenmasser, hvoraf man næsten overalt i en Kreds om sig seer en 50 Stykker, tjene til at finde Vei i denne Ørken uden Kompas. Thi paa de største af disse have Vandringsmændene i den Linie, hvor Veien gaaer, opstablet 2 eller 3 andre mindre Stene, saaledes at man, saasnart man har forladt en af disse Mærkestene, gjerne snart igjen faaer Øie paa den næste. I den levende Følelse af sin Hjælpeløshed paa disse Steder er man altfor alvorlig stemt til, at den hos raae Mennesker ellers almindelige Ødelæggelses-Lyst her skulde kunne yttre sig. At nedrive disse Mærkestene vilde derfor betragtes som et ugudeligt Foretagende; tvertimod anseer enhver Vandrer sig forpligtet til at opsætte dem, som af Vinden kunde være omkastede. Om Vintertiden eller i mørke Høstnætter, da disse trøstende Veiledere blive usynlige, er derfor Gangen over Fjeldet saare farlig. Jeg kaldte disse Mærkestene trøstende Veiledere, og det med Flid; thi de ere paa denne Vandring det eneste Spor af Mennesker, man kan vente at træffe; og naar man i nogen Tid ingen saadan Mærkesteen har seet, saa tilintetgjør den næste, man opdager, 154den opvaagnende Ængstelighed ved det trøstelige Tilsagn: “Du er endnu paa ret Vei.”

Min Ledsager gik foran og talte med sin Hest, udrustet med en gammel Bjørne-Rifle, for dermed, ifald Leiligheden tilbød sig, at kunne skyde et Reensdyr. Bagefter fulgte jeg, snart ridende, snart gaaende, for at vedligeholde Varmen. I sidste Tilfælde satte Karlen sig op paa min Hest, for at hvile sig ud. Undertiden gik Veien over Bække eller store Vandsamlinger, der ikke uden stor Omvei kunde undgaaes; og da kastede han sig paa Maven paa Hestens Lænd bag ved Kløven, og det lille Dyr gik nu med vaklende Skridt under den dobbelte Byrde over den stenige og ujævne Bund. Langt hen paa Eftermiddagen traf vi 4—5 Mennesker og nogle Heste, der kom fra den anden Side af Fjeldet. Da det er ligesaa sjeldent for Vandreren her at træffe Mennesker, som for et Skib i rum Sø at opdage en Seiler, saa passerer man ikke forbi, uden at praie hinanden. Den ene var fra Omegnen af Bergen, de øvrige vare hardangerske Handelsmænd; og jeg hørte nu for første Gang paa Reisen det bergenske Tungemaal. De gave os den glædelige Efterretning, at der ikke var meget Snee paa Fjeldet, og at Lougen ikke var større eller stridere end at vi uden Vanskelighed kunde sætte over den.

(C. Hansteen. “Bemærkninger og Iagttagelser paa en Reise fra Christiania til Bergen i Sommeren 1821.” I Budstikken f. 1822. Chrnia.)

151

Den store fjellrygg, der adskiller Bergens Stift fra Christianssands og Akershuus stifter, — eller det Vestenfjeldske fra det Søndenfjeldske, — og hvis sydligere del fører navn av Hardanger-Fjell, den nordligere av Fille-Fjell, går omtrent fra Syd til nord med noen avvikelse mot Østen. Fra denne rygg gå mindre fjellrygger, likesom ribben, ut imot østsiden, og danne der lange snevre daler, der strekke seg fra vest mot øst. Når man går fra Thelemarken mot nord, må man derfor idelig overstige betydelige fjell, for å komme fra den ene dal til den annen. Alle elvene løpe også fra vest mot øst. Hovedfjeldets Brede er meget forskjellig; fra Hallingdal til Eidsfjord angis den for 14 mil; fra Nørstebø til Maurset, som ovenfor anført, for 9 mil; fra Nørstebø til Ullensvang for 14 mil; sydligere er Breden enda større. Det snevreste pas er det, hvor den alminnelige Postvei går, imellom Lysne i Leirdal uti Sogn og Skogstad i Valders. Veien slynger seg her langs med fordypninger eller et Slags snevre daler, således at den nesten overalt ligger i ly av høyere fjell. Kuns på et kort stykke vei i nærheten av Suletind, hvor veien har nået fjellets høyde, er man utsatt for den på åpne bergflater sedvanlige skjærende vind og alle den urolige Atmosfæres angrep. Den vei, vi skulle vandre, går bestandig mot vest, skyder omtrent 2 mil fra Nørstebø over Lougen elv, og går derpå på den nordlige side av Normands-Lougen Sø, fra hvilken Lougen elv kommer; herfra går den i nordvest imellom fjellene Haarteigen og Hallingskarven til Maurset i Eidsfjord.

