Der Bønderne kom frem mod Stiklestad, stod Kong Olafs Hær opstillet paa Høiderne lige for dem. De rykkede langsomt frem, for at give de Bagerste Tid til at komme efter, og Olaf biede og noget med Angrebet, da han ventede paa Dag. Kalf var fremmest i Spidsen for sine Folk, og der Hærene vare komne hinanden saa nær, at man kunde tale sammen, vexlede Kong Olaf og Kalf nogle Ord, hvoraf det lod, som den Sidste endnu ikke var utilbøielig til Forlig; men Find, der var i Olafs Hær, sagde da: “det er Kalfs gamle Mærke, at jo sødere han taler, jo mere ondt har han isinde.” I det samme gik Thorer Hund frem for Banneret og raabte: “Fram, fram, Bondemænd”! hvilket var Bøndernes Feltskrig; hvorpaa der strax blev gjort Krigsraab fra begge Sider, og begyndte da Striden med Pile og Spyd. Kongens Hær gjorde, som han havde befalet, strax et saa skarpt Anfald paa Bønderne, at disses Slagorden maatte vige et godt Stykke 117tilbage, og begyndte allerede Mange af dem at see sig om efter Flugten; maaskee havde og Slaget været vundet, havde Dag da været fremkommen; men Lehnshøvdingerne med deres Folk holdt Stand, og medens Striden rasede grummest i Midten af Linien, begyndte Bønderne at overfløie Olafs Hær fra alle Kanter. De, som fremmest vare, huggede med Sværd, de, som næst dennem vare, stunge med Spyd, og de Bagerste skjød og kastede med Spyd, Pile, Stene, Haandøxer, og hvad de kunde faae fat paa. Der skede da stort Nederlag paa begge Sider. Strax i første Anfald blev Arnliot Gelling, Gauka-Thorer og Afarfaste slagne med alt deres Folk, efterat de havde anrettet et stort Blodbad iblandt Fienderne. Striden blev nu meget farlig, og der Kong Olaf mærkede, at Mandskabet begyndte at tyndes foran Hovedbanneret, befalede han Thord Folesøn, sin Bannerdrager, at bære det længer frem. Selv fulgte han efter med de udsøgteste Folk og stred mandigen. Iblandt Andre nedlagde han med egen Haand Lehnshøvdingen Thorgeir af Qviststad. I det samme stødte Thord Bannerstagen i Jorden saa haardt, at den blev staaende, og han faldt død under Banneret. De tvende Skalde, Thorfind Mund og Gissør Guldbraa faldt ogsaa. Der Slaget begyndte, fortælles der, at det var deiligt Veir, og Solen skinnede klart, men strax efter blev Himmelen og Solen rød, og tilsidst blev det saa mørkt, som havde det været Nat, hvilket efter Rimelighed maa tilskrives et pludseligt Uveir eller Taage, men hvilket Overtroen siden udlagde som et Underværk. Dag kom nu, som Veiret var paa det tykkeste, frem, men da han ei ret kunde see, hvem han havde for sig, varede det endnu noget med Angrebet; dog vendte han sig tilsidst mod den venstre Fløi, hvor Rygerne og Horderne stode. Imidlertid vare Kong Olaf og Thorer Hund stødte paa hinanden og havde skiftet nogle Hug; Thorer fik vel et Saar i 118Haanden, men da Kongens Sværd ikke bed paa Rensdyrkoften, Thorer havde paa, raabte han til Bjørn Stallar: ”Slaa Hunden, som Jern ikke bider paa.” Bjørn vendte Øxen og slog til Thorer med Hammeren, saa han ravede, men dog greb denne sit Spyd og stak dermed Bjørn ihjel. Strax derpaa løb Thorstein Knarrarsmed, d. e. Skibsbygger, frem og hug til Kongen med en Øxe og rammede ham oven for det venstre Knæ. Denne Thorstein var en stor Drabsmand, og havde gjort Løfte at dræbe Kong Olaf, fordi denne engang havde i Mandebod frataget ham et nyt og kosteligt Skib. Find Arneson dræbte vel strax Thorstein, men da Kongen