Den engelske Flaade kommanderedes af Sir Hyde Parker, og Nelson var næstkommanderende. Det opvakte Misnøie i England, at Kommandoen ei overdroges Abukir-Helten, der nyligen havde modtaget de meest hædrende Beviser paa sin Konges Agtelse og Nationens høieste Bifald; men Parkers sindige Eftergivenhed og Agtelse for den store Søhelt jævnede tildeels de af dette Forhold opkomne Vanskeligheder. Nelson valgte sine egne Forholdsregler i Slaget, og adlød ei Overadmiralens. Den engelske Flaade bestod af 20 Linieskibe, 8 Fregatter, flere Bombardeer-Sluppe og Brigger. Af denne store Flaade detascherede Parker Admiral Nelson med 12 Linieskibe, hvoraf de fleste vare paa 74 Kanoner, mod Syd for at ødelægge den sydlige og svagere Deel af den danske Defensions Linie, medens Parker blev tilbage for at true den nordlige, og ved en fortræffelig Manøvre lykkedes det Nelson at overvinde store Vanskeligheder og 112bringe sin Flaade i den Stilling mod den danske Defensions-Linie, hvori den kunde gjøre størst Virkning.» Imidlertid svækkedes den engelske Styrke derved, at tvende af Flaadens store Skibe — Bellona og Russel — løb paa Grund, og kunde ikke tage Deel i Slaget. Nelsons Aandsnærværelse, som forbedrede de medbragte engelske Lodsers usikkre Veiledning, reddede Flaaden fra samme Skjebne. Natten før Slaget var den engelske Flaade udsat for stor Ulempe formedelst Nærheden af Strickers Batteri paa Amager. Derfra kastedes nemlig enkelte Bomber, som truede med ødelæggende Virkninger; men Bombekastningen ophørte, enten fordi der indtraf et Uheld ved Afskydningen, eller efter Befaling af Chefen for-Artillerikorpset Oberst Mechlenburg, eller fordi Communicationen med Landet var afbrudt. Saa vis var imidlertid Nelson paa sin Seier, at han skal have lovet Parker at ødelægge det danske Søværn i en Times Tid; men flere lange Timer anvendtes paa denne blodige Kamp.

Medens saaledes Kirkeklokkernes Klang den hellige Skjærtorsdag 2den April kaldte Folket til Guds Huus i Danmarks Hovedstad, gled denne frygtelige Krigsflaade, begunstiget af en føielig Sydostvind fra Kongedybet under Admiral Nelsons Kommando mod det danske Søværn, hvoraf den ene Trediedeel formedelst sin Beliggenhed kom lidet i Ilden. Den danske Kommandør, Olfert Fisker, gav Ordre til at aabne Slaget Klokken 10½, da den engelske Flaade nærmede sig Skudvidde. Slaget varede i 4½ Time, og ikke alene i Fiskers glimrende Beskrivelse over de Danskes Tapperhed, men og af Fienden selv tilstodes det, at Forsvaret fra dansk Side udførtes med mageløs Udholdenhed og Mod. Det paastodes i Fiskers Beretning, at den engelske Ild mod Slutningen af Slaget var betydeligen svækket, at flere engelske Skibe, hvoriblandt Nelsons eget, tilsidst kun skjød med enkelte Kanoner, 113ja at endog et Par Orlogsskibe havde strøget, men ved tilkommende Hjælp heisede deres Flag igjen. Anderledes lød vist nok den engelske Beretning, efter hvilken Fordelen ganske havde været paa Englændernes Side, Tabet af Mandskab sexdobbelt større paa de danske Skibe end paa de engelske, hele den sydlige Defensionslinie deels ødelagt, deels erobret, en stor Mængde Fanger gjort, og den engelske Flaade bragt i en Stilling, saa Kjøbenhavns Bombardement kunde begyndes med tilbørlig Virkning, dersom ikke Danmark underkastestede sig de af England gjorte Freds-Tilbud. Historien maa her, som saa ofte, bevæge sig i Midten mellem de forskjelligste Beretninger.

