Dybt inde i Sogn, høit til Fjelds, ligger en eensom Dal, der kaldes Justedal. Da den sorte Død begyndte at grassere i Norge, droge mange af de rigeste og fornemste Folk i Sogn op til denne øde Dal, hvor de satte sig ned og byggede sig Gaarde. De gjorde tillige den Anstalt, at Ingen af deres Slægt og Venner maatte komme op til dem, saa længe Pesten varede; men de skulde lægge deres Brevskaber under en stor Steen paa Veien, hvor de igjen skulde finde 76Svar. Ikke destomindre kom Pesten derop, og anrettede frygtelig Ødelæggelse. Alle Dalens Beboere døde, med Undtagelse af en eneste liden Pige paa Gaarden Birkehaug. Da Folket var uddød, søgte Kvæget til Skovs, og kom i Flokkeviis til Nabosognet Vaage, hvis Indbyggere bleve forbausede ved Synet af de fremmede Kreaturer, som ingen Eier eftersøgte. De toge imidlertid Kvæget i Forvaring; men frygtende for, at det ei monne stande vel til i Justedal, droge Nogle derhen. Hvor de imidlertid kom, fandt de Folket uddød, og Husene tomme. Omsider, da fast alle Gaarde vare besøgte, og de igjen vilde begive sig til deres Hjem, mistvivlende om at finde nogen Levende, bleve de uformodentlig i Birkehaugskoven et Pigebarn vaer, der ved Synet af de Fremmede havde søgt til Skovs. De raabte hende an; men forskrækket flygtede hun dybere ind i Skoven for at skjule sig. De besluttede derfor ordentlig at fange hende, hvilket efter megen Anstrengelse endelig lykkedes dem. Hun var imidlertid sky og vild som en Fugl, hvorfor man ogsaa kaldte hende Rypen. Hendes Tale kunde de ligesaa lidt forstaae, som de kunde gjøre sig forstaaelige for hende. De toge Pigebarnet med sig til Vaage, hvor hun blev opfostret, og skikkede sig vel. I nogle Aar blev Justedalen ubeboet, indtil nogle Nordfjordinger droge derhen, og opryddede de gamle Enge og Agre. De første Gaarde, som paany bleve optagne, skulle have været Faaberg og Myklemør. Da Rypen var kommen til Aar og Alder, drog hun til sit Fødested, hvor hun giftede sig, og levede lige til sin Død. Hun efterlod sig en gjæv Æt, der gjennem Aarhundreder efter hende blev kaldet Rypeslægten, og stod i stor Anseelse i hele Dalen.

(A. Faye.)

Dypt inne i Sogn, høyt til Fjelds, ligger en ensom dal, der kalles Justedal. Da den sorte død begynte å grassere i Norge, dro mange av de rikeste og fornemste folk i Sogn opp til denne øde dal, hvor de satte seg ned og bygde seg Gaarde. De gjorde tillike den anstalt, at Ingen av deres slekt og venner måtte komme opp til dem, så lenge pesten varte; men de skulle legge deres Brevskaber under en stor Steen på veien, hvor de igjen skulle finne 76svar. Ikke desto mindre kom pesten derop, og anrettet fryktelig ødeleggelse. Alle Dalens beboere døde, med unntakelse av en eneste liten pike på gården Birkehaug. Da folket var utdødd, søkte kveget til skogs, og kom i Flokkeviis til Nabosognet Vaage, hvis innbyggere ble forbauset ved synet av de fremmede Kreaturer, som ingen eier ettersøkte. De tok imidlertid kveget i forvaring; men fryktende for, at det ei monne stande vel til i Justedal, dro Nogle derhen. Hvor de imidlertid kom, fant de folket utdødd, og husene tomme. Omsider, da fast alle Gaarde vare besøkte, og de igjen ville begi seg til deres hjem, mistvivlende om å finne noen Levende, ble de uformodentlig i Birkehaugskoven et pikebarn vaer, der ved synet av de Fremmede hadde søkt til skogs. De ropte henne an; men forskrekket flyktet hun dypere inn i skogen for å skjule seg. De besluttet derfor ordentlig å fange henne, hvilket etter mye anstrengelse endelig lyktes dem. Hun var imidlertid sky og vill som en fugl, hvorfor man også kalte henne Rypen. Hennes Tale kunne de likeså litt forstå, som de kunne gjøre seg forståelige for henne. De tok pikebarnet med seg til Vaage, hvor hun ble oppfostret, og skikkede seg vel. I noen år ble Justedalen ubebodd, inntil noen nordfjordinger dro derhen, og opryddede de gamle enger og åkrer. De første Gaarde, som paany ble optagne, skulle ha vært Faaberg og Myklemør. Da Rypen var kommet til år og alder, drog hun til sitt Fødested, hvor hun giftet seg, og levde like til sin død. Hun etterlot seg en gjev ætt, der gjennom århundrer etter henne ble kalt rypeslekten, og stod i stor anseelse i hele dalen.

(A. Faye.)