138

Det var den 20de Mai 1796, at Thorvaldsen forlod sit Fædreland, hvilket han nu ikke skulde see igjen, førend han vendte hjem igjen som dets Stolthed og Ære.

Men Reisen blev dog ikke saa bekvem, som man havde tænkt, at den vilde blive; thi først gjorde Fregatten et Krydstog i Nordsøen, og siden hengik Sommeren indtil October, førend den ankom til Middelhavet. Her foer den frem og tilbage imellem Malta og Røverstaterne, og saa fredelig vor Kunstner end af Naturen var, maatte han dog i Krig med Barbaresken. Efter adskillige udstandne Gjenvordigheder, 139hvortil ogsaa kom hans Længsel efter Hjemmet, besluttede han sig i Begyndelsen af næste Aar til at forlade Skibet, for paa en aaben Baad at gaae fra Øen Malta til Palermo paa Sicilien, og herfra slap han omsider til Neapel.

I denne ellers saa lystelige Bye følte han sig saare ulykkelig, deels fordi hans Helbred var svækket, deels ogsaa fordi han havde Nød med at gjøre sig forstaaelig i det fremmede Tungemaal. Han var nu kun nogle Dages Reise fra Rom, men desuagtet manglede der kun, at en Skibsleilighed havde været forhaanden, da han sikkerlig i sin tungsindige Stemning havde besluttet sig til at gaae tilbage til Danmark, og det til uberegneligt Tab for Kunsten som for hans Fædreland. Men til Lykke følte han med Skamfuldhed, at den Svaghed, hvortil han havde overgivet sig, var ham uværdig, og det varede nu ikke mange Dage, førend han den 8de Marts ankom til Rom, hvor han snart skulde blive ligesaa bekjendt som Paven.

Han medbragte fra Kjøbenhavn en Skrivelse til en lærd, dansk Mand, ved Navn Zoega, hvis gode Raad og Veiledning han benyttede, og hvem han i Begyndelsen altid viste sit Arbeide, for at høre hans Mening. Dog, da denne Mand blev ham altfor streng og vanskelig at tilfredsstille, anstillede han sig i lang Tid, som om han drev om, uden at foretage sig noget; men hemmelig arbeidede han paa egen Haand baade om Natten og om Dagen, naar Ingen kunde bemærke det. Og paa denne Maade følte han sig snart i sit Element, og var saa flittig, at det hartad er ubegribeligt, hvorledes han fik saa meget fra Haanden.

Men der var allerede dengang vaagnet en ganske anden Aand i ham end hidtil. Han har selv sagt om denne Tid, at da tøede Sneen ham bort fra Øinene, og dette nye Liv yttrede sig ikke alene i hans Arbeider, men ogsaa i en alvorlig 140Bestræbelse efter at lære saameget af Videnskaben, som han behøvede for at være ret fri i sin Kunst.

Men tre Aar er ingen lang Tid, naar der er saa mange Ting at lære. Da han derfor var allerbedst i Gang, vækkedes han med Skræk ved den Tanke, at Reisetiden snart var tilende, skjøndt han endnu ikke havde udført et Arbeide, som, efter hans Mening, var godt nok til at vidne om ham i Hjemmet.

I Danmark var man derimod vel tilfreds med hvad han havde sendt hjem, skjøndt dette kun var en ringe Deel af det, han havde arbeidet; thi han kunde aldrig rigtigt fyldestgjøre sig selv, og derfor var det sædvanlig hans Skik, at saasnart han havde fuldført en Billedstøtte, huggede han Hovedet af og henslængte Stumperne, at Ingen skulde see dem. Men naar man skal slutte fra de faa Arbeider, som undgik denne haarde Dom, saa havde han ikke havt nødig at skamme sig ved dem.

Ved denne Strid med sig selv og sine Værker røbede han vistnok, skjøndt uden selv at vide det, at det Maal, han omsider skulde naae, var fjernere end almindeligt. I saadan Sindsstemning besluttede han da nu at udføre en Billedstøtte, som tilgavns kunde tale hans Sag i Danmark, og dertil valgte han af Grækernes Historie at fremstille Helten Jason hvorlunde han i fremmed Land henter sig det gyldne Skind, efterat have overvundet al Modstand.

