Tre unge Adelsmænd af de Frisers Slægt havde voldeligen overfaldet en anden ung Adelsmand, Peder Skram, paa Viborg Gade, havde alle tre paa een Gang angrebet ham, skjøndt han intet Værge havde hos sig, og havde først afhugget ham den høire Haand, derefter lemlæstet ham den 135venstre, og desuden mishandlet ham paa den uværdigste Maade med Hug og Slag. Den Ene af disse tre Ubesindige døde noget derefter; de tvende Andre bleve kaldte til Regnskab for deres Gjerning. Sagen blev indstevnet for Herredagen i Kjøbenhavn; og Christian den Fjerde, som den Tid var kun lidet over fjorten Aar, og endnu ei havde antaget Regjeringen, sad den Dag selv i Retten. Da Sagen var forklaret og Beviserne førte, begyndte en Deel af Rigsraaderne, som saae mere paa Personernes Stand og maaskee paa andre Forbindelser, end paa Forbrydelsen selv, at ville slette det over og hendreie Straffen til den mildeste Side. Deels lode de sig mærke med, at der var ingen bestemt Straf for denne Forseelse; deels, at den, som nærmest kunde synes at anvendes her, var nu ikke mere passende for Tiderne og Personernes Stand. Christian, som hidtil havde hørt nøie til, stod nu op og spurgte høit i Raadet, om der ikke fandtes noget Sted i Loven, hvor saadan Misgjerning udtrykkeligen var nævnet og straffet. Cantsleren svarede: “Nei! at der vel fandtes et Sted udi den skaanske Lov, at om en Træl begge Hænder bleve afhugne, da skulde derfor gjeldes tre Mark Bøder og Skadegjeld til Hosbonden;” men neppe havde han sagt det, før andre af Rigsraaderne faldt ham ind i Talen, og forklarede med Iver, at det var en Lov skreven for Skaane og ei for Jylland, og skreven desuden paa den Tid, da der vare Trælle. “Skal da en Træl i Skaane”, brød den unge Konge ud med Heftighed, “have større Ret end en Adelsmand i Jylland? og skulle rette og oprigtige Adelsmænd ei have mere Dyd og Ære i Hjertet, end til at begaae saa grov en Misgjerning? De skal derfor miste deres Ære, blev han ved, og bøde deres tre Mark; det dømme vi: og saaledes skulle de, som leve og staae for vor Dom, straffes; den som død er, maa Gud dømme.” Raadet taug, nogle af Forundring, 136andre af Undseelse. Ingen torde frembringe Noget herimod; og Dommen blev affattet som den unge Konge havde befalet.

(O. Malling)

Tre unge adelsmenn av de Frisers slekt hadde voldelig overfallet en annen ung adelsmann, Peder Skram, på Viborg Gade, hadde alle tre på een gang angrepet ham, skjønt han intet verge hadde hos seg, og hadde først afhugget ham den høyre hånd, deretter lemlestet ham den 135venstre, og dessuten mishandlet ham på den uværdigste måte med Hug og slag. Den Ene av disse tre Ubesindige døde noe deretter; de tvende andre ble kalte til regnskap for deres gjerning. Sagen ble innstevnet for Herredagen i Kjøbenhavn; og Christian den Fjerde, som den tid var kun lite over fjorten år, og ennå ei hadde antatt regjeringen, satt den dag selv i retten. Da Sagen var forklaret og bevisene førte, begynte en del av riksrådene, som så mer på personenes stand og maaskee på andre forbindelser, enn på forbrytelsen selv, at ville slette det over og hendreie straffen til den mildeste side. Dels lot de seg merke med, at der var ingen bestemt straff for denne forseelse; dels, at den, som nærmest kunne synes å anvendes her, var nå ikke mer passende for tidene og personenes stand. Christian, som hittil hadde hørt nøye til, stod nå opp og spurte høyt i rådet, om der ikke fantes noe sted i loven, hvor sådan misgjerning uttrykkelig var nevnt og straffet. Cantsleren svarte: “Nei! at der vel fantes et sted uti den skånske lov, at om en trell begge hender ble afhugne, da skulle derfor gjeldes tre Mark bøter og Skadegjeld til Hosbonden;” men neppe hadde han sagt det, før andre av riksrådene falt ham inn i talen, og forklarede med Iver, at det var en lov skrevet for Skaane og ei for Jylland, og skrevet dessuten på den tid, da der var Trælle. “Skal da en trell i Skaane”, brød den unge Konge ut med heftighet, “have større rett enn en adelsmann i Jylland? og skulle rette og oppriktige adelsmenn ei have mer dyd og ære i hjertet, enn til å begå så grov en misgjerning? De skal derfor miste deres ære, ble han ved, og bøte deres tre Mark; det dømme vi: og således skulle de, som leve og stå for vår dom, straffes; den som død er, må Gud dømme.” Rådet tidde, noen av forundring, 136andre av unnseelse. Ingen torde frembringe Noget herimot; og dommen ble avfattet som den unge Konge hadde befalt.

(O. Malling)