Saa klog og vel beregnet end Hakons Foranstaltning med at inddele Landet i Skibreder var, for snart at faae en anseelig Flaade i Søen, saa viste det sig dog, at den ikke var tilstrækkelig til at afværge en Overrumpling; thi allerede Aaret efter det sidste Nederlag vare Eriks Sønner igjen paa Færde (958). Med en udsøgt Flaade og en talrig Hær af danske Hjælpetropper seilede de ud fra Vendsyssel, den nordligste Deel af Jylland, og da de vare komne under Agder i Norge, fortsatte de Reisen nordefter baade Dag og Nat, stedse holdende sig saa langt fra Landet, at de ikke kunde sees derfra. Paa denne Maade kom de til Ulfasund i Nordfjord, søndenfor Stat. Hakon, for ikke mere at komme til Thrøndernes Offersteder eller maaskee af andre Grunde, havde opslaaet sin Bopæl paa Mørene, og var den Tid paa Øen Freidø paa Søndmør, paa en af de Gaarde, men aldeles uberedt til at tage imod en Fiende, da han ikke havde andre hos sig end sine Hofsinder og de Bønder, han havde budet til sig. Under saadanne Omstændigheder var det en Lykke for ham, at Eriks Sønner maatte ligge syv Dage for Modvind i Ulfasund; thi derved fik de Omkringboende Leilighed til, ved Budskab over det indre Eide imellem Nordfjord og Søndmør, at underrette ham om de Danskes Ankomst. Hakon lod strax sammenkalde de klogeste Mænd, som vare der tilstede, og beraadede sig med dem, om han skulde møde Eriks Sønner med den Magt, han havde, eller drage nord i Landet og samle flere Folk. Egil Ullserk hed en Bonde, som der var. Han var da meget til Alders og boede paa sin Gaard, men havde i yngre Aar indlagt sig stor Ære ved Manddom og Tapperhed, og i lang Tid været Harald Haarfagers Bannerdrager eller Mærkesmand. “I flere Træfninger, sagde han, var jeg med din Fader, Kong Harald, og stred 106han stundom med meget Folk, stundom med lidet, og fik dog altid Seier. Aldrig hørte jeg hannem begjære det Raad af sine Venner, at de skulde lære hannem at flye, og ville vi ei heller lære dig det Raad, Konge! thi os tykkes at vi have en tapper Høvding og skulle og følge dig trøsteligen.” Disse Ord bleve af Mange bifaldte, og da Kongen ogsaa erklærede at ville stride med de Folk, han kunde faae, saa blev det saa besluttet. Kongen lod da strax opskjære Hærrør eller Krigspiil (Budstikke), som blev udsendt til alle Kanter. Saasnart han havde faaet 9 Skibe samlede, lagde han ud i Freidø- eller Freiersund (nu Ristesund). Eriks Sønner kom, der de fornam hvor Kongen var, norden om Stat, og lagde til samme Ø Freidø, søndenfor Freiersberg. De havde 20 Skibe, der desuden maae have været meget større end Hakons; thi der siges, at der var sex mod een. Hakon sendte dem Bud og bad dem gaae i Land, sigende, at han havde ladet afmaale dem en Valplads paa Rastarkalf, hvor der var store og slette Volde med en ovenfor beliggende lav, jevnt hældende Bakke eller Brink. Eriks Sønner ginge da paa Land og angrebe Hakon, der havde gjort sin Slagorden saa lang som muligt, for ei at omringes. Imidlertid havde han, paa gamle Egils Forlangende, ladet denne faae ti Mand og ti Faner, hvormed han lagde sig i Baghold bag den foromtalte Brink. Som nu Striden var paa det haardeste, lod Egil sine Folk, som han havde opstillet med et langt Mellemrum imellem hver, paa eengang stikke Fanerne i Veiret og rykke frem med stort Skrig. Synet af Fanerne og Skriget udbredte øiebliklig almindelig Skræk iblandt Fienderne, der troede, at en stor Hær var i Anmarsch for at afskjære dem Tilbagetoget. Flugten blev snart almindelig, og Alle kappedes om at naae Skibene. Vel mærkede Gamle, en af Eriks Sønner, Listen og søgte igjen at fornye Striden. Det lykkedes ham og at samle de Norske, 107der vare med ham, men da de Danske ikke kunde bringes til at standse, saa var han nu svagere end Hakon og blev efter tapper Strid dreven paa Flugt. Ikke bedre gik det hans Brødre, der endnu vilde gjøre et Forsøg paa at undsætte ham. Gamle faldt paa Flugten til Skibene, som han svømmende søgte at naae.