Naar en Billedhugger vil udføre et Arbeide, da danner han sig først et Billede af vaadt Leer, og naar det er saaledes udarbeidet, som han ønsker det, gjør han derover en Form af Gips, og i denne Form støber han atter Gips, saa at han tilsidst, istedetfor et skrøbeligt Arbeide af Leer, faaer det samme af Gips, hvilket er stærkere og altsaa bedre kan bevares. Efter en saadan Gipsmodel udfører han da senere, 141naar det bestilles hos ham, sit Værk i Marmor eller i Metal.

Saaledes blev ogsaa denne Jason begyndt i naturlig Størrelse, det vil sige, saa stort som et Menneske i Almindelighed, og i April Maaned 1801 stod Leerskikkelsen færdig.

Men der hører ikke alene Kunst, men ogsaa god Lykke til at udmærke sig imellem saa mange Kunstnere og Kunstværker, som der er i Rom. Det skede derfor, at dette vor Kunstners Mesterstykke ikke tildrog sig synderlig Opmærksomhed, og, da han engang ret havde seet paa det, slog han det i Stykker, og mismodig begyndte han nu at tænke paa Hjemreisen i Efteraaret. Zoega, som før blev nævnt, skulde vende tilbage til Danmark, og det var naturligt, at de besluttede at følges ad, og paa Grund deraf blev Reisen udsat indtil næste Foraar.

Indtil den Tid havde vor Kunstner været som en Kvinde i Barnsnød, thi han havde undfanget et Billede, som vilde og skulde fødes til Verden og ikke lod ham have Ro forinden.

Da derfor Januar kom i 1803, stod der igjen en Leerskikkelse af Jason i hans Værksted; men dennegang var Helten — ligesom for at gjøre sig mere gjældende — voxet op til en overnaturlig Størrelse.

Da dette blev bekjendt, kom der Mange for at see det, og det beundredes af Alle som et Værk, der mere end noget andet af dem, der vare udførte siden Christendommens Indførelse, mindede om den særegne Maade, som Grækerne havde brugt til at fremstille Billedhuggerarbeide.

Men det blev dog kun ved Lovtalerne, og det var meget nær ved, at ogsaa denne Staty havde deelt sine Forgjængeres Skjebne. Imidlertid drev Thorvaldsen det dog denne Gang saa vidt, at han fik den afstøbt i Gips, og nu, tænkte 142han, kunde den staae hen, indtil der engang blev Leilighed til at faae den til Danmark.

Han pakkede da sine Eiendele sammen, og sagde sin Jason Farvel; thi næste Morgen var berammet til Afreisen. Vognen holdt for Døren, Kufferten var surret fast bag paa, og der var ingen anden Hindring end den, at en tydsk Kunstner, som skulde reise med, ikke endnu havde indfundet sig. Omsider kom han da, men kun for at sige, at han endnu ikke kunde komme afsted, fordi hans Pas ikke var paaskrevet. Reisen blev derfor udsat indtil næste Dag.

Men nu skulde det netop paa denne Dag skee, at en Omviser førte en rig, engelsk Kjøbmand, ved Navn Thomas Hope, hen til det lille Værksted, for at han der kunde see den Jason, om hvilken der gik saa megen Tale. Thorvaldsen var just tilstede og viste sit Arbeide, som vandt stor Yndest hos den rige Englænder. I deres Samtale spurgte han, hvor meget vel denne Statue vilde koste, naar den blev udført i Marmor. ”Sexhundrede Zecchiner!” svarede den beskedne Kunstner, for hvem det allerede syntes at være en stor Lykke, om han blot maatte faae Leilighed til at udføre den. ”Det er for lidt!” gjentog den ædle Ven af Kunsten, ”jeg vil give dem otte hundrede, og strax sætte Dem istand til at begynde Arbeidet!”

Saaledes skulde Thorvaldsen frelses for Kunsten, og Danmark i Aarhundreder komme til at bære hans Navn som et kosteligt Smykke.

