77

Grumt havde Pesten gjennem Norge faret,hiin gridske Landfarsot, den sorte Død;Faa havde Herrens Naade kun bevaret,mens Tusinder som Dødens Rov laae strøed’.Men der, hvor hele Slægter vare døde,i mange Aar laa Egnen tom og øde.

Thi fra de Faa, som Liv og Redning vunde,gik langsomt nye Slægter ud igjen;og mange Aar henrandt, før disse kundesig sprede til de fjerne Ørkner hen.Men høie, tætte Skove snart fremgroede,hvor Ploven gik og lave Huse stode.

Kun hist og her et Herrens Huus var grundet,hvis Mure havde trodset Tidens Vægt;paa sælsom Viis i Skovens Skjul gjenfundettilsmilte det nu huldt den nye Slægt.Saa vil jeg Eder om en Kirke melde,der sælsomt hittet blev blandt Valdris Fjelde.

Det var for længe, længe velengang ved Vintertid,mens Sneen dækte Dal og Fjeldalt med sin Dug saa hvid,da gik en Gut med modig Trodsmod Faren ud paa Ski,at fælde Skovens Ulv og Losog Bjørnen i dens Hi.

Forfølgende hver Lyd, hvert Sporaf Skovens vilde Hær78paa Skien rask afsted han foerimellem Krat og Træer.Snart førte ham hans djærve Moddybt ind i Skoven vid,hvor endnu ingen Vandrer stodalt siden Pestens Tid.

Og harm, at ei endnu han fikstødt noget Udyr ned,saa standser han et Øieblikde snare Jægerfjed.Da seer han høit i Granetopfjernt i den tætte Skoven Fugl, og spænder Buen op:“Du est dog vel mit Rov.”

Fra stærke Bue Pilen fløiad dristig maalte Vei;men Fuglen sad for fjern, for høi,og Skuddet traf den ei.Men som igjennem Skoven trangsig Pilen kraftig skjød,for Skyttens Øre brad en Klangsom af en Klokke lød.

Forbauset lytted’ han dertil,og blev lidt bleg om Kind;thi Sagn om onde Magters Spilde randt ham brat i Sind.Men som et Værn mod Troldes Listhan frem sit Ildjern tog,og med en Bøn til Jesum Christtregange Ild han slog.79Betrygget saa, med freidig Ganghan skrider fremad dadid, hvor den klare Klokkeklangham havde tonet fra.Og som han saadan fremad gaaeri vildene Natur,medeet han standse maa, og staaerforan en vældig Muur.

Og se! det er et Herrens Huus,foran hvis Muur han staaer.Mens Bondens Hytte sank i Gruusstod det i Rad af Aar;staaer som i fjerne Old det stod,da efter Bønnen varmde bange Skarer det forlodmed Døden alt i Barm.

End aabne, som paa Nødens Dag,de Taarneluger staae,igjennem hvilke Pilens Slagtil Klokkens Malm fik naae;og Kirkens Dør staaer aaben end,som den blev efterladt,da sidste Mand fra Kirken heni Døden iilte bradt.

At aabne Dør med Andagts Fjedgaaer freidig Skytten ind,og staaer i Kirkens Dunkelhedmed hellig Glød paa Kind.End blinker Kalkens gyldne Glandsfra duget Alterbord,80og Frelseren med Tornekrandsseer ned fra Kirkens Chor.

Ærbødig nærmer Skytten sigog fro til Altrets Fod,at bøie Knæ ydmygeligfor Verdens Frelser god;da pludselig en sælsom Lydfra Alterbord udgaaer,som Bamsens Drøn, naar Jagtens Spyddybt i dens Bringe staaer.

Og se! en Bjørn har redt sin Hii Alterbordets Ly,da Vintrens Snee fra Skovens Stiden bød til Dvalen tye.Af Vintersøvnen pludseligopvakt ved Klokkens Klangvredtbrummende den reiser sigmod Skyttens djærve Gang.

Men hurtig sidder Skyttens Spjuddybt i dens laadne Bryst,og døende den farer udomsonst til harmfuld Dyst.Fra vilden Skov, som dristigenholdt Herrens Huus omgroed,et Soneoffer falder denved Altret i sit Blod.

Men Skytten iler hjertefroalt ved sit skjønne Fund,tilbage hvor hans Frænder boei nys bebygget Rund,81og melder hvad ham vederfoeri Skovens Øde hist.Fro lytte Alle til hans Ord,og love Jesum Christ.

Snart Skoven sank, som Herrens Huus omgroede,nedfældt af fromme Dalesønners Haand;om den gjenfundne Kirke snart der boedeen Slægt med kraftfuld Arm og kjærlig Aand;og mellem Kirkens Mure Gud til Ærelød atter Sang og Bøn af christen Lære.

Den første Gaard blev nær ved Kirken bygget,just der, hvor Skytten hørte Klokkens Klang,og stod til, ved sit Ildjerns Kraft betrygget,han rettede mod Lydens Kant sin Gang.I Gaardens Navn man Mindets Stemme hører;thi Navn af Ildjernsstad endnu den fører.

Urokket end den gamle Kirke standermed tykke Mure og med spaanlagt Tag;end hænger i dens Chor — et Seiersbanner —den fældte Bamses Skind den Dag idag.Og vidt igjennem Nabosognes Daleom Hedals-Klokkens Klang gaaer Ry og Tale.