I dette blodige og berømte Slag faldt ligeledes den gamle Egil Ullserk efter de største Manddomsbedrifter, og fandtes han omringet af en Dynge af slagne Fiender. Han havde glædet sig over, nu at kunne ende sit Liv i Kampen, da han ellers havde frygtet for at maatte døe af Alderdom paa Bænkehalmen. Hakon lod sig det fremfor Alt være magtpaaliggende at skaffe denne tappre Stridsmand, der saa meget havde bidraget til Slagets heldige Udfald, en Begravelse, der kunde forplante hans Navn til Efterverdenen. I den Hensigt lod han de efterladte fiendtlige Skibe trække langt op paa Land. I et af dem lod han Egil sætte eller lægge, og med ham saa mange, der kunde rummes, af faldne Norske. Man tildæ.kede derpaa det Hele med Jord og Stene, til det blev en stor Høi, og der ovenpaa reiste man høie Bautastene, som endnu stode der i Snorres Tid. I de øvrige Skibe lagde man de slagne Fiender og opkastede ligeledes Høie over dem. Efter sikkre Beretninger skal der endnu paa Gaarden Ristesund findes tolv saakaldte Kjæmpegrave eller Dynger af Kampestene, hvoraf de Fleste have usædvanlig Størrelse.

(C. M. Falsen. ”Norges Historie under Kong Harald Haarfager og hans mandlige Descendenter.” Chrnia 1823.)