(J. Aall. “Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800—1815. Chnia 1844.)

Den engelske flåte kommanderedes av Sir Hyde Parker, og Nelson var nestkommanderende. Det opvakte misnøye i England, at kommandoen ei overdroges Abukir-helten, der nylig hadde mottatt de mest hedrende Beviser på sin Konges aktelse og nasjonens høyeste bifall; men Parkers sindige ettergivenhet og aktelse for den store Søhelt jævnede til dels de av dette forhold opkomne vanskeligheter. Nelson valgte sine egne forholdsregler i slaget, og adlød ei Overadmiralens. Den engelske flåte bestod av 20 Linieskibe, 8 fregatter, flere bombarder-Sluppe og brigger. Av denne store flåte detascherede Parker Admiral Nelson med 12 Linieskibe, hvorav de fleste var på 74 kanoner, mot Syd for å ødelegge den sydlige og svakere del av den danske Defensions linje, mens Parker ble tilbake for å true den nordlige, og ved en fortreffelig manøvre lyktes det Nelson å overvinne store vanskeligheter og 112bringe sin flåte i den stilling mot den danske Defensions-linje, hvori den kunne gjøre størst virkning.» Imidlertid svækkedes den engelske styrke derved, at tvende av Flaadens store skip — Bellona og Russel — løp på grunn, og kunne ikke ta del i slaget. Nelsons åndsnærværelse, som forbedrede de medbrakte engelske losers usikre veiledning, reddede flåten fra samme skjebne. Natten før slaget var den engelske flåte utsatt for stor ulempe formedelst nærheten av Strickers batteri på Amager. Derfra kastedes nemlig enkelte bomber, som truet med ødeleggende virkninger; men Bombekastningen opphørte, enten fordi der inntraff et uhell ved Afskydningen, eller etter Befaling av sjefen for-Artillerikorpset oberst Mechlenburg, eller fordi kommunikasjonen med landet var avbrutt. Så vis var imidlertid Nelson på sin seier, at han skal ha lovet Parker å ødelegge det danske Søværn i en Times tid; men flere lange timer anvendtes på denne blodige kamp.

Mens således Kirkeklokkernes klang den hellige skjærtorsdag 2den april kalte folket til Guds Huus i Danmarks hovedstad, gled denne fryktelige krigsflåte, begunstiget av en føyelig Sydostvind fra Kongedybet under Admiral Nelsons kommando mot det danske Søværn, hvorav den ene tredjedel formedelst sin beliggenhet kom lite i ilden. Den danske kommandør, Olfert fisker, ga ordre til å åpne slaget klokken 10½, da den engelske flåte nærmet seg Skudvidde. Slaget varte i 4½ time, og ikke alene i Fiskers glimrende beskrivelse over de Danskes tapperhet, men og av fienden selv tilstodes det, at Forsvaret fra dansk side udførtes med makeløs utholdenhet og mot. Det paastodes i Fiskers beretning, at den engelske ild mot Slutningen av slaget var betydelig svekket, at flere engelske skip, hvoriblandt Nelsons eget, til sist kun skjød med enkelte kanoner, 113ja at endog et par orlogsskip hadde strøket, men ved tilkommende hjelp heisede deres flagg igjen. Annerledes lød vist nok den engelske beretning, etter hvilken Fordelen ganske hadde vært på Englændernes side, tapet av mannskap seksdobbelt større på de danske skip enn på de engelske, hele den sydlige Defensionslinie dels ødelagt, dels erobret, en stor mengde fanger gjort, og den engelske flåte brakt i en stilling, så Kjøbenhavns bombardement kunne begynnes med tilbørlig virkning, dersom ikke Danmark underkastestede seg de av England gjorte Freds-tilbud. Historien må her, som så ofte, bevege seg i midten mellom de forskjelligste beretninger.

(J. Aall. “Erindringer som bidrag til Norges historie fra 1800—1815. Chnia 1844.)