Carl den tolvte nærmede sig, og begyndte sit Angreb først imod Fæstningen. Borgerne i Byen havde imidlertid nogen Rolighed, men derfor vare de ikke ledige. De havde bekostet sig en Stykpram, som de styrede om paa Vandet fra Sted til andet, hvor den kunde bruges med meest Fordeel; de havde oprettet imellem sig selv et Compagni Frivillige, som bestod af Kjøbmænd, Haandværkere og Tjenestefolk, hvilke gjorde Udfald saa tidt de saae, at Noget var at udrette til Tab og Skade for Fienden. Men endelig fik de Andet at tænke paa end at giøre Udfald. Carl, som mærkede, at Fæstningen ei saa let overgaves, med mindre han først havde Byen, vendte sig mod den: han førte selv sit Folk an og angreb en Morgen ganske tidlig. Alle Mand kom da i Gevær; mødte og sloge; men den overlegne Fiende kunde ei holdes ude. Skjøndt saagodtsom ethvert Skridt maatte kjøbes med Blod, gik han dog frem, og bemægtigede sig Byen.
115Men var Carl end bleven Herre over Gader og Huse var han dog derved ei bleven det over Borgerne selv. Efterat de ligesaa tappert som Krigsfolket havde stredet for Skandserne, ja endog for Gaderne, fordeelte de sig, Nogle til Fæstningen, Andre paa Prammen, Andre omkring i Fjeldene, Nogle omkring paa Lofter og i Kjeldere, og allevegne fra bleve de ved at fyre ind i Gaderne, fornemmelig fra Fæstningen, hvor Commandanten med sit Mandskab var hurtig og kjæk, deels af egen Drift, deels opmuntrede af nogle af de fornemste Borgere, som vare der tilstede. Hensigten med denne fortvarende Hidsighed var at jage Fienden ud igjen, paa det han ei under Skjul af Byens Huse skulde blive desto mægtigere mod Fæstningen. Dette lode de Kongen vide, da han, nogle Timer efter at have indtaget Byen, sendte en Trompeter til Fæstningen, for at bede om Stilstand paa en kort Tid; og dette overbeviste de ham om strax efter; thi da de saae, at Krud og Kugler ei vare virksomme nok til at jage ham bort, skrede de til det yderste Middel, de havde aftalt, nemlig at tænde Byen i Brand. Her blev da en af de ualmindeligste Scener, Historien maler. Borgerne løbe om og tændte Ild i deres egen By; Fienden løb om for at slukke; men for at denne ikke skulde faae Magt over Ilden, spillede Kuglerne fra Fæstningen og Prammen meest der, hvor Ilden flammede bedst efter Ønske. Hvor modig Carl den Tolvte end var af Naturen, og hvor meget han endog paa sine idelige Krigstog havde hærdet sig i Farer, maatte han dog her tabe Modet, og endnu samme Dag inden Aften rykke ud af Byen igjen. Medens han førte Folket ud, blev man endnu ved at forfølge ham og dem med hurtige Skud. Her faldt Mange. Man regnede de Svenskes Tab ialt til 1500 Mand, foruden adskillige høie Officierer, hvoriblandt vare Generallieutenant Delvig og Generalmajorerne Schommer og Schlippenbach.
116Videre end her kan vel neppe den patriotiske Nidkjærhed drives. Lykken eller rettere Forsynet føiede og disse kjække Mænds Ønsker, saa at Fæstningen, til hvis Frelse de havde seet deres By brænde, ei selv ængstet til Overgivelse. Carl, som var ubøielig i sine Forsætter, rustede sig vel til et nyt og haardere Angreb; men faa Dage efter slog Tordenskjold i Dynekilen. Dermed endte sig de Svenskes Angreb paa Norge for dette Aar. Siden efter kom de igjen tilbage, og nu var det atter deres Plan at erobre Fæstningen, ihvad det end skulde koste; men da faldt Kongen selv, og med ham faldt al deres Mod og Lyst til at vove videre mod et Sted, der hidtil havde kostet dem saa meget.
(Ove Malling. “Store og gode Handlinger.” Kbhvn.)