Den Tid, der var bleven fastsat til at begynde Korstoget, 15de August 1096, syntes mange af de ivrigste alt for langt borte. Peter af Amiens, som var vedbleven at drage om i Landene at prædike, viste sig allerede i Foraaret 1096 for Gottfried af Bouillon i Spidsen for femtentusinde Mand, 110allehaande sammenrapset Pak uden ordentlige Vaaben og uden al Disciplin og Orden. Gottfried, enten af Klogskab, for ei at have Noget at bestille med dette Pak, eller i blind Tillid til Forsynet, raadede Peter til at drage forud, og lovede at følge snart efter. Med Peter forenede sig en anden Eventyrer, en fransk Adelsmand, Walther Pereio, med en Skare forarmede franske Riddere, og Peter antog ham og siden hans Brodersøn Walther, som man formedelst hans Armod kaldte Habenichts, Sansavoir, til sin Næstkommanderende. Hæren, som underveis voxede som en Snebold, gik langs Donau gjennem Ungarn. En Præst, Gottschalck, samlede ligeledes en Sværm paa tolvtusind Mand i Rhinegnene og drog efter Peter; en Grev Emich samlede sammesteds ogsaa tolvtusinde Mand, men under Foregivende af en Aabenbaring, der befalede ham at hævne den Forsmædelse, som var vederfaret Christi Kors, ei alene paa Hedningerne, men ogsaa paa Jøderne, begyndte han i Maynz og andre Stæder ved Rhin at forfølge disse med blodig Grusomhed. Alle, som ei vilde lade sig døbe, bleve ombragte, eller ombragte sig i Fortvivlelse selv. Kun Faa af Gottschalcks og Emichs Skarer kom længere end til Ungarn; formedelst deres Vold og Røverier bleve de allerede her oprevne. Inden Begyndelsen af Sommeren vare over tohundredetusinde Korsfarere saaledes dragne ud fra Tydskland og Frankrige. Igjennem Tydskland, i Førstningen tillige i Ungarn, gik det nogenlunde godt med Walther og Peter, og de betalte de Levnetsmidler de fik. Men snart manglede der Penge; Peter af Amiens var ikke Mand for at holde de tøilesløse Skarer i Orden, de begyndte at plyndre, og skaffede sig ved deres Voldsomheder Alle til Fiender. Walther Habenichts sendtes fra Ungarn forud med en Hovedafdeling af Hæren; hans Hær blev næsten opreven af Bulgarerne, og kun med Levninger af den naaede han Constantinopel; Peter, 111som fulgte efter, havde samme Skjæbne. I Constantinopel opførte disse Korsfarere sig saa slet, at Keiser Alexius Comnenus var glad ved at blive dem hastig qvit, og føiede dem i deres Ønske, saa hastig muligt at sætte dem over Bosporus. I Forasien bleve de indbyrdes uenige, hvilket gjorde dem til et saameget lettere Bytte for Seldschukkerne. De bleve aldeles slagne ved Nicæa af Sultanen i Rum, Kilidsch Arslan; Walther Habenichts faldt; Peter havde kort forud reddet sig til Constantinopel; kun tretusinde Mand, som paa Keiserens Forbøn frigaves, kom tilbage over Bosporus, og vare den sørgelige Levning af tohundredetusinde, som i Foraaret vare uddragne.
(A. Lassen.)