Thorvaldsen opnaaede ved denne Tilskikkelse ikke alene det, at han nu kunde blive længere Tid i Rom; men han vandt ogsaa Noget, som maaskee kunde synes uvæsentligt, men langtfra ikke var det — nemlig, at han kom i Orde, og at Rygtet nu talte hans Sag vidt og bredt, og bragte ham Aar for Aar større Leilighed til at udmærke sig ved sin Kunst.

(J. M. Thiele.)

138

Det var den 20de mai 1796, at Thorvaldsen forlot sitt fedreland, hvilket han nå ikke skulle se igjen, før han vendte hjem igjen som dets stolthet og ære.

Men reisen ble dog ikke så bekvem, som man hadde tenkt, at den ville bli; thi først gjorde fregatten et Krydstog i Nordsjøen, og siden hengik sommeren inntil oktober, før den ankom til Middelhavet. Her foer den frem og tilbake imellom Malta og røverstatene, og så fredelig vår kunstner enn av naturen var, måtte han dog i krig med barbaresken. Etter adskillige udstandne gjenvordigheter, 139hvortil også kom hans lengsel etter hjemmet, besluttet han seg i begynnelsen av neste år til å forlate skipet, for på en åpen båt å gå fra Øen Malta til Palermo på Sicilien, og herfra slapp han omsider til Neapel.

I denne ellers så lystelige Bye følte han seg såre ulykkelig, dels fordi hans helbred var svekket, dels også fordi han hadde nød med å gjøre seg forståelig i det fremmede tungemål. Han var nå kun noen Dages reise fra Rom, men desuagtet manglet der kun, at en skipsleilighet hadde vært forhånden, da han sikkerlig i sin tungsindige stemning hadde besluttet seg til å gå tilbake til Danmark, og det til uberegnelig tap for kunsten som for hans fedreland. Men til lykke følte han med skamfullhet, at den svakhet, hvortil han hadde overgivet seg, var ham uverdig, og det varte nå ikke mange dager, før han den 8de mars ankom til Rom, hvor han snart skulle bli likeså bekjent som paven.

Han medbrakte fra Kjøbenhavn en skrivelse til en lærd, dansk mann, ved navn Zoega, hvis gode råd og veiledning han benyttet, og hvem han i begynnelsen alltid viste sitt arbeide, for å høre hans mening. Dog, da denne mann ble ham altfor streng og vanskelig å tilfredsstille, anstilte han seg i lang tid, som om han drev om, uten å foreta seg noe; men hemmelig arbeidet han på egen hånd både om natten og om dagen, når Ingen kunne bemerke det. Og på denne måte følte han seg snart i sitt element, og var så flittig, at det hartad er ubegripelig, hvorledes han fikk så meget fra hånden.

Men der var allerede dengang våknet en ganske annen ånd i ham enn hittil. Han har selv sagt om denne tid, at da tødde Sneen ham bort fra øynene, og dette nye Liv ytret seg ikke alene i hans arbeider, men også i en alvorlig 140bestrebelse etter å lære saameget av vitenskapen, som han behøvde for å være rett fri i sin kunst.

Men tre år er ingen lang tid, når der er så mange ting å lære. Da han derfor var allerbedst i gang, vækkedes han med skrekk ved den tanke, at reisetiden snart var til ende, skjønt han ennå ikke hadde utført et arbeide, som, etter hans mening, var godt nok til å vitne om ham i hjemmet.

I Danmark var man derimot vel tilfreds med hva han hadde sendt hjem, skjønt dette kun var en ringe del av det, han hadde arbeidet; thi han kunne aldri riktig fyllestgjøre seg selv, og derfor var det sedvanlig hans skikk, at så snart han hadde fullført en Billedstøtte, hugget han hodet av og henslengte stumpene, at Ingen skulle se dem. Men når man skal slutte fra de få arbeider, som unngikk denne harde dom, så hadde han ikke hatt nødig å skamme seg ved dem.

Ved denne strid med seg selv og sine verker røpet han vistnok, skjønt uten selv å vite det, at det mål, han omsider skulle nåe, var fjernere enn alminnelig. I sådan sinnsstemning besluttet han da nå å utføre en Billedstøtte, som tilgavns kunne tale hans Sag i Danmark, og dertil valgte han av grekernes historie å fremstille helten Jason hvorlunde han i fremmed land henter seg det gyldne skinn, etter at have overvunnet all motstand.

