Da den historiske Skildring vælger sig til Stof enkelte, midt i Historien fremragende, Begivenheder og Bedrivter, saasom Feldtslag, Beleiringer, kjækt iværksatte Planer, og da det er dens Opgave at fremstille dem som om de foregik under Læserens Øine, er det naturligt, at den maa adskille sig fra den sædvanlige historiske Stiil ved nogen større Livlighed, Blomstring i Sproget og Omhyggelighed i Enkelthederne af Udførelsen. Det er ligesom om Fortællingens Fysiognomi belivedes og dens Pulse hævede sig ved Begeistringen af det interessantere Moment, som den har valgt sig. Nogen særegen Art danner den dog ikke; den er kun de mere glimrende og finere udarbeidede Led i den almindelige Histories Kjæde. Medens de store Forholde af dennes Malerier ikke tillade nogen bestemt Indfatning, saa at dens Figurer synes at bevæge sig paa en Baggrund af den aabne Natur eller den blaa Himmel, indbyde Penselfiinheden ved den historiske Skildring og Begrændsningen i en Ramme af afmaalt Tid til at betragte den som et Kabinetstykke i Nærheden. Selv hvor Skildringen 114ikke danner noget Heelt for sig, men er et Afsnit i et fortløbende Foredrag, antyder forskjellige Eiendommeligheder ved Stilen, at et saadant er indtraadt, at vi ere stødte paa en Episode, hvori Historieskriveren mere tør overlade sig til Indbildningskraften og sit Genies Eiendommeligheder. Personerne begynde pludselig at tale i Præsens, Livligheden fremkalder undertiden mundtlige Udbrud og Dialoger midt under Handlingen, Personerne charakteriseres i bestemte Omrids og Scenen for Begivenhederne afmales. Der er ogsaa Noget, som kaldes historisk Malerkonst, og som her kommer i Anvendelse.

Forskjellig fra den historiske Skildring er dog det saa kaldte historiske Maleri. Det tilhører Digtet og ikke Historien, da det kun henter Stoffet fra denne og kun henvender sig til Læserens Indbildningskraft. Denne Afart, hvorpaa ingen Literatur for øvrigt er rig, ligner de saa kaldte tableaux vivants (levende Malerier). Stilen i dem maa være særdeles kraftfuld og sammentrængt.

Da den historiske skildring velger seg til stoff enkelte, midt i historien fremragende, begivenheter og Bedrivter, saasom feltslag, beleiringer, kjekt iverksatte planer, og da det er dens oppgave å fremstille dem som om de foregikk under leserens øyne, er det naturlig, at den må adskille seg fra den sedvanlige historiske stil ved noen større livlighet, blomstring i språket og omhyggelighet i enkelthetene av utførelsen. Det er likesom om Fortællingens fysiognomi belivedes og dens Pulse hevet seg ved begeistringen av det interessantere moment, som den har valgt seg. Noen særegen art danner den dog ikke; den er kun de mer glimrende og finere udarbeidede Led i den alminnelige Histories kjede. Mens de store Forholde av dennes malerier ikke tillate noen bestemt innfatning, så at dens figurer synes å bevege seg på en bakgrunn av den åpne natur eller den blå himmel, innby penselfinheten ved den historiske skildring og begrensningen i en ramme av avmålt tid til å betrakte den som et kabinettstykke i nærheten. Selv hvor skildringen 114ikke danner noe helt for seg, men er et avsnitt i et fortløpende foredrag, antyder forskjellige eiendommeligheter ved stilen, at et sådant er inntrådt, at vi er støtte på en episode, hvori historieskriveren mer tør overlate seg til innbilningskraften og sitt Genies eiendommeligheter. Personene begynne plutselig å tale i presens, livligheten fremkaller undertiden muntlige utbrudd og dialoger midt under handlingen, personene karakteriseres i bestemte omriss og scenen for begivenhetene afmales. Der er også Noget, som kalles historisk malerkunst, og som her kommer i anvendelse.

Forskjellig fra den historiske skildring er dog det så kalte historiske maleri. Det tilhører diktet og ikke historien, da det kun henter stoffet fra denne og kun henvender seg til leserens Indbildningskraft. Denne avart, hvorpå ingen litteratur for øvrigt er rik, ligner de så kalte tableaux vivants (levende malerier). Stilen i dem må være særdeles kraftfull og sammentrengt.