havde faaet det Hug, segnede han op til en Sten, kastede Sværdet, og bad Gud hjælpe sig. Da rendte Thorer Hund til ham med sit Spyd og traf ham, under Brynien, i Livet. Et Saar fik han og paa Halsen, som det menes, af Kalf Arneson. Af disse tre Saar fik Kong Olaf sin Bane. Klokken var da omtrent tre, og havde Slaget varet halvanden Time. Der han var slagen, faldt og de Fleste af dem, der vare gangne frem med ham. Dag Ringsøn var den eneste, som endnu holdt Striden vedlige, og havde han, paa den Fløi, hvor han stod, søgt saa haardelig frem, at Bønderne allerede vare paa Flugten, deres Fennike nedhuggen, og en stor Mængde, hvoriblandt de Rogalændiske Lehnshøvdinger Erland af Gerde og Aslak af Findø, falden. Man kaldte siden dette Dags Anfald Dags-Rid (d. e. Dags Storm-Anfald). Alle de af Olafs Hær, som endnu kunde føre Vaaben, søgte og hen til ham, der Kongen var falden. Men da Kalf, Thorer og Haarek kom til Undsætning med al deres Magt, blev Dag tilsidst overmandet og maatte give sig paa Flugten, hvor endnu Mange af hans Folk faldt; med de Øvrige, der adspredte sig til alle Sider, reddede han sig over Fjeldene hjem til Sverige. Bønderne forfulgte ikke de Flygtende 119langt; thi Høvdingerne vendte snart tilbage til Valpladsen, hvor Mange havde deres Venner og Frænder at søge blandt de Slagne. Ved denne Leilighed bleve mange Saarede frelste. Kalf søgte efter sine Brødre, og fandt Thorberg og Find, der af Mathed og Saar vare segnede omkuld. Der siges, at den Sidste kastede et Sax-Sværd (kort Sværd) efter ham og bebreidede ham haardelig hans Forræderi; men Kalf agtede det ikke, og lod sine Brødre bære bort og deres Saar randsage, der ei fandtes dødelige. Strax efter adspredtes Bondehæren, da hver drog hjem til Sit.

(C. M. Falsen).

Der bøndene kom frem mot Stiklestad, stod Kong Olafs hær oppstilt på høydene like for dem. De rykket langsomt frem, for å gi de Bagerste tid til å komme etter, og Olaf biede og noe med angrepet, da han ventet på dag. Kalf var fremst i Spidsen for sine folk, og der hærene var kommet hinannen så nær, at man kunne tale sammen, vekslet Kong Olaf og Kalf noen ord, hvorav det lot, som den Sidste ennå ikke var utilbøyelig til forlik; men Find, der var i Olafs hær, sa da: “det er Kalfs gamle merke, at jo søtere han taler, jo mer ondt har han i sinne.” I det samme gikk Thorer hund frem for banneret og ropte: “Fram, fram, bondemenn”! hvilket var Bøndernes Feltskrig; hvorpå der straks ble gjort krigsrop fra begge sider, og begynte da striden med Pile og spyd. Kongens hær gjorde, som han hadde befalt, straks et så skarpt anfall på bøndene, at disses slagorden måtte vike et godt stykke 117tilbake, og begynte allerede Mange av dem å se seg om etter flukten; maaskee hadde og slaget vært vundet, hadde Dag da vært fremkommen; men lenshøvdingene med deres folk holdt stand, og mens striden rasede grummest i midten av linjen, begynte bøndene å overfløye Olafs hær fra alle kanter. De, som fremst vare, huggede med sverd, de, som nest dem vare, stunge med spyd, og de Bagerste skjød og kastet med spyd, Pile, Steiner, håndøkser, og hva de kunne få fat på. Der skjedde da stort nederlag på begge sider. Straks i første anfall ble Arnliot Gelling, Gauka-Thorer og Afarfaste slagne med alt deres folk, etter at de hadde anrettet et stort blodbad iblant fiendene. Striden ble nå meget farlig, og der Kong Olaf merkede, at mannskapet