Navnet synes at udtrykke dens Charakter, og den fører det medrette; thi allerede i en halv Miils Afstand seer man dens Røgskyer hvirvle op over Fjeldtoppene. Fra Randen af en svimlende Afgrund gjennemfarer Øiet et sort Svælg indtrængt mellem rædsomme Klipper, der hiinsides som en næsten overhængende Væg, og paa denne Side skarp som en 148Knivseg, med skrækkelige Takker og Brud, styrte ned i Dybet, hvor Elven skummer frem under Fossefaldets tykke, hvirvlende Dampmasse. Bag disse gyselige Klipper, dybt inde i Baggrunden af den mægtige Fjeldgryde reiser sig den Fjeldvæg, fra hvilken Rjukan styrter ned, ikke som et halv gjennemsigtigt Slør, saaledes som Staubbach i Lauterbrunnen, men mere som en sammentrængt kompakt Masse, der til alle Sider udskyder sin Overflod i spillende Straaler. Dens nederste Trediedeel er aldeles indhyllet i tykke Dampskyer, der udbrede sig i Svælget, gjennem de trange Kløfter, som hine omtalte Klipper danne med Rjukans Fjeldvæg atter hæve sig op, forene sig til lette Skyer, og danne Bække, der styrte ned over Klippesiderne, men modtages og igjen tilbagestødes af de bestandig opstigende nye Dampmasser. Det er et herligt Syn; kun Skade, at Standpunktet ligger høiere end selve Fossestupet, saa man seer det hele Fald fra oven nedad, hvorved det naturligviis taber i Anseelse; thi saa stolt og ophøiet det end staaer der for Øiet, saa vilde det, seet fra Bunden af det dybe Svælg, fra neden opad, dog vistnok præsentere sig endnu langt frygteligere. Maaskee er ogsaa dette Grunden til, at man ikke finder dets Høide, der af Professor Esmark er angivet til over otte hundrede Fod, svarende til Forventningen; efter Øiemaal og Sammenligning med andre bekjendte Gjenstande, vilde man høist antage det for henimod 500 Fod, men desuagtet vil den overordentlige Vandmasse og den rasende Kraft i ethvert Tilfælde vistnok gjøre dette Vandfald til et af de mærkeligste i Verden.
Vil man hen til Fossestupet selv, saa har man kun Valget mellem at omgaae hele Bagsiden af Skaraasen, en Vei, der vil medtage et Par Timer, eller ogsaa at vedblive Stien langs Fjeldsiden omkring det store Svælg, hvori Fossen styrter ned. Denne Vei, almindelig bekjendt under Navnet 149Maristien, er rigtignok ikke Fjerdeparten saa lang, men dog vil jeg raade Enhver, der ei veed sig ganske fri for at kunne blive svimmel, til heller at vælge hiin lange Omvei, eller ogsaa give sig tilfreds med at have seet Rjukanfossen paa Afstand. I Begyndelsen fristes man rigtignok til at troe, at Rygtet som sædvanlig har fordoblet Faren; Fjeldsiden opad er dog endnu bevoxet med Græs, Stien lader sig bekvemt gaae, og smaa Buske unddrage Øiet det aabne Svælg; ja endogsaa da, naar dette Øienbedrag ophører, naar Fjeldvæggen bliver saa brat, at ingen Busk deri har kunnet fæste Rødder, og man seer det svimlende Dyb lige under sig, saa vedligeholdes Haabet dog endnu ved Synet af enkelte Torv, der paa smaa Afsatser langs Fjeldsiden ikke ligge længere fra hverandre end man kan stige fra den ene over paa den anden; men naar nu ogsaa disse pludselig ophøre, naar man staaer paa den sidste Jordplet, og ved næste Skridt skal sætte Foden umiddelbart, som det synes, paa den glatte nøgne Fjeldvæg, der under en Vinkel af 80° styrter ned i en Dybde af mellem 7 og 800 Fod, naar man over sig kun seer den nøgne Klippevæg og under sig det umaadelige Svælg, hvori Elven farer hen som en lysende Stribe; ingen Rift, hvori man kan holde sig fast, ingen Afsats hvorpaa man kan sætte Foden, da føler man en vis uvilkaarlig Lyst til at vende om, og mange Reisende have ogsaa ladet dette Sted være Maalet for deres Vandring. Ledsageren maa nu gaae foran, og se! i Zikzak opad Fjeldsiden veed han at finde nogle ubetydelige, jeg kan ikke sige Afsatser, men snarere smaa udstikkende Knorter eller Ujævnheder, ofte netop store nok for at skaffe den halve Fod et Støttepunkt. Man gaaer i hans Fjed, sætter Foden mod den samme Knort, hvorfra man seer ham borttage sin, griber i de samme Rifter, hvori han har grebet, og kommer saaledes, næsten uden selv at vide hvorledes, 150efterhaanden opad, indtil en større Afsats, hvori et mægtigt Fyrretræ har fæstet Rødder, endelig tilbyder en tryg Hvileplads. Med Forbauselse stirrer man nu ned i Dybet, og gjenfinder neppe Sporene af den Vei, man er kommet. Nu er det Værste overstaaet. ”Nu kan du sige du har været ved Furua”, sagde en halt Mand fra Krogen, der ved min første Reise til Rjukan ledsagede mig over Maristien. Men har Opstigningen været vanskelig, saa overgaaer Nedstigningen al Beskrivelse. Da kan man ikke undgaae at see i Dybet; medens man med den nedstrakte Fod søger om et Støttepunkt, hænger man ligesom svævende ud over Svælget, gjennemtrængt af den Overbeviisning, at et eneste Feiltrin, den mindste Udgliden vilde have den uundgaaelige Sønderknuselse til Følge.
Har man naaet det omtalte Fyrretræ, saa synker Stien sig snart igjen, og fører omkring Aabningen af skrækkelige Kløfter hen imod Fossestupet. Man skynder sig nu at naae det sidste Maal for sin Vandring, man nærmer sig Kanten af den lodrette Fjeldvæg, og stirrer ud over den ned i det bundløse Dyb; og, Himmel, hvilket Maal! Uvilkaarlig farer man tilbage, og vover neppe atter at stirre ud, for at nyde dets blendende Glands, dets ufattelige Skjønhed. Op fra Dybet, op over det rygende Svælg, hæver sig en tredobbelt Regnbue. Der staaer den med sine Ildfarver, sittrende i de opvæltende og bestandig opvæltende Skyhvirvler, brændende paa de sorte Klippevægge, Himlens syvfarvede Bue nedsjunken i den rædsomste Afgrund! Men, hvi prøver jeg min Afmagt paa at beskrive det, som i sig selv er ubeskriveligt? Nei, dette Syn, det Skjønneste af alt Skjønt, det herligste Maal for den herligste Vandring maa være seet for at kunne fattes!
(Th. Broch.)