Da Christian den Anden forlod Stockholm efter det grusomme Blodbad, han der havde anstillet, kom han paa Hjemveien til Nydal Kloster. Af Frygt for Krigsfolket havde Abbeden der ladet sit Forraad af Fødevarer bringe hen i 133Skoven, og alene beholdt saa meget tilbage, som var nok for Kongens Følge og Klosterets Folk. Christian fik det at vide. Han blev vred, og hans Vrede blev her, som altid, et Dødens Bud. Han lod strax gribe Abbeden og fem Munke, som de efterhaanden kom fra Messen, lod binde Hænder og Fødder paa dem, og kaste dem i Vandet. Jesper Brochmand fulgte den Tid Kongen som Sekretær for Cancelliet. I den Forfærdelse, som udbredte sig i Klosteret, kom en af Munkene løbende til ham og bad, at han for Guds Skyld vilde redde ham. Brochmand kjendte Kongen altfor vel til at vove at gjøre Forbøn for ham; han greb derfor i en Hast til den Beslutning, at kaste en Kaabe om ham, give ham en Hat paa Hovedet, en Pen i Haanden, og at sætte ham ved Bordet blandt sine Skrivere. Det varede ei længe, førend man kom og spurgte efter Munken. “Munke seer I jo ingen af”, svarede da Brochmand, “men vil I have Skrivere, da tag en af dem, der sidde ved Bordet.” De troede, han skjemtede, gik bort, og Munken beholdt Livet. Men Brochmand vovede sit eget derved; thi havde Kongen faaet det at vide, vilde han neppe have følt den Menneskekjærlighed som Brochmand.
(O. Malling. “Store og gode Handlinger.”)