Hallingdølerne skulle i Fortiden have været haarde og ustyrlige Folk, der havde behandlet flere Præster saa ilde, at Ingen vilde søge didhen. Endelig vovede en dansk Mand, 82der var bekjendt for sin usædvanlige Styrke, at drage derop. Blandt andre Oldtids Skikke fandtes da ogsaa den, at hver Bonde mødte bevæbnet ved Kirken, hvor han i det saa kaldte Vaabenhuus indsatte sin Øxe, medens Prædiken varede. Naar Gudstjenesten var tilende, og enhver vilde tage sin Øxe, opstod der som oftest Klammeri, der ikke sjelden endtes med Drab. For at forhindre saadan Uorden udkom der en Forordning, som forbød Bønderne at komme bevæbnede til Kirke. Ikke desto mindre kom en gammel stolt Bonde til Kirken med sin Øxe i Hænde. Da Præsten saae denne Overhørighed, gik han ham imøde med de Ord: ”Kjender Du ikke Kongens Bud?” og fratog ham med et rask Greb Øxen i hele Almuens Paasyn. En saadan Fornærmelse skar den stolte Bonde i Hjertet. Han blev syg, og paa sit Dødsleie fordrede han af sin unge Søn, at han skulde fordre Bod af Præsten for Øxen. Disse den døende Faders sidste Ord lode Sønnen hverken faae Rist eller Ro. En Aften, da Præsten sad ene i sit Studerekammer, traadte Sønnen ind, og blev staaende med sit Gevær ved Døren. ”Hvad vil Du, min Søn?” sagde Præsten, idet han blev ham vaer. ”Jeg kommer for at fordre Bod for min Faders Øxe”, svarede denne. Disse med Fasthed udtalte Ord sloge Præsten, der erindrede den offentlige Beskjæmmelse, han havde tilføiet Faderen, og idet han gik hen til sin Boghylde og udtog en Bibel, sagde han: ”Den skal Du faae. Se her, min Søn, er det Kjæreste, jeg eier i Verden, tag den til Bod for din Faders Øxe.” Ynglingen rørtes saaledes ved denne Præstens høitidelige Tiltale, at han faldt ham tilfode, tilstod, at det havde været hans faste Beslutning at skyde ham, bad om Tilgivelse, og blev fra den Dag Præstens fortrolige Ven og trofaste Medhjælper.

(A. Faye.)

Hallingdølene skulle i fortiden have vært harde og ustyrlige folk, der hadde behandlet flere prester så ilde, at Ingen ville søke didhen. Endelig vovede en dansk mann, 82der var bekjent for sin usedvanlige styrke, å dra derop. Blant andre Oldtids Skikke fantes da også den, at hver Bonde møtte bevæpnet ved kirken, hvor han i det så kalte våpenhus innsatte sin øks, mens prediken varte. Når gudstjenesten var til ende, og enhver ville ta sin øks, opstod der som oftest klammeri, der ikke sjelden endtes med drap. For å forhindre sådan uorden utkom der en forordning, som forbød bøndene å komme bevæbnede til kirke. Ikke desto mindre kom en gammel stolt Bonde til kirken med sin øks i Hænde. Da presten så denne overhørighet, gikk han ham imøte med de ord: ”Kjenner Du ikke Kongens bud?” og fratok ham med et rask grep øksen i hele Almuens påsyn. En sådan fornærmelse skar den stolte Bonde i hjertet. Han ble syk, og på sitt dødsleie fordret han av sin unge sønn, at han skulle fordre Bod av presten for øksen. Disse den døende Faders siste ord lot sønnen hverken få Rist eller ro. En Aften, da presten satt ene i sitt Studerekammer, trådte sønnen inn, og ble stående med sitt gevær ved døren. ”Hva vil Du, min sønn?” sa presten, idet han ble ham vaer. ”Jeg kommer for å fordre Bod for min Faders øks”, svarede denne. Disse med fasthet uttalte ord slo presten, der erindret den offentlige beskjemmelse, han hadde tilføyet Faderen, og idet han gikk hen til sin bokhylle og udtog en Bibel, sa han: ”Den skal Du få. Se her, min sønn, er det kjæreste, jeg eier i verden, ta den til Bod for din Faders øks.” Ynglingen rørtes således ved denne prestens høytidelige tiltale, at han falt ham tilfode, tilstod, at det hadde vært hans faste beslutning at skyde ham, bad om tilgivelse, og ble fra den dag Præstens fortrolige venn og trofaste medhjelper.

(A. Faye.)