Blandt de Officerer, som Venetianerne havde meest at takke for deres Vaabens lykkelige Fremgang i Krigen mod Tyrkerne fra Aaret 1645 til 1661, var Normanden Cort Adeler en af de tappreste og meest fortjente. Lyst til Søvæsenet havde bragt ham til at forlade sit Fædreneland, hvor hans Fader var Forvalter ved et kongeligt Saltværk, og at tage Tjeneste paa hollandske Skibe. Derefter gik han i venetiansk Tjeneste, banede sig der Vei fra Constabel til Lieutenant, fra Lieutenant til Capitain, og siden videre frem, indtil han tilsidst blev en af de Høistcommanderende paa den venetianske Flaade, blev Ridder af St. Marcus-Ordenen, og aflagt med en aarlig Pension paa 1400 Ducater for sig og sine Arvinger til tredie Led.
Det var ved idelige Manddoms-Prøver, han erhvervede sig Tid efter anden al den Hæder. Snart forsvarede han Poster, der vare ham anbetroede, med ualmindeligt Mod; snart fordrev han Republikens Fiender fra betydelige Fordele; snart undsatte han med hurtig Snildhed betrængte Byer; snart sloges han i aaben Sø, og vandt Seier. Men fornemmelig gjorde han sit Minde udødeligt i tvende Træfninger, som forefaldt i Aaret 1654.
En tyrkisk Hovedflaade gik ud fra Dardanellerne, for at søge de venetianske Skibe. Adeler, som førte en Deel af disse, fik det ei saasnart at vide, før han seilede dem imøde, angreb dem, vovede sit eget Skib ind i den heftigste Strid, og lod sig ei skrække deraf, at han blev meer end een Gang ganske omringet, og led meget, men blev ved at fyre og slaae, indtil Fienden, efterat have tabt adskillige Skibe og henved 1235000 Mand, tog Flugten. Kort efterat dette Slag var forbi, og førend han engang havde faaet sit Skib i Stand igjen, kom han atter i Fegtning under Øen Tenedos med et stort tyrkisk Admiralskib, som førtes af Bassa Ibrahim, og havde 1000 Mand inde. Ibrahim, som ansaae det for en let Sag at vinde, lagde strax modig ind til Siden af Adelers Skib for at entre; Folkene sprang nu af det ene Skib paa det andet; Striden blev almindelig, og begge Anførerne mødte hinanden, hver med sin Sabel i Haanden.
Ibrahim hug først efter Adelers Hoved, men ramte ham kun i den høire Arm, dog saa haardt, at den ei blev istand til at fuldføre det Hug, der var besluttet. Men da Adeler mærkede dette, greb han Sabelen i den venstre, nedslog sin Fiende paa Stedet, og afhug hans Hoved, saasnart han saae ham ligge. Tyrkerne bleve alle forfærdede ved deres Anførers Fald, og overgave sig med Skib og Gods i Seiervindernes Hænder.
Efterat Adeler saaledes havde udmærket sig blandt Fremmede, kaldte Frederik den Tredie ham tilbage, for at bruge hans store Egenskaber til Nytte for Fædrelandet. Han var og sit Kald lydig, anvendte al sin Flid, for at sætte den dansk-norske Flaade i bedre Stand end før, og blev siden i Aaret 1675 udseet til at føre den, som General-Admiral, i Krigen mod Sverige; men han fik ei Leilighed til at vise sin Tapperhed i de nordiske Farvande. Han døde samme Aar, og overlod den ved hans Omsorg velindrettede Flaade til den værdige Niels Juul, der og brugte den som en kjæk Mand til Landets Forsvar.
(O. Malling. Store og gode Handlinger.)