Fasting levede som Embedsmand endnu afsondret fra Selskabet “og forekom, siger Brun, mange af hans Venner, mig endogsaa, sig selv modsigende. Ofte gjæstbuden negter han at komme; strax tænker man sig i ham den vrantne Menneskehader; man iler for at sige ham denne Tanke; men 132man glemmer hvad man skulde sagt, man taber sig mellem hans muntre Vittigheder, og gaaer fornøiet bort.” Dette synes mig er et herligt, charakteristisk Træk i Fastings Liv — han levede tilfreds og fornøiet i sin Eensomhed, og trængte ei til Selskaber for at fordrive Tiden. Disse almindelige Samkvem, hvor man behøver ”Proptrækker til sin Glæde”, vare da, som altid, kun lidet tillokkende for en Genius som Fasting, der udentvivl aldrig fandt sig mere ene, end just der. Han var derimod, ligesom Scipio Africanus, aldrig mindre alene, end naar han var ene. Omgangen med sig selv for en Mand, der havde levet og oplevet, tænkt og grublet saa meget, var bevandret i saa mange Videnskabsfag, og havde saa mange behagelige Reminiscentser, maatte naturligviis opveie Savnet af de almindelige Selskabskredse, ja endog give ham Afsmag for dem hvor de fandtes flaue og fade. Fasting havde desuden nu, som jeg ovenfor har berørt, fornyet et gammelt interessant Bekjendtskab og gjort det mere intimt, jeg mener Bekjendtskabet med Naturen. Selv siger han: En Blomst i Dalen, en Steen i Klippen er ofte mere underholdende, end den vittigste Selskabsbroder.
(L. Sagen. I ”Udvalg af Cl. Fastings Skrifter med Bidrag til hans Biographie.” Bergen 1837).