— — Lidt efter lidt udvikles det yndige Landskab, og Baggrunden aabner sig til en lysende Slette, hvor Grupper af Gaarde og Agre titte frem mellem frodige Løvskove. Alt meer og meer forbauses man ved den uventede Rigdom og Vegetation, ved det Blide og Fortryllende, saa herligt harmonerende med Omgivelsernes Høihed og Majestæt. Speilklar, sagtelig henflydende i Skyggerne af de venlige Lunde, blidelig omslyngende Grupper af lysgrønne Øer med smaa Huse halv skjulte af de hvælvede Trækroner, forener Maanelven sig næsten umærkeligt med Vestfjorden. Paa en liden Slette, rundt omgivet af Gaarde og bølgende Kornagre, ligger Mæls Kirke med sit simple Spiir, som et Tempel i en engelsk Have; alt er saa smaat og barnligt, ret som Dukketøy mod de himmelkneisende Fjelde. Rollagsgrænden hiinsides Elven seer næsten ud som en liden Landsby paa den blide grønnende Skraaning, vædet af den forbiflydende Elv. Og nu Omgivelserne! Et lidet Paradiis synes her sammenklemt mellem Fjelde, af hvilke blot eet behøvede at styrte, for at tildække den hele Scene med sin Klippemasse; man aner ikke nogen Fortsættelse af Elvens Løb; Baggrunden lukker sig ganske, og det Hele seer snarere ud som et Amphitheater end som en Dal. Blide og rolige ere Bjergene, der indhegne den, lige til en useelig Høide bevoxede med de frodigste Løvtræer, der synes med Kunst at være plantede ret som Alleer opad de næsten ubestigelige Skrænkninger. Og over dette Landskab, der forener alle en blidere Verdensegns Yndigheder, 146har dog Vinteren, hvor man end vender Øiet hen, opreist sin uomstyrtelige Throne. Over Kløvkindaasen, der hæver sig brat op lige fra Rollagsgrændens Enge, rage Haukanæsfjeldets Tinder atter op, og vise sig her i deres største Majestæt, givende den hele solglindsende Egn et Strøg af deres alvorlige Skygger. Ingen Naturrøst afbryder den høitidelige Stilhed uden de monotone, dumpe Stød af Haugafossen, der lige over for Mæl Kirke styrter sig lodret ned fra en betydelig Høide af Kløvkind, ved hvis Fod den driver et surrende Møllehjul, og derpaa som en blid henflydende Bæk vander Rollagsgrændens Agre. Her er Alt hvad man har ventet at finde af Naturskjønheder, man længes ikke efter mere, troer, at Vestfjorddalen allerede her har udtømt al sin Pragt og sat alle sine Yndigheder til Skue, og gjør sig ingen Forestilling om, at Alt hvad man hidtil har seet kun er en Forsmag paa de endnu langt mere ophøiede og mærkværdige Gjenstande, der snart skulle fremtræde. Veien slynger sig hen langs Bakkerne, men bestandig er endnu Baggrunden lukket, der viser sig intet Haab om nogen Udvei, og dette spænder allerede Forventningen, om man skynder sig fremad, uden at agte synderligt paa de altid nye Skjønheder, som Dalbunden udvikler.

En tæt Lund drager sig hen over en liden Slette ved Elvens Bred; Veien træder ind i dens Skygger, og snart seer man intet uden Træer, og enkelte Striber af Himlen mellem viftende Blade. Dalens Omgivelser unddrage sig Øiet, og man mærker ikke, at den imidlertid umærkelig har forandret sit Løb, førend en blændende Rand straaler pludselig frem mellem de løvfulde Grene, og spænder enhver Nerve til Modtagelse af et nyt og overordentligt Syn, og man iler fremad for at naae det. Da bøier Dalen sig atter, et frisk Lufttræk strømmer kjølende frem, uvilkaarlig standser man, 147og forbauses; thi mellem de hvælvede Trækroner ligger der i sin hele Majestæt, fra Fod til Top, det 6000 Fod høie Gousta! Først efter flere Øieblikkes Forløb har man Rolighed nok for at nyde dette overordentlige Syn i Sammenhæng med dets Omgivelser. Under Broen, hvorpaa man staaer bruser en Elv rask hen, og taber sig snart i Skyggerne af den herligste Lund. Træstammer i tusindfold vexlende Former, høithvælvede, løvrige Kroner, beskygge de venligste Grønninger. Man troer sig hentryllet i det skjønneste Parti af en engelsk Have, og denne Scene er i sig selv saa skjøn, at man vilde troe den umuligt kunde forskjønnes ved noget, hvis ei et Blik i Høiden atter viste de evige Sneemasser, straalende frem umiddelbar over bølgende Trætoppe, rundtom indkrandsede af gyngende Grene, ikke som tilhørte de en jordisk Skikkelse, men som om de svævede ned fra Himlen. O, uendelige Kontraster! de lysgrønne Enge, den dunkelgrønne Lund, hvorigjennem hist og her et Glimt af Gaustaknæernes fjerne, blaae Klippemasse titter frem, den blendende hvide Snee, den klare Himmelhvælving — nei, hvo som ikke her beundrende føler Skaberens Almagt, ham maa Naturen have negtet al menneskelig Følelse.

