Ærgjerrighed og Herskesyge havde tidligt faaet Overmagt i Ludvigs Sjel, og hvor han vendte sig, stode Franskmænd villige og duelige til at udbasune hans Priis. Hugenotten Colbert forstod, uden ligefrem at udskrive Skat, ved at befordre Fabriker, Søfart og Handel, at skaffe Kongen Penge, ei alene til en overdaadig Hofholdning og den ikke ubetydelige Sold, Skribenterne fik for at tale og tie, men ogsaa til bestandige Krige. Til at føre disse havde han i Hugenotterne Condé og Turenne to Høvdinger, hvis Lige ei fandtes sønden for Østersøen, og de, der afløste dem, havde kun faa Overmænd. Den Tid var nu kommet igjen, da Krigens Udfald mindre beroede paa Hærenes Tapperhed end paa Anførernes Duelighed og Kløgt, og intet Folk havde saaledes dyrket Videnskaberne for Livets og den jordiske Nyttes Skyld, som det franske. Spanien og Tydskland vare Ludvigs Naboer, og at vorde deres Herre maatte synes ham let. Spaniens Glands og Magt forgik i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede, og selv det svage Portugal rev sig løs. Roussillon og Artois maatte ved den pyrenæiske Fred afstaaes til Frankrige, medens Kardinal Mazarin endnu regjerede for den unge Ludvig, og da Ludvig efter sin Svigerfaders, Philip den Fjerdes, Død gjorde uretmæssig Fordring paa de spanske Nederlande, fandt han næsten ingen Modstand. Hans Vaaben 137standsedes af det Forbund, som Hollands Styrer, Johan de Witt, sluttede med Sverige og England, men efterat have vundet disse Magter, besluttede Ludvig at hævne sig eftertrykkelig. Holland syntes forloren, men ved en Opstand fik Vilhelm af Oranien Statholderskabet; han forstod at sætte Frankriges Fiender i Bevægelse; selv beholdt han sine Lande, men Spanien maatte betale Legen med Grevskabet Burgund. Nu var Ludvigs Magt paa det Høieste; med Overmod tilegnede han sig under Feiden Strasburg og hvilke andre Stæder, han havde Lyst til; men Hovmod gaaer for Fald: Turenne og Condé vare ei mere, og Colbert døde — hines Eftermænd vare ikke mageløse, og dennes vilde selv med hans Forstand ikke have kunnet, uden at nedsænke Staten i en bundløs Gjeld, skaffe de uhyre Summer tilveie, som Hoffet og den staaende Hær krævede. Nu indbildte fordærvede Jesuiter Kongen, at han kunde udsone alle sine Synder ved at omvende Hugenotterne, og ved Forsøget mistede Frankrige henved en Million arbeidsomme Undersaatter, som deels bleve udjagede, deels nedsablede. Vel vovede Ingen saa let at angribe Ludvig, men han indviklede sig selv i en ny Krig med Tydskland, da han gjorde Fordring paa Pfalts og lod det med mageløs Grusomhed ødelægge, og nu havde han tillige at kæmpe med Savoien, Spanien, Holland og England, hvis Throne den oraniske Vilhelm samme Aar besteg. Ludvigs Feltherrer seirede vel tidt ved deres overlegne Krigskunst; men Pengevæsenet forvirredes daglig mere, og den franske Flaade fik et uforvindeligt Stød i Slaget ved la Hogue. Ludvig maatte tilbagegive en Deel af sit forrige Rov i den Rysvickske Fred, som dog kun var en Stilstand, i hvilken man paa alle Sider lavede sig til at dele Spanien som et almindeligt Arvegods, saasnart Carl den Femtes Æt vilde uddøe med hans svage, sønneløse Navne. Dette skede kort derefter, og 138nu begyndte Striden. Ludvig vilde sætte sin Sønnesøn Philip, hvis Fader var en Søstersøn af Carl, paa den spanske Throne; den tydske Keiser Leopold fordrede den derimod til sin Søn Carl, hvis Moder ogsaa var den sidste spanske Konges Søster, og som desuden nedstammede fra Carl den Femtes Broder. England, Holland og Savoien holdt paa Carls Haand, og Spanierne vidste ei selv hvad de vilde; men Prinds Eugen af Savoien og Englænderen Marlborough lærte Europa ved Blenheim og Ramilliers, at Franskmændene ei endnu vare blevne uovervindelige. Forgjeves ydmygede Ludvig sig til at bede om Fred, og Udsigterne vare mørke, da Døden, ved at bortrive Leopold og hans ældste Søn Josef, kom ham til Hjælp. Sømagterne vilde ikke, at de mange Kroner skulde smykke Carls Hoved, og nødte ham derfor til at bifalde den Utrechtske Fred, ved hvilken Philip erkjendtes for Spaniens Konge, imod at overlade Carl Flandern, Lombardiet, Sardinien og Neapel, Hertugen af Savoien Sicilien og England Gibraltar og Minorka.