I flere timer ble vi ved bestandig å stige oppad; først ut på ettermiddagen hadde vi tilendebrakt den besværligste del av oppstigningen på fjellets side, enskjønt vi først 152den nestfølgende ettermiddag nådde det høyeste punkt. Intet kan tenkes mer melankolsk enn det syn, der her frembyr seg for øyet. Det hele Fjell utgjør en ensformig og uoverseelig flate, hvor intet spor av vegetasjon finnes, unntagen et par grå og gule Mosarter (formodentlig Rensdyr-Mos og islandsk Mos), der dog på avstand aldeles falle sammen med fjellets naturlige farge, og et Slags sortagtigt Riis, som jeg ikke rett vet enten det var Dvergbirker eller den på de danske Heder alminnelige Lyng. Den eneste avveksling, øyet undertiden støter på, er store snøfonner av mer enn 100 alen i lengde og Brede og flere alen i dybde. Alle fordypninger i fjellet er nemlig oppfylte og udjævnede med snø; hvor fjellets overflate er noenlunde jevn, er den dels avblåst av den her bestandig herskende vind, dels på denne årstid optøet av solen. Midt om sommeren er denne snø temmelig bløt, især litt etter middag og noe under overflaten. Hesten er derfor fryktsom ved å gå på den, saasom den jevnlig trer igjennom, og da synker i til buken. For å komme løs igjen velter den seg om på siden, hvorved den kaster rytteren ubarmhjertig i Sneen, og gjør derpå et par voldsomme Spring, for å komme på et fastere sted. Man støter seg vel ikke, men da man vet det uventede fall lett kan komme under hesten, eller ved dens uregelmessige Spring få et farlig slag, så måtte jeg, etter at have gjort et par sådanne Volter, gripe til å stige av ved snøfonnene og følge hesten i sømmelig avstand.

På andre steder er store myrer, der vel ikke er dype, men dog fotgjengeren til meget besvær. Adskillige større og mindre Kjærn finnes her også; men disse er langt fra å forskjønne denne ørken. De mangle den vennlige omkransning av grønlige skoger og græsklædte bakker, og ligne således et speil uten innfatning, der blot 153tjener til å fordoble bildene av den sørgelige livløshet. Det hele Fjell ligger overstrødd med en mengde større og mindre steinbrokker, hvorav en stor del holde en kubikkfavn og derover. På mange steder består hele grunnen av sådanne Sammenstyrtninger, hvorover gangen såvel for menneske som hest er både besværlig og farlig, når de alendybe åpninger mellom de sammenstyrtede Steiner skjules av Mos. Overalt ser det ut, som om der over det hele Fjell var gått en stor og alminnelig ødeleggelse; thi om man enn kan anta de mindre Steiner som en frembringelse av flere Aartusinders forvitring, så synes dog de større isolerede masser vanskelig på denne måte å kunne forklares.

Disse store steinmasser, hvorav man nesten overalt i en krets om seg ser en 50 stykker, tjene til å finne vei i denne ørken uten kompass. Thi på de største av disse have vandringsmennene i den linje, hvor veien går, oppstablet 2 eller 3 andre mindre Steiner, således at man, så snart man har forlatt en av disse Mærkestene, gjerne snart igjen får Øye på den neste. I den levende følelse av sin hjelpeløshet på disse steder er man altfor alvorlig stemt til, at den hos råe mennesker ellers alminnelige ødeleggelses-lyst her skulle kunne ytre seg. At nedrive disse Mærkestene ville derfor betraktes som et ugudeligt foretagende; tvertimod anser enhver Vandrer seg forpliktet til å oppsette dem, som av vinden kunne være omkastede. Om vintertiden eller i mørke høstnetter, da disse trøstende veiledere bli usynlige, er derfor gangen over fjellet såre farlig. Jeg kalte disse Mærkestene trøstende veiledere, og det med flid; thi de er på denne vandring det eneste spor av mennesker, man kan vente å treffe; og når man i noen tid ingen sådan merkestein har sett, så tilintetgjør den neste, man oppdager, 154den oppvåknende engstelighet ved det trøstelige tilsagn: “Du er ennå på rett vei.”

Min ledsager gikk foran og talte med sin hest, utrustet med en gammel Bjørne-rifle, for dermed, i fall leiligheten tilbød seg, å kunne skyde et reinsdyr. Bakefter fulgte jeg, snart ridende, snart gående, for å vedlikeholde varmen. I siste tilfelle satte Karlen seg opp på min hest, for å hvile seg ut. Undertiden gikk veien over bekker eller store vannsamlinger, der ikke uten stor omvei kunne unngås; og da kastet han seg på maven på Hestens lend bak ved Kløven, og det lille dyr gikk nå med vaklende skritt under den dobbelte byrde over den stenige og ujevne bunn. Langt hen på ettermiddagen traff vi 4—5 mennesker og noen hester, der kom fra den annen side av fjellet. Da det er likeså sjeldent for Vandreren her å treffe mennesker, som for et skip i rom Sø å oppdage en seiler, så passerer man ikke forbi, uten å praie hinannen. Den ene var fra omegnen av Bergen, de øvrige vare hardangerske handelsmenn; og jeg hørte nå for første gang på reisen det bergenske tungemål. De gave oss den gledelige etterretning, at der ikke var meget snø på fjellet, og at Lougen ikke var større eller stridere enn at vi uten vanskelighet kunne sette over den.

(C. Hansteen. “Bemerkninger og iakttakelser på en reise fra Christiania til Bergen i sommeren 1821.” I Budstikken f. 1822. Chrnia.)