(Th. Broch. „Fodreise til Rjukanfossen.“ I Hermoder. Chrnia 1821.)

— — Litt etter litt utvikles det yndige landskap, og bakgrunnen åpner seg til en lysende Slette, hvor grupper av Gaarde og åkrer titte frem mellom frodige løvskoger. Alt mer og mer forbauses man ved den uventede rikdom og vegetasjon, ved det Blide og Fortryllende, så herlig harmonerende med Omgivelsernes høyhet og majestet. Speilklar, saktelig henflydende i skyggene av de vennlige Lunde, blidelig omslyngende grupper av lysgrønne øyer med små hus halv skjulte av de hvelvede trekroner, forener Maanelven seg nesten umerkelig med Vestfjorden. På en liten Slette, rundt omgivet av Gaarde og bølgende kornåkre, ligger Mæls kirke med sitt simple spir, som et tempel i en engelsk hage; alt er så smått og barnligt, rett som Dukketøy mot de himmelkneisende fjell. Rollagsgrænden hinsides elven ser nesten ut som en liten landsby på den blide grønnende skråning, vætet av den forbiflydende elv. Og nå omgivelsene! Et lite paradis synes her sammenklemt mellom fjell, av hvilke blot ett behøvde å styrte, for å tildekke den hele scene med sin Klippemasse; man aner ikke noen fortsettelse av Elvens løp; Bakgrunnen lukker seg ganske, og det hele ser snarere ut som et amfiteater enn som en dal. Blide og rolige er Bjergene, der innhegne den, like til en useelig høyde bevokste med de frodigste løvtrær, der synes med kunst å være plantede rett som alleer oppad de nesten ubestigelige Skrænkninger. Og over dette landskap, der forener alle en blidere Verdensegns yndigheter, 146har dog vinteren, hvor man enn vender øyet hen, oppreist sin uomstyrtelige trone. Over Kløvkindaasen, der hever seg brat opp like fra Rollagsgrændens enger, rage Haukanæsfjeldets Tinder atter opp, og vise seg her i deres største majestet, givende den hele solglindsende Egn et strøk av deres alvorlige skygger. Ingen Naturrøst avbryter den høytidelige stillhet uten de monotone, dumpe støt av Haugafossen, der like over for Mæl kirke styrter seg loddrett ned fra en betydelig høyde av Kløvkind, ved hvis fot den driver et surrende møllehjul, og derpå som en blid henflydende bekk vanner Rollagsgrændens åkrer. Her er alt hva man har ventet å finne av naturskjønnheter, man lenges ikke etter mer, tror, at Vestfjorddalen allerede her har uttømt all sin prakt og satt alle sine yndigheter til Skue, og gjør seg ingen forestilling om, at alt hva man hittil har sett kun er en forsmak på de ennå langt mer opphøyde og merkverdige gjenstander, der snart skulle fremtre. Veien slynger seg hen langs bakkene, men bestandig er ennå bakgrunnen lukket, der viser seg intet håp om noen utvei, og dette spenner allerede forventningen, om man skynder seg fremad, uten å akte synderligt på de alltid nye skjønnheter, som dalbunnen utvikler.

En tett Lund drar seg hen over en liten Slette ved Elvens bred; Veien trer inn i dens skygger, og snart ser man intet uten trær, og enkelte striper av Himlen mellom viftende Blade. Dalens omgivelser unndra seg øyet, og man merker ikke, at den imidlertid umerkelig har forandret sitt løp, før en blendende Rand stråler plutselig frem mellom de løvfulle grener, og spenner enhver nerve til mottakelse av et nytt og overordentligt syn, og man iler fremad for at nåe det. Da bøyer dalen seg atter, et frisk lufttrekk strømmer kjølende frem, uvilkårlig stanser man, 147og forbauses; thi mellom de hvelvede trekroner ligger der i sin hele majestet, fra fot til topp, det 6000 fot høye Gousta! Først etter flere øyeblikks forløp har man Rolighed nok for å nyte dette overordentlige syn i sammenheng med dets omgivelser. Under broen, hvorpå man står bruser en elv rask hen, og taper seg snart i skyggene av den herligste Lund. Trestammer i tusenfold vekslende former, høithvælvede, løvrige kroner, beskygge de venligste Grønninger. Man tror seg hentryllet i det skjønneste parti av en engelsk hage, og denne scene er i seg selv så skjønn, at man ville tro den umulig kunne forskjønnes ved noe, hvis ei et blikk i høyden atter viste de evige snømasser, strålende frem umiddelbar over bølgende Trætoppe, rundt om indkrandsede av gyngende grener, ikke som tilhørte de en jordisk skikkelse, men som om de svevde ned fra Himlen. O, uendelige kontraster! de lysgrønne enger, den dunkelgrønne Lund, hvorigjennom hist og her et glimt av Gaustaknæernes fjerne, blåe Klippemasse titter frem, den blendende hvite snø, den klare himmelhvelving — nei, hvo som ikke her beundrende føler Skaberens allmakt, ham må naturen have nektet all menneskelig følelse.

(Th. Broch. „Fotreise til Rjukanfossen.“ I Hermoder. Chrnia 1821.)