(N. F. S. Grundtvig.)

Ærgjerrighet og herskesyke hadde tidlig fått overmakt i Ludvigs sjel, og hvor han vendte seg, stod franskmenn villige og duelige til at udbasune hans pris. Hugenotten Colbert forstod, uten likefrem å utskrive skatt, ved å befordre fabrikker, Søfart og handel, å skaffe Kongen Penge, ei alene til en overdådig hoffholdning og den ikke ubetydelige sold, skribentene fikk for å tale og tie, men også til bestandige kriger. Til å føre disse hadde han i hugenottene Condé og Turenne to høvdinger, hvis like ei fantes sønden for Østersøen, og de, der avløste dem, hadde kun få overmenn. Den tid var nå kommet igjen, da Krigens utfall mindre beroede på Hærenes tapperhet enn på Anførernes Duelighed og kløkt, og intet folk hadde således dyrket vitenskapene for Livets og den jordiske Nyttes skyld, som det franske. Spanien og Tydskland vare Ludvigs naboer, og at vorde deres Herre måtte synes ham lett. Spaniens glans og makt forgikk i begynnelsen av det syttende århundre, og selv det svage Portugal rev seg løs. Roussillon og Artois måtte ved den pyreneiske Fred afstaaes til Frankrige, mens kardinal Mazarin ennå regjerte for den unge Ludvig, og da Ludvig etter sin Svigerfaders, Philip den Fjerdes, død gjorde uretmæssig fordring på de spanske Nederlande, fant han nesten ingen motstand. Hans Vaaben 137standsedes av det Forbund, som Hollands styrer, Johan de Witt, sluttet med Sverige og England, men etter at have vundet disse makter, besluttet Ludvig å hevne seg ettertrykkelig. Holland syntes forloren, men ved en oppstand fikk Vilhelm av Oranien stattholderskapet; han forstod å sette Frankriges fiender i bevegelse; selv beholdt han sine land, men Spanien måtte betale leken med grevskapet Burgund. Nå var Ludvigs Magt på det Høieste; med overmot tilegnet han seg under feiden Strasburg og hvilke andre Stæder, han hadde lyst til; men hovmod går for fall: Turenne og Condé vare ei mer, og Colbert døde — hines ettermenn var ikke makeløse, og dennes ville selv med hans forstand ikke have kunnet, uten å nedsenke staten i en bunnløs gjeld, skaffe de uhyre summer til veie, som hoffet og den stående hær krevde. Nå innbilte fordærvede jesuitter Kongen, at han kunne utsone alle sine synder ved å omvende hugenottene, og ved forsøket mistet Frankrige henved en million arbeidsomme undersåtter, som dels ble udjagede, dels nedsablede. Vel vovede Ingen så lett å angripe Ludvig, men han innviklet seg selv i en ny krig med Tydskland, da han gjorde fordring på Pfalts og lot det med makeløs grusomhet ødelegge, og nå hadde han tillike å kjempe med Savoien, Spanien, Holland og England, hvis trone den oraniske Vilhelm samme år besteg. Ludvigs feltherrer seiret vel titt ved deres overlegne Krigskunst; men Pengevæsenet forvirredes daglig mer, og den franske flåte fikk et uforvindeligt støt i slaget ved la Hogue. Ludvig måtte tilbagegive en del av sitt forrige Rov i den Rysvickske Fred, som dog kun var en stillstand, i hvilken man på alle sider lavet seg til å dele Spanien som et alminnelig arvegods, så snart Carl den Femtes ætt ville utdø med hans svage, sønneløse navn. Dette skjedde kort deretter, og 138nå begynte striden. Ludvig ville sette sin sønnesønn Philip, hvis far var en søstersønn av Carl, på den spanske trone; den tyske keiser Leopold fordret den derimot til sin sønn Carl, hvis mor også var den siste spanske Konges søster, og som dessuten nedstammet fra Carl den Femtes bror. England, Holland og Savoien holdt på Carls Haand, og Spanierne visste ei selv hva de ville; men Prinds Eugen av Savoien og englenderen Marlborough lærte Europa ved Blenheim og Ramilliers, at franskmennene ei ennå var blitt uovervinnelige. Forgjeves ydmygede Ludvig seg til å bede om Fred, og utsiktene var mørke, da døden, ved at bortrive Leopold og hans eldste sønn Josef, kom ham til hjelp. Sømaktene ville ikke, at de mange kroner skulle smykke Carls Hoved, og nødte ham derfor til å bifalle den Utrechtske Fred, ved hvilken Philip erkjentes for Spaniens Konge, imot å overlate Carl Flandern, Lombardiet, Sardinien og Neapel, hertugen av Savoien Sicilien og England Gibraltar og Minorka.

(N. F. S. Grundtvig.)