Så klok og vel beregnet enn Hakons foranstaltning med å inndele landet i Skibreder var, for snart å få en anselig flåte i sjøen, så viste det seg dog, at den ikke var tilstrekkelig til å avverge en overrumpling; thi allerede året etter det siste nederlag var Eriks sønner igjen på ferde (958). Med en utsøkt flåte og en talrig hær av danske hjelpetropper seilte de ut fra Vendsyssel, den nordligste del av Jylland, og da de var kommet under Agder i Norge, fortsatte de reisen nordefter både Dag og natt, stedse holdende seg så langt fra landet, at de ikke kunne sees derfra. På denne måte kom de til Ulfasund i Nordfjord, sønnenfor stat. Hakon, for ikke mer å komme til trøndernes offersteder eller maaskee av andre grunner, hadde oppslått sin bopel på Mørene, og var den tid på Øen Freidø på Søndmør, på en av de Gaarde, men aldeles uberedt til å ta imot en fiende, da han ikke hadde andre hos seg enn sine Hofsinder og de bønder, han hadde budet til seg. Under sådanne omstendigheter var det en lykke for ham, at Eriks sønner måtte ligge syv dager for motvind i Ulfasund; thi derved fikk de Omkringboende leilighet til, ved budskap over det indre eide imellom Nordfjord og Søndmør, å underrette ham om de Danskes ankomst. Hakon lot straks sammenkalle de klokeste menn, som var der til stede, og beraadede seg med dem, om han skulle møte Eriks sønner med den makt, han hadde, eller dra nord i landet og samle flere folk. Egil Ullserk het en Bonde, som der var. Han var da meget til Alders og bodde på sin gård, men hadde i yngre år innlagt seg stor ære ved manndom og tapperhet, og i lang tid vært Harald Haarfagers Bannerdrager eller merkesmann. “I flere trefninger, sa han, var jeg med din far, Kong Harald, og stred 106han stundom med meget folk, stundom med lite, og fikk dog alltid seier. Aldri hørte jeg ham begjære det råd av sine venner, at de skulle lære ham at flye, og ville vi ei heller lære deg det råd, Konge! thi oss tykkes at vi har en tapper høvding og skulle og følge deg trøsteligen.” Disse ord ble av Mange bifaldte, og da Kongen også erklærede at ville stride med de folk, han kunne få, så ble det så besluttet. Kongen lot da straks opskjære Hærrør eller Krigspiil (Budstikke), som ble utsendt til alle kanter. Så snart han hadde fått 9 skip samlede, la han ut i Freidø- eller Freiersund (nå Ristesund). Eriks sønner kom, der de fornam hvor Kongen var, norden om stat, og la til samme Ø Freidø, sønnenfor Freiersberg. De hadde 20 skip, der dessuten må have vært meget større enn Hakons; thi der siges, at der var seks mot een. Hakon sendte dem bud og bad dem gå i land, sigende, at han hadde latt avmåle dem en valplass på Rastarkalf, hvor der var store og slette Volde med en ovenfor beliggende lav, jevnt hellende Bakke eller Brink. Eriks sønner ginge da på land og angrep Hakon, der hadde gjort sin slagorden så lang som mulig, for ei å omringes. Imidlertid hadde han, på gamle Egils forlangende, ladet denne få ti mann og ti faner, hvormed han la seg i bakhold bak den foromtalte Brink. Som nå striden var på det hårdeste, lot Egil sine folk, som han hadde oppstilt med et langt mellomrom imellom hver, på en gang stikke fanene i været og rykke frem med stort skrik. Synet av fanene og skriket utbredte øyeblikkelig alminnelig skrekk iblant fiendene, der trodde, at en stor hær var i Anmarsch for at afskjære dem tilbaketoget. Flukten ble snart alminnelig, og alle kappedes om at nåe skipene. Vel merkede Gamle, en av Eriks sønner, listen og søkte igjen å fornye striden. Det lyktes ham og å samle de Norske, 107der var med ham, men da de Danske ikke kunne bringes til å stanse, så var han nå svakere enn Hakon og ble etter tapper strid dreven på flukt. Ikke bedre gikk det hans brødre, der ennå ville gjøre et forsøk på å unnsette ham. Gamle falt på flukten til skipene, som han svømmende søkte at nåe.

I dette blodige og berømte slag falt likeledes den gamle Egil Ullserk etter de største manndomsbedrifter, og fantes han omringet av en dynge av slagne fiender. Han hadde gledet seg over, nå å kunne ende sitt liv i kampen, da han ellers hadde fryktet for å måtte dø av alderdom på benkehalmen. Hakon lot seg det fremfor alt være maktpåliggende å skaffe denne tappre stridsmann, der så meget hadde bidraget til Slagets heldige utfall, en begravelse, der kunne forplante hans navn til etterverdenen. I den hensikt lot han de etterlatte fiendtlige skip trekke langt opp på land. I et av dem lot han Egil sette eller legge, og med ham så mange, der kunne rommes, av falne Norske. Man tildæ.kede derpå det hele med jord og Steiner, til det ble en stor Høi, og der ovenpå reiste man høye Bautastene, som ennå stod der i Snorres tid. I de øvrige skip la man de slagne fiender og opkastede likeledes Høye over dem. Etter sikre beretninger skal der ennå på gården Ristesund finnes tolv såkalte Kjæmpegrave eller dynger av Kampestene, hvorav de Fleste have usedvanlig størrelse.

(C. M. Falsen. ”Norges historie under Kong Harald Haarfager og hans mannlige Descendenter.” Chrnia 1823.)