Modige og kamplystne brøde Tyrolerne op Kl. 4 om Morgenen den 29de Mai for at begynde Dagens farefulde Gjerning. Ukjendte med Frygt, opluede af Haab og styrkede i Gud bare de deres Vaaben i Haand paa deres tidlige Vandring, og Ilden begyndte Kl. 6½, som snart blev levende og udbredte sig til alle Sider. De østerrigske Militære, som gik frivillige ud med dem til Striden, vare omtrent 900 i Tal med 6 Kanoner, og deres egen Styrke udgjorde 8000 Mand. En brav Tyroler, Jægercapitain Amman, der i tidligere Krige havde lært den lette Feldttjeneste blandt Østerrigerne, førte Forpostkjedens Mandskab, som holdt meget af ham, og med Glæde drak ham til i Morgenstunden, men om Aftenen havde den Sorg at see ham falde ved en af de sidste Kugler, som Bairerne udsendte. Oberstlieutenanterne Reissenfels og Ertel havde samme Commando som den 25de: hiin førte den høire, denne den venstre Fløi og Centret, og hver havde bestemte og ordnede Hobe af Bønderne, til hvilke vare føiede visse Compagnier af de Militære, og Bønderne bleve anførte 120af Mænd, hvis Mod lynede igjennem deres Øine, og flammende udtrykte sig i deres Heltebedrift i de største Farer. Joseph Speckbacher, der, som en anden David, alt som Barn havde fældet en Bjørn, og viist sig som den modigste Hyrde, som var udrustet med et Kjæmpelegeme og en levende Aand, førte paa høire Fløi en Hob af 600 Mand, og begyndte stormende Angrebet paa en af Broerne, fra hvilken han fordrev Fienderne og imodstod med Kjæmpekraft alle Storme. Fra en nærliggende Gaard, om hvilken man stred, kom en smuk Bondepige ud med en Anker Viin paa Hovedet for at kvæge de Stridende; en fiendtlig Kugle foer igjennem den, men hun tog den spøgende fra Hovedet, tilstoppede Hullerne og bad Folkene skynde sig at drikke, da hun ikkun havde to Hænder, og en anden Kugle snart kunde komme og tage dem. Capuzineren Joachim Haspinger førte Bønderne i Ertels Colonner, og han som Speckbacher fægtede som en Mand af Aand og Talent og som den, der har fast i Sinde at ofre Alt for Frihed og Fædreneland. Nær var han falden, da en Bairer stødte efter ham med Bajonetten, men en Tyroler lagde i Hast sin Geværpibe tæt ind til Paterens Hals bagfra og nedskjød Soldaten. Munkens Haar og Skjæg var forbrændt af Skud, som gik idelig forbi. Hærens Masse bestod af Tyrolere og de med dem forenede faa Compagnier af Østerrigere, under Sandværten Hofer, som trængte frem paa begge Sider af Hovedveien ned ad Bjerget Isel, og havde foran sig den af Bairerne besatte Stad Innsbruck, Abbediet Wiltau og den baierske Leir. Storm fulgte paa Storm, Slag paa Slag ved Broerne over Inn- og Sillfloden, i Passene og paa de bedst besatte og dominerende Stillinger deromkring. En almindelig Begeistring herskede i den hele Bondehær; Ingen agtede Livet eller Faren eller Smerten; de Saarede frabade sig al Hjælp for ikke derved 121at forhindre Nogen fra Striden; og Døende, som vare bragte hen i Ly under de nærmeste Træer, opflammede deres Brødre, som gik dem forbi, til Mod i Kampen, og forsikkrede dem, ”at de saae Himmelen aaben; thi de døde for Gud, Keiser og Fædreneland.”

(C. Hesselberg. ”Tyrolernes mærkelige Frihedskamp i 1809.” I den ”Norske Huusven”. Chrnia. 1829.)

Modige og kamplystne brøde tyrolerne opp Kl. 4 om morgenen den 29de mai for å begynne Dagens farefulle gjerning. Ukjente med frykt, opluede av håp og styrkede i Gud bare de deres våpen i hånd på deres tidlige vandring, og ilden begynte Kl. 6½, som snart ble levende og utbredte seg til alle sider. De østerrikske Militære, som gikk frivillige ut med dem til striden, vare omtrent 900 i tall med 6 kanoner, og deres egen styrke utgjorde 8000 mann. En brav tyroler, Jægercapitain Amman, der i tidligere kriger hadde lært den lette felttjeneste blant østerrikerne, førte Forpostkjedens mannskap, som holdt meget av ham, og med glede drakk ham til i morgenstunden, men om Aftenen hadde den sorg å se ham falle ved en av de siste kuler, som bayerne utsendte. Oberstløytnantene Reissenfels og Ertel hadde samme kommando som den 25de: hin førte den høyre, denne den venstre fløy og senteret, og hver hadde bestemte og ordnede Hobe av bøndene, til hvilke var føyet visse kompanier av de Militære, og bøndene ble anførte 120av menn, hvis mot lynede igjennom deres øyne, og flammende uttrykte seg i deres Heltebedrift i de største Farer. Joseph Speckbacher, der, som en annen David, alt som barn hadde felt en Bjørn, og vist seg som den modigste hyrde, som var utrustet med et kjempelegeme og en levende ånd, førte på høyre fløy en hop av 600 mann, og begynte stormende angrepet på en av broene, fra hvilken han fordrev fiendene og imodstod med kjempekraft alle Storme. Fra en nærliggende gård, om hvilken man stred, kom en smuk bondepike ut med en Anker vin på hodet for å kvege de Stridende; en fiendtlig kule foer igjennom den, men hun tok den spøkende fra hodet, tilstoppede hullene og bad folkene skynde seg å drikke, da hun ikkun hadde to hender, og en annen kule snart kunne komme og ta dem. Kapusineren Joachim Haspinger førte bøndene i Ertels kolonner, og han som Speckbacher fægtede som en mann av ånd og talent og som den, der har fast i sinne å ofre alt for frihet og fedreland. Nær var han falt, da en Bairer støtte etter ham med bajonetten, men en tyroler la i hast sin geværpipe tett inn til Paterens hals bakfra og nedskjød soldaten. Munkens hår og skjegg var forbrent av skudd, som gikk idelig forbi. Hærens masse bestod av tyrolere og de med dem forenede få kompanier av østerrikere, under Sandværten Hofer, som trengte frem på begge sider av hovedveien ned ad Bjerget Isel, og hadde foran seg den av bayerne besatte stad Innsbruck, Abbediet Wiltau og den baierske leir. Storm fulgte på Storm, slag på slag ved broene over Inn- og Sillfloden, i passene og på de best besatte og dominerende stillinger deromkring. En alminnelig begeistring hersket i den hele Bondehær; Ingen aktede livet eller faren eller smerten; de Saarede frabade seg all hjelp for ikke derved 121å forhindre noen fra striden; og Døende, som var brakte hen i ly under de nærmeste trær, opflammede deres brødre, som gikk dem forbi, til mot i kampen, og forsikret dem, ”at de så himmelen åpen; thi de døde for Gud, keiser og fedreland.”

(C. Hesselberg. ”Tyrolernes merkelige frihetskamp i 1809.” I den ”Norske Huusven”. Chrnia. 1829.)