Når en billedhugger vil utføre et arbeide, da danner han seg først et bilde av vått Leer, og når det er således utarbeidet, som han ønsker det, gjør han derover en form av gips, og i denne form støber han atter gips, så at han til sist, i stedet for et skrøpelig arbeide av Leer, får det samme av gips, hvilket er sterkere og altså bedre kan bevares. Etter en sådan gipsmodell utfører han da senere, 141når det bestilles hos ham, sitt verk i marmor eller i metall.

Således ble også denne Jason begynt i naturlig størrelse, det vil si, så stort som et menneske i alminnelighet, og i april måned 1801 stod Leerskikkelsen ferdig.

Men der hører ikke alene kunst, men også god lykke til å utmerke seg imellom så mange kunstnere og kunstverker, som der er i Rom. Det skjedde derfor, at dette vår Kunstners mesterstykke ikke tildrog seg synderlig oppmerksomhet, og, da han engang rett hadde sett på det, slo han det i stykker, og mismodig begynte han nå å tenke på hjemreisen i etteråret. Zoega, som før ble nevnt, skulle vende tilbake til Danmark, og det var naturlig, at de besluttet å følges ad, og på grunn derav ble reisen utsatt inntil neste forår.

Inntil den tid hadde vår kunstner vært som en kvinne i barnsnød, thi han hadde unnfanget et bilde, som ville og skulle fødes til verden og ikke lot ham ha ro forinden.

Da derfor januar kom i 1803, stod der igjen en Leerskikkelse av Jason i hans Værksted; men dennegang var helten — likesom for å gjøre seg mer gjeldende — vokset opp til en overnaturlig størrelse.

Da dette ble bekjent, kom der Mange for å se det, og det beundredes av alle som et verk, der mer enn noe annet av dem, der var utførte siden Christendommens Indførelse, mindede om den særegne måte, som grekerne hadde brukt til å fremstille billedhuggerarbeid.

Men det ble dog kun ved lovtalene, og det var meget nær ved, at også denne Staty hadde delt sine Forgjængeres skjebne. Imidlertid drev Thorvaldsen det dog denne gang så vidt, at han fikk den avstøpt i gips, og nå, tenkte 142han, kunne den stå hen, inntil der engang ble leilighet til å få den til Danmark.

Han pakket da sine eiendeler sammen, og sa sin Jason farvel; thi neste morgen var berammet til avreisen. Vognen holdt for døren, Kufferten var surret fast bak på, og der var ingen annen hindring enn den, at en tysk kunstner, som skulle reise med, ikke ennå hadde innfunnet seg. Omsider kom han da, men kun for å si, at han ennå ikke kunne komme av sted, fordi hans pas ikke var påskrevet. Reisen ble derfor utsatt inntil neste dag.

Men nå skulle det nettopp på denne dag skje, at en omviser førte en rik, engelsk kjøpmann, ved navn Thomas Hope, hen til det lille Værksted, for at han der kunne se den Jason, om hvilken der gikk så mye Tale. Thorvaldsen var just til stede og viste sitt arbeide, som vant stor Yndest hos den rike englender. I deres samtale spurte han, hvor meget vel denne statue ville koste, når den ble utført i marmor. ”Sekshundre Zecchiner!” svarte den beskedne kunstner, for hvem det allerede syntes å være en stor lykke, om han blot måtte få leilighet til å utføre den. ”Det er for litt!” gjentok den edle venn av kunsten, ”jeg vil gi dem åtte hundre, og straks sette Dem i stand til å begynne arbeidet!”

Således skulle Thorvaldsen frelses for kunsten, og Danmark i århundrer komme til å bære hans navn som et kostelig smykke.

Thorvaldsen oppnådde ved denne tilskikkelse ikke alene det, at han nå kunne bli lenger tid i Rom; men han vant også Noget, som maaskee kunne synes uvesentlig, men langtfra ikke var det — nemlig, at han kom i Orde, og at ryktet nå talte hans Sag vidt og bredt, og brakte ham år for år større leilighet til å utmerke seg ved sin kunst.

(J. M. Thiele.)