(C. N. Schwach. Af “Samlede Digte.” 1. B. Christiania 1837.)

77

Grumt hadde pesten gjennom Norge faret,hin gridske Landfarsot, den sorte død;Få hadde Herrens Naade kun bevaret,mens Tusinder som Dødens Rov lå strøed’.Men der, hvor hele slekter vare døde,i mange år lå Egnen tom og øde.

Thi fra de Faa, som Liv og redning vunde,gikk langsomt nye slekter ut igjen;og mange år henrandt, før disse kunnesig sprede til de fjerne ørkener hen.Men høye, tette skoger snart fremgroede,hvor plogen gikk og lave hus stod.

Kun hist og her et Herrens Huus var grunnet,hvis murer hadde trosset Tidens vekt;på selsom vis i Skovens skjul gjenfunnettilsmilte det nå huldt den nye slekt.Så vil jeg Eder om en kirke melde,der selsomt hittet ble blant Valdris fjell.

Det var for lenge, lenge velengang ved vintertid,mens Sneen dekte dal og Fjellalt med sin Dug så hvit,da gikk en Gut med modig trassmot faren ut på ski,å felle Skovens Ulv og Losog bjørnen i dens Hi.

Forfølgende hver lyd, hvert sporav Skovens ville hær78på Skien rask av sted han forimellom Krat og trær.Snart førte ham hans djerve motdypt inn i skogen vid,hvor ennå ingen Vandrer stodalt siden Pestens tid.

Og harm, at ei ennå han fikkstøtt noe udyr ned,så stanser han et øyeblikkde snare Jægerfjed.Da ser han høyt i granetoppfjernt i den tette skogen fugl, og spenner buen opp:“Du est dog vel mitt Rov.”

Fra sterke bue pilen fløyad dristig målte vei;men fuglen satt for fjern, for høy,og skuddet traff den ei.Men som igjennom skogen trangsig pilen kraftig skjød,for Skyttens øre brad en klangsom av en klokke lød.

Forbauset lyttet’ han dertil,og ble litt bleg om kinn;thi sagn om onde Magters spillde rant ham brat i sinn.Men som et vern mot Troldes listhan frem sitt Ildjern tok,og med en Bøn til Jesum Christtregange ild han slo.79Betrygget så, med freidig ganghan skrider fremad dadit, hvor den klare klokkeklangham hadde tonet fra.Og som han sådan fremad gåri ville natur,medeet han stanse må, og stårforan en veldig mur.

Og se! det er et Herrens Huus,foran hvis mur han står.Mens Bondens hytte sank i grusstod det i rad av år;står som i fjerne Old det stod,da etter bønnen varmde bange Skarer det forlotmed døden alt i Barm.

Enn åpne, som på Nødens Dag,de Taarneluger stå,igjennom hvilke Pilens slagtil Klokkens Malm fikk nåe;og Kirkens dør står åpen enn,som den ble etterlatt,da siste mann fra kirken heni døden iilte bradt.

Å åpne dør med andakts Fjedgår freidig Skytten inn,og står i Kirkens dunkelhetmed hellig glød på kinn.Enn blinker Kalkens gyldne glansfra duket alterbord,80og Frelseren med tornekransser ned fra Kirkens kor.

Ærbødig nærmer Skytten segog fro til Altrets fot,å bøye kne ydmygeligfor Verdens Frelser god;da plutselig en selsom lydfra alterbord utgår,som Bamsens drønn, når jaktens spyddypt i dens Bringe står.

Og se! en Bjørn har redt sin Hii Alterbordets ly,da vinterens snø fra Skovens stiden bød til dvalen tye.Av Vintersøvnen plutseligopvakt ved Klokkens klangvredtbrummende den reiser segmot Skyttens djerve gang.

Men hurtig sitter Skyttens Spjuddypt i dens laadne bryst,og døende den farer utomsonst til harmfull dyst.Fra vilden skog, som dristigholdt Herrens Huus omgroed,et Soneoffer faller denved altret i sitt blod.

Men Skytten iler hjertefroalt ved sitt skjønne Fund,tilbake hvor hans frender bodere nys bebygd rund,81og melder hva ham vederfoeri Skovens Øde hist.Fro lytte alle til hans ord,og love Jesum Christ.

Snart skogen sank, som Herrens Huus omgroede,nedfelt av fromme Dalesønners hånd;om den gjenfundne kirke snart der boddeen slekt med kraftfull arm og kjærlig ånd;og mellom Kirkens murer Gud til ærelød atter sang og Bøn av christen lære.

Den første gård ble nær ved kirken bygget,just der, hvor Skytten hørte Klokkens klang,og stod til, ved sitt Ildjerns kraft betrygget,han rettet mot Lydens Kant sin gang.I gårdens navn man Mindets stemme hører;thi navn av Ildjernsstad ennå den fører.

Urokket enn den gamle kirke standermed tykke murer og med spaanlagt tak;enn henger i dens kor — et Seiersbanner —den felte Bamses skinn den dag i dag.Og vidt igjennom Nabosognes dalerom Hedals-Klokkens klang går ry og Tale.

(C. N. Schwach. Av “Samlede Digte.” 1. B. Christiania 1837.)