Ingen har i dette Aarhundrede opnaaet den Hæder, som Engelskmanden Howard, at kaldes Menneskeven og Menneskehedens sande Velgjører, kaldes saa ei alene i sit Fædreneland, men i det oplyste Europa; men Ingen har der heller været, der har en ædlere Adkomst til en saa sjelden Lykke. De Mindesmærker, der ere ham opreiste, de Indretninger, hvori han lever, og den Høiagtelse, hvormed han nævnes, hviler paa en Grundvold, der er mere sjelden end den Hæder, der fulgte ham. Ikke ødsle Gaver, henslængte iflæng til Ladhed og Laster; ikke kostbare Stiftelser, opreiste af heldige 130Bedrageriers samlede Vinding; endnu mindre den Fortjeneste at have plyndret Lande, afbrændt Byer, udpresset Veeklager af de Myrdedes Enker, de faderløse Smaa, og de børnløse Gamle; men den Møie at opdage Fangernes Mishandling, formindske deres Elendighed, den Opoffrelse af Rolighed, af Formue og omsider af Livet, for at gjøre Staterne, just de christelige, bekjendte med deres Pligter mod disse Elendige, og paatale disses Ret med en ædel Frimodighed, der ikke lod sig underkue, derved var det, at denne simple Mand tildrog sig det hele Europas Beundring.
England, der tæller ham blandt sine Borgere, var især blandt de Lande, der behøvede denne Tjeneste. Fængslerne vare der i den beklageligste Forfatning; saa tilstrækkelig som der var sørget for Murenes Tykkelse, Lænkernes Vægt, Fangehullernes Fælhed, haandfaste Vægtere og en spægende Underholdning, saa lidet var derimod tænkt paa Fangernes menneskelige Behandling; deres Helbred blev ofte ødelagt, deres Tænkemaade mere fordærvet, deres Liv en Plage for dem uden at gavne Staten, og de dødeligste Sygdomme forkortede altfor ofte deres ulyksalige Dage.
Denne Elendighed, der var fælles for flere Lande, havde vel allerede før Howards Tid tildraget sig enkelte Mænds Opmærksomhed; det 16de Aarhundrede opviser tvende saadanne Menneskevenner, den ene i Italien, den anden i Frankrige; det 17de frembragte en Landsmand af Howard, og det 18de atter en Franskmand; men deres Omsorg var blot indskrænket til en snever Omkreds i deres eget Land, de overlevede desuden næsten alt det Indtryk, de havde gjort paa deres umodne Tidsalder. Dette Menneskehedens Anliggende ventede saaledes endnu paa en Sagfører, der eiede baade Villie og Evne til at føre den med Eftertryk, og fandt ham i Howard; for ham var intet Fængsel saa utilgjængeligt, 131intet Fangehul saa afskyeligt, intet Slags Fanger saa afskrækkende, intet Land saa ufremkommeligt, at han jo besøgte dem; i næsten den halve Deel af sit Liv var han Formynder for alle Mishandlede, ei alene i sit Fædreland, men i alle Lande i Europa: fra Forbryderne i Fængslerne til Krigsfangerne, fra disse til Lemmerne i Forbedrings- og Arbeidshusene, fra disse til de Syge i Statens Sygehuse, og fra disse igjen til de offentlige Opdragelses-Anstalter, fandt de alle i ham den meest trofaste Talsmand; endog Pesten var ham mere end mærkværdig; for personlig at kjende denne Plage, gik han endog til Tyrkiet i sine meest affældige Dage.
Verden er imidlertid saa ofte bleven bedraget med disse glimrende Navne: “den store Mand, den nyttige Borger, den sjeldne Menneskeven”, at Enhver, der anmeldes under noget af disse, modtages med Mistænkelighed. Dette Udkast til Howards Beskrivelse vilde maaskee, uagtet hans Navnkundighed, have samme Skjebne, hvis man læste hans Roes istedenfor den simple Beretning; og for at forekomme denne Mistanke, der er ligesaa ubillig mod Howard, som skadelig for det Indtryk, denne ædle Mand burde gjøre, vil jeg blot fortælle uden at beundre, og fremstille denne Menneskeven i hans egne Handlinger.
(Af “Hermoder”, et norsk periodisk Skrivt. Chria. 1795.)