I mangfoldige Tider hørtes nu og da Vaabengny under Kronborg Fæstning. Ingen vidste noget derom at sige, og i det ganske Land var ikke En, som fordristede sig at stige ned igjennem de underste Gange. Da blev det Vilkaar givet en Slave, som havde forbrudt sit Liv, at han skulde være fri og have sin Skyld eftergiven, om han, ved at nedstige saa dybt som Gangen førte, kunde bringe Beretning om hvad han der forefandt. Da kom han omsider til en stor Jerndør, som af sig selv aabnedes, idet han bankede derpaa; og nu saae han foran sig en dyb Hvælving. Midt under Loftet hang en næsten udbrændt Lampe, og nedenunder stod et mægtigt stort Steenbord, omkring hvilket staalklædte Kjæmper sadde nedbøiede og hvilede deres Hoveder paa korslagte Arme. Da reiste den sig op, der sad ved Bordenden. Det var Holger Danske. Men i det han løftede Hovedet fra Armen, brast Steenbordet heeltigjennem; thi hans Skjæg var ivoxet. ”Ræk mig din Haand!” sagde han til Slaven; men denne vovede ikke at give ham Haanden, rakte ham derfor en Jernstang, hvilken Holger knugede saa, at det blev kjendeligt deri. Endeligen slap han den med de Ord: ”Nu! det glæder mig, at der dog endnu ere Mænd i Danmark!”
(J. M. Thiele. ”Danske Folkesagn.” Kjøbenhavn 1818.)