Eleonore Christina, en Datter af Christian den Fjerde, blev, da hun var syv Aar gammel, efter Kongens, hendes Faders, Villie forlovet med Corfitz Ulfeld, en dansk Adelsmand og den Tid kongelig Kammerjunker. I hendes tolvte Aar blev hun begjert af en Fyrste af Sachsen. Denne Forbindelse var vel anseeligere; der menes og, at Kongen nu forandrede sin Beslutning, og ønskede at bringe hende til at bryde sit første Løfte; der skal tillige have været mange Andre, der søgte at overtale hende til det Samme. Men, endskjøndt dette Løfte i saa ung en Alder snarere var gjort af Andre paa hendes Vegne, end af hende selv, havde hun dog efterhaanden, som Alder og Skjønsomhed tiltog, mere og mere samtykket det; og dette samtykkede Løfte blev hende alt for vigtigt til, at hun vilde bryde det. Hun blev det tro, fuldbyrdede det, da hun var femten Aar, og ikke alene elskede, men endog ærede Ulfeld som Mand og Herre, saalænge han var til. Medens Christian den Fjerde levede, var 127hendes Ægteskab lykkeligt; thi Ulfeld var da i Anseelse; hans Misundere fik ikke Leilighed at vove Noget imod ham, og han selv var rolig, fordi hans Stolthed og naturlige Hidsighed ei blev opirret. Men, saasnart denne Konge var død, begyndte hans Overmod at vise sig. Hans Fiender, baade de aabenbare og hemmelige, benyttede sig deraf, for at skade og styrte ham. Han tragtede efter Hevn. For at naae den over enkelte Personer, var han ubesindig nok til at forgribe sig imod Staten selv. Alt dette drog ham fra et Vanheld til et andet, fra Landflygtighed til Fængsel, fra Fængsel igjen til Landflygtighed, saa at han tilsidst blev forfulgt fra et Sted til et andet, var ingensteds sikker, og døde under sin Forfølgelse i ynkelige Omstændigheder. Eleonore Christina var, som Kongedatter, opfødt i Magelighed. Hun kunde, ved at have forblevet her i Landet fra Begyndelsen af, da Ulfeld flyede, have nydt denne Magelighed bestandig; men Intet var hende saa kjært, som dette: at dele Skjebne med sin Mand. Hun fulgte ham overalt, i Landflygtighed og i Fængsel, og vilde hellere opoffre Alting, end forlade ham. Det hændte sig, at han engang var i Fare paa Veien, og maatte reise ukjendt under et fremmed Navn. For endog da at være hos ham og sørge for hans Bekvemmelighed, tog hun Mandfolkeklæder paa, fulgte ham, og besørgede endog selv hans Vask. En anden Gang, da Ulfeld i Sverige var bleven mistænkt for en hemmelig Brevvexling, hvorover den svenske Konge havde ladet nedsætte en Kommission, for at undersøge Sagen, og han selv enten ikke kunde eller ikke vilde møde, men undskyldte sig med at være syg, traadte hun frem i Retten, og talede med saa kjæk en Hengivenhed for sin Mand, at Kommissionen frikjendte ham, og Kongen bifaldt Frikjendelsen.
Denne hendes Bestandighed i Ægteskabspligter undgjældte hun dyrt, endog efter Ulfelds Død, da hun maatte henbringe 12823 Aar i et haardt Fængsel. Hun fortrød den dog ikke under Alt, hvad hun endog derfor maatte lide, men ansaae det meget mere som en Trøst i hendes Elendighed, at hun havde iagttaget, hvad hun troede at skylde en Ægtemand.
Det kunde ikke nogensinde bevises, at hun havde havt Deel i noget af de Anslag, Ulfeld var ubesindig og hevngjerrig nok til at fatte imod sit Fædreneland. Ikke heller giver Historien nogen grundet Formodning om, at nogen Overeensstemmelse i saadanne Hensigter har været Grunden til hendes Enighed med ham. Det lader meget mere til, at hun stedse lod sig lede af en Trofasthed, som hun havde vant sig til at ansee som Pligt. Idetmindste kan man ei slutte Andet af en kort Beskrivelse, hun i sine sidste Aar har opsat over sit Levnet, hvori hun stedse nævner sin Mand med Høiagtelse, og taler om sin Hengivenhed for ham, som om en Pligt. ”Min salig Herre”, siger hun iblandt andet, ”fandt for godt, at begive sig med mig og Børn til Holland, hvilket gav Anledning til vores følgende Tragoedie, og, Gud veed, jeg var derimod, men, som jeg altid eftertænkte min Pligt, fulgte jeg ham med tilbørlig Lydighed.” Paa et andet Sted, hvor hun taler om, da hun sidste Gang saae sin Mand: ”Min Herres sidste Afsked med mig i Amsterdam vare disse Ord: hun har levet med mig i Kjærlighed, lidt med mig i Taalmodighed, raadet mig i Vanskeligheder, elsket mig i høieste Elendigheder; nu skilles vi ad —; herpaa gav jeg ham et trofast Svar, med vaade Øine og med en Mund, der talede af et Hjerte, som var fuldt af den Kjærlighed, et Ægteskabsløvte, der ved saa mange Aars kjærlige Omgang og prøvede Modgang var styrket, kunde afstedkomme; og dermed hilsede vi hverandre for sidste Gang.” Og i et smukt Vers, hun har opsat om sin Modgang og Skjebne, finder man iblandt andre disse Linier:
129“Ei noget synes tungt for Ægtekjærlighed,Trofasthed er den Dyd, man ei bør blues ved.”
Eleonore Christina var ellers et Fruentimmer af usædvanlige Egenskaber. Naturen havde givet hende en ypperlig Forstand; hun selv gjorde sig Umag for at dyrke den ved Videnskaber. Endog efterat hun var gift lod hun sig undervise, og gjorde megen Fremgang saavel i det latinske, som i det spanske og italienske Sprog. I de tvende sidste Sprog, som og i andre Videnskaber, gav hendes Mand hende Underviisning; thi ogsaa han forenede mange Indsigter med en fiin Forstand; og denne Lighed i Sinds Kræfter og fælleds Agtelse for Kundskab var uden Tvivl det, der meget knyttede det stærke Baand imellem disse Ægtefolk.
Christian den Femtes Ædelmodighed maa det tilskrives, at dette sjeldne Fruentimmer ikke endte sine Dage i det haarde Fængsel, hvori hun saalænge havde været hensat. Han løste hende af Fængslet, gav hende Mariboe Slot i Forlehning, og desuden, saalænge hun levede, 1500 Rdlr. aarlig.
(O. Malling.)