Ivar Huitfeld var ældste Søn af Oberst Tonne Huitfeld til Thronstad paa Hurum i Budskeruds Amt, en adelig Sædegaard, der omtrent fra Midten af det 16de Aarhundrede havde været i den Huitfeldske Families Eie, og siden i et Par Hundredaar tilhørte samme. Faderen udmærkede sig ved sit tappre Forsvar af Frederikshald i Aarene 1659 og 1660, og døde 1677. Sønnen Ivar Huitfelds Ungdomsliv, ligesom ogsaa Tiden, naar han indtraadte i sit Fædrenelands Søtjeneste, er ubekjendt. Historien nævner ham først i Aaret 1695, da han, som Kapitain, blev beordret afsendt med et Orlogsskib, for at konvoyere endeel Handelsskibe til Frankrige. 1700 blev han udnævnt til Kommandør-Kapitain, og 2den Juni 1704 til Kommandør i Søetaten. En Maaned sildigere i samme Aar udnævntes han tillige til Chef for Søekvipagen i Christianssand, samt til Indrolleringschef i Bragernæs Distrikt, hvorfra han igjen afgik 1707. Under Krigen med Sverige førte han i Aaret 1710 Orlogsskibet Dannebroge paa 70 Kanoner, da den danske Flaade dette Aar under General-Admiral-Lieutenant Ulrik Christian Gyldenløve blev afsendt, for at konvoyere fra Danzig 6000 Mand russiske Tropper til Kjøbenhavn, hvorfra de i Forening med den danske Armee skulde angribe Sverige, men paa Veien derhen blev Flaaden overfalden af en Storm, hvoraf den blev saa ilde tilredt, at den maatte afseile til Kjøge-Bugt i Sjæland, for der at istandsætte de beskadigede Skibe. Da man igjen nogenlunde havde raadet Bod paa Skaden, blev Gyldenløve befalet atter at afseile til sit Bestemmelsessted, men da imidlertid en, den danske overlegen, svensk Flaade var løben i Søen, og da en heftig Sygdom tillige var udbrudt iblandt Mandskabet paa den danske Flaade, maatte Gyldenløve forholde sig defensiv, 125og saae sig nødt til at forblive i Kjøge-Bugt, hvor han den 4de October 1710 blev angreben af den svenske Flaade, der, paa Grund af den usle Forfatning, hvori den danske Flaade befandt sig, allerede troede Seieren vis, men da den fandt denne i fuld Slagorden, trak den sig, efter en kort Kamp med dens Avantgarde, der gjorde en tapper Modstand, atter tilbage til Carlskrona, efterat have mistet to Orlogsskibe, der kom paa Grund ved Dragø og Dagen efter opbrændtes af deres egen Besætning. I denne Kamp var det, at Huitfelds Skib, der var det første af Avantgarden og Fienden saaledes nærmest, ved et ulykkeligt Tilfælde kom i Brand ved sine egne Kanoner, idet han, seilende i Luvart af de Svenske, gav dem det ene fulde Lag efter det andet. Ilden tog Overhaand, uden at det var muligt at slukke den, og det eneste Middel, som fandtes, til at redde Skibets Besætning var, at lade det drive paa Grund, men Huitfeld saae, at derved rimeligviis ei alene Flaaden, men ogsaa Byen Kjøge vilde være bleven udsat for en næsten uundgaaelig Fare for at opbrændes, paa Grund af den Retning, Vinden havde; og han valgte derfor den heroiske Beslutning, at opoffre sig selv, for at gavne Fædrenelandet. Imedens derfor den bagerste Deel af Skibet brændte, vedblev han fra Forenden at fyre Skud paa Skud mod Fienden, ventende med uforfærdet Mod det afgjørende Øieblik, da Krudtkammeret vilde vorde antændt. Det kom og — Skibet med Alt, hvad der var omborde, tilligemed 700 Mand sprang i Luften. Der undkom kun 5 til 6 Matroser, som kort før havde kastet sig i en Baad og saaledes reddet sig. Blandt de forskjellige Mindesange over Huitfeld, hvem Ingemann saa skjønt kalder ”en Romeraand i Norden“, hidsættes her Slutningsverset af Rahbeks bekjendte Sang til Erindring om ham og hans Daad:
126”Aldrig uddøer Huitfelds Roeshans kjække Sømænds Minde;o maatte de i hver af osen værdig Landsmand finde!Naar Fædrelandet kalder os,som de, hver byde Døden Trods!Vær Fødeland, vær altid rigtpaa raske Orlogshelte!”
(B. Moe. I ”Norsk Skillingsmagazin, No. 30/1835).