begynte å tynnes foran Hovedbanneret, befalte han Thord Folesøn, sin Bannerdrager, å bære det lenger frem. Selv fulgte han etter med de udsøgteste folk og stred mandigen. Iblant andre nedla han med egen hånd Lehnshøvdingen Thorgeir av Qviststad. I det samme støtte Thord Bannerstagen i jorden så hardt, at den ble stående, og han falt død under banneret. De tvende skalder, Thorfind munn og Gissør Guldbraa falt også. Der slaget begynte, fortelles der, at det var deilig vær, og solen skinte klart, men straks etter ble himmelen og solen rød, og til sist ble det så mørkt, som hadde det været natt, hvilket etter rimelighet må tilskrives et plutselig uvær eller tåke, men hvilket overtroen siden utla som et underverk. Dag kom nå, som været var på det tykkeste, frem, men da han ei rett kunne se, hvem han hadde for seg, varte det ennå noe med angrepet; dog vendte han seg til sist mot den venstre fløy, hvor Rygerne og hordene stod. Imidlertid vare Kong Olaf og Thorer hund støtte på hinannen og hadde skiftet noen Hug; Thorer fikk vel et sår i 118hånden, men da Kongens sverd ikke bet på Rensdyrkoften, Thorer hadde på, ropte han til Bjørn Stallar: ”Slå hunden, som jern ikke biter på.” Bjørn vendte øksen og slo til Thorer med hammeren, så han ravet, men dog grep denne sitt spyd og stak dermed Bjørn ihjel. Straks derpå løp Thorstein Knarrarsmed, d. e. Skipsbygger, frem og hug til Kongen med en øks og rammet ham oven for det venstre kne. Denne Thorstein var en stor drapsmann, og hadde gjort løfte å drepe Kong Olaf, fordi denne engang hadde i Mandebod fratatt ham et nytt og kostelig skip. Find Arneson drepte vel straks Thorstein, men da Kongen hadde fått det Hug, segnet han opp til en Sten, kastet sverdet, og bad Gud hjelpe seg. Da rendte Thorer hund til ham med sitt spyd og traff ham, under brynjen, i livet. Et sår fikk han og på halsen, som det menes, av Kalf Arneson. Av disse tre sår fikk Kong Olaf sin bane. Klokken var da omtrent tre, og hadde slaget varet halvannen time. Der han var slagen, falt og de Fleste av dem, der var gangne frem med ham. Dag Ringsøn var den eneste, som ennå holdt striden vedlige, og hadde han, på den fløy, hvor han stod, søkt så haardelig frem, at bøndene allerede vare på flukten, deres Fennike nedhuggen, og en stor mengde, hvoriblandt de Rogalændiske Lehnshøvdinger Erland av Gerde og Aslak av Findø, falt. Man kalte siden dette Dags Anfald Dags-Rid (d. e. Dags Storm-anfall). Alle de av Olafs hær, som ennå kunne føre våpen, søkte og hen til ham, der Kongen var falt. Men da Kalf, Thorer og Haarek kom til unnsetning med all deres makt, ble Dag til sist overmannet og måtte gi seg på flukten, hvor ennå Mange av hans folk falt; med de Øvrige, der adspredte seg til alle sider, reddet han seg over fjellene hjem til Sverige. Bøndene forfulgte ikke de Flygtende 119langt; thi høvdingene vendte snart tilbake til valplassen, hvor Mange hadde deres venner og frender å søke blant de Slagne. Ved denne leilighet ble mange Saarede frelste. Kalf søkte etter sine brødre, og fant Thorberg og Find, der av matthet og sår var segnet omkuld. Der siges, at den Sidste kastet et Sax-sverd (kort sverd) etter ham og bebreidet ham haardelig hans forræderi; men Kalf aktede det ikke, og lot sine brødre bære bort og deres sår ransake, der ei fantes dødelige. Straks etter adspredtes Bondehæren, da hver drog hjem til Sit.

(C. M. Falsen).