Tre unge Adelsmænd af de Frisers Slægt havde voldeligen overfaldet en anden ung Adelsmand, Peder Skram, paa Viborg Gade, havde alle tre paa een Gang angrebet ham, skjøndt han intet Værge havde hos sig, og havde først afhugget ham den høire Haand, derefter lemlæstet ham den 135venstre, og desuden mishandlet ham paa den uværdigste Maade med Hug og Slag. Den Ene af disse tre Ubesindige døde noget derefter; de tvende Andre bleve kaldte til Regnskab for deres Gjerning. Sagen blev indstevnet for Herredagen i Kjøbenhavn; og Christian den Fjerde, som den Tid var kun lidet over fjorten Aar, og endnu ei havde antaget Regjeringen, sad den Dag selv i Retten. Da Sagen var forklaret og Beviserne førte, begyndte en Deel af Rigsraaderne, som saae mere paa Personernes Stand og maaskee paa andre Forbindelser, end paa Forbrydelsen selv, at ville slette det over og hendreie Straffen til den mildeste Side. Deels lode de sig mærke med, at der var ingen bestemt Straf for denne Forseelse; deels, at den, som nærmest kunde synes at anvendes her, var nu ikke mere passende for Tiderne og Personernes Stand. Christian, som hidtil havde hørt nøie til, stod nu op og spurgte høit i Raadet, om der ikke fandtes noget Sted i Loven, hvor saadan Misgjerning udtrykkeligen var nævnet og straffet. Cantsleren svarede: “Nei! at der vel fandtes et Sted udi den skaanske Lov, at om en Træl begge Hænder bleve afhugne, da skulde derfor gjeldes tre Mark Bøder og Skadegjeld til Hosbonden;” men neppe havde han sagt det, før andre af Rigsraaderne faldt ham ind i Talen, og forklarede med Iver, at det var en Lov skreven for Skaane og ei for Jylland, og skreven desuden paa den Tid, da der vare Trælle. “Skal da en Træl i Skaane”, brød den unge Konge ud med Heftighed, “have større Ret end en Adelsmand i Jylland? og skulle rette og oprigtige Adelsmænd ei have mere Dyd og Ære i Hjertet, end til at begaae saa grov en Misgjerning? De skal derfor miste deres Ære, blev han ved, og bøde deres tre Mark; det dømme vi: og saaledes skulle de, som leve og staae for vor Dom, straffes; den som død er, maa Gud dømme.” Raadet taug, nogle af Forundring, 136andre af Undseelse. Ingen torde frembringe Noget herimod; og Dommen blev affattet som den unge Konge havde befalet.